Interview
Læsetid: 4 min.

Danske forældre forventer ikke så meget af deres børns uddannelse. Det kan være et problem

Forældres forventninger til, hvilken uddannelse deres børn vælger, har stor betydning for, hvordan den unge kommer til at klare sig i uddannelsessystemet. Det viser amerikansk forskning. Men hvordan ser det ud i Danmark? Det er socialforsker Jens-Peter Thomsen gået i gang med at undersøge ved at følge 100 danske unge over ti år
Forældrenes erfaringer med uddannelse præger de unge, som ofte vælger uddannelse efter, om de har set deres forældre tjene godt på en erhvervsorienteret uddannelse, og derfor går samme vej. Eller omvendt har set nedslidte forældre, og derfor vælger en helt anden vej, siger socialforsker Jens-Peter Thomsen.

Forældrenes erfaringer med uddannelse præger de unge, som ofte vælger uddannelse efter, om de har set deres forældre tjene godt på en erhvervsorienteret uddannelse, og derfor går samme vej. Eller omvendt har set nedslidte forældre, og derfor vælger en helt anden vej, siger socialforsker Jens-Peter Thomsen.

Jakob Dall

Indland
14. september 2020

Forskning i forventninger kan lyde som en lidt letbenet og perifer forskningsretning, men forventningsforskning er et stort forskningsområde, siger Jens-Peter Thomsen, der er seniorforsker på VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. I de sidste to år har han beskæftiget sig med netop forældres og børns forventninger til, hvilken uddannelsesmæssig vej de skal gå efter grundskolen.

»Det er et stort forskningsfelt, fordi det har stor betydning,« siger Jens-Peter Thomsen og forklarer, at amerikanske studier har vist, at både forældres og deres børns forventninger til uddannelse har en selvstændig betydning for, hvor langt barnet når i uddannelsessystemet – uafhængigt af fagligt niveau.

Amerikanske forskere har blandt andet undersøgt, hvorfor nogle børn fra arbejderklassefamilier kommer på college og andre ikke gør. Forskerne fandt de ud af, at forældre, hvis børn kom på college, havde en anden måde at opdrage på og en klar forventning om, at børnene skulle uddanne sig og dermed foretage en social opstigning.

Men hvordan ser det ud i Danmark, hvor vi opdrager anderledes, og hvor uddannelse er gratis?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Nej, Danmark er ikke som Amerika, og vi skal lade være med at sammenligne os med et land, der er så forskelligt, det har ikke ført noget godt med sig.
F.eks. har vi jo mistet forståelsen af ideen med den grundlæggende lighed, som velfærdssamfundet skulle levere: at man igennem skattesystemet i høj grad sikrede folk adgang til et trygt liv på afstand af fattigdom. Dette indebar også, at folk ikke behøvede at stræbe efter social opstigning, men kunne være relativt sikre på at kunne leve godt i kraft af almindeligt arbejde, eller, hvis man skulle være syg: betrygget af fællesskabet.

Rune Haller, Torben Bruhn Andersen, Anders Reinholdt, Bjarne Bisgaard Jensen, Lars Løfgren, ingemaje lange, Carsten Munk, Karsten Aaen, Dan D. Jensen, Claus Nielsen, Kurt Nielsen, Nickolinne Liff Damgård og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Igen viser det sig at frihed og tillid er supervitaminer.
Det er trist at se hvor meget potentiale kan ødelægges ved at måle, veje og teste og have en klar og, ikke mindst bundlinjeorienteret , tydelig roadmap.
Hurra for danske børn og unge !!

Torben Bruhn Andersen, Steffen Gliese, Jane Jensen, Carsten Munk og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

Er problemet virkelig at finde i begrebet ”forventning”? Forestillingen om det fremtidige; forudsigelsen. Skulle vi ikke tale om ”engagement” i stedet?

Lige nu er forventningsniveauet faktisk så højt, at det forårsager gevaldige stressniveauer hos de studerende. Samtidig er engagementet lavt.

Resultatet er, at ”de gamle” derhjemme egentlig ikke aner så meget om ting som nutidens uddannelsessystem eller uddannelsernes aktuelle rolle i samfundet (bortset fra floskler om, at mere er bedre). Det lave ”engagement” forårsager, at der ikke er overensstemmelse mellem deres forventninger og virkeligheden: ”boomer”-syndrom. Man følger ikke med udviklingen.

Dermed vokser de (fremtidige) studerende op med dårlige råd som enten at vælge, hvad man kan lide; at kæmpe sig gennem ubehagelige studier for at opnå af jobsikkerhed og penge; eller at finde en (uspecificeret, uunderbygget) balance mellem disse to principper – ”hjerte-hjerne”-modellen. En eksistentiel katastrofe.

I stedet kunne man jo fokusere på ”engagement”. Man kunne have en ydmyg accept af, at man ikke ved, hvor tingene ender, men at man i det mindste kan gøre noget aktivt for at hjælpe ens børn til at træffe en beslutning på et fornuftigt grundlag. Man kan have en fortløbende samtale med fokus på forståelse, kritisk refleksion, og informationssøgning. Man kan droppe voksenhedens forbandelse, dvs. ”jeg er voksen og derfor alvidende” – og man kan droppe ”forventningen” og erstatte den med en respekt for individets handlefrihed. Det skal jo være engagement på den gode måde – her er der er adgang forbudt for både ”tiger moms”, den amerikanske konkurrencementalitet, og forsømmelsen.

”Forventninger” stiller i sidste ende ingen krav til forældrene. De kan bare sætte sig ned og ”forvente”. Samtidig er deres forventninger en enorm byrde for fremtidige og aktuelle studerende.

Problemet er helt klart manglende ”engagement”.

Steffen Gliese, Steffen Brysting, ingemaje lange, Dan D. Jensen, Carsten Munk, Karsten Aaen og Martin Mortensen anbefalede denne kommentar

Der er mange måder at slå ihjel på. Du kan blive stukket med en kniv i maven, ramt i ryggen af skud fra automatvåben, drevet til selvmord af håbløshed eller blive tvunget i krig. Man kan også sætte prisen på sundhedsydelser så høj, at du ikke kan søge helbredelse, gøre dig brødløs ved fyring eller lade dig bo i en usund og brandfarlig bolig. Næsten intet af dette er forbudt i USA.

Rune Haller, Torben Bruhn Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Hvorfor er der forventninger til forældrene? Da jeg var ung, da var det da noget, vi unge "voksne" selv klarede!

Mads Kjærgård

Jeg sagde da farvel til Daddy and Mummy, da jeg var 16 år og drog afsted til cirkus milli, man kunne starte i det år man fyldte 17! Det skulle de, da ikke blande sig i! Da jeg senere tog en erhvevsfaglig uddannelse, så var det da også efter eget valg! Videregående? Det samme!