For en uge siden støttede Bertel Haarder (V) op om en frygt for, at #MeToo-debatten ville tage overhånd, men efter Politiken lørdag bragte 79 vidnesbyrd om sexisme i dansk politik, har han ændret holdning.
»Jeg er rystet over nogle af historierne,« siger Venstre-politikeren.
En ny bølge af #MeToo har kørt i Danmark, siden tv-værten Sofies Lindes optræden til ZULU Comedy Galla i slutningen af august, hvor hun fortalte, at en unavngiven chef i Danmarks Radio engang forsøgte at få hende til at give et ham blowjob ved at true med at ødelægge hendes karriere.
I sidste uge fik debatten Inger Støjberg (V) til tasterne. I et facebookopslag skrev hun: »Jeg synes, det er ved at gå helt over gevind med al den #MeToo- og sexisme-snak.«
Støjberg blev bredt kritiseret for at afspore debatten – også blandt partifæller – men hun blev også bakket op og forsvaret af borgerlige kolleger.
Bertel Haarder var en af dem, der efterfølgende støttede hendes indlæg i debatten.
»Hvorfor er det en nyhed, at Inger Støjberg siger, at det ikke skal gå over gevind. Det har hun da ret i,« sagde han til Ritzau og tilføjede, at han havde »hørt om et eller andet, men aldrig oplevet noget som helst i sine 40 år på Christiansborg«.
Det var ikke første gang, at Venstre-politikeren har kritiseret #MeToo. Tilbage i 2017, da det berygtede hashtag spredte sig i kølvandet på anklager om seksuelle overgreb begået af filmproduceren Harvey Weinstein, advarede han om en risiko for »proportionsforvrængning« i debatten.
Men efter Politiken lørdag bragte 79 vidnesbyrd fra tidligere og nuværende medlemmer af politiske partier, der har oplevet krænkelser, har han nu skiftet holdning.
»Jeg er overrasket over omfanget. Jeg synes, det er godt, der bliver gjort noget ved det,« siger Bertel Haarder.
– Er du bange for, at #MeToo-debatten går over gevind?
»Nej, ikke efter det, jeg nu har hørt. Vidnesbyrdene har gjort indtryk. De har gjort indtryk,« siger Haarder, der dog stadig mener, at Inger Støjberg er blevet misforstået i sit facebookopslag.
»Det blev opfattet, som om hun bagetaliserede det. Og det var bestemt ikke hendes mening,« siger han.
Første gang det rykker til nyt erhverv
Drude Dahlerup, der forsker i køn og politik ved Stockholms Universitet og længe har beskæftiget sig med kønsdebatten, kalder vidnesbyrdene »utrolig vigtige« – især når de kan føre til holdningsændringer.
»Jeg synes, det er rigtig flot, at folk kan skifte holdning. Jeg håber virkelig ikke, at vi får den heksejagtdebat, som vi havde ved den første #MeToo-bølge i 2017. Det glæder mig, at Bertel Haarder har skiftet holdning. Det er meget vigtigt, at nogle mænd siger ’okay, jeg så ikke problemets omfang’. Det driver debatten fremad, og det her er en debat, der efter min opfattelse først lige er begyndt.«
Ifølge Drude Dahlerup er vidnesbyrdene fra den politiske verden vigtige, fordi det er første gang, at #MeToo-debatten for alvor rykker fra underholdnings- og mediebranchen til et andet erhverv.
»Jeg har fulgt den svenske #Metoo-debat tæt, og det stærke ved den var, at forskellige erhverv blev involveret. I Danmark har vi haft mediefolk, men nu også politikere, og det er super vigtigt, at det rykker videre til andre brancher. Jeg håber, at det vil blive ved,« siger Drude Dahlerup.
Hun håber og tror, at den nye bølge af sexismedebat ikke vil udvikle sig, som den gjorde i 2017.
»Dengang handlede debatten om, hvorvidt det var en heksejagt på mænd. Men kigger vi på Danmark, var der stort set ikke nogen mænd, der blev hængt ud.«
Også Bertel Haarders partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, har i et facebookopslag kaldt vidnesbyrdene for »rystende læsning«. De viser, at »der også blandt de politiske partier og i ungdomspartierne kan opleves en kultur, hvor man som kvinde kan blive udsat for ting, som ingen skal udsættes for«, skriver han.
»Overdrevent klask«
De 79 vidnesbyrd om sexisme og sexchikane i dansk politik landede på forsiden af Politiken lørdag. De er indsamlet af en initiativgruppe på fire kvinder, der også har indsamlet 322 underskrifter til et opråb om sexisme og krænkelser i dansk politik.
Vidnesbyrdene er korte beretninger og eksempler på sexisme og krænkelser, der for eksempel omfatter en beretning om at have »oplevet af få en finger stukket op i skridtet af et mandligt folketingsmedlem«. Krænkeren og en anden partifælle fandt det »vældig morsomt«, lyder det.
Der er også eksempler på et »overdrevent klask« i bagdelen af en ældre, mandlig tillidsmand.
De fire kvinder, der har indsamlet vidnesbyrdene, er Freja Fokdal og Sigrid Friis, begge medlemmer af De Radikale, samt Camilla Søe og Maria Gudme, der er medlemmer af henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet. De skrev et brev til kvinder i deres netværk om at skrive under på, at sexisme findes i politik, ligesom de opfordrede dem til at invitere andre til at skrive under. Fra mandag til torsdag fik de indsamlet 322 underskrifter.
Underskriverne er overvejende under 35 år og alle tidligere eller nuværende politisk aktive. Politiken har ikke haft mulighed for at efterprøve vidnesbyrdene journalistisk, skriver avisen.
Vidnesbyrdene kommer efter lignende vidnesbyrd fra et brev, hvor 1.600 kvinder i mediebranchen skrev under på, at de havde været udsat for eller havde været vidne til sexisme.
De fire initiativtagere siger til Politiken, at de blev inspireret af Sofie Lindes tale og underskrifterne fra mediebranchen og syntes, at nogen skulle gøre det samme med politik.
Dem, der krænker, gør det selvfølgelig i det lidt skjulte - hvilket er endnu mere ulækkert.
Vores kulturelle fokusering på forskellighed, konkurrence, magt, personlig identitet og køn - i et klassesamfund hvor forbrugerisme og økonomisk-materielle vækstfantasterier råder - skaber grobund for forceret sexisme ... men desværre også for patetiske, partikulære debatter af disse symptomer. Symptomer, som næsten umærkeligt udnævnes til vilkår i de offentlige debatter, hvormed iagttagelsen og debatten af fødekæderne til tingenes pauvre tilstand negligeres eller ekskommunikeres. Det ses i sexismedebatterne, i flygtningedebatterne, i klimadebatterne, i demokratidebatterne, i demografibalancedebatterne, i sundhedsdebatterne osv. osv. - som sovses ind i identitære, juridiske og moralske betragtninger/ekskurser, mens de grundlæggende strukturelle forhold er tabu.
Undskyld mig, men nu bliver jeg sgu en lille bitte smule vred!
Man må ikke bebrejde offeret dets offervillighed. Sådan lyder samtidens truisme.
Og nej, man skal for helvede da ikke bebrejde et stakkels lille barn, som pludselig mærker en uvelkommen hånd op under kjolen.
Men hvad skal vi dog mene om tanterne (m/k), alle de forråede kvindfolk (m/k), som nu pludselig finder det betimeligt at slå ud i fuldt flor?
Fy for satan!!
Alle disse åh så nævenyttige, åh så leflende, hierarki-søgende sykofanter..Som måske nok fra tid til anden har hørt om nogen, der måske og vist nok gik over stregen..ligesom de måske nok fra tid til anden har hørt om en og anden, der i et anfald af svaghed simpelthen ikke lykkedes med at stå distancen...Ligesom de måske selv har oplevet dette eller hint med bøjet nakke..
Men nu pludselig har alle disse lede kællinger (m/k) fået øjnene op for, hvor i grunden en særdeles modbydelig kultur, de selv har været medunderskrivere på? Hvilken modbydelig kultur de selv skylder deres ret og virke..deres placering i hierarkiet..
Og dem skal vil nu tage dybt alvorligt? Alle vi udenforstående bedes venligst tage dem dybt alvorligt? Disse åh så stærke, åh så veluddannede, åh så af integritet opfyldte kællinger (m/k), som uden en Sofie Lindes latterlighed ville være gået i graven med deres skam?
Det kommer måske som en overraskelse, hvis man først har indskrevet sig selv som fange på slottet: Men der findes rent faktisk en verden udenfor paladsets mure..
Det er på ingen måde en perfekt verden, herude. Også her findes der herremænd, idioter, som man ind imellem må sparke i klunkerne..Svedige svin, som lykkes med at presse bagerjomfruer ned over disken..
Nej, det er ikke just perfekt, herude..Ingen her ville drømme om at hævde en sådan perfektion.. Ligesom der snart sagt ikke er en eneste herude, i rengøringen, i brødbageriet, i skarpsliberiet, i underdanighedsekspressen, som uimodsagt ville lade en klam finger glide op i underlivet..
Hvad fanden forestiller du dig, dit klamme svin?
Men ofre på parnasset græder tørre tårer, nænner ikke at omtale svinet ved navn. Hvorfor dog spolere en kollegas så ellers strålende karriere, ikke sandt? Nemmere er det at sprede hans (m/k) brøde ud over hvermand (m/k), gøre den almengyldig..
"I er alle svin!"
Well, jeg er ked af at måtte modsige dig. skatter: 'Vi' er ikke alle svin. Du tiltrækkes muligvis af svin, søger mage i kredse, hvor 'svin' er reglen snarere end undtagelsen. Det gør selvsagt ikke mig eller andre uden for din lille boble til 'svin'.
Alle i vidunderlige, af integritet fuldendte journalister, som har været med til at sætte rammerne for mediebranchen i de sidste 20-30 år. Hvad fanden har i at sige til jeres forsvar?!!?
Jeres latterlige små slotte, befæstninger mod omverdenen..I vil så gerne gøre jeres egen lille verden til vores..
Men min verden er ikke jeres, ligesom jeres verden ikke er min. Jeres latterlige, feudale praktikant-knepperi har jeg hverken ansvar eller sympati for. I min verden er Askepot ikke en smuk heltinde, men tværtimod en fucking overløber...
Hvor har i dog svært ved at dække jeres egne fortrædeligheder. Hvor er den femte statsmagt? Nåh nej, den behøver vi slet ikke...Den fjerde er alt rimeligt... ;)
Eller også er det den mærkværdige forestilling om eksistensen af noget, man kalder 'økonomi', som altings begyndelse og slutning, den er gal med. Hvordan kan det have forrang for eksistensen? Det kan den jo ikke have.
Det er ikke kun i overklassen, man begynder at gøre oprør for alvor.
I 3F har man længe været opmærksom på problemer med chikane og mobning, men oplever at arbejdsgiverne er fraværende :
"Men det som egentlig skræmmer mig mest er; at arbejdsgiverne med Dansk Arbejdsgiverforening er musestille. Det kan godt være, at ministeren har indkaldt parterne til at diskutere løsninger på problemet, men lige nu har Dansk Arbejdsgiverforening været fuldstændig fraværende.
Mange kvinder er bange for at stå frem med deres historier, blandt andet fordi de er bange for, at det kan skade dem i deres job, fordi de er i prøvetid, og fordi chefen sidder med magten til at sende dem ud i arbejdsløshed."
"Fagboss: Hvor er arbejdsgiverne i debatten om sexchikane?"
https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/fagboss-hvor-er-arbejdsgiv...
I HK efterlyses handling, så der kommer styr på personalepolitikken :
"Mediet A4 har for eksempel beskrevet, at Danmark i Det Europæiske Arbejdsmiljøagenturs såkaldte ESENER-undersøgelse fra 2019 placerer sig bag Norge, Sverige, Finland og Island, når det kommer til at få styr på personalepolitikken. I de andre nordiske lande har 83-90 procent af virksomhederne procedurer for at forebygge mobning og chikane, herunder seksuel chikane. Det har kun 65 procent af de danske virksomheder.
Og det er på trods af, at tidligere ligestillingsminister Karen Ellemann (V) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i februar 2018 under den første #MeToo-bølge sendte et åbent brev ud til alle landets virksomheder med en klar opfordring til at få skrevet retningslinjer om seksuel chikane ind i personalepolitikken.
I dag står vi så stadig overfor, at mere end hver tredje virksomhed ikke har noget i personalepolitikken om seksuel chikane. Så meget for høflige henstillinger".
"HK: Danske virksomheder har ikke styr på retningslinjer for seksuel chikane"
https://www.altinget.dk/artikel/hk-danske-virksomheder-har-ikke-styr-paa...
At oprøret er startet i samfundstoppen behøver altså ikke være skadeligt, eller tage noget fra nogen; det kan faktisk medføre forandringer i hele samfundet.
Og det handler ikke kun om, at kvinder 'er for høflige' eller 'dårlige til at sige fra'.
For mobning og chikane handler om, at nogle er magtesløse overfor andre, fordi deres eksistensgrundlag står på spil, og fordi der alligevel ikke er nogen der lytter, selvom de råber op.
Det burde være i alles interesse, at enhver havde mulighed for at sige fra i tryghed, og at blive taget alvorligt.
Og det gælder også for mændenes vedkommende.
Jeg tror altså ikke der kommer så meget ud af den sexismedebat der raser for tiden, som man kunne håbe på.
Problemet er at der i medierne fremføres et væld af forskelligartede uunderbyggede anklager over et stort spænd af tid mod påståede unavngivne krænkere og at samfundet som hele forventes at tage det som bevis for et strukturelt problem, der skal handles på. Men indtrykket lige nu er at det store flertal af anklager der fremføres i medierne er meget ukonkrete. Ofrene vil generelt ikke fortælle hvem de anklager. Det bliver meget anekdotisk hvor den ene efter den anden kommer i tanke om at de også engang i fortiden blev udsat for noget som de oplever som sexistisk. De gjorde ikke noget ved det dengang og de vil heller ikke gøre noget mod den konkrete hændelse nu, men mener til gengæld at samfundet som hele skal ændre sig, så lignende hændelser ikke kan opstå i fremtiden.
Jeg tror det er for fluffy, til rigtig at gøre en forskel. Vi savner svar på hvem har gjort hvad, hvor og hvornår mod hvem, samt hvilke konkrete handlinger der kan gøres mod sexisme-delen af anklagen. Lige nu er indtrykket at fællesnævneren, mellem de mange klager, må være at krænkeren formentlig er en gammel mandlig overordnet, som oprørere sig som lidt af en gris og ofret er en ung attraktiv og ambitiøs kvinde, der frygter ikke at avancere, hvis hun siger fra, når hendes personlige grænser overskrides.
Selvom mange måske kan identificere sig med det påståede offer, så er det straks sværere at pege på hvem der oprigtigt føler sig ramt som krænker. Samtidig er der begrebsforvirring, når sexisme blandes sammen med avancement, for hvem vil ikke gerne avancere?
Jeg tror, at hvis vi skal gøre noget mod sexisme på arbejdspladsen, skal vi være meget konkrete om hvad det egentlig handler om og vi skal være meget omhyggelige med at adskille avancement og sexisme, ellers kommer det blot til at virke som skingre skrig fra ambitiøse kvinder der skyder skylden for manglende avance på deres køn. Hvis den strander der, kommer der intet positivt ud af debatten. Det vil derimod snarere være skadeligt for kvinder på arbejdspladsen, både med og uden ambitioner.
Enig med Søren Jensen. Det er det gamle problem. Hvis man vil tages seriøs, skal man være seriøs. Det er useriøst at rette anklager uden at fortælle hvem man anklager. Det er ikke fordi jeg tror at der ikke er sexisme på arbejdspladserne, men fortælling er unuanceret ensidig. Det er rigtig som SJ skriver. Anklageren er næsten altid er en underordnet kvinde, som anklager en overordnet mand i fortiden. Begrundelsen for ikke at sige fra på tidspunktet for krænkelsen, var frygt for fremtidig karriere. Nu er jeg fra naturens hånd en overordentlig smuk mand. Det kan jeg jo ikke gøre for, men jeg oplever ofte, at det påvirker mine kvindelige kollegaer. Både kvindelige chefer som jeg har haft gennem tiden, ligestillede kollegaer og senere også underordnede kvindelige kollegaer. Igennem tiden har jeg oplevet alt fra lidt lumre kommentarer, insinueringer, længelsesfulde blikke og suk, når man går forbi til umotiverede kram, det velkendte klap bag i og direkte opfordringer om at gå i kopirummet og bryde den seksuelle etikette på arbejdspladsen. Det til trods for at de ved jeg er lykkeligt gift med kone og tre børn. Generer det mig? Næ, egentlig ikke. Har det forhindret mig i at blive forfremmet, at jeg har takket pænt nej hver gang? Det tror jeg faktisk ikke. Har jeg fortalt det til min kone? Ja, selvfølgelig. Vil hun have at jeg skal gøre en sag ud af det? Ja selvfølgelig vil hun det. Hvad svarer jeg hende? At jeg ikke synes der er en sag, fordi jeg ikke selv føler mig krænket. Nogle af forsøgene er mere eller mindre kluntede, men de respekterer jo et nej. Spørger hun: "Hvad så med mig, hvad hvis jeg føler mig krænket? Det gør hun da og jeg svarer at så skulle hun have giftet sig med en mindre attraktiv mand. Det kommer med pakken. Kan jeg lide opmærksomheden? Det er sgu meget sjovt nogen gange, men så igen.. jeg er jo også en mand. Det er så min historie, som jeg synes minder en hel del om de historier, vi læser om i avisen, blot med andet køn som fortegn.
Kære kvindelige kollegaer, mit råd til jer at sige fra på en pæn og ordentlig måde, når I synes at nogen går for langt. De fleste respekterer et pænt nej tak. De der ikke gør, kan I tale med ledelsen om. Husk at en krænkelse også er situationsbestemt samt afhængig af parternes individuelle oplevelse. Jeg tror faktisk ikke at en eneste af de kvinder der har gjort tilnærmelser til mig på jobbet har følt sig som krænker og de har ret, for jeg har ikke følt mig krænket.
@ Kristian Jensen :
"Anklageren er næsten altid er en underordnet kvinde, som anklager en overordnet mand i fortiden. Begrundelsen for ikke at sige fra på tidspunktet for krænkelsen, var frygt for fremtidig karriere. Nu er jeg fra naturens hånd en overordentlig smuk mand. Det kan jeg jo ikke gøre for, men jeg oplever ofte, at det påvirker mine kvindelige kollegaer".
Skal dette indlæg tages seriøst..?
Måske det er seriøst nok for den 'smukke' Kristian, at blandt 3F's knap 1.400 arbejdsmiljørepræsentanter, har syv ud af ti oplevet seksuel chikane såsom upassende kommentarer, berøringer, fysiske krænkelser og lignende med seksuelle undertoner på arbejdspladsen.
Det skriver Fagbladet 3F.
@ Eva Schwanenflügel - Jamen hvis det står i 3F, så må det jo være sandt. Men husk nu at jeg ikke betvivler at der findes sexisme på arbejdspladserne. Det jeg anfægter er uhåndgribeligheden bag anklagerne. 7 af 10 af 3F's 1400 miljørepræsentanter... man skal jo også huske at man får svar som man spørger. Det jeg selv har været udsat for, betragter jeg ikke som sexisme, synes du at de tilnærmelser som jeg beskriver har været sexistiske overfor mig?
Torsten Jacobsen
Du plejer ellers at være ganske fornuftig, men her taler du under projiceringens blinde vinkel.
Problemstillingen i disse chikanesager er jo helt fundamentalt, at enkeltsager ikke er blevet taget seriøst. At et offer for chikane har oplevet, at omgivelserne har dømt ofret som en svag og opmærksomhedssøgende kvinde (m/k), og dermed dømt hende (m/k) til ensom tavshed og skubbet skyldfølelsen over på hende (m/k).
Eksklusion og nedgørelse er en stærk magt og dybt indgroet i vores kulturs strukturelle mekanismer i disse sager, hvor magtstrukturer beskytter hinanden. Desværre.
Heri er placeret styrken i det, der sker lige nu, At den seksuelle chikane ikke er en enkeltsag, men en oplevelse som rigtig mange ofre deler med hinanden og ikke længere kan skjules endsige ignoreres.
Utoft, kunne du gøre det mere klart og kortere og med færre intellektuelle signalord ?
Henrik Ljungberg
@ Kristian Jensen
I dit indlæg betoner du virkningen af din 'smukhed' på kvinder, og lader til at være ret tilfreds med resultatet.
Dermed kvalificerer det ikke som chikane.
For du har åbenbart svælget i opmærksomheden - selv overfor din sagesløse hustru - som du har delagtiggjort i de tilnærmelser, du har været 'udsat' for.
Henrik Ljungberg, kort fortalt mente jeg bl.aa. at de offentlige debatter overser strukturelle (bl.a. ulighed iht. økonomi, magt og ressourcer) og kulturelle (bl.a. individets selvrealisering, vækst, status og konkurrence) forhold af stor betydning for (i dette eksempel) sexisme i det danske samfund (herunder på arbejdspladser). For at sexisme kan udfolde sig, og blive en del af samfundskulturen, kræves visse vækstbetingelser - f.eks. apati, social ligegyldighed, fremmedgjorthed, ringe integritet - foruden naturligvis ulighed på diverse områder.
@ Eva Schwanenflügel - jeg tror du læser noget ind teksten, som ikke er der. Nu er min kone endnu smukkere end jeg og jeg har lige spurgt hende. Hun siger at hun bestemt ikke er sagesløs. Hun fortæller at hun har haft mange kollegaer, som har lagt an på hende, men hun har ikke følt sig chikaneret. Fx. var der engang da hun var ca 25 og chefen var 50. Han lagde kraftig an på hende, med sms'er og email og forfordelinger når der blev uddelt præmier for bedste salg. Hun siger at hun ikke følte sig chikaneret, men derimod dengang syntes at det var lidt smigrende... selvom han var en gammel gris.
Men Eva, noget andet er; man skal ikke skamme sig over at være smuk. Grunden til at jeg nævnte det, var at jeg ikke kan komme på andre forklaringer hvorfor mine kvindelige kollegaer ( og et par mandlige ) har reageret sådan på mig. Jeg synes ikke jeg selv har lagt op til noget.
Derimod er jeg glad for din ærlighed. Hvis objektet for "chikanen" er "tilfreds med resultatet...kvalificerer det ikke som chikane." Jeg tror vi er enige på det punkt og det er den nuance, som jeg mener skal med i debatten. Det der kategoriseres som chikane for den ene, behøver åbenbart ikke være det for den anden.. det kommer åbenbart også an på objektet for chikanen.
Kristian Jensen jeg kom til at tænke på Matador og Misse Møgde "Det er fordi jeg drager" :-)
Mon ikke mere, det kommer an på niveauet af tvang og trusler..."...hvis du ikke giver mig et blow job, skal jeg sørge for, at du ikke får en karriere..."...
@ Rikke Nielsen - Du har ret. Vi drager jo alle sammen lidt på hinanden. Den tiltrækning der naturligt er mellem mennesker, kan vi jo ikke tage ud af arbejdspladserne. Den er der, for det er indbygget i os.
For tiden er der en tendens til at medierne bærere en kampagne, hvor folk fremsætter anklager mod unavngivne personer. Skønt formålet er værdigt, nemlig at bekæmpe sexisme på arbejdspladserne, så er der problemer med metoden. Dels kan man skrive under på et dokument, hvor man siger at man har været udsat for seksuelchikane ( hvad definitionen på det end måtte være ) og så tæller man med i "statistikken" og dels er der de mange "vidnesbyrd om sexisme", hvor folk anklager nogen de ikke vil fortælle hvem er. Det er skadeligt for debatten, fordi det bliver at råbekor enhver kan tilslutte sig og når råbekoret ikke vil udpege hvem de anklager så bliver alle indenfor en lidt løs kategori hetzet.
Det kalder man også en folkedomstol, hvilket vi normalt ikke er særligt glad for i et retssamfund af historiske årsager. Når man samtidig samler anklager ind over lang tid, for at spænde det for vognen i en politisk debat som skal omhandle nutiden, så får man et inflationsproblem. Hvis en historie fra 1950 tæller med i 2020, vil den udvande de aktuelle problemer.
Hvis vi skal gøre noget ved sexisme i 2020, så har vi brug for at vide hvor stort problemet rigtigt er i 2020, hvad problemet rigtig handler om og hvem der rigtig skaber problemet. Så hvis problemet med sexisme er så stort som det påstås, hvorfor kan vi så ikke få at vide hvem der har gjort hvad og hvornår? Hvis det skal føre til noget mere konstruktivt end blot en mandehetz, så må I stå ved jeres anklager. Fortæl nu hvem der har gjort hvad mod jer, så vi kan få gjort noget ved sagen.