Baggrund
Læsetid: 8 min.

Dante og Lazar er venner, selv om de ikke altid forstår hinanden

Lazar Gruja flyttede til Danmark fra Serbien for nogle år siden, mens Dante Fejerskov er vokset op i et byhus i Horsens. De går i 6. klasse og er på mange måder forskellige. Alligevel er de bedste venner – også selv om det af og til kræver en ekstra portion tålmodighed
Kort tid efter at Lazar Grujio (tv.) begyndte i klassen i Horsens, blev han venner med Dante Fejerskov.

Kort tid efter at Lazar Grujio (tv.) begyndte i klassen i Horsens, blev han venner med Dante Fejerskov.

Tobias Nicolai

Indland
2. september 2020

»Kan du finde udsagnsleddet?« spørger Dante sin ven Lazar.

De to drenge stirrer op på sætningen »klovnen var sjov«. Den er skrevet på et stykke papir, der er klistret op på et stort glasvindue ude i skolegården, hvor dansktimen i dag foregår. Solens stråler giver genskær i ruderne. Sammen skal de to finde ud af at lave en række sætninger om til spørgsmål ved at sætte udsagnsleddet forrest.

»Hvilket ord kan du sætte ’jeg’ foran?« prøver Dante så.

Lazar svarer ikke.

»Do you know what I mean?« spørger Dante.

Lazar nikker og sætter hånden i siden med blyanten og viskelæderet på toppen. Han hiver lidt i det brune pandehår, som bølger en smule, men kan ikke finde svaret, så Dante skynder sig at gå videre til næste sætning: »Den nye pige er rar«.

»Okay, prøv den her,« siger Dante.

»Er den nye pige rar?« mumler Lazar.

»Ja, good!« udbryder Dante.

De klasker kladdehæfterne med det lyserøde omslag op mod væggen og skriver sætningerne ned på de tomme linjer.

Bedste venner

Lazar og Dante går i 6. klasse på Horsens Byskole, Afdeling Lindvigsvej. Ud over at arbejde sammen om opgaverne i skolen er de to også gode venner. Bedste venner, fortæller de selv. 

Lazar er fra Serbien og begyndte på skolen for et par år siden, da han sammen med sin mor og to brødre flyttede til Danmark. Her var hans far nogle år forinden taget til for at arbejde. Dante er vokset op i et byhus midt i Horsens med sin lillebror og sine to danske forældre. 

Da de mødte hinanden, talte de ikke det samme sprog og prøvede sig i stedet frem på det engelske ordforråd, de indtil videre havde tillært sig. Derfor tager det nogle gange lidt længere tid for dem at forstå hinanden eller at komme i gang med en leg, fordi reglerne skal forklares en ekstra gang.

De bliver også af og til nødt til at oversætte for deres forældre, når de er på besøg, og de kan ikke altid få forklaret hinanden, hvorfor de egentlig lige blev uvenner. Lazar kommer fra en familie, der er troende ortodoks, mens Dante synes, at en Gud lyder som »det mest vanvittige og tror mere på det med naturen«. Alligevel har de to drenge det »rigtig grineren« sammen.

De hænger ud sammen, spiller playstation, ser sjove klip på nettet og vågner klokken tre om natten og pjatter, hvis de sover sammen. Nok lidt ligesom andre drenge på 11 og 12 år.

Men på ét punkt er deres venskab noget særligt. For de er nogle af de skolebørn, der er gode venner på tværs af deres etnicitet – noget som ikke sker så ofte ifølge en ny undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, som har undersøgt de helt små skolebørns sociale liv. Den viser nemlig, at børn ofte søger venskaber med nogle, der ligner dem selv og derfor ender i grupperinger med enten minoritets- eller majoritetsbørn.

I denne serie sætter Information fokus på venskaber mellem majoritets- og minoritetsdanskere – både blandt børn, som undersøgelsen handler om, men også blandt voksne og ældre. 

Første skoledag

»Kom så Dante,« råber Lazar og skyder bolden over på den anden side af den grønne græsplæne. Det er de to alene mod ni andre fra 1. klasse. 

Dante får fat i bolden og dribler uden om en af deres modstandere. Han skyder mod målet, men rammer lidt ved siden af.

De to drenge griber fat om hinanden.

»Kom igen,« siger de til hinanden. 

Fodbold er en fælles interesse for dem, som de har delt helt fra begyndelsen.

Lazar husker stadig den første skoledag, hvor han blev præsenteret foran klassen som den nye dreng, de andre skulle tage godt imod.

»Det var lidt mærkeligt for mig, for jeg kunne ikke tale med dem, og jeg kunne heller ikke snakke så godt engelsk. Men efter det, da der blev pause, kom Dante og spurgte, om jeg ville spille fodbold. Efter lidt tid kom jeg hjem til Dantes hus, og efter det kom Dante hjem til mig og så videre,« siger han og skraber med en pind i sandet under ham.

»Han var lidt alene i starten, så jeg gik bare over og sagde: Hvad så, skal vi spille?« siger Dante og fortsætter:

»Der gik lige et par dage. Vi gik sammen, men vi skulle jo lige lære hinanden at kende, og så begyndte vi at være sammen. Så inviterede vi hinanden hjem, og så blev vi bare bedste venner.«

»Jeg blev bare megaglad, da han spurgte, fordi jeg var helt alene,« supplerer Lazar.

Bedre til engelsk

Siden mødet har de to drenge holdt sammen og har blandt andet udviklet deres sprog. De er blevet bedre til engelsk sammen, mens Dante også har hjulpet Lazar med det danske. 

Lazars far, Zlatan Zlaja Gruja, kan huske, at det var svært for Lazar at starte i den nye skole, fordi han havde venner i forvejen hjemme i Serbien, og fordi skolesystemet er en smule anderledes her.

»I Serbien har de for eksempel karakterer og prøver lige fra første klasse, og derfor var det svært for Lazar at skulle starte i en lidt blødere skolestruktur i Danmark med mere tid til at lege. Der er nok ikke helt det samme pres her som i Serbien,« fortæller han.

Derfor oplevede han, at Lazar i starten var forvirret og ked af, at han ikke rigtig synes, han kunne involvere sig eller knytte relationer til de andre. Heldigvis var Dante der fra begyndelsen, fortæller Zlatan Zlaja Gruja.

»Han var god til at fortælle Lazar, hvad de skulle i timerne, og jeg tror også, han hjalp Lazar med at sætte ham ind i miljøet i skolen og vise ham, hvordan man opfører sig. Lazar kunne også bruge det dansk, han havde lært til sprogundervisning, i praksis, så han kunne tale med de andre i klassen,« fortæller Zlatan Zlaja Gruja.

Også Dantes far, Claus Fejerskov, synes, det er »en fornøjelse at se«, hvordan de to taler engelsk sammen. Derudover ser Claus Fejerskov sin søn som en, der er meget »large over for alle«. Han har svært ved at afgøre, om han også havde været sådan, hvis ikke han havde kendt Lazar eller gået på en skole med stor mangfoldighed. Alligevel er han glad for, at hans børn vokser op med ikke at lægge mærke til, at nogen har en anden baggrund eller hudfarve.

»Jeg synes, det er fedt, at de støder ind i en masse forskellige kulturer, for det er jo bare sådan, verden ser ud i dag. De kommer hjem til nogle andre familier og konstaterer, at de spiser noget lidt anderledes eller på et andet tidspunkt eller gør nogle ting på en anden måde. Men de konstaterer det jo bare – de tænker jo ikke, at det har noget at gøre med, hvor de kommer fra.«

Og så har han lagt mærke til, at Dante spørger ind til aktuelle ting, som han ikke kan altid forstår skulle være et problem.

»Nu er der jo alt det her, der er sket i USA, og der er meget fokus på racisme, og han har svært ved at forstå det. For ham er det jo naturligt, at alle er lige, men jeg kan jo ikke vide, om han har det fra det ene eller andet, men jeg har bare lagt mærke til, at han tit sætter spørgsmålstegn ved de der ting.«

Tålmodighed og rummelighed

Afdeling Lindvigsvej ligger midt i Horsens, hvor der er mange boligområder med beboere, der har en anden etnisk baggrund end dansk. Derfor er der en lidt større andel børn med anden etnisk baggrund end på andre skoler. Det betyder, at der er mange etnisk danske forældre, der vælger at flytte deres børn til nogle af de andre skoler i byen med en lidt lavere andel.

Den blandede flok børn stiller nogle gange ekstra krav til rummelighed og tålmodighed til skolens elever. Og det gælder også for Lazar og Dante.

Det fortæller deres klasselærer, Betina Vium Andersson. Hun forklarer, at de begge er nødt til at acceptere, at noget af kommunikationen sommetider går tabt mellem dem. Det kan især være en udfordring, når der opstår uenigheder mellem dem.

»Der er jo konflikter i alle venskaber, men det, der kan være vanskeligt for Dante og Lazar, er jo at få konflikten redet ud bagefter. Hvis der har været noget, hvor jeg normalt ville sidde ned med de to børn og udrede, hvad der er sket, og hvad vi gør fremadrettet for at undgå det, så kan det være svært for dem at forklare til hinanden, hvad der er sket, og hvorfor de lige gjorde, som de gjorde,« siger hun og fortsætter:

»Så det kræver af deres venskab, at de ligesom accepterer, at ikke alt bliver løst, men er enige om, at der ikke er sprog til det lige nu, så hvis de skal blive ved med at være venner, skal de sige pyt og komme videre.«

Hun fortæller, at Dante fra begyndelsen var opsat på at byde Lazar velkommen og få ham med i drengegruppen i klassen. 

Selv kan de to drenge ikke rigtig komme i tanke om noget, der er svært for dem, da de sidder ved et bordbænkesæt efter fodboldkampen. 

»Dantes familie er jo bare helt vildt søde, og de siger ja, hver gang vi spørger, om vi må ses med hinanden,« fortæller Lazar. 

Dante fortæller, at han godt har lagt mærke til, at nogle ting er anderledes hjemme hos Lazars familie, hvis han sammenligner med sin egen. 

»Men jeg synes ikke rigtig, vi lægger mærke til det i hverdagen. Det er bare nemt. Altså jeg synes, det er lige så nemt som at have en ven fra Danmark, som det er at have en fra Serbien eller et andet land. Fordi sådan er det jo også med mine andre danske venner. De har jo også anderledes ting end mig, de gør det også på andre måder. Så det er sådan lidt det samme.«

Serie

Venner på tværs

Lige børn leger bedst, siger man, og en ny undersøgelse bekræfter talemåden: Blandt de mindste skolebørn knyttes der sjældent venskaber mellem majoritets- og minoritetsbørn. Men hvorfor er det sådan? Og er sådanne venskaber anderledes end andre venskaber? Det sætter Information i den kommende tid fokus på ved at tale med børn og voksne, som er venner på tværs af etnicitet.

Seneste artikler

  • Mateja havde ikke regnet med at blive venner med sin mentor, Ebbe. Men det blev hun

    14. oktober 2020
    Mateja Gasparovic og Ebbe Salomonsen lærte hinanden at kende igennem en mentorordning. De kunne næsten ikke være mere forskellige, men på trods af deres forskellige baggrunde og store aldersforskel er de blevet tætte venner og bruger tiden sammen på at cykle gennem Danmark for at lære mere om dansk historie og hinanden
  • Freja har dansk baggrund, mens Jasmina har italiensk. Men den forskel tænker de aldrig over

    7. oktober 2020
    15-årige Jasmina Valentina Giovanna Jepsens mor har lært 14-årige Freja Kirkegaard Skyum at synge italienske sange og lave hjemmelavet pasta. Men de to veninder, som har mødt hinanden til badminton, tænker aldrig over deres forskellige ophav. Det fortæller de i Informations serie om venskaber på tværs af etnicitet
  • Marias venner har næsten alle pakistanske rødder som hende selv

    28. september 2020
    De fleste af 15-årige Maria Amina Butts venner har pakistanske rødder ligesom hende selv. Det er lidt ærgerligt, synes hun. Hun har derfor skrevet 9. klasses projektopgave om venskaber på tværs af etnicitet – og fundet ud af, hvor lærerigt og givende det er med venner, der har en anden kultur end en selv
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ævl! Rent og skært romantisk sludder!

Om fem år fra nu er deres forbindelse for længst slut! Med mindre de til den tid kan komme i avisen som UNDTAGELSEN, der bekræfter REGLEN!

Det har jeg selv set fra første parket, igen og igen.

Vis os VARIGE venskaber og sammenhold imellem kulturelt forskellige mennesker som en stabil og tilbagevendende NORM, og...
...nå nej, NOT gonna happen!

Altså: Ævl!

P.S. Jeg svarer ikke dem, der prøver at modsige mig. De må selv lære virkeligheden at kende. Hvis de altså kan og vil. Hvilket næppe bliver tilfældet uden mange års hård erfaring.

Claus Bødtcher-Hansen

02/sep/2020

Dejligt, dejligt, dejligt :-) ...

Kærlighed, rummelighed og hjælpsomhed
i daglig praksis ... det kan vi alle lære af :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Ole Svendsen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, jens rasmussen, David Zennaro, erik pedersen og Marie Vibe anbefalede denne kommentar

Skøn, skøn artikel :-)
Det her er vejen frem. Selvom vi er forskellige, er vi alle dybest set mennesker.
Der er mere der forener os end der adskiller os.

Claus Bødtcher-Hansen

09/sep/2020

Asger Harlung,
englænderne har en talemåde,
der siger: What you name, you call ...

Ja, det du forventer, får du,
så vel bekomme ...

Venlig hilsen
Claus

Dette er ikke et svar til Claus Bødtcher-Hansen. Som sagt vil jeg ikke svare dem, der er uenige med den observerbare virkelighed.

Jeg vil blot, til eventuelle fremtidige læsere af dette sørgelige "debat"-forum præcisere:

Englænderne har IKKE en talemåde som siger: "What you name, you call ..." (prøv blot at google det - resultaterne vælter ind, hvis der er tale om en etableret talemåde, og det er absolut ikke tilfældet her).

Hvis man tror, at kulturelt forskellige mennesker kan have varige venskaber, uden at der er tale om absolutte undtagelser, så lever man i en fantasiverden.

Sådan en fantasiverden passer utvivlsomt fint til mennesker der samarbejder med "alternative" "behandlere" som Søren Ventegodt, som blev frataget sin bestilling for kvavksalveri og senere fik den tilbage ved en klokkeklar fejl: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3581-anmelder-soren-venteg...

Men mennesker, som ønsker at forholde sig til den virkelige verden og løse problemer ud fra virkelige forhold ... kan ikke bruge ønsketænkning eller dens tilhængere til noget som helst.

Englænderne har - i virkelighedens verden - et udtryk som hedder "what you see is what you get" (forkortet: "wysiwyg").

Det udtryk betyder at virkeligheden er den, du kan observere med dine øjne, og at det er sådan den er, uanset hvad du måtte ønske dig.

Ser man andet end dét, der er foran ens øjne - så tager man fejl - kort og skidt!

Virkelighedens problemer skal løses i virkelighedens verden. De der prøver at dagdrømme problemerne væk - ER problemet!