Topembedsmand om Støjbergs instruks: Det er ikke en lille ting at gøre noget andet, end ministeren siger

Der skete noget højst usædvanligt, da daværende departementsråd i Statsministeriet Tanja Franck i slutningen af februar og begyndelsen af marts 2016 skulle forberede en såkaldt forespørgselsdebat i Folketinget med statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Debatten skulle finde sted den 4. marts, og temaet var værdier. I Statsministeriet forventede de, at statsministeren kunne blive spurgt til Inger Støjbergs instruks om adskillelse af asylpar, hvor den ene part var under 18 år. Den var blevet udsendt den 10. februar og kunne meget vel siges at være et led i en værdikamp.

Som departementsråd havde Tanja Franck ansvaret for at indhente bidrag fra andre ministerier. Hun sørgede derfor for, at Udlændinge- og Integrationsministeriet blev bedt om at levere noget baggrundsmateriale til Statsministeriet om adskillelsen af asylpar. Et såkaldt beredskab, som Lars Løkke Rasmussen kunne læne sig op ad under debatten i folketingssalen.

Da hun modtog beredskabet, undrede hun sig. Det fremgik, at der uden undtagelse skulle ske adskillelse i alle sagerne med asylpar, hvor den ene part var under 18 år. Det stemte ganske vist overens med den pressemeddelelse, som Udlændinge- og Integrationsministeriet havde udsendt tidligere i februar. Men Tanja Franck syntes, det lød vidtgående.

»Gud, kan man det?« tænkte embedsmanden, der ikke selv var jurist, men økonom. Det forklarede hun torsdag under en afhøring i Instrukskommissionen.

Hvorfor hun tænkte sådan, kunne hun ikke sige med sikkerhed. Men hun mente, det måske kunne skyldes, at hun havde læst en artikel i Jyllands-Posten, hvor nogle universitetsjurister satte spørgsmålstegn ved lovligheden af en undtagelsesfri praksis.

Løkke skulle ikke tale usandt

I dag står det klart, at de uafhængige jurister havde fat i den lange ende. En undtagelsesfri praksis var ulovlig. Det har Ombudsmanden slået fast. Og allerede dengang vidste de juridiske eksperter i både Udlændinge- og Integrationsministeriet og Justitsministeriet også godt, at det forholdt sig sådan. Men de havde tilsyneladende svært ved at overbevise udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg om det.

Flere af juristerne har i kommissionen forklaret, at ministeren ville have alle par adskilt. Selv har Inger Støjberg fastholdt, at hun rigtignok ønskede parrene adskilt og også pressede sine embedsmænd til at gå så langt, som juraen tillod. Men at hun accepterede deres klare advarsel om, at en undtagelsesfri adskillelse ville være ulovlig, og at det derfor ikke var hendes hensigt at adskille alle parrene.

At hun i en pressemeddelelse til offentligheden og i svar til Folketinget skrev, at alle par skulle adskilles, har hun forklaret med, at der var tale om politisk kommunikation. Og den slags må ifølge den forhenværende minister godt være lidt skarpt vinklet.

Men nu tilbage til Tanja Franck i Statsministeriet, der i slutningen af februar 2016 oplevede noget, hun ikke tidligere havde været ude for.

For at afklare, om det nu også kunne være rigtigt, at alle par skulle adskilles, ringede Tanja Franck til Udlændinge- og Integrationsministeriets kronjurist, afdelingschef Lykke Sørensen. Hun ville gerne være helt sikker på, at Lars Løkke Rasmusen (V) ikke blev sendt af sted til forespørgselsdebatten med forkerte oplysninger. For som hun forklarede i kommissionen, gik hun »rimeligt meget op i, at det, han sagde i Folketinget, var korrekt«.

Uanset hvad ministeren sagde

»Hey Lykke, jeg skal lige forstå: Kan det her være sådan? Kan man gøre det med alle par?« spurgte Tanja Franck ifølge sin erindring. Og som hun huskede det, svarede Lykke Sørensen: »Nej, det kan det ikke. Der skal være mulighed for at gøre undtagelser.«

Det stemmer ganske godt overens med den forklaring, Lykke Sørensen tidligere er kommet med i kommissionen. Her har hun sagt, at hun over for Inger Støjberg måtte fastholde, at ikke alle par kunne adskilles, selv om ministeren blandt andet insisterede på at skrive det modsatte i en pressemeddelelse.

»Danske myndigheder skal overholde danske regler, og sådan vil det være, uanset hvad du siger,« har Lykke Sørensen forklaret, at hun sagde.

Men hvis det forholdt sig anderledes, end der stod i beredskabet til Lars Løkke Rasmussen, så måtte Udlændinge- og Integrationsministeriet lave en ny version, krævede Tanja Franck.

Det accepterede Lykke Sørensen. Men kort efter ringede hun tilbage til Tanja Franck med en besked fra departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet Uffe Toudal Pedersen. Og så er vi, endelig, fremme ved det, som Tanja Franck beskrev som højst usædvanligt.

»Hun skal sige fra Uffe, at det kan være, at vi får to beredskaber: et fra ministeriet og et fra ministeren,« refererede Tanja Franck, at Lykke Sørensen skulle have sagt.

Forholdsvist ’puzzled’

Åbenbart var det altså mere end vanskeligt for embedsmændene at overbevise Inger Støjberg om fornuften i at skrive i beredskabet til statsministeren, at ikke alle asylpar nødvendigvis kunne adskilles. Eller som Tanja Franck diplomatisk formulerede det, stod det »forholdsvis klart«, at ministeren og embedsmændene måske ikke var »helt enige om linjen«.

Tanja Franck havde modtaget langt over tusind beredskaber i sin tid, men havde aldrig set noget lignende.

»Jeg bliver helt mystificeret,« forklarede hun og beskrev sig selv som »forholdsvist puzzled over, at nogen siger, at det kan være, at vi får to beredskaber«.

Forestillingen om Lars Løkke Rasmussen i folketingssalen med to modsatrettede beredskaber som en anden Ulrich Thomsen i Festen med to vidt forskellige taler må have været besnærende. Men Tanja Franck afviste konceptet. »Det gør vi ikke,« sagde hun kategorisk til Lykke Sørensen og gjorde det helt klart, at hun forventede at få ét og kun ét beredskab fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Sådan endte det også med at gå. Åbenbart lykkedes det embedsmændene af sætte sig igennem. Tanja Franck modtog et beredskab, som ikke lagde op til lovbrud, og sendte det videre til sin departementschef med en besked om, at det nok var vigtigt, at Lars Løkke Rasmussen »får at vide, at UIBM’n (udlændinge- og integrationsministeren, red.) har meldt hårdere ud end juraen kan holde til«.

Lars Løkke Rasmussen fik dog aldrig brug for papirerne, eftersom ingen i Folketinget fik den indskydelse at bede ham forholde sig til adskillelsen af asylpar under forespørgselsdebatten.

Og kort efter forlod Tanja Franck Statsministeriet. Men det betød langt fra, at hun var færdig med den penible sag.

Fra asken til ilden

Tanja Franck skiftede til en stilling som direktør i Udlændingestyrelsen under Udlændinge- og Integrationsministeriet. Og det var Udlændingestyrelsen, der skulle forestå den adskillelse af asylparrene, som Inger Støjberg havde beordret.

Da Tanja Franck tiltrådte den 1. april 2016, var det, der i dag ser ud til at være den mest kritiske del af forløbet, overstået. Styrelsen og ministeriet var nået til enighed om, at det ikke var juridisk holdbart at adskille alle asylparrene – om end der fortsat herskede en del forvirring om, hvorvidt de allerede adskilte pars sager skulle genoptages, og om der var behov for partshøring af parrene.

Men på trods af at sagen ikke var i sin mest kritiske fase, oplevede Tanja Franck, at medarbejderne var rystede over, hvad de havde været igennem. »Jeg møder jo nogle mennesker, da jeg træder ind i styrelsen, der er forholdsvist påvirkede af det,« forklarede hun i kommissionen.

Embedsmændene i styrelsen havde ifølge Tanja Franck den klare opfattelse, at de var blevet beordret til at adskille alle asylparrene. Hvilket indtil videre stemmer overens med papirsporet i sagen, men er blevet bestridt af den afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet, Line Skytte Mørk Hansen, som ifølge styrelsen videreformidlede instruksen.

Embedsmændene forklarede den nye direktør, at de havde gjort noget andet, end de var blevet pålagt. De havde undladt at adskille fem par, fordi de mente, adskillelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

»Det sidder virkelig dybt i folk, at når ministeren siger, man skal gøre noget, så skal man også gøre det. Så det er ikke en lille ting,« sagde Tanja Franck, der senere tilføjede, at normen må være, at »man skal gøre det, ministeren beder om, men jo kun hvis det ikke er ulovligt«.

Klassisk embedsmandslogik

Nogle af de ledende embedsmænd i Udlændingestyrelsen udbad sig et møde med Tanja Franck om de fem sager. Det var tilsyneladende et udslag af klassisk embedsmandslogik: De ville gerne sikre sig, at den nye direktør var indforstået med, hvad de foretog sig, så de ikke pludselig stod alene tilbage med ansvaret.

De ville gerne have, »at jeg skal sige, at jeg er enig i det, de har gjort«, konstaterede Tanja Franck.

Ved et flere timer langt møde gennemgik embedsmændene sagerne. De forklarede, hvilke omstændigheder der gjorde, at de tvivlede på lovligheden af at adskille parrene, og Tanja Franck stillede spørgsmål. Bagefter udbad hun sig betænkningstid, og næste morgen vendte hun tilbage.

Hun var enig, sagde hun. De havde gjort det rigtige.