Interview
Læsetid: 8 min.

En lærer, en børnehaveklasseleder og en forælder: Det er svært at få børnene til at blande sig

Legeaftaler, gruppearbejde og åbne invitationer. På forskellige måder prøver lærere, pædagoger og forældre at få børn til at danne venskaber på tværs af etniciteter, men det er svært. Information har talt med tre af dem, der forsøger at bryde børnenes mønstre
Indland
21. september 2020
Eokhard Nurani Krausen har fire børn med somaliske kone. Han oplever, at hans egne børn ofte er sammen med andre børn, der også har somalisk baggrund.

Eokhard Nurani Krausen har fire børn med somaliske kone. Han oplever, at hans egne børn ofte er sammen med andre børn, der også har somalisk baggrund.

Børnene vil faktisk gerne hinanden, men de er usikre. Samtidig er deres forældre tryghedsnarkomaner, og der skal en indsats til, før de begynder at invitere andre børn med hjem. Senere i skoletiden er den danske drukkultur med til at ødelægge noget i relationerne på tværs af etniciteter. Sådan lyder det fra en lærer, en børnehaveklasseleder og en forælder, som Information har spurgt om deres erfaringer med, hvorfor børn sjældent danner venskaber på tværs af etniciteter.

»Det er selvfølgelig helt okay at være sammen med nogen, der ligner dig selv«

Gro Caspersen, lærer på Nymarkskolen i Svendborg og underviser i dansk som andet sprog

»På Nymarkskolen har vi kun 7., 8., 9. og 10. årgang. Når eleverne kommer efter 6. klasse, er de enormt nervøse for, om de vil få nye venner. Alle børn vil helst være sammen med nogen, som minder om dem selv. Alle vil gerne være en del af fællesskabet, og alle frygter for at være udenfor. Jeg oplever, at de nydanske elever nogle gange skal kæmpe mere for at få en god plads i hierarkiet, og ikke automatisk bliver en del af fællesskabet. Vi taler meget om integration, men vi skal huske, at integration er et fællesprojekt. Det er meget svært at integrere sig i en gruppe, hvis den gruppe ikke vil integreres med de andre.

Jeg oplever til tider elever, der har en tydelig ’vi’ og ’de’-forståelse og som eksempelvis kan finde på at sige: ’Så skulle jeg sidde ved siden af dem.’ Og det er på trods af, at de elever, der bliver omtalt som ’dem’, både er født og opvokset i Danmark.

I midten af 8. klasse begynder nogle elever at gå til fester og drikke. Det gør ikke nødvendigvis noget godt for de her venskaber på tværs, for her bliver de kulturelle forskelle virkelig tegnet tydeligt op, og det kan være svært at fortsætte venskabet som før. Nogle bliver ikke inviteret med til festerne, og hvis de gør, fylder alkoholdelen måske for meget. Når weekendens udskejelser og indtag af alkohol så vendes på skolen om mandagen, kan det være svært at tale med, og på den måde ryger man langsomt ud af bekendskabskredsen.

Jeg havde en syrisk pige, der gik i 6. klasse sidste år på en anden skole. Hun kæmpede for at blive en del af gruppen af etnisk danske piger i sin klasse. Hun skyndte sig ud, hvis de gik ud, og når de gik indenfor igen, gik hun efter dem. Så startede hun på Nymarkskolen, og der kom en anden syrisk pige i hendes klasse. De fandt hurtigt sammen, og da jeg så hende igen, spurgte jeg hende »Hvordan har du det nu?« »Jeg er lykkelig, nu har jeg endelig en veninde,« sagde hun.

Vi skal acceptere præmissen om, at det er okay, at man er sammen med nogle, der ligner en selv. Det er der ikke noget galt i. Vi skal passe på, vi ikke taler det ned. Det er dejligt at have en veninde, også selvom hun ligner mig.

Læreren er med til at værdisætte de snakke, der er i klassen, og læreren har et ansvar for, at det, der gennemgås, afspejler eleverne i klassen, så alle har mulighed for at deltage. Jo mere man gør ud af det, jo bedre grobund er der for at få et indblik i hinandens verdener.

Derfør gør jeg meget ud af, at inddrage elevernes sprog og kultur i undervisningen. Eksempelvis kan jeg spørge: ’I fransktalende lande kysser man altid på kinden, når man møder hinanden. Kender I andre lande, hvor man gør det?’ Så har de mulighed for at komme på banen med deres erfaringer.

Det kan være med til at gøre os mere forstående over for vores medmennesker, at vi møder så bredt et udsnit af befolkningen i folkeskolen. Selv om man ikke holder ved hinanden senere hen, er det rigtig vigtigt, man får et indblik i hinandens verdener, så man ikke løber med en halv vind om, at arabiske piger er på den måde, og danske piger er på den måde, men at man faktisk har en indsigt.«

»Der skal meget til, før forældrene begynder at invitere nye børn med hjem«

Rikke Uldall, børnehaveklasseleder på Husum Skole

»I foråret tog jeg imod de nye 1. maj-børn (dem, som startede i børnehaveklasse efter sommerferien, red.). Der var 24 børn, ni med anden etnisk baggrund end dansk. De kommer fra forskellige børnehaver, og det var tydeligt, at de fandt sammen i legerelationer. Generelt var det de etnisk danske børn for sig dem med anden etnisk baggrund for sig og de tre, der taler bedre engelsk end dansk, for sig. Det ser vi hvert år. Der er selvfølgelig også enkelte, der har venskaber på tværs.

Vi har meget fokus på at få blandet børnene, så alle kan lege med alle. Hvis ikke de mødes om naturlige interesser som eksempelvis fodbold, kan vi igangsætte en pædagogisk aktivitet, så der opstår et fælles tredje. Det kan eksempelvis være ved at arbejde i faglige værksteder. Vi oplever ofte, at de gennem det fælles tredje bliver nysgerrige på hinanden, og derefter bliver mere interesserede i at lege sammen.

Vi prøver også at blande dem i de legegrupper, vi laver, hvor forældrene inviterer hjem på skift. Vi sørger for, at det ikke er de naturligt opståede venskaber, der er i legegruppe sammen, men det handler også meget om at få prikket til forældrene. De er tryghedsmennesker, og vi ser, at forældrene naturligt søger de forældre, de har lært at kende gennem børnehaven. Hvis vi ikke deler dem op, når de er til forældremøde, så sætter de sig sammen med dem, de kender. Derfor laver vi altid bordplan.

Hvis børnene laver matematik i en blandet gruppe, og vi ser, at de blomstrer, og at de også hygger sig i frikvarteret, så snakker vi med forældrene og siger: ’Måske skulle I prøve at invitere dem og dem hjem.’ Der skal meget til, for at forældrene begynder at invitere bredere ind, men vi opfordrer til, at de inviterer ud over de tre gode legekammerater, deres barn kender fra børnehaven.

Vi gør også meget, når de har frikvarter. Det kan være svært at sige til fire, der ikke har leget sammen før, at nu skal de gå ud og lege sammen. Derfor gør vi det, at vi skriver fire ideer op til nogle lege, de kan lege, og så melder de sig på. Der lykkes vi godt med at få dem blandet, fordi de melder sig på det, de har lyst til og synes er sjovt.

Med de tre, der taler engelsk sammen, har jeg prøvet at gå ind og spørge, om de måtte være med i de andres leg. Her sagde en af de etnisk danske piger: ’De må gerne være med, de skal bare ikke tale engelsk.’ Generelt er de jo nysgerrige på hinanden og vil gerne, men de er også usikre.

Man kan lære rigtig meget af hinandens kulturer og måder at bo på og være familie på. Det er sundt, at man er nysgerrig på hinanden og ser, hvordan verden er skruet sammen. At man ser, at vi er forskellige, men stadig har et fint fællesskab i vores klasse.

Det er nu, vi skal bryde mønsteret. Det er meget vigtigt, at vi får dannet relationer på tværs af etniciteter tidligt. Jo tidligere de kommer ind og får erfaring med, at alle er en del af et vigtigt fællesskab, og at alle kan lege sammen på kryds og tværs, jo tidligere ser de, at de fungerer sammen og ikke er så forskellige endda.«

»Mine børn føler sig automatisk mere tiltrukket af andre somaliske børn«

Eckhard Nurani Krausen, fra Tyskland, har fire børn med sin somaliske kone

»Jeg har altid prøvet at lave legeaftaler for mine børn, så de også leger med andre end de somaliske børn. Det er også gået godt, for børnene bliver jo nødt til at tage med, hvis forældrene siger det. Men mine børn er generelt mere tilknyttet de somaliske børn, og der sker bare flere spontane møder med dem. Man skal ikke aftale, at tirsdag kl. 17 i næste uge laver vi noget, ligesom man skal med de danske børn.

Hvis min søn kommer hjem og siger, at han gerne vil lave en legeaftale med Gustav, som er etnisk dansker, griber jeg telefonen med det samme, for det bakker jeg op om. Jeg ved, det er vigtigt at have forbindelser på tværs.

Til hans fødselsdag holdt vi en lille fødselsdagsfest, hvor han inviterede nogle af sine venner. De fleste var somaliere, så jeg prøvede at sige: ’Hvad med ham?’ og foreslå en etnisk dansk dreng. Så sagde min søn: ’Okay, ham inviterer vi,’ men han foreslår det ikke af sig selv. Han gør det, fordi jeg minder ham om det.

Mine børn føler sig automatisk mere tiltrukket af andre somaliske børn på grund af deres udseende. Det er noget, der sker ubevidst. Vi havde et forældremøde i skolen, hvor vi også skulle spise sammen. Jeg satte mig et tilfældigt sted og ventede, og jeg kunne se, at de danske forældre satte sig sammen, og indvandrerforældrene satte sig sammen. Du kunne faktisk trække en linje mellem de to grupper. Det var ikke en aftale, det skete bare, og det bekymrer mig. Man føler sig automatisk tiltrukket til dem, der har samme hudfarve – ’Jeg er hvid og skal være hos de hvide, og jeg er mørk og skal være ved afrikanerne’.

Nogle gange tror jeg, vi er for forskellige. I mine ene søns skole er der store problemer med narko og druk. Vi er muslimer, og jeg har sagt til min søn, at det skal han holde sig væk fra. Punktum. Jeg vil ikke have, han har danske venner, hvis det drejer sig om druk og narko. Jeg kan ikke følge med danskernes liberale holdning til de ting, desværre.

Hver fredag aften er der fredagsfodbold, og det er for alle børn uanset køn, alder og etnicitet. Det er inklusion på højt niveau. Hvis jeg henter min søn i klubben fredag eftermiddag, fortæller jeg, at der er fredagsfodbold i aften. Så spørger de danske børn, hvad det er for noget. Jeg forklarer, at alle er velkomne. Alle. Også dig. Nogle gange lykkes det. Måske kommer de en eller to gange, men så kommer de ikke mere.

Jeg synes, det er vigtigt, at børnene blander sig. Man kan lære af hinanden og bygge bro imellem sig. I min omgangskreds prøver jeg at opmuntre de danske, arabiske og somaliske børn til at møde hinanden og lave noget i fællesskab. Men det er svært, og det er sjældent, det lykkes.«

Serie

Venner på tværs

Lige børn leger bedst, siger man, og en ny undersøgelse bekræfter talemåden: Blandt de mindste skolebørn knyttes der sjældent venskaber mellem majoritets- og minoritetsbørn. Men hvorfor er det sådan? Og er sådanne venskaber anderledes end andre venskaber? Det sætter Information i den kommende tid fokus på ved at tale med børn og voksne, som er venner på tværs af etnicitet.

Seneste artikler

  • Mateja havde ikke regnet med at blive venner med sin mentor, Ebbe. Men det blev hun

    14. oktober 2020
    Mateja Gasparovic og Ebbe Salomonsen lærte hinanden at kende igennem en mentorordning. De kunne næsten ikke være mere forskellige, men på trods af deres forskellige baggrunde og store aldersforskel er de blevet tætte venner og bruger tiden sammen på at cykle gennem Danmark for at lære mere om dansk historie og hinanden
  • Freja har dansk baggrund, mens Jasmina har italiensk. Men den forskel tænker de aldrig over

    7. oktober 2020
    15-årige Jasmina Valentina Giovanna Jepsens mor har lært 14-årige Freja Kirkegaard Skyum at synge italienske sange og lave hjemmelavet pasta. Men de to veninder, som har mødt hinanden til badminton, tænker aldrig over deres forskellige ophav. Det fortæller de i Informations serie om venskaber på tværs af etnicitet
  • Marias venner har næsten alle pakistanske rødder som hende selv

    28. september 2020
    De fleste af 15-årige Maria Amina Butts venner har pakistanske rødder ligesom hende selv. Det er lidt ærgerligt, synes hun. Hun har derfor skrevet 9. klasses projektopgave om venskaber på tværs af etnicitet – og fundet ud af, hvor lærerigt og givende det er med venner, der har en anden kultur end en selv
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Det var så en beskrivelse af den balkanisering af befolkningen, der har fundet sted de sidste 20-30 år. Alle slår beklagende ud med hænderne: Sådan er det jo - vi omgås dem vi ligner.
Hvornår hører vi i Inf. om vellykket integration?