Kefa Abu Ras vil sætte gang i nyt kvindeoprør med forening mod vold og social kontrol

Det var hendes fornavn, som fik Kefa Abu Ras til at studse over hendes plads i verden. Kefa er afledt af det arabiske ord kafa, som betyder ’stop’. Hendes ældre søstre har smukke navne med smukke betydninger. Navne som Amina, Fatma, Rokaya, der betyder ærlig, gavmild og modig. Hun, derimod, havde fået et navn, som antydede, at hun var uønsket. Hun fik sit navn, fordi hun var den sjette pige i familien – og moren ville ikke have flere piger.

Denne kendsgerning begyndte at nage hos Kefa Abu Ras, da hun var omkring 11 år, og det fik tankerne om forskellen på piger og drenge til at rumstere i hendes hoved. Hun boede med sin familie i Jordan, efter hendes forældre var flygtet fra Palæstina.

Faren havde en fabrik, hvor han producerede mursten. Moren var hjemmegående husmor og analfabet, og det var hendes opgave at sørge for, at børnene blev opdraget i den kultur, der omgav dem: Døtrene skulle vokse op og passe hus og børn, mens sønnerne skulle lære at blive selvstændige individer, som tjente deres egne penge.

Pigerne bar familiens ære, og de blev derfor holdt i kort snor. Hvis Kefa Abu Ras ville ind til byen, skulle hendes yngre lillebror følge med. Hun måtte iklæde sig et tørklæde og bøje hovedet, hvis en mand talte til hende. Da hun var 11 år, havde flere af hendes søstre fået mænd og børn. Som 16-årige bar de rundt på gravide maver, som blev til skrålende spædbørn i deres arme.

Kefa Abu Ras var den eneste pige i familien, som ikke havde mand og børn, da hun var fyldt 17 år. Hun sagde nej, hver gang en mand ville fri til hende.

»Jeg havde set mine ældre søstre amme deres børn. Det var børn, der holdt et mindre barn. Det billede skræmte mig. Der var noget inden i mig, som sagde, at dét ville jeg ikke. Jeg ville være anderledes.«

Kefa Abu Ras er i dag 44 år og er iklædt en tunika med blomster, som flagrer omkring hende, når hun bevæger sig. Hun har lyserød glimmerneglelak på og et par gule sandaler med hæl, da hun tager imod Information i sit hjem i Odense. Hun leder os straks igennem huset og ud i haven, hvor hun serverer udskårne ferskner, varm kaffe og mandler.

Kefa Abu Ras kom til Danmark for over 20 år siden, og for et halvt år siden stiftede hun sammen med sine kolleger Maja Løvstrup og Signe Bache foreningen Søstre mod vold og kontrol. Efter i flere år at have arbejdet med et kvindeprojekt i det odenseanske boligområde Vollsmose, der blandt andet arbejder med problemer med vold og negativ social kontrol, er de overbevist om, at der er brug for et nyt kvindeoprør i Danmark.

Senest er dette spørgsmål kommet til offentlig debat i sidste uge, da Berlingske kunne bringe historien om, hvordan en imam i Odense har stillet krav til kvinder om at opføre sig på en bestemt måde efter en skilsmisse. En skilsmissekontrakt, han har udarbejdet, siger eksempelvis, at en kvinde ikke måtte gifte sig med en ny mand eller »krænke familiens ære« efter en skilsmisse. Ellers ville hun miste børnene.

Mens de fleste danske kvinder ifølge Kefa Abu Ras nyder godt af den ligestilling, som tidligere generationer i den vestlige verden har kæmpet for, så insisterer hun på, at der udestår en kvindekamp herhjemme. Søstre mod vold og kontrols mission er at mobilisere kvinder i hele Danmark i en ny frihedskamp for indvandrerkvinders ret til et liv uden vold og negativ social kontrol.

»Danske kvinder gik med deres plakater på gaden, de skrev artikler, de oplyste, de stod sammen. Vi behøver ikke at tage vores bh’er af og brænde dem. Men vi vil opnå det samme, som de gjorde. Vi kommer til at skrive danmarkshistorie med en ny kvindebevægelse,« siger hun.

Kvinde, kend din krop

Kefa Abu Ras kom til Danmark som familiesammenført i 1998. Mødet med hendes mand er ikke nogen kærlighedshistorie, fastslår hun. Da hun som 21-årig fortsat var ugift, begyndte familien at presse på, for at hun skulle gifte sig.

Hun fik valget mellem at gifte sig med en fra familien eller en palæstinensisk mand, som var bekendt af forældrene og boede i Danmark. Hun fik lov til at tale med sidstnævnte et par gange, uden forældrene lyttede med. Manden virkede til at have frisind, husker hun, men hun var ikke tiltrukket af ham. 

»Jeg overvejede, om jeg skulle tænke med hjernen eller med hjertet. Skulle jeg gifte mig med en mand, som gik ind for ligestilling, men som jeg ikke var forelsket i?«

Hun valgte at tænke med hjernen.

Hendes forlovede sagde, at hun kunne uddanne sig, og han gik med på, at de skulle lære hinanden at kende, før de begyndte et seksuelt forhold.

»Jeg var en af de heldige piger. Men jeg vil ikke sige, at der var kærlighed i starten. Han valgte mig, og sådan er det. Mange af ægteskaberne foregår på den her måde i Mellemøsten og Afrika. Så det er ikke noget med, at alle kan få lov til at blive forelskede. Men for os begyndte kærligheden lige så stille at simre over årene, og i dag elsker jeg min mand,« fortæller hun.

Det første, hun gjorde, da hun ankom til lufthavnen i Kastrup, var at tage sit tørklæde af. I Jordan havde moren insisteret på, at hun skulle bære det, fordi naboerne var begyndt at snakke. Hun havde store bryster og langt hår, og det var ifølge dem æreskrænkende, at hun gik rundt uden at dække håret til.

»Jeg blev opdraget til, at alle mine landsmænd ville holde øje med mig, når jeg gik uden for min dør, så jeg skulle passe på min adfærd. Jeg fik at vide som en ung pige, at det handlede om min seksualitet, samtidig med at jeg ikke vidste noget som helst om min egen krop, og hvad jeg havde mellem benene,« fortæller hun.

I sit møde med andre minoritetsetniske kvinder i Danmark, er det gået op for hende, at hun ikke har været alene med sin uvidenhed om sig selv og sin egen krop.

»Danske kvinder er oplyste. De kan læse Kvinde kend din krop og har seksualundervisning i skolen. Men det var et stort chok for mig, at mange af de minoritetskvinder, jeg har mødt i Danmark, ikke har vidst særligt meget, selv om de er født og opvokset her i landet. De er blevet trukket ud af seksualundervisning og har ikke haft snakken derhjemme,« siger hun.

Kefa Abu Ras mener, at en ny kvindebevægelse herhjemme især skal kæmpe for at få kvinder og mænd med mellemøstlig og muslimsk baggrund til at forstå, at kvinders kroppe er deres egne. Ikke mindst på grund af æresbegrebet, som hersker i den mellemøstlige kultur. Hun påpeger, at Jordan, hvor hun kommer fra, er et af de lande i verden, hvor der forekommer flest æresdrab. 

»I vores frihedskamp taler vi meget om seksualitet, for jeg har oplevet mange gange, at unge kvinder spørger, hvordan de kan få en ny jomfruhinde. Jeg har set forskellige former for falske jomfruhinder fra Tyskland. Piger spørger mig, om de kan få den fikset eller syet sammen hos en læge, fordi deres familier har en kæmpestor uvidenhed omkring kvinders seksualitet og retten til egen krop. De tror, at piger skal bevise, at de er ærbare ved at bløde på bryllupsnatten. Så det eksisterer stadig her i Danmark,« siger hun.

Økonomisk selvstændig 

Da Kefa Abu Ras vågnede op efter sin allerførste nat i Danmark, var der sne udenfor. Men det var ikke sneen, der forundrede hende mest. Det var stilheden. Der var ingen mennesker på gaden, og hun spurgte sin mand, hvor de var. På arbejde, svarede han. Hun spurgte, hvor kvinderne var. De er også på arbejde, sagde han.

Efterhånden så hun, at kvinderne var overalt og ikke bare i hjemmene: De sad ved kassen i supermarkederne, der var kvindelige buschauffører og kvindelige sygeplejersker.

»Jeg tænkte, hold da op, hvordan kan det lade sig gøre? De har ikke tid til at passe på deres mand og børn, så hvordan kunne de tillade sig at arbejde så meget? Så begyndte det at gå op for mig, at der er velfærd i Danmark, fordi kvinder også har magt,« siger hun.

Kefa Abu Ras begyndte på sprogskole og fik at vide af de andre kvinder, at hun kunne få kontanthjælp. Men hun ville have et arbejde og tjene sine egne penge. Igennem sprogskolelæreren skaffede hun sig et rengøringsjob og gik hjem for at fortælle det til sin mand.

»Så kiggede han på mig og sagde: Er du klar over, hvad din mor i Jordan vil sige til, at jeg har taget dig med til Danmark for, at du kan arbejde som rengøringsdame? Det ville være at krænke familiens ære,« husker hun, at hendes mand sagde.

Hun svarede, at det vidste hun godt.

»Jeg vidste godt, at min mand ville blive svinet til og blive mødt med en kæmpestor modstand ved, at han lod sin kone arbejde sådan et sted. Hvis ikke han kunne forsørge mig, hvorfor ville han så giftes med mig? Det, de ikke ville kunne forstå, var, at jeg også havde brug for at være økonomisk selvstændig.«

Det forstod hendes mand heldigvis. Hun begyndte derfor at gøre rent i et stort arkitekthus ikke langt fra deres lejlighed. Hun lærte sig selv at cykle og tog hver morgen afsted tidligt om morgenen for at møde på arbejde. I begyndelsen bankede hendes hjerte, hver gang hun vågnede. Hun frygtede, at mænd på gaden ville råbe efter hende, og hun blev nervøs, når hun pludselig befandt sig alene i samme rum som en mand på arbejdspladsen.

»Når man bliver opdraget med, at det her må man ikke gøre, men lige pludselig har man muligheden for at gøre det, så har man altid i baghovedet, hvornår man overtræder grænsen. Der gik nok fem år, før jeg havde vænnet mig til, at jeg er en fri kvinde. Det tager lang tid, for det er ikke nemt at få al den frihed på én gang. Der var stadig en lille pige i mig, som sagde, at jeg skulle passe på.«

Første gang hun fik sin løn – 12.000 kr. – sendte hun penge hjem til sin familie, men fortalte ikke, at det var penge, hun selv havde tjent. Det var først seks år senere, på morens dødsleje, at Kefa Abu Ras fortalte hende, at det var et rengøringsjob i et arkitekthus, der havde gjort, at hun var faldet til i Danmark. Til Kefas lettelse kunne moren godt forstå, at hun havde truffet dette valg.

Klar til at bryde ud

Det var også spørgsmål om økonomisk selvstændighed, der for alvor fik Kefa Abu Ras’ øjne op for ligestillingsudfordringen i etniske minoritetsmiljøer herhjemme. I 2013 begyndte hun som beboerrådgiver i Vollsmose, som er et stort socialt boligområde i Odense og den største ghetto i Danmark.

Hun begyndte at se et mønster i de henvendelser, der kom fra kvinderne i området. De spurgte ind til, hvordan de kunne klare sig økonomisk, hvis de blev skilt. Kefa Abu Ras gik i gang med at yde økonomisk rådgivning til dem og hjalp dem med, hvordan de kunne blive økonomisk uafhængige. Og pludselig begyndte flere af dem at åbne mere op.

»De fortalte deres historier – om hvordan de var udsat for vold og negativ social kontrol fra deres familie.«

Nogle kom og fortalte hende, at de ikke kunne få deres muslimske skilsmisse, fordi manden ville fastholde dem, andre fortalte, at de ikke kunne få lov til at tage en uddannelse på grund af deres svigerforældre. Flere fortalte, at deres mand slog dem. Kefa Abu Ras hørte historier om både psykisk vold, fysisk vold og ikke mindst den kontrol, mændene havde over kvinderne, som hun også selv kendte fra sin opvækst: at de ikke kunne bestemme over deres egne penge, at deres mand bestemte, hvornår de måtte gå ud, og hvornår de skulle være hjemme.

For nogle år siden tog hun initiativ til et projekt i Vollsmose, de kaldte Bydelssøstre, som handler om at oplyse kvinder i boligområdet om deres muligheder og rettigheder. Snart havde de et hold på 27 kvinder, som med Kefa Abu Ras’ ord »var klar til at bryde ud«.

»Og så bredte det sig som ringe i vandet. Vi fik henvendelser fra andre kvinder andre steder i landet, som også ville have vores hjælp og være en del af netværket. Derfor besluttede vi os for at starte vores frivillige forening, hvor vi kan hjælpe kvinder fra hele Danmark og også påvirke politikerne til at sætte fokus på negativ social kontrol.«

Søstersolidaritet

I Kefa Abu Ras’ have er der fyldt med blomster i lyserøde, lilla og hvide nuancer, og det er her, hun er, når hun har brug for at koble af fra sit arbejde. Men hun har alligevel svært ved helt at lægge tankerne om de kvinder, hun arbejder for at hjælpe, fra sig, for selv bevoksningen i haven minder hende om dem.

»Vidste du, at frugttræer vokser hurtigere, når de står ved siden af hinanden, fordi de befrugter hinanden,« spørger hun.

»Det er en form for søstersolidaritet.«

Kefa Abu Ras taler meget om sine »medsøstre« og om »søstersolidaritet«. Det er kernen i hendes ligestillingsprojekt, at flere kvinder skal stå sammen.

»Det er meget nemmere at bryde ud af noget, hvis man ved, at andre har haft modet til at gøre det samme,« siger hun.

Søstre mod vold og kontrol vil blandt andet arbejde med at uddanne kvinder i seksualitet, demokrati og kvinders rettigheder. Men deres arbejde handler også om igennem rådgivning at hjælpe kvinder til at tage kontakt til krisecentre, henvise dem til retshjælp eller formidle kontakt til kommunen.

»De har brug for at vide, at det er økonomisk muligt for dem at bryde ud, og at kommunen ikke tager deres børn. Kvinderne her har systemangst, og nogle socialrådgivere har berøringsangst. Og det er jo vores opgave at være brobygger og vejviser for de her kvinder,« siger Kefa Abu Ras.

Et andet vigtigt ben i deres arbejde er oplysning om kvinders rettigheder i Danmark. De sender derfor kampagnevideoer ud på sociale medier på fire forskellige sprog. Kefa Abu Ras læser stolt op fra et stykke papir, hun har taget med ud i haven, hvor der står, at en af deres kampagnevideo ’Vi er her for dig’ er nået ud til 35.000 personer på Facebook, hvoraf 28.000 har set videoen helt til ende.

»Når en kvinde kommer her til Danmark og hører den her video på arabisk, så behøver hun ikke at gå hen på et informationsmøde for at opdage, at hun kan få hjælp. De skal vide, at vi er her; at her er nogle frihedskæmpere, som vil kæmpe deres sag sammen med dem,« siger hun.

Da videoen kom ud i juni, begyndte Kefa Abu Ras at få vrede henvendelser fra særligt mænd i nogle muslimske miljøer.

»Jeg er blevet beskyldt for, at jeg er en islamofobisk kvinde, at jeg er racistisk, og at jeg er med til at sætte et usundt oprør i gang ved at opfordre kvinder til at tage deres tørklæde af, at blive kærester med danske mænd og at blive skilt. Men videoen handler om, at vi er der for den kvinde, som er udsat for vold og negativ social kontrol. Hvis de mænd havde været ordentlige, så havde de ikke reageret på den måde. Så problemet eksisterer,« siger hun.

– Er der en risiko for, at I kommer til at sprede et budskab om, at det er bestemte minoriteter, som oplever social kontrol og vold – at der kommer en stigmatisering af et mindretal?

»Det kræver en rigtig god balance: Der vil være nogen, der siger til os, at vi er en højreorienteret forening, at vi arbejder på en måde, der stigmatiserer flere, og der vil være andre, der så syntes, at vi er mega super seje. Der er nogen, der mener, vi taler dårligt om religion. Men det er ikke religion. Det er kvinders rettigheder. Ikke mere. Og der er også plads til andre religionsretninger. Det er en forening med plads til alle,« siger hun.

Samtidig påpeger hun, at en undersøgelse fra Socialstyrelsen om krisecentre i Danmark fra 2015 viser, at 41 procent af brugerne udgøres af etniske minoritetskvinder fra ikkevestlige lande. Og krisecentrene beskriver selv, at de oplever en stigning i antallet af kvinder med ikkevestlig minoritetsbaggrund.

»Vi kan ikke lukke øjnene. Vi har fakta, vi har undersøgelser om, at halvdelen på krisecentre er med anden etnisk baggrund, og at mange af kvinderne står uden for arbejdsmarkedet,« siger hun.

Lovgivning er ikke oprør

Ud over haven er det kontoret, Kefa Abu Ras er allermest på, når hun er hjemme. 

Skrivebordsstolen ligner en form for orientalsk trone, betrukket med grønt blomstret stof. På det tunge træbord er en bunke bøger stablet oven på hinanden. De har titler som Landet mellem de to floder og Jomfruhinder og hijab. Under en bog om udestuer ligger Sara Omars bøger Skyggedanseren og Dødevaskeren, som blev udgivet sidste år og har vakt stor opsigt med deres beskrivelser af livet som muslimsk kvinde i en patriarkalsk verden, hvor voldtægt, undertrykkelse af kvinder og social kontrol er hverdag.

Kefa Abu Ras mener, at der er noget, der ulmer i Danmark, at en ny kvindekamp er ved at få momentum. Hun er ikke overrasket over, at det først kommer nu. 

»Systemet har ikke stillet krav til kvinderne, men har tænkt, at de skal respektere den kultur, de kommer med. Man har været god til at give kvinderne førtidspension og kontanthjælp, og mange kvinder har – i stedet for at pakke ud, da de kom til Danmark – pakket sig mere ind i sig selv.«

Kefa Abu Ras mener, at integrationspolitikken i mange år har slået fejl. Men de ligestillingsudfordringer, hun mener, at der er i etniske minoritetsmiljøer, kan ifølge hende ikke løses med lovgivning alene. Hun henviser til burkaforbuddet og imamloven. 

»I de sidste 22 år, jeg har været i Danmark, er der blevet talt om os og ikke til os. Men problemet kan først løses, når kvinderne selv gør oprør,« siger hun.

Danske kvinder har krævet deres rettigheder, de har ikke bare fået dem, påpeger hun.

»Jeg siger til mine medsøstre, at hvis vi gerne vil have flere rettigheder, så må vi kræve dem selv. Det er en kulturkamp indefra. Lovgivning er ét, kultur er noget andet. Du kan ikke bryde kulturer med lovgivning. Du kan gøre oprør, når folk, der har oplevet det her, står op for sig selv og kræver deres ret.«

– Du nævner ofte din inspiration hos den danske kvindebevægelse. Men har den svigtet i forhold til at tage jeres problemer op?

»Nej, det har den ikke. Jeg tror ikke, at minoritetskvinder har været særligt gode til at bede om inspiration og hjælp og få kvindeorganisationerne til at tage dem under deres vinger. Vi har i for lang tid holdt os tilbage og set os selv som ofre. Men vi er frihedskæmpere, vi skal selv bede om hjælp og gøre opmærksom på vores problemer,« siger hun og mener, at det er det, der er ved at ske nu.

»Vi har banket på Danners dør, Dansk Kvindesamfunds dør, Kvinfos dør. Og de er der alle sammen til at hjælpe. Så de svigter ikke.«

Om 30 år er målet nået

Kefa Abu Ras har håb. Hun tænker på de 46 kvinder, Søstre mod vold og kontrol har hjulpet med at sige fra over for deres ægtemænd. De vil løfte deres døtre og sønner, og sådan vil det fortsætte, siger hun.

»Ligesom I gjorde for generationer tilbage. Hvis vi tænker på din mormor og oldemor, så tog de den kamp for dig. Det er den kamp, mine søstre skal tage i dag, og som vi er i gang med. Jeg opdrager for eksempel ikke mine børn, som min mor og far opdragede mig.«

Kefa Abu Ras svarer uden tøven på, hvor lang tid hun regner med, at deres kamp vil tage.

»30 år,« siger hun.

»Når vores medsøstre føler, at de har frihed over deres egen krop, når de vælger deres egen uddannelse, og når de selv bestemmer, hvem de vil giftes med, så har vi vundet kampen. Jeg regner med, at det kommer til at tage 30 år,« siger hun.