Interview
Læsetid: 9 min.

Bosniske Selma og danske Jeannette har delt udfordringer og kriser. I dag kalder de hinanden ’søster’

Deres venskab begyndte med en fortrolig snak for otte år siden, og sådan er det fortsat. Selma og Jeannette kommer fra henholdsvis Bosnien og Danmark, de lærer af hinandens forskelligheder, men mest af alt er de bare to meget tætte veninder
Da Jeannette Johansen (th.) og Selma Cizmic lærte hinanden at kende, stod Jeanette midt i en skilsmisse. Og Selma ville gerne hjælpe. Det blev begyndelsen på deres venskab.

Da Jeannette Johansen (th.) og Selma Cizmic lærte hinanden at kende, stod Jeanette midt i en skilsmisse. Og Selma ville gerne hjælpe. Det blev begyndelsen på deres venskab.

Sarah Hartvigsen Juncker

Indland
14. september 2020

Når Selma Cizmic og Jeannette Johansen skriver en sms til hinanden, begynder den ofte med ’Hej søster’, selv om de ikke er søstre. De er heller ikke i familie. Faktisk er de ikke engang vokset op i samme land, for mens Jeannette Johansen på 47 år er vokset op i Danmark, er Selma Cizmic på 44 år fra Bosnien. De sidste otte år har de knyttet et tæt venskab, og de kulturelle forskelle mellem dem har både bragt dem tættere sammen og fået dem til at grine.

På mange måder begyndte deres venskab i november 2012. Jeannette Johansens søn, Bertil, gik i dagpleje hos Selma Cizmic, og når Jeannette Johansen afleverede eller hentede ham, kom hun altid smilende ind ad døren i det røde murstenshus. Så hyggesnakkede de lidt, typisk om Bertil. Men en dag kunne Selma Cizmic se på Jeannette Johansen, at der var noget galt, at der var sket noget. Hun så bleg ud, og det bekymrede dagplejemoren. Derfor snakkede hun med Jeannette Johansens mor, som også nogle gange hentede Bertil i dagplejen.

»Der er noget galt med Jeannette. Hun har det ikke godt. Jeg er bange for, at hun er syg, og jeg tror, hun skal til lægen,« husker Selma Cizmic, hun sagde.

Efter lidt tid fortalte Jeannette Johansen Selma Cizmic, hvad der var galt. Hun stod midt i en skilsmisse. Det var hendes livs krise, og det tog hårdt på hende. Hun havde tabt sig 12 kilo.

Selma Cizmic ville gerne hjælpe hende.

»Hvis du har brug for hjælp med Bertil, kan du bare komme. Det er lige meget, jeg åbner halv syv, men han må gerne komme lidt før. Det bliver mellem os. Jeg skal nok hjælpe dig,« fortæller Selma Cizmic, at hun sagde til Jeannette Johansen.

For de to veninder blev Jeannette Johansens ærlighed og Selma Cizmics udstrakte hånd begyndelsen på deres venskab, og den fortrolighed, der dengang opstod, har kendetegnet det lige siden.

Historien om Selma Cizmic og Jeannette Johansens venskab er en del af Informations serie om venskaber på tværs af etniciteter. En ny undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, viser, at børn ofte danner venskaber med dem, der ligner dem selv, og derfor har vi i denne serie talt med dem, der netop er venner på tværs af forskellige kulturelle baggrunde. For hvad betyder etnicitet i et venskab? Og betyder det overhovedet noget?

Det var godt, du kom

Efter Jeannette Johansen lukkede op omkring sin skilsmisse, begyndte Selma Cizmics mand Armin Cizmic at fortælle om krigen i Bosnien, som han var flygtet fra, og Selma Cizmic begyndte at fortælle om, hvor svært det var at komme til Danmark.

»Det var hårdt i begyndelsen. Jeg ville bare hjem. Alle, jeg kendte, hele min familie, var dernede. Jeg var meget alene, og jeg er ellers meget social. Men det tager tid at få venner i Danmark,« siger Selma Cizmic.

For Selma Cizmic var det vigtigt, at hendes veninde vidste, hvad hun havde oplevet under krigen, og hvor svært det var at komme til Danmark og begynde et liv her.

»Jeg synes, hun skal vide de ting, for nogle gange fylder de meget for mig. Nogle ting fra krigen har været svære at fortælle, og så har jeg været ked af det. Men jeg føler mig hjemme hos Jeannette, og så har vi grædt sammen,« siger hun.

Selma Cizmic har rødligt hår og røde negle. Hun er iført en lys rosafarvet kjole, og sandalerne på hendes fødder glimrer. Hendes mand kom til Danmark i 1993. På det tidspunkt kendte de ikke hinanden. De mødte hinanden en sommer i Bosnien, og i 2000 blev Selma Cizmic familiesammenført med Armin Cizmic og kom til Danmark.

»Jeg kom med tre tasker,« siger hun og kører en hånd frem for sig, som om hun viser den store stue frem. »Se nu. Og tre børn,« siger hun og griner.

»Det var godt, du kom,« siger Jeannette Johansen og smiler til sin veninde.

»Nu vil jeg aldrig tilbage. Nu er jeg hjemme,« siger Selma Cizmic.

De to veninder har aldrig oplevet de kulturelle forskelle mellem dem som store. Mest har de bare grinet ad deres forskelligheder. I begyndelsen da Jeannette Johansen kom i Selma Cizmics hjem, oplevede hun for eksempel, at alle, både Selma, Armin og deres tre døtre, talte meget højt og i munden på hinanden, når de sad rundt om bordet. Hun troede, de var uvenner, indtil hun en dag spurgte sin veninde: »Hvad skændes I om?« hvortil Selma bare svarede: »Vi skændes overhovedet ikke, vi snakker bare.«

Selma Cizmic griner og forklarer:

»Vi er bosniere, vi snakker højt. Hvis vi er glade, snakker vi endnu højere.«

Efter regn kommer sol

I Selma Cizmics have står et stort fint orangeri, som hun og hendes mand er ved at lægge sidste hånd på. På alle fire sider er væggene udgjort af gamle hvide sprossede trævinduer, og indenfor står krydderurter, pelargonier og et oliventræ langs væggene, mens et bord og tre stole er placeret i midten.

Hvis der er noget, Selma Cizmic savner fra Bosnien, så er det sin mor og far og solen, fortæller hun. Det at kunne sidde ude på de lune aftener fra marts og helt hen i september. Det er også den vigtigste grund til, at de har bygget orangeriet. Nu kan de sidde ude til efteråret. I dag er det dog både overskyet og regnfyldt, men i hjørnet står en lille grå elradiator.

»Jeg har solen lige her,« siger Selma Cizmic og griner, mens hun peger på den. Jeannette Johansen griner også.

»Du elsker varme, og din brændeovn inde i stuen,« siger hun. Det lange mørke hår er samlet i en hestehale, og neglene er sorte. Kjolen er blå med hvide prikker og sandalerne bronzefarvede. Hun fortæller, at Selma Cizmic nogle gange får et tæppe på hjemme hos hende, fordi hun elsker at have det meget varmt, og simpelthen synes, det er for koldt hos Jeannette Johansen.

I dag stiller de begge sandalerne på terrassen, når de går inden for. Selma Cizmic fortæller, at hun var meget overrasket, da hun første gang oplevede danskere gå ind med sko på. Det gør man aldrig i Bosnien.

I dag stiller de begge sandalerne på terrassen, når de går inden for. Selma Cizmic fortæller, at hun var meget overrasket, da hun første gang oplevede danskere gå ind med sko på. Det gør man aldrig i Bosnien.

Sarah Hartvigsen Juncker

Da Selma Cizmics svigerfar døde for to år siden, var det pludselig hende, der fik brug for Jeannette Johansens hjælp. Selma Cizmics mand tog bilen til Bosnien for at ordne de praktiske ting omkring sin fars død. Det betød, at hun ikke kunne få sin datter afleveret i børnehave, fordi hun selv skulle åbne dagplejen allerede klokken halv syv om morgenen.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,« sagde hun dengang til Jeannette Johansen, som svarede »Du har mig. Jeg vil gerne hjælpe dig.«

Resten af ugen kom hun forbi hver morgen for at hente Selma Cizmics datter, Una, og køre hende i børnehave.

Jeannette Johansen kigger på Selma Cizmic.

»Jeg synes tit, vi har nogle snakke, som ender med ’vi skal bare finde ud af det, vi må bare hjælpe hinanden. Der er en løsning på alt’. Det er mit motto.« De griner begge.

»Det siger Jeannette altid til mig, når det er hårdt. Der er en løsning på alt. Og efter regn kommer sol, det er mit motto,« siger Selma Cizmic.

En unik mulighed

Da Selma Cizmic havde arbejdet i seks år som dagplejemor, fik alle kommunens dagplejemødre et tilbud om at uddanne sig videre og få fuld løn under uddannelsen. Det ville hun meget gerne, men der gik to år, før hun gjorde alvor af det. Hun var bekymret for, om hun ville kunne klare det.

»Jeg har aldrig været i dansk skole. Jeg ved ikke, hvordan det foregår her i Danmark. Jeg er ikke så god til at skrive på dansk, jeg kan godt, men ikke godt, at jeg kan gå i skole.« Sådan tænkte Selma Cizmic dengang.

Men Jeannette Johansen var ikke i tvivl om, at hendes veninde kunne klare det. Samtidig ville uddannelsen betyde, at Selma Cizmic ville være bedre sikret på arbejdsmarkedet. Derfor forsøgte Jeannette Johansen at overbevise hende om at begynde.

»Både Jeannette og min mand sagde ’Du kan godt, du kan godt, du kan godt. Vi er her, vi kan støtte dig og hjælpe dig’,« fortæller Selma Cizmic.

Til sidst ringede hun til sin ledelse og sagde, hun gerne ville begynde. Den første måned på skolebænken var rigtig hård.

»De første to uger græd jeg hver dag, når jeg kom hjem, ’Hvad har jeg gjort? Hvad har jeg gjort? Jeg får hovedpine. Jeg kan ikke klare det’,« genkalder Selma Cizmic.

Jeannette Johansen nikker. Hun kan godt huske det. Hun var tit forbi for at støtte veninden og læse hendes opgaver igennem. »Det går over, det bliver bedre, det er altid hårdt i begyndelsen,« sagde hun til hende.

På et tidspunkt kom hun over til Selma Cizmic, mens der lå papirer ud over det hele. Hun var ved at forberede sig til en eksamen.

»Jeg kan ikke, jeg vil ikke, det går aldrig godt,« fortæller Selma Cizmic, at hun sagde.

»Selvfølgelig gør det det,« havde Jeannette Johansen sagt med en langsom og rolig stemme.

Og efter regnen kom der sol.

»Jeg fik ti i dansk. Min dansklærer sagde, at jeg skrev godt, men jeg havde mange grammatiske fejl. Jeg sagde ’Åhh, jeg er ligeglad, jeg er ligeglad. Jeg har skrevet tre sider på dansk for første gang i mit liv. Jeg er ligeglad. Jeg har klaret det godt’,« siger Selma Cizmic.

Uddannelsen kom også til at betyde noget helt andet for hende.

»Jeg fik mig selv tilbage. Da jeg gik i skole i Bosnien, var der krig, og når man er i krig, kan man ikke være sig selv. Så kom jeg til et nyt land og skulle begynde forfra. Jeg fik et barn, og så var jeg mor. Så begyndte jeg som dagplejemor, og så var jeg også dagplejemor. Men første gang jeg var i skole, var det som om, den gamle Selma kom tilbage. Jeg var ikke mor, jeg var ikke dagplejemor, jeg var Selma.«

»Du fik troen tilbage på dig selv,« siger Jeannette Johansen.

»Ja, og det var dejligt,« siger Selma Cizmic. »Det var dejligt.«

Da de går indenfor igen, stiller de begge sandalerne på terrassen. Selma Cizmic fortæller, at hun var meget overrasket, da hun første gang oplevede danskere gå ind med sko på. Det gør man aldrig i Bosnien. Hun vred næsten sin hjerne for en måde at sige til danskerne, at de skulle tage skoene af hjemme hos hende.

Jeannette Johansen griner. »Hjemme ved mig siger jeg altid ’Bare behold skoene på’.«

»Ja, men jeg tager dem altid af. Jeg har det bedre uden sko,« siger Selma Cizmic.

Det er jo sådan, vi gør

Hvert år henter de to veninder juletræ sammen, de har besøgt utallige loppemarkeder, og ofte mødes de efter arbejde for at drikke kaffe. Så snakker de om alt muligt – boligindretning, politik, deres børn, og de små kulturelle forskelle mellem Bosnien og Danmark. For Jeannette Johansen har de lange snakke med Selma Cizmic nogle gange opklaret noget, hun har undret sig over på den skole, hvor hun er børnehaveklasseleder. Her har en stor andel af børnene anden etnisk baggrund.

Nogle gange har de bosniske børn sagt »det her er min søster« eller »det her er min bror« om et af de andre børn, og så har Jeannette Johansen svaret »det kan ikke passe, du har ikke en bror«, eller »du har ikke en søster«. Da hun fortalte Selma Cizmic om det, grinte veninden og sagde: »Det er jo sådan, vi gør.« I Bosnien kalder man nemlig også børn af ens moster og faster for ’søster’ og ’bror’, og altså ikke for ’kusine’ og ’fætter’, som vi gør i Danmark.

Snakkene med Selma Cizmic har også givet Jeannette Johansen mere indsigt i de bosniske børns forældre.

»Mange bosniere kan godt tænke det som noget skamfuldt, hvis de har et barn, der skal gå en klasse om, eller som har nogle vanskeligheder,« siger hun. Selma Cizmic nikker og forklarer:

»Vi kan godt tænke meget over, hvad andre siger om os. Hvad vil folk sige, hvis vores barn går om?«

De snakke har hjulpet Jeannette Johansen til at sætte sig i de bosniske forældres sted. 

»På den måde har du lært mig mange ting,« siger hun til Selma Cizmic.

»Jeg synes også, du var meget åben fra begyndelsen. Du arbejder på en skole, hvor der er mange etniciteter, og dine drenge har gået der, så du har ikke en masse fordomme. Det har vi altid snakket om – hvis man er åben, kan man møde mange forskellige mennesker og kulturer,« siger Selma Cizmic.

»Lige præcis,« siger Jeannette Johansen.

Serie

Venner på tværs

Lige børn leger bedst, siger man, og en ny undersøgelse bekræfter talemåden: Blandt de mindste skolebørn knyttes der sjældent venskaber mellem majoritets- og minoritetsbørn. Men hvorfor er det sådan? Og er sådanne venskaber anderledes end andre venskaber? Det sætter Information i den kommende tid fokus på ved at tale med børn og voksne, som er venner på tværs af etnicitet.

Seneste artikler

  • Mateja havde ikke regnet med at blive venner med sin mentor, Ebbe. Men det blev hun

    14. oktober 2020
    Mateja Gasparovic og Ebbe Salomonsen lærte hinanden at kende igennem en mentorordning. De kunne næsten ikke være mere forskellige, men på trods af deres forskellige baggrunde og store aldersforskel er de blevet tætte venner og bruger tiden sammen på at cykle gennem Danmark for at lære mere om dansk historie og hinanden
  • Freja har dansk baggrund, mens Jasmina har italiensk. Men den forskel tænker de aldrig over

    7. oktober 2020
    15-årige Jasmina Valentina Giovanna Jepsens mor har lært 14-årige Freja Kirkegaard Skyum at synge italienske sange og lave hjemmelavet pasta. Men de to veninder, som har mødt hinanden til badminton, tænker aldrig over deres forskellige ophav. Det fortæller de i Informations serie om venskaber på tværs af etnicitet
  • Marias venner har næsten alle pakistanske rødder som hende selv

    28. september 2020
    De fleste af 15-årige Maria Amina Butts venner har pakistanske rødder ligesom hende selv. Det er lidt ærgerligt, synes hun. Hun har derfor skrevet 9. klasses projektopgave om venskaber på tværs af etnicitet – og fundet ud af, hvor lærerigt og givende det er med venner, der har en anden kultur end en selv
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her