Flertal i Folketinget skærer kraftigt ned på sociale indsatser i udsatte boligområder

Snart kan det være slut med fodbold for drenge, lommepengejob til de unge, netværk for indvandrerkvinder og andre aktiviteter i mange socialt udsatte boligområder.  

I foråret indgik Folketingets partier en grøn boligaftale, som investerer 30 milliarder til renovering af almene boliger. Men i modsætning til tidligere er der bevilliget langt færre penge til det såkaldte boligsociale arbejde, som har til formål at skabe tryghed, øge beskæftigelsen og arbejde med forebyggelse i de udsatte boligområder. 

I de seneste mange år har der været omkring 240 millioner kroner årligt til boligsocialt arbejde, men dette beløb falder med op til 100 millioner kroner. Det betyder ifølge BL-Danmarks Almene Boliger, som er interesseorganisation for de almene boligforeninger, at man må lukke en række indsatser og skrue ned for andre.

»Det går ud over børnene, lokale beskæftigelsestiltag og det nære samarbejde med politiet om at skabe tryghed og forebygge kriminalitet,« siger Bent Madsen, som er administrerende direktør i BL. Han fortsætter:

»Vi mener simpelthen ikke, at det er fornuftigt. Vi ved, at disse indsatser har en dokumenteret effekt. 100 millioner kroner er meget få penge, sammenlignet med hvad vi får ud af dem.«

Boligminister Kaare Dybvad (S) »står 100 procent inde for at skære« i det boligsociale arbejde, understreger han. 

»Mange af de her projekter, der er lavet, fungerer meget godt. Men hvis jeg helt selv skulle vælge, så kunne jeg godt tænke mig, at man fik ryddet op i noget af det her projektmageri og fik lidt mere velfærdsstat. Der er nogle af de her projekter, der er lidt for teoretiske. Jeg har besøgt flere af de her områder, og jeg var et sted, hvor der var en legepatrulje med to voksne og syv børn. Og det var den dag, ministeren kom på besøg. Der kan man godt overveje, om det er den bedste måde at bruge pengene på.«

De hårde ghettoer prioriteres

Baggrunden for besparelsen skal findes i parallelsamfundslovgivningen, som blev vedtaget af den daværende Venstre-regering med støtte fra alle partier undtagen Enhedslisten i maj 2018.

Her er der afsat 380 millioner kroner til boligsociale indsatser. Op til 240 millioner kan bruges til huslejenedsættelser, mens de resterende går til egentligt boligsocialt arbejde. Det blev i finanseringsaftalen også besluttet, at niveauet for rammen til boligsociale indsatser kunne vurderes nærmere i forbindelse med den næste boligaftale.

Men i den nye boligaftale er der altså ikke afsat flere midler til boligsociale indsatser.

Landsbyggefonden vurderer i et svar fra boligministeriet til Enhedslisten i maj, at behovet for sociale boligindsatser i almene boligområder samlet set er større end de penge, der er i puljen.

Mens der stadig vil være råd til indsatser i landets 28 ghettoer, vil de områder, der ligger lige under ghettolisten, få ingen eller meget begrænset støtte.

Det betyder eksempelvis, at den boligsociale indsats i Høje Gladsaxe står til at forsvinde til årsskiftet. Og i boligområdet Egedalsvænge i Kokkedal har de fået besked på, at deres helhedsplan bliver kraftigt beskåret. En helhedsplan er den udviklingsplan, der udarbejdes for boligafdelinger i udsatte områder, hvor man samler forebyggende indsatser i én plan. Den skal fokusere på tryghed og trivsel, uddannelse og beskæftigelse, forældreansvar og kriminalitetsforebyggelse.

Helhedsplanerne er typisk finansieret for fire år ad gangen, og Landsbyggefonden bidrager med maksimalt 75 pct. af midlerne. De øvrige 25 pct. skal finansieres af kommune og boligorganisationer tilsammen.

Mikkel Warming, der er chef for de boligsociale indsatser i KAB, som udlejer og administrerer cirka 60.000 almene boliger i hovedstadsområdet, er »frustreret og bekymret« over, at der spares på det boligsociale arbejde.

»Vi har opnået nogle fornuftige resultater. Der, hvor der er boligsocialt arbejde, kommer flere unge i uddannelse. I Kokkedal og Høje Gladsaxe har vi flere unge i fritidsjob, vi har familiekurser- og netværk – og vi har et stærkt samarbejde med lokalpolitiet og SSP, som er med til at forebygge kriminalitet og øge trygheden i disse områder,« siger han.

Lommepengejob og bydelsmødre

Gunvor Christensen er chefanalytiker i Det Nationale Forsknings- og Analyseinstitut for Velfærd, VIVE, og har fulgt de boligsociale indsatser gennem mange år. Hun forklarer, at kendetegnet ved mange af de almene boligområder, som har boligsociale indsatser, er, at der er færre unge, der gennemfører grundskole, de har et dårligere karaktergennemsnit, der er mere kriminalitet og flere voksne uden for arbejdsmarkedet.

Hun forklarer, at de boligsociale indsatser har været med til at skabe en platform, hvor kommune, foreningsliv og nærpoliti kan tale sammen og i fællesskab løse de udfordringer, der er i områderne.

»Når man kigger på, hvem man har fat i, så er mange af dem helt overvejende børn og unge – det ligger også i de politiske aftaler. Det handler om at plante frø til, at de er motiveret til at gennemføre folkeskolen, tager en uddannelse og kommer i beskæftigelse,« siger hun.

Gunvor Christensen fortæller, at man blandt andet har målt på effekterne af såkaldte lommepengejob, som er et initiativ i de boligsociale indsatser, hvor unge tilbydes et fritidsjob i boligforeningen.

»Vi kan se, at disse unge holder fast i at have et fritidsjob året efter, at de er stoppet med lommepengejob. Det er godt i forhold til at fastholde motivationen, og det har en positiv betydning for uddannelse og deres vej ind på arbejdsmarkedet,« siger hun.

Samtidig har initiativet bydelsmødre, hvor man samler primært indvandrerkvinder i netværk i boligområderne, haft den betydning, at flere kvinder er kommet i uddannelse.

Endelig er der det kriminalitetsforebyggende arbejde. Her kan man ikke effektmåle på indsatserne fra det boligsociale, men Gunvor Christensen fremhæver, at andelen af 10-14-årige, der bliver registreret med mistanke om kriminalitet, har været faldende i den periode, hvor der er blevet lavet forebyggende arbejde.

»Det er ikke det samme som at sige, at det har en effekt – men der er en sammenhæng. Det boligsociale arbejde er opbyggende og forebyggende,« siger hun.

Christine Bille er leder af helhedsplanen i Høje Gladsaxe, som står til at lukke. Hun fremhæver, at det forebyggende arbejde ofte er usynligt, og at der godt kan gå lang tid, før man ser værdien af det.

»Det forbyggende arbejde sker i tæt samarbejde mellem beboerne, boligorganisationerne, politiet og kommunen. Hvor man netop er sammen om at finde løsningerne – også på de eksisterende udfordringer. Det er det lange seje træk, så selvfølgelig er det bekymrende, hvis det forsvinder. Det kan tage lang tid at bygge op igen, hvis det først går galt,« siger hun.

Bent Madsen frygter, at man ved at skære i det forebyggende arbejde i de områder, der ikke er på ghettolisten, vil resultere i, at flere områder vil få større problemer.

»Det virker i den omvendte rækkefølge, for det, der kommer til at ske, er, at man kommer til at koncentrere en indsats i nogle områder i en meget snæver cirkel i stedet for at gå bredere ud og sikre, at der bibeholdes en positiv udvikling og dermed undgå, at disse områder ender på ghettolisten,« siger han.

Uenighed om finansieringen

Søren Egge Rasmussen, der er boligordfører for Enhedslisten, mener, at der ikke er meget opmærksomhed omkring den boligsociale indsats, men at »den er umådelig vigtig«.

»Der har været helhedsplaner og projekter, som faktisk er lykkedes – og det har været medarbejdere, hvor de ikke var kommunens forlængede arm, hvilket har skabt en god tillid til de mennesker, der skulle hjælpes,« siger han

Søren Egge Rasmusen fortæller, at han forsøgte at presse på for at øge bevillingen i boligaftalen 2020, men at der ikke var politisk opbakning til det. Han mener derfor, at det er oplagt, at man forholder sig til det i den næste finanslovsaftale.

»Her vil Enhedslisten gerne gøre opmærksom på, at vi har et uløst problem. Og hvis man ikke afsætter flere penge til området nu, så kommer der et tidspunkt, hvor det bliver dyrere. For det er billigere at lave en forebyggende indsats, end først at sætte ind, når problemerne er store,« siger han.

Kaare Dybvad mener, at kommunerne selv skal kunne prioritere og vælge indsatser til og fra. For eksempel henviser han til, at man i Kolding har valgt at flytte jobcenteret ud i boligområdet Skovparken, hvor det både betjener beboerne i dette områdes beboere og beboerne i det andet udsatte boligområde, Munkebo. Siden er fire-fem procent flere beboere kommet i job.

»Nogle kommuner mener, at man kan bruge pengene på en bedre måde,« siger han. 

Han fremhæver også, at der er kommet flere penge igennem udligningsreformen til nogle af de kommuner, der har meget alment byggeri. 

»Kommunerne skal kunne vælge, hvordan de mener, at de bruger pengene bedst. Det kunne være til en social indsats eller for eksempel at placere jobcenteret ude i boligområdet,« siger han.