Analyse
Læsetid: 2 min.

Anklager kan trække vejret lidt lettere efter terrordom i dronesagen

Med Landsrettens skærpede dom i dronesagen kan anklagemyndigheden nu vinge et vigtigt flueben af: Retten har nikket til, at det var en terrorsag, da tre mænd skaffede droner til Islamisk Stat
Det lykkedes anklager Sidsel Jessen-Klixbüll at få Landsretten til at skærpe byrettens dom og gøre dronesagen til en terrorsag og ikke blot en sag om støtte til en terrorgruppe.

Det lykkedes anklager Sidsel Jessen-Klixbüll at få Landsretten til at skærpe byrettens dom og gøre dronesagen til en terrorsag og ikke blot en sag om støtte til en terrorgruppe.

Niels Christian Vilmann

Indland
11. september 2020

Der blev fjernet et ’E’ i landsretten torsdag, og det betød dels, at en mand fik otte års fængsel og blev udvist for bestandig, og dels at anklagemyndigheden kan trække vejret en smule lettere. For med torsdagens dom fik det, der i medier er blevet kaldt »Danmarks største terrorsag« også rettens ord for at være netop det: en terrorsag.

Sagen handler om de tre mænd, ’Taxachaufføren’, ’Cykelhandleren’ og ’Underviseren’, der sidste år blev dømt for at fremme terrororganisationen Islamisk Stat (IS) ved at levere droner og dronedele til netop IS i Syrien og Irak.

I byretten blev de tre mænd kun dømt efter den underparagraf E til terrorparagraffen, der handler om at »fremme virksomheden« for en terrororganisation, altså i det her tilfælde IS, og som kan give op til seks års fængsel.

Med den dom afviste byretten anklager Sidsel Jessen-Klixbülls ønske om, at de tre mænd skulle dømmes for at medvirke til terror efter den rene terrorparagraf, der kan give op til livstid, ved at sende droner til IS, der brugte dronerne til angreb blandt andet på Ain Issa-basen.

Derfor ankede anklagemyndigheden byrettens dom – det samme gjorde de tre dømte med ønske om frifindelse – og nu har Østre Landsret valgt at skærpe dommene.

’Cykelhandleren’ og ’Underviseren’ fik forlænget deres fængselsdomme, stadig efter den mildere underparagraf E, men den 31-årige mand af kurdisk afstamning, der er blevet kendt som ’Taxachaufføren’, fik i Landsretten ikke kun skærpet dommen i forhold til straffens længde, hans sag blev også skærpet i forhold til skyldsspørgsmålet.

'Taxachaufføren' dømt for terror

’Taxachaufføren’ er således nu blevet dømt efter den rene terrorparagraf, sådan som anklagemyndigheden ønskede det, for forsøg på medvirken til terror for så vidt angår seks FLIR-kameraer til droner, som han købte i Danmark.

Landsretten fandt det bevist, at ’Taxachaufføren’ vidste, hvordan IS anvendte dronekameraer, og at han selv anså det som sandsynligt, at de kameraer, han havde købt, ville blive brugt til terror.

Det kan virke som en teknikalitet, men det betyder, at en af sagens tre mænd er dømt for at medvirke til terror, og at dronesagen dermed har rettens ord for at være en terrorsag og ikke blot en sag om støtte til en terrorgruppe.

Dermed kan anklagemyndigheden lettere forsvare valget om at rulle det tunge skyts ud i sagen mod de tre mænd med ransagninger, aflytninger og overvågning, der spænder helt tilbage til 2014.

De tre dømte mænd leverede i perioden 2014 til 2017 droner og dronedele til den danske statsborger Basil Hassan, der spillede en central rolle i IS, hvor han var med til at opbygge terrororganisationens droneprogram. Basil Hassan formodes dræbt i Syrien.

Information og Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans har i et samarbejde om serien ’Grand Theft Europe’ dokumenteret, hvordan netværket fra dronesagen hænger sammen med et netværk med to jihadister i centrale roller, der står bag formodet momssvindel for store millionbeløb.

Alle de tre dømte i dronesagen kan forbindes til flere selskaber, der er indgået i den formodede momssvindel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Bo Elkjær

Det er til at hulke over - vi støtter terror med penge fra vores egne momskaruseller.

Disse momskarruseller er ikke svære at sætte i gang og trække penge ud af -
problemet er, at Told & Skat på et eller andet tidspunkt forventeligt vågner op og varsler et momstilsyn.
Det kan man så udskyde en tid ved ikke at være på adressen på det angivne tidspunkt - bogholderiet er selvfølgelig ikke-eksisterende og alle bilag makuleret; men på et eller andet tidspunkt bliver firmaet forventeligt meldt til Politiet.

Det sker der jo ikke så meget ved de første par år - om nogensinde - men der er en risiko for at få en dom for brud på bogføringsloven og måske blive frakendt retten til at drive virksomhed i en årrække.

Hvis man er ligeglad med alt det, så ....