Nyhed
Læsetid: 6 min.

Tilsynet med efterretningstjenesterne er tandløst – og det er politikernes egen skyld

Allerede inden oprettelsen i 2014 blev politikerne advaret imod, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne havde meget få beføjelser. Men det var sådan, et flertal i Folketinget ønskede det
Flere folketingspolitikere har reageret kraftigt på afsløringerne om lovbruddene i FE under nu hjemsendte efterretningschef Lars Findsen og bebudet, at tilsynet nu skal styrkes. Men da et bredt flertal i Folketinget vedtog at oprette tilsynet i 2013, var det med enighed om, at tilsynet netop skulle have et meget snævert mandat.

Flere folketingspolitikere har reageret kraftigt på afsløringerne om lovbruddene i FE under nu hjemsendte efterretningschef Lars Findsen og bebudet, at tilsynet nu skal styrkes. Men da et bredt flertal i Folketinget vedtog at oprette tilsynet i 2013, var det med enighed om, at tilsynet netop skulle have et meget snævert mandat.

Ida Guldbæk Arentsen

Indland
26. august 2020

Mandag viste Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) for første gang virkelig tænder. Men paradoksalt nok afslørede tilsynet dermed samtidig, hvor tandløst det er.

Tilsynet har sendt fire bind med sprængfarlige afsløringer af arbejdsmetoderne i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) til Forsvarsministeriet. Oplysningerne har fået forsvarsminister Trine Bramsen (S) til at hjemsende tre af de ledende medarbejdere i FE, herunder den øverste chef Lars Findsen. Senere mandag aften blev også den tidligere FE-chef Thomas Ahrenkiel fritaget for tjeneste. Han er afgående departementschef i Forsvarsministeriet og skulle netop til at overtage posten som dansk ambassadør i Berlin.

Tilsynet anklager i en pressemeddelelse blandt andet FE for i årevis at have foretaget ulovlig indsamling af oplysninger om danske statsborgere og for systematisk at have ført tilsynet bag lyset ved at dække over »uhensigtsmæssige forhold«.

I samme meddelelse erkender tilsynet, at dets egen kontrol med FE »ikke fungerer efter hensigten«.

Tilsynets undersøgelse er baseret på materiale fra en eller flere whistleblowere, som tilsynet ikke selv »har haft kendskab til eller mulighed for at tilvejebringe«, som der står i meddelelsen.

Tilsynet anbefaler, at Folketinget evaluerer FE-loven. Blandt andet for at finde ud af, om »tilsynet i tilstrækkelig grad har de nødvendige kompetencer og ressourcer« til at føre effektivt kontrol med FE.

For eksempel bør man ifølge tilsynet undersøge, om det bør have beføjelser til at afhøre FE’s medarbejdere under vidneansvar.

Med andre ord skriver tilsynet altså, at det ikke med sine nuværende beføjelser kan holde øje med den danske spiontjeneste.

Bemærkelsesværdigt

»Det er jo bemærkelsesværdigt,« siger Jacob Mchangama, jurist og direktør i tænketanken Justitia.

»De indrømmer, at de er blevet ført bag lyset, og at de kun har fundet ud af det via en eller flere whistleblowere. Hvis de skal have en realistisk mulighed for at undgå, det sker igen, så skal de have flere beføjelser.«

Det er Pernille Boye Koch, der er lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet og har forsket i tilsyn med efterretningstjenester, enig i.

»Det grundlag, de har fået til at udøve deres kontrolvirksomhed, har overhovedet ikke givet dem mulighed for at grave den her sag frem,« siger hun.

Flere folketingspolitikere har reageret kraftigt på afsløringerne om FE og bebudet, at tilsynet nu bør få flere ressourcer og beføjelser.

Men da et bredt flertal i Folketinget vedtog at oprette tilsynet i 2013, var det med enighed om, at tilsynet netop skulle have et meget snævert mandat.

Ikke tilstrækkeligt

I 2013 vedtog Folketinget loven om Forsvarets Efterretningstjeneste. I den forbindelse vedtog man også at oprette et tilsyn, som skulle føre kontrol med tjenesten. Alle partier på nær Enhedslisten stemte dengang for vedtagelsen.

Partiet var blandt andet skeptisk over for de meget snævre beføjelser, tilsynet ville få. I en betænkning fra maj 2013 fremgår det, at »Enhedslisten mener ikke, at dette lovforslag i tilstrækkelig grad indfører en kontrol med efterretningstjenesterne«, og at partiet var »stærkt kritisk over for, at der med dette lovforslag i praksis kun er mulighed for at føre kontrol med den afgrænsede del af efterretningstjenesternes arbejde, som vedrører personregistreringer«.

Enhedslisten opfordrede til, at man udvidede tilsynets beføjelser, blandt andet med inspiration fra andre europæiske lande, især Norge. Her kan tilsynet tvinge ansatte i efterretningstjenesterne til at udtale sig ved at stævne dem, og de har bred adgang til selv at inspicere arkiver, registre og lokaler.

Ikke reel kontrol

Daværende retsordfører Pernille Skipper (EL) mener ikke, at det danske tilsyn kan kaldes et tilsyn.

»Det såkaldte tilsyn skal spørge FE og PET om informationer,« siger hun.

»Og hvis tjenesterne så ikke har lyst til at udlevere de informationer, så kan de bare lade være. Det er ikke en reel kontrol. Det er pseudokontrol. Det var derfor, vi ikke gik med i aftalen dengang.«

Ifølge Pernille Skipper mente de andre partier, at man måtte stole på efterretningstjenesterne, og at man ikke bare kunne give et tilsyn adgang til alle dets hemmelige oplysninger.

»Nu kan vi se, at der er sket lige præcis det, vi advarede om. Nemlig, at hvis tjenesten bliver spurgt om noget ubelejligt, kan den bare lade være med at give informationerne. Det beviser jo, at vi ikke har nogen reel kontrol med efterretningstjenesterne,« siger hun.

»Der ligger et politisk ansvar her. Alle de politikere, som nu er så overraskede og forargede, at de er ved at falde ned af stolen, blev advaret dengang. Ikke bare af Enhedslisten, men også af menneskerettighedsorganisationer og mange andre. De accepterede, at Danmark skulle have en af de ringeste kontroller af efterretningstjenester blandt demokratiske lande.«

Hun opfordrer til, at tilsynet nu får udvidet sine beføjelser. Tilsynet bør blandt andet kunne undersøge alle dele af efterretningstjenestens virksomhed og ikke kun den del, der handler om opbevaring og behandling af personlysninger, mener hun.

Som Information tidligere har beskrevet, har FE systematisk advaret sine ansatte og mindet dem om at slette personoplysninger fra deres computere forud for de anmeldte kontrolbesøg fra tilsynet.

Tilfældige opdagelser

Institut for Menneskerettigheder var også skeptiske over for udformningen af det nye tilsyn i 2013. I et høringssvar forud for vedtagelsen af FE-loven skrev instituttet, at »Institut for Menneskerettigheder finder, at det bør overvejes, om Tilsynet med Efterretningstjenesternes opgaver skal udvides til at omfatte mere end den legalitetskontrol, som lovudkastet fastlægger.«

Jacob Mchangama, som dengang arbejdede i den liberale tænketank Cepos, advarede også om, at der ville blive tale om et tilsyn med »begrænset kompetence og uden reelle reaktionsmuligheder«, som ville blive nødt til at »bygge sin kontrol på tilfældige ad hoc-opdagelser«.

For Cepos udgav han i 2013 en analyse, som konkluderede, at Danmark i forhold til sammenlignelige lande i Europa havde en slap kontrol med efterretningstjenesterne, og at det nye tilsyn ikke ville gøre meget for at ændre på det.

Klart fra starten

Pernille Boye Koch mener også, det har stået klart fra begyndelsen, at der var klare begrænsninger ved den danske tilsynsmodel.

Tilsynet har for det første et meget snævert mandat, der gør, at det kun kan se på håndteringen af personoplysninger. Det betyder, at kontroversielle dele af efterretningsvæsenets virke som operative forhold, samarbejde med andre landes efterretningstjenester og brugen af agenter alt sammen falder uden for det, tilsynet kan beskæftige sig med.

Det danske tilsyn har heller ikke beføjelser til at træffe afgørelser, som efterretningstjenesterne har pligt til at rette sig efter, men kan kun komme med udtalelser, og de har relativt begrænsede ressourcer til rådighed i form af sekretariatsbistand og for eksempel efterretningsmæssige kompetencer til at vurdere om de oplysninger, de får af FE eller PET virker troværdige.

Også Justitia har i en rapport fra 2019 kritiseret tilsynets snævre mandat, de manglende ressourcer hos tilsynet, og har foreslået, at Tilsynet skulle kunne »indkalde ansatte hos tjenesterne samt regeringsmedlemmer til at afgive vidneudsagn«. Noget, som den nye sag har gjort mere aktuelt.

Baseret på tillid

Som tilsynet selv konstaterer i mandagens pressemeddelelse, har de i den nuværende udformning været afhængige af, at den »lovbestemte orienteringspligt« bliver overholdt, og at hele konstruktionen »hviler på en tillid fra lovgiver til, at FE i alle henseender efterkommer forpligtelsen«.

»Resultatet af disse gentagne brud på den lovbestemte orienteringspligt er, at den legalitetskontrol, som tilsynet i henhold FE-loven er pålagt at udføre, og som bidrager til legitimeringen af FE’s virksomhed, ikke fungerer efter hensigten,« skriver tilsynet.

Med andre ord konstaterer tilsynet, at lovgiverne har lavet et kontrolorgan, der forudsætter, at efterretningstjenesten af egen drift fortæller sandheden, og hvis det ikke sker, så fungerer kontrollen ikke.

Pernille Boye Koch vurderer, at tilsynet »formentlig har fået et billede af, at den kontrol, de lavede, var fin nok – indtil de fik de her dokumenter i deres besiddelse.«

»De har nok levet i en illusion om, at de har kunnet udøve reel kontrol med Forsvarets Efterretningstjeneste,« siger hun og tilføjer, at tilsynet fortjener ros for at melde så markant ud i pressemeddelelsen på baggrund af de oplysninger, de har fået

»Men man skal altså ikke tro, at det var, fordi lovgiverne lavede et godt tilsyn, der har kunnet udøve en reel kontrol«.

Det har ikke været muligt at få et interview med forsvarsminister Trine Bramsen (S). Ministeriets pressetjeneste henviser til en pressemeddelelse fra i mandags og oplyser, at ministeren ikke har yderligere at tilføje.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Hørte Peter Skårup DF sige i P1 , at hvis Folketinget havde fulgt EL's forslag om bedre kontrol så var Bin Laden o.a. ikke fanget. Det er dog utroligt hvad politikerne kan udgyde.

Anders Graae, Rolf Andersen, Ole Frank, Christian Mondrup, Gitte Loeyche, Ellen Jeppesen, John Scheibelein, Chris Ru Brix, Gert Romme, Benny Larsen, peter juhl petersen, Jane Doe, Hans Larsen, Anne-Marie Krogsbøll, Martin Rønnow Klarlund, Bjarne Andersen, Marianne Stockmarr, Kurt Nielsen, Susanne Kaspersen, Poul Anker Sørensen, Freddie Vindberg, Eva Schwanenflügel og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

Jeg er rasende over den, efter min mening, fuldstændig inkompetence som vores forsvarsminister Trine Bramsen udviser. Hun har på intet tidspunkt taget tyren ved hornene og gjort hvad der skulle gøres. Og nu viser det sig, ifølge Berlingske, at hun var orienteret om de ifølge Tilsynet med Efterretningstjenesterne, FEs mulige ulovligheder, som startede da Thomas Ahrenkil var chef for selvsamme. Alligevel har hun hele tiden trukket tiden ud, og som jeg vurderer det holdt befolkningen for nar, fordi hun hele tiden har troet at “går den så går den”, og “så lidt som muligt på min vagt”. Hun har hele tiden holdt hånden under TA, og ventet på at han kunne positionere sig til et nyt og værdigt job.

Jeg håber at Mette Frederiksen siger “nok er nok”. “Ikke mere fedtspilleri”. “Slut med vores Forsvarsminister”. Der er ingen undskyldninger for den politiske adfærd. Ministeren er Folkets Tjener, det har Trine Bramsen glemt eller desværre tilsidesat.

Ole Frank, Gitte Loeyche, Gert Romme, Poul Simonsen, Carsten Wienholtz, Hans Larsen, Anne-Marie Krogsbøll, Martin Rønnow Klarlund, Bjarne Andersen, Marianne Stockmarr, Torben Lindegaard, Kurt Nielsen, Susanne Kaspersen, Bjarne Tingkær og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Når man føler sig urørlig, mister man jordforbindelsen og begynder at tro, man kan gå på vandet. Storhedsvanvid i miniature form. Det ses hos forsvaret, FE og sikkert også hos dele af politiet og PET og andet, hvor man tager det for givet. Med ukontrollabel magt forsvinder moral og ansvar.

Rolf Andersen, Ole Frank, Gitte Loeyche, P.G. Olsen, John Scheibelein, Poul Simonsen, peter juhl petersen, Carsten Wienholtz, Hans Larsen, Anne-Marie Krogsbøll, Martin Rønnow Klarlund, Bjarne Andersen, Marianne Stockmarr, Thomas Andersen, Kurt Nielsen, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Tilsynet anklager i en pressemeddelelse blandt andet FE for i årevis at have foretaget ulovlig indsamling af oplysninger om danske statsborgere (...)"

Vi får nok heller aldrig at vide, hvilke statsborgere, hvilke oplysninger, eller hvem de er delt med.
(Selvom vi kan gætte meget kvalificeret ved at huske på andre afsløringer om visse aflytninger)

Anders Graae, Ole Frank, Gitte Loeyche, Ellen Jeppesen, Gert Romme, Hans Larsen, Anne-Marie Krogsbøll, Martin Rønnow Klarlund, Bjarne Andersen, Marianne Stockmarr, Kurt Nielsen, Susanne Kaspersen og Bjarne Tingkær anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

Tak, til de pågældende whistleblowere.

Rolf Andersen, Ole Frank, Christian Mondrup, Knud Chr. Pedersen, Gitte Loeyche, Ellen Jeppesen, John Scheibelein, Gert Romme, Ib Gram-Jensen, Poul Simonsen, Johnny Christiansen, peter juhl petersen, Carsten Wienholtz, Hans Larsen, Anne-Marie Krogsbøll, Martin Rønnow Klarlund, Bjarne Andersen, Marianne Stockmarr, Thomas Andersen, Torben Lindegaard, Kurt Nielsen, Susanne Kaspersen, Poul Anker Sørensen, Bjarne Tingkær og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Anker Sørensen

Jacob Nielsen !
man skal nok tage det Berlingeren skriver med et "gran salt"

Ole Frank, Trond Meiring og peter juhl petersen anbefalede denne kommentar
Poul Anker Sørensen

Og, så er det jo godt at vide, at det eneste parti i folketinget, der virkelig ville beskytte borgernes frihedsrettigheder, da tilsynsloven blev vedtaget var Enhedslisten !

Rolf Andersen, Ole Frank, Gitte Loeyche, P.G. Olsen, Chris Ru Brix, Gert Romme, Trond Meiring, peter juhl petersen, Carsten Wienholtz, Egon Stich, Hans Larsen, Anne-Marie Krogsbøll, Martin Rønnow Klarlund, Bjarne Andersen, Viggo Okholm, Marianne Stockmarr, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jacob Nielsen:
Nu har skandalen så stået på i årevis med de fleste partiers accept, og nu skælder du den nuværende minister ud uanset at hun trods alt handler og må jeg lige minde om at hun kun har siddet på posten godt et år. Her er vist mange syndere eller også viser det sig at efterretningsvæsenets menneskesyn lader meget tilbage at ønske.

Ole Frank, John Scheibelein, Vibeke Hansen, Rolf Andersen, peter juhl petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Som Viggo Okholm skriver, er der kø ved håndvasken i lange baner, så det er langtfra kun Trine Bramsen, vi kan bebrejde.
(Fx kom det tilsyneladende fuldstændig bag på T. B. at der var svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse - det havde departementschef Thomas Ahrenkiel undladt at oplyse om)

John Foley var i to år ansat som analytiker ved FE, og forlod tjenesten i 2013 :

"Vi har et kontroludvalg med efterretningstjenesterne, og der sidder fem mand med den tidligere Forsvarsminister for bordenden.
Det er underligt, de ikke har reageret.
Vi har et Sikkerhedsudvalg, hvor Statsministeren sidder for bordenden sammen med cheferne for FE og PET, samt den nuværende Forsvarsminister.
De MÅ have vidst noget omkring det hér.
Vi bliver holdt hen i uvidenheden, og kun fordi vi har en whistleblower, kommer det op til overfladen.
Det er simpelthen for dårligt."
(TV2 News)

Eva Flyvholm (Ø), mener det længe har været et kæmpe problem, at Kontroludvalget er så hemmeligt, at ingen andre kan få at vide, hvad de laver.
Desuden har Enhedslisten fra begyndelsen ment, at TET, (Tilsynet med FE) var komplet tandløst.
De har ingen chance haft for at kontrollere, at alt gik ordentligt for sig.
Enhedslisten ønsker derfor et tilsyn som i Norge, hvor man kan komme på uanmeldt besøg, og har adgang til alt materiale.

Viggo Okholm, Ole Frank, Martin Rønnow Klarlund, Gitte Loeyche, Gert Romme, Rolf Andersen, Kurt Nielsen, Poul Simonsen, Johnny Christiansen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Redaktør for forsvarsmediet Olfi.dk, Peter Ernstved Rasmussen, der tidligere har afdækket skandaler i Forsvaret, mener at man skal kigge på ledelsen :

"Der har nemlig været gang i en simpel, men problematisk stoledans, lyder det fra Peter Ernstved Rasmussen.

Stoledansen har primært bestået af to personer: Den netop afskedigede chef for FE, Lars Findsen, og den nu tidligere departementschef i Forsvarsministeriet, Thomas Ahrenkiel. Begge er blevet fritaget fra tjeneste i denne uge.

I 2014 var Thomas Ahrenkiel chef for FE, mens Lars Findsen var departementschef i Forsvarsministeriet.

Men i 2015 blev Lars Findsen degraderet og fjernet som departementschef. Hans afløser blev Thomas Ahrenkiel."

"Chefer for efterretningstjenester byttede job: - Ingen har haft lyst til at rydde op efter den anden"
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-08-25-chefer-for-efterretningstjenes...

Desuden har Lars Findsens karriere været præget af skandaler, hvorfor han fx blev degraderet fra en stilling som departementschef i Forsvarsministeriet til chef for FE, og byttede plads med Thomas Ahrenkiel :

"Hvorfor røg Lars Findsen ud og hvorfor lige nu? Svarene kender kun forsvarsminister Peter Christensen, Lars Findsen selv og ganske få andre, skriver Berlingskes forsvarsmedarbejder, Christian Brøndum."

"Så faldt forsvarets civile topchef"
https://www.berlingske.dk/samfund/saa-faldt-forsvarets-civile-topchef

Ole Frank, Martin Rønnow Klarlund, Gert Romme, Vibeke Hansen, Rolf Andersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
peter juhl petersen

Jakob Nielsen..... og jeg kan næsten blive rødglødende rasende over din helt ualmindelige tåbelige, unøgterne vinkling af hændelsesforløbet. Det kan da kun ligge en ganske rabiat ideologisk tankevirksomhed bag, ellers giver det jo overhovedet ingen mening.
Alt postyret der er tale om, og alle skeletter som nu ligefrem rasler og vælter ud af skabene er jo ikke mindst,- ja vel udelukkende, forsømmelser og udeladelser som er foregået under den tidligere regerings ledelse. Eller tror du virkelig selv på at sådanne interne dagsordener og "forretningsgange", som der i alle de anliggender der har været tale om siden Bramsens tiltrædelse for bare et år siden, sådan bare vupti er opstået over nat er !?
Kimet,frøet til dette scenarie som allerede er sket og som nu yderligere udspiller sig, er ganske uden tvivl blevet sået og vokset sig stor og mægtig under sidste(og tidligere) borgerlig/liberal ledelse under mantraet: Mindst mulig(offentlig) kontrol og ressourcer,- flest og mest mulige skattelettelser .
Og da slet ikke bruge penge,- og i hele taget ytre mistanke, til politi og alskens anden lovgivende og udførende magter. Det ville jo nærmest lyde blasfemisk og landsskadelig i liberal og (national)konservative ører og deres selvopfattelse og gammelt tankegods ville jo slet ikke tillade noget sådant !

Ole Frank, Chris Ru Brix, Vibeke Hansen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"2019 blev den afgående forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) ifølge Politiken orienteret om tilsynets kritik af FE. Og ligeledes blev repræsentanter for de fem største partier i udvalget for efterretningstjenesterne.

Men oplysningerne fik ikke hverken politikerne eller regeringen til at offentligt at kræve ændringer i FE, skriver avisen.

Ifølge Jacob Mchangama, der er direktør i den juridiske tænketank Justitia, er det sigende for politikernes tillid til spiontjenesterne.

- Det bestyrker billedet af, at danske politikere – og måske især de store traditionelle regeringspartier – er meget forsigtige over for efterretningstjenesterne, når det gælder tilsyn og kontrol, siger han til Politiken."

"Tilsynet advarede allerede i 2019 om kritisable forhold i Forsvarets Efterretningstjeneste"
https://www.information.dk/telegram/2020/08/tilsyn-advarede-allerede-201...

Gitte Loeyche, Gert Romme og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

Trine Bramsen har i sin tid som IT-ordfører foreslået mange besynderlige ting, men som forsvarsminister synes jeg, hun er trådt i karakter.

Hun har kun haft jobbet i lidt over et år, og inden man har sat sig ind i situationen, analyseret mulige løsninger osv. går der altså lidt tid - tro mig, jeg har prøvet det.

Og nu har hun foretaget en bemærkelsesværdig kraftig udskiftning af ledelsen i FE. Og så kommer det lange, seje træk med at opbygge en ny kultur i FE.

I denne sag hører jeg ikke til dem, der klandrer hende for handlingslammelse - tværtimod.

Viggo Okholm, Ole Frank og John Scheibelein anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

@Viggo Okholm, jeg er helt enig at de mulige ulovligheder ikke er noget der kan ligge Trine Bramsen til last, men så ophører vores enighed også. Og nu må vi håbe at der kan opstilles en kommission, der kan afdække handlingsforløbet fra start til nu. Men TB har haft så mange muligheder for at gribe bolden og vise lederskab. Hun skulle langt tidligere have meddelt Statsministeren at hun ikke længere har den fornødne tillid til sin departementschef. Der har været sag efter sag. Men hun har efter min vurdering, ventet, trukket tiden ud, og håbet at tingene ville glatte sig selv ud, eller det man kan kalde politisk fedtspilleri, for egen vindings skyld. Der er ingen undskyldning, hun har brændt sin bro.

Finn Jakobsen

Problemet er nærmest af kronisk karakter. I umindelige tider har tjenesterne fået lov til at passe sig selv, og de ansvarlige politikere har haft blind tillid til, at det blev gjort i 'nationens interesse'. De selv samme ansvarlige politikere har til gengæld haft total mistillid til at installere effketive kontrolorganer af frygt for, at 'hemmeligheder' ville sive ud gennem lækkende kontrolpersoner. Altså: her i landet gælder tillid kun den ene vej - nedefra og op.

Rolf Andersen

I sin korte tid som forsvarsminister har Trine Bramsen også lige skulle håndtere en skandale i Forsvarets Materieltjeneste.

Og det er vel næppe forsvarsministeren, der udnævner ambassadører til Tyskland .. der må være nogle andre, der har røde ører.

Så at klage over at hun er langsom til at reagere i de 12-14 måndeder, hun har siddet i stolen er efter min mening urimeligt.

Rolf Andersen

.. og nåeh ja, der var også lige en hærchef, der skulle fyres, lige da Trine Bramsen trådte til .. ;)

Jørn Pedersen

Hvis vi har fornuftige mennesker ansat i PET og FET, så er kontrol ikke nødvendig!

Jacob Nielsen:
Ikke så meget her,jeg har sagt min mening, men generelt er der en tendens til at angribe ministre lige efter de er startet for synder og mangler. Frøene og fejlene er ofte sået eller gjort af tidligere regeringer/ministre og med et helt andet flertal og de tvist uanset tom det e ren blå eller rød regering der har sået de frø.

Eva Schwanenflügel

Det synes som om pilen muligvis i højere grad peger på Claus Hjort Frederiksen.
Dog er det kommet frem, at Bramsen har været delvist bekendt med TET's undersøgelse af FE.