Baggrund
Læsetid: 9 min.

Nu er det landbrugets tur til at levere for klimaet: Udtagning af lavbundsjorde skal op i fart

Landbrugets udledninger af drivhusgasser er ikke faldet siden 2005, og med utilstrækkelige CO2-reduktioner i andre sektorer peger pilen nu på bønderne: De kulstofrige lavbundsjorder skal hurtigst muligt ud af drift
På grund af kornmangel ophævede EU i 2007 den såkaldte braklægningsordning, og på kort tid pløjede danske landmænd over 100.000 hektar braklagt jord op på ny. Det kan man godt ærgre sig over i dag.

På grund af kornmangel ophævede EU i 2007 den såkaldte braklægningsordning, og på kort tid pløjede danske landmænd over 100.000 hektar braklagt jord op på ny. Det kan man godt ærgre sig over i dag.

Morten Rasmussen

Indland
29. september 2020

Det er tilladt at ærgre sig. I årene efter 1992 blev omkring 150.000 hektar dansk landbrugsjord taget ud af drift. Det skete som led i EU’s braklægningsordning, søsat på grund af den tids voksende kornlagre i Europa. Braklægningen var ikke en miljøordning, men mange steder var det de dårlige jorde, herunder kulstofrige lavbundsjorder, der blev braklagt og forvandlet til natur, og det betød bl.a. reducerede CO2-udledninger fra disse jorde.

I 2007 ophævede EU imidlertid braklægningsordningen, fordi kornlagrene skrumpede, og på kort tid pløjede danske landmænd over 100.000 hektar braklagt jord op på ny. En på den tid ikkeberegnet klimagevinst forduftede.

I dag skal landmændene så til at gentage øvelsen. På ny skal de udtage store arealer af produktion, denne gang netop af hensyn til klimaet. Og det skal ske i en kapløb med tiden, hvis det skal være med til at sikre det danske mål om 70 procent CO2-reduktion i 2030.

Det skønnes, at der i dag er 171.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde under dyrkning, spredt over det ganske land, blandt andet omkring ådalene og drænede højmoser.

Det er våde jorder, der er blevet drænet for at kunne bruges til dyrkning af skiftende afgrøder, og det er tørlægningen, der har gjort, at jordens kulstof kan reagere med luftens ilt og danne den CO2, som i dag siver op fra de kulstofrige jorde.

Som Energistyrelsen skriver i sin Basisfremskrivning 2020: »Kulstoftabet fortsætter, indtil al organisk materiale er nedbrudt, eller jorderne er genetableret som vådområder.«

En voldsom udfordring

Landbruget står i dag for en samlet udledning af drivhusgasser svarende til 11 millioner ton CO2 om året. Det er stort set uændret siden 2005, og hvis landbruget skal leve op til samme klimamål som samfundet i øvrigt og reducere med 70 procent inden 2030, målt i forhold til basisåret 1990, så mangler man at præstere reduktioner på mere end seks millioner ton i løbet af de kommende ti år, tre gange så meget som man har præsteret siden 1990. Med andre ord en voldsom klimaudfordring.

I det politiske forståelsespapir mellem den tiltrædende S-regering og de tre støttepartier fra juni 2019 slås det fast, at »bindende reduktionsmål for landbruget skal forpligte erhvervet til at nedbringe udledningen af drivhusgasser«.

Et markant bidrag kan sikres ved at stoppe dræningen – og dermed dyrkningen – af lavbundsjorderne.

Der er stadig en vis usikkerhed blandt hjemlige fagfolk om størrelsen af denne klimagevinst, herunder usikkerhed om hvor stort et areal det giver mening at tage ud af produktion, men Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Landbrug & Fødevarer (L&F) enedes sidste år om at anbefale udtagning af op mod 100.000 hektar lavbundsjorde med en forventning om, at det kan reducere landbrugets udledninger af drivhusgasser med omkring ti procent.

Forslaget blev modtaget med noget nær begejstring af det samlede folketing. »En helt ualmindelig god idé,« sagde statsminister Mette Frederiksen (S).

Siden har Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren, som L&F har deltaget i, estimeret, at udtagning af 108.000 hektar lavbundsjorder kan reducere udledningerne af drivhusgasser med, hvad der svarer til godt tre millioner ton CO2 i 2030. »Et markant og effektivt klimatiltag,« kalder partnerskabet det.

Klimarådet har også gransket mulighederne og understreger, at der er »meget stor usikkerhed forbundet med opgørelserne«. Rådet når frem til en noget mindre, men stadig meget betydningsfuld CO2-reduktion, hvis udtagningen realiseres.

Lang vej igen

Der er dog lang vej igen. Meget lang vej.

Miljø- og Fødevareministeriet begyndte beskedent med den såkaldte Lavbundsordning for perioden 2014-20 med fuld betaling – mest i form af EU-penge – til landmænd, der ville opgive lavbundsjorder og sikre en klimagevinst. Puljen var på 65 millioner kroner om året, planen var at udtage 1.500 hektar pr. år og målet at reducere CO2-udledningerne fra de udtagne områder med sammenlagt 68.000 ton CO2 i 2020 – man havde ved begyndelsen af 2020 nået 23.600 ton via 18 afsluttede eller igangværende projekter.

Næste skridt var Folketingets vedtagelse af den såkaldte tørkepakke i 2018, der afsatte i alt 150 millioner kroner for perioden 2020-22 til en pilotordning med ’Multifunktionel jordfordeling’.

Multifunktionel jordfordeling indebærer, at man via frivillige aftaler ændrer den lokale jordanvendelse, så involverede landmænd for eksempel bytter jorder for at opnå mere sammenhængende arealer, samtidig med at klimabelastende lavbundsjorder med lav dyrkningsværdi kan opkøbes og eksempelvis omlægges til skov, vandbeskyttelseszoner eller rekreative områder. Et kompliceret lokalt puslespil, der skal realiseres i et samarbejde mellem de involverede landmænd, kommunen og Naturstyrelsen og betales af staten.

Forventningen til ordningen er en samlet omfordeling af op mod 7.000 hektar jord, hvoraf en ikkeangivet andel vil bestå af lavbundsjorder, der udtages. I juli blev der givet betinget samtykke til de tre første projekter i henholdsvis Tønder, Viborg og Svendborg kommuner omfattende i alt 2.140 hektar.

Dertil har Miljø- og Fødevareministeriet netop åbnet en ny pulje på 200 millioner kroner årligt over tre år som delvis udmøntning af en finanslovsaftale sidste år mellem regeringen og støttepartierne om at bruge i alt to milliarder kroner frem til 2030 på udtagning af lavbundsjorde.

»Det er til gavn for landbruget, fordi de bliver kompenseret for at udtage marker, der i dag udleder klimagasser, og de kan eventuelt få ny jord i bytte. Det er til gavn for naturen, fordi vi får mere af den. Men først og fremmest er det til gavn for klimaet, fordi vi forvandler nogle særligt klimabelastende marker og laver dem om til natur, som er klimavenlig ved at holde på CO2,« sagde fødevareminister Mogens Jensen (S), da han for nylig åbnede puljen.

Endelig er en fjerde pulje på vej i form af en Klima-skovfond, der fra begyndelsen skal forsynes med 100 millioner statslige kroner for at »finansiere omkostningseffektiv skovrejsning med etablering af skovbryn og udtagning af lavbundsjorder, som tillæg til tilsvarende statslige indsatser«.

For få penge, for høje priser?

De to milliarder i ministeriets netop åbnede pulje til udtagning af lavbundsjorder muliggør kun udtagning af 15.000 hektar lavbundsjord frem til 2030 med et klimabidrag på beskedne 0,27 millioner ton CO2-reduktion, oplyser ministeriet. Altså kun omkring 15 procent af det potentiale for jordudtagning på godt 100.000 hektar, der er grundlag for. Og mindre end fem procent af den samlede CO2-reduktion, landbruget bør præstere, hvis man som andre sektorer skal leve op til 70-procentmålet i 2030.

Så der skal mere til. Regering og folketing kan ikke nøjes med de to milliarder kroner, der er afsat til formålet frem til 2030 – Mogens Jensen har selv anslået, at der formentlig skal findes 13-14 milliarder kroner.

Hvor langt man når, og hvor meget man kan udtage, afhænger dog af, hvad det koster at frigøre én hektar lavbundsjord til nye formål. Landmanden, der stiller sin jord til rådighed, skal jo kompenseres, hvad enten han blot stopper dyrkningen eller direkte sælger jorden til staten.

Dividerer man de to milliarder kroner med de 15.000 hektar, får man en temmelig voldsom pris på 133.000 kroner pr. hektar.

I Miljøministeriets bekendtgørelse om udtagningsordningen, som netop nu er til høring, angives kompensationspriser til landmændene fra 4.500 kroner til 86.000 kroner pr. hektar, med laveste priser til de jorder, der allerede kan kaldes ’naturarealer’, og højeste priser til dyrkede lavbundsjorder med afgrøder af høj værdi. Hos L&F vurderer man, at den gennemsnitlige kompensationspris for de jorder, der primært vil blive udtaget, er i størrelsesorden 40-45.000 kroner pr. hektar.

Til disse kompensationspriser skal i nogle tilfælde lægges udgifter til afbrydelse af dræn og lignende samt omkostninger hos myndighederne ved at gennemføre processen. Både DN og L&F undrer sig ikke desto mindre over det store spring fra kompensationspriserne til de 133.000 kroner pr. hektar.

»Vi forstår ikke den høje pris. Vi har selv tidligere vurderet, at den totale pris burde ligge omkring 80.000 kroner At der lægges så meget oveni til projektomkostninger hos involverede myndigheder, forstår vi simpelthen ikke. Det er superærgerligt, fordi man med så høj en pris får meget mindre jordudtagning og klimaeffekt ud af de to milliarder,« siger Morten Pedersen, afdelingschef hos DN.

Han siger, at DN har bedt Finansministeriet om en gennemgang af regnestykket, men foreløbig ikke har fået den.

»Vi er meget forundrede over, at de kan regne sig frem til en så høj hektarpris som 133.000 kroner,« siger tilsvarende vicedirektør for vand og natur hos L&F, Anders Panum Jensen.

Han henviser til, at Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren i sin rapport til regeringen når frem til en hektarpris for jordudtagning, alt iberegnet, på omkring 72.000 kroner.

»Den forklaring, jeg har hørt på de 133.000 kroner, er, at regeringen har taget udgangspunkt i omkostningerne pr. hektar i den gamle lavbundsordning, der startede i 2014, men som har haft en række børnesygdomme og ikke været særlig velfungerende. De høje omkostninger herfra skulle nødigt være benchmark for den ny storskalaordning, som vi håber kan ende med udtagning af op mod 100.000 hektar.«

Regeringens støttepartier vil gerne have Finansministeriet til at finde flere penge for at muliggøre udtagning af flere hektar, men hvis udtagning af lavbundsjorder fremstår som et dyrt redskab til CO2-reduktion, kan det udgøre et argument imod at afsætte yderligere midler. Da støttepartierne som led i sidste års finanslovsaftale kom igennem med de to milliarder kroner over ti år til udtagning, skete det trods modstand fra Finansministeriet. I Miljø- og Fødevareministeriet afviser kontorchef Sofus Rex dog kategorisk, at priserne skulle afspejle andet end de faktiske forhold.

»Det er vigtigt for mig at slå fast, at tallene er teknik – der er ikke politik i det,« siger han.

Gevinster for samfundet

DN anker i øvrigt over, at Miljøministeriet ikke på positivsiden indregner de økonomiske gevinster for samfundet, som udtagningen giver, blandt andet i form af nye rekreative værdier og – mere håndfast – ledsagende reduktion af kvælstof-, ammoniak- og fosforudsivning.

Landbrugsøkonomerne Alex Dubgaard og Lisa Ståhl, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, har for eksempel estimeret den samfundsøkonomiske gevinst i form af mindre kvælstofudledning og ammoniakfordampning til ca. 1-2,2 milliarder kroner, hvis man i tiden frem til 2030 udtager godt 47.000 hektar lavbundsjorder.

Tidligere overvismand og formand for Klimarådet, professor Peter Birch Sørensen, Københavns Universitet, har tilsvarende anket over, at pengene til jordopkøb overhovedet bogføres som en udgift for staten.

»Statsligt opkøb af jord er ikke en traditionel finanspolitisk lempelse, men en formueomlægning, hvor staten investerer i opfyldelse af samfundets klima- og miljømål,« anfører han i en kommentar i Politiken.

Langsom start

Det korte af det lange er, at processen med at få landmænd til at udtage lavbundsjorder og kommuner til at gennemføre jordfordeling skal intensiveres markant, hvis dette det mest oplagte bidrag til at løfte landbrugets store klimaansvar skal høstes. Som Klimarådet skriver:

»Udtagningsprocessen er erfaringsmæssigt tidskrævende, og det kan tage mange år, fra et areal identificeres, til udtagningen er realiseret. Skal udtagningen bidrage til 2030-målet, er der behov for at accelerere processen allerede nu.«

Ifølge Anders Panum Jensen, L&F, er erhvervet bevidst om udfordringen og opsat på at løfte den.

»Vi oplever en stor interesse fra landmændene for at deltage i disse projekter, samtidig med at der også er bekymring for, om det kan gå hen og blive meget bureaukratisk.«

»Det tager tid, så vi har travlt. Derfor presser vi også på for, at der nu afsættes flere midler.«

På sigt bliver der brug for mange flere penge, på kort sigt er der nok til at komme i gang – nu handler det om at accelerere processen med at få udtagningsprojekterne på skinner.

Status er ifølge Landbrugsstyrelsen, at blot 27 projekter er blevet godkendt efter lavbundsordningen fra 2014, tre efter ordningen med multifunktionel jordfordeling og endnu ingen efter den helt nye pulje til udtagning med 200 millioner kroner årligt.

Dertil er der siden 2010 givet tilsagn til omkring 550 projekter under den såkaldte vådområdeordning, hvor det primært har handlet om at reducere kvælstof- og fosforbelastning ved at genetablere vådområder, og hvor det ikke nødvendigvis har omfattet kulstofrige lavbundsjorder.

Serie

Kampen om jorden

Klimaudfordringen kan ikke håndteres, hvis ikke vi gør noget radikalt ved måden, landbrugsjorden og landskabet udnyttes på. Det danske klimamål kalder på, at de kulstofrige landbrugsjorde snarest tages ud af drift, at flere sol- og vindprojekter finder plads i landskabet, og at landbrugsproduktionen flytter vægten fra kødproduktion til vegetabilske fødevarer. En kæmpe udfordring, der lægger op til en storstilet jordreform og samarbejde på tværs. I denne serie skildrer Information kampen om det danske landskab

Seneste artikler

  • Landmand: Vi skal genfinde balancen med natur og klima

    9. november 2020
    Om få dage indledes de politiske forhandlinger om landbrugets klimaindsats. Det handler om et erhverv, der blandt andet på grund af den store husdyrproduktion er kommet ud af balance med naturgrundlaget og på kollisionskurs med klimaet. Harmonien skal genfindes via nyt syn på dyreholdet, mener landmanden, der laver græsmælk
  • Nu indtager solcelleparkerne de danske marker – naboer føler sig belejret

    26. oktober 2020
    Driftige selskaber er i gang med at etablere store solcelleparker på samlebånd i det danske landskab. Klimaet får gavn af det, og landmænd får tiltrængt indtjening, men mange steder føler naboer og lokalbefolkning sig kørt over. De forsøger nu at bremse de grønne anlæg med en ny forening
  • Fra mark til skov for drikkevandet, klimaet og naturens skyld

    8. oktober 2020
    Det danske skovareal skal fordobles, og på Sydfyn vil kommunen og Naturstyrelsen gerne etablere en helt ny skov, hvor landmænd i dag dyrker jorden. Det skal ske via dialog i et af de første større projekter med multifunktionel jordfordeling. Det spændende er, om landmændene vil være med
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Heinesen

Savner tiltag der handler om ændring af måden den blivende, aktive landbrugsjord drives. Dagens konventionelle landbrug nedbryder jordens indhold af kulstof. Der findes dokumenterede moderne metoder der på en gang opbygger kulstof i jorden, øger jordens frugtbarhed, fremmer biodiversitet, og fjerner behovet for sprøjtemidler. Da arealet det dyrkes er omtrent 15 gange større end de arealer der skal ligges brak, er potentialet for Carbon Capture Storage langt større i de aktive marker.

Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen, Ete Forchhammer , Torkil Forman og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Jeg savner en stor plan for at skabe større sammenhængende naturområder, der må skabes korridorer for dyrenes og planternes fri bevægelighed, så de ikke er spærret inde på mindre øer omkranset og blokeret af by og motorvej.

Dette bør være en mål igenne hele europa og ikke kun for Danmark.

Hvis dyr og planter ikke kan flytte dig, så ender det med indavl og uddøen.

Thomas Tanghus, Flemming Kjeldstrup, nils valla, Gitte Loeyche, Poul Reynolds, jens christian jacobsen, Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen, Viggo Okholm, lars søgaard-jensen, Steen K Petersen og Anna Lønne Sørensen anbefalede denne kommentar

Og jeg syntes blandt andet at jordpakning er et meget stort og ganske overset problem.

Jordpakning forårsages at landbrugets fortsat større og tungere maskiner. Og det medfører, at jorden presses hård sammen meget langt ned.

Sammenpresning af jorden skader de porer i jorden, der ellers skulle transporterer vand og luft ned i jorden, og giver jordens mikrober mulighed for at udfolde sig. Herved hindres rodvæksten og medfører iltmangel.

Jordpakningen er permanente skader på landbrugsjorden, og kan ikke reddes med hverken maskiner eller kemi. Og er lige skadeligt på sandjord som på lerjord.

Man - landbruget - må være opmærksomme på, at man ikke ejer jorden, men kun låner den. Og dermed har man ingen moralsk ret til at forårsage skader jorden, som hæmmer kommende generationers mulighed dyrkning.

Thomas Tanghus, Flemming Berger, Steen Obel, Poul Reynolds, Eva Schwanenflügel, Werner Gass og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar
Anna Lønne Sørensen

Landbruget er den helt store forvalter af vores natur. Det er der ingen tvivl om, så alt afgørende vi handler her. Helt enig!!
MEN hvorfor glemmer vi andre store områder, hvor der ikke er en privatøkonomi for en landmand at tage hensyn til? Nemlig vores såkaldt grønne områder? Nok de mest 'lavthængende frugter' jeg længe har hørt om...;o) Det koster ikke noget at gøre dem bedre, måske kan man spare penge, der er ingen økonomiske interesser her?

Siden først i tyverne har jeg kæmpet for mere opmærksomhed, mere lovgivning eller bare nogle retningsliner for alle vores mange forskellige typer af GRØNNE OMRÅDER??
-De ligger udbredt landet over og er samlet set store arealer. -De danner derfor vigtige grønne forbindelsesveje mellem al natur.
-Det er her dyrene fra det åbne land flytter hen, når de ikke kan finde levesteder i det konventionelt dyrkede landbrugsjord. Når deres natur forsvinder.
-Disse grønne arealer er tæt på alle vi mennesker, så det er her vi har chance for at møde natur i hverdagen.
-Der er ingen dyrkning af dem, der skal give nogen en indtægt. Tværtimod kan der spares penge på unødvendig spild af arbejdstimer, der 'plejer ' naturen forkert!
-Den pædagogiske værdi af at sørge for mere vild natur på disse arealer, alles nærnatur, har en helt uvurderlig positiv virkning, når det gælder som rollemodel for den rette behandling af naturen. OG for en bevidstgørelse af naturen, som mange mennesker savner. OG give alle langt flere naturoplevelser, der igen giver endnu mere kærlighed til naturen og større engagement i klima og biodiversitetskrisen.
Med grønne områder mener jeg:
Alle vores mange levende hegn ved veje, cykelstier, etc!! De er vildt vigtige, fordi de er levested for masser af dyr. Samt udgør grønne korridorer melle al natur i hele landet.
Al beplantning omkring boliger, industriområder, sportsanlæg, legepladser, byparker, småskove tæt på byerne, vilde endnu urørte pletter hist og her, al bynatur.

Jeg fatter ikke den idioti disse arealer passes? At se gartnere, ansat ved kommunen, eller i Hededanmark, gå rundt og fjerne natur, når vi nu alle råber og skriger på MERE NATUR? På mere VILD NATUR? På mere BIOLOGISK MANGFOLDIGHED?
Det kræver jo bare en lille vejledning fra Miljøministeriets side, for at sætte hele dette store og vigtige områdes natur til debat? Og ændre natursyn, gamle vaner, etc.

Ja, ærlig talt, hvorfor er vi ikke allesammen for længst i gang med at kigge på hver eneste plet jord, hvor der kan være mere natur? Det var min reaktion i 2004, da klimakrisen endelig gik op for de fleste, herunder den regering vi havde. Hvorfor søren sker der ikke mere, ja, hvorfor kan det endda stadig gå tilbage for naturen på grønne områder tæt på bogerne? Jeg har set underskov blive fjernet fra en bynær skov, fra kilometerlange levende hegn, et helt hegn af syren m.m. på ca. hundrede meter blive fjernet? Vel at mærke underskov, der vedblivende holdes nede, i det tidligere syrenhegn blev der sået græs, som - ja - helt rigtigt, bliver slået igen og igen...

Nikolai Beier, Pia Nielsen, Poul Reynolds, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Rolf Andersen, Viggo Okholm og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar

Der sker trods alt noget om end langsomt-håber da mange ser udsendelsen på DR 1 onsdag aften
med Morten D.D. og Bonderøven. Her er der små skridt som alle kan deltage i, men vi skal gøre op med vanetænkning.
Men ellers kan man jo sige at Gert Romme har ret-bønderne låner jorden, men det kan de så ikke leve af for hvis det er lån har deres leje af den jord vist været for høj!
En anekdote ,men sand: Son nu 75 årig må jeg konstatere at min far "forurenede" 3 hektar af vores klode ved at omlægge en eng ,hvor der var gravet tørv og med sine små 8hektar jord fik de større gårde i nabolaget til at ryste på hovedet fordi han påstod der skulle sgu gro hvidkløver! Naboerne måtte så erkende han fik ret, som de sagde til sølvbrylluppet i 68.
Ja tiderne og viden skifter og betingelser lige så, men vi byboere bør stadig lige holde tungen lige i munden inden alle bønder lægges for had. Men der skal handles og hvem skal betale?

Eva Schwanenflügel, Anna Lønne Sørensen, Lise Lotte Rahbek og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Der er ingen kvikfixes. Heller ikke i landbruget.

Det er jo ikke gennemtænkt. Hvis en jorddyrker med tiltro til myndigheder og den offentlige logik indgår en aftale om, at udtage noget af jorden til vådområde, så risikerer han i DEN grad at sparke benene væk under sigselv. For hvis der kommer et vådområde nær hans dyrkede marker, så er der stor sandsynlighed for, at der flytter natur ind. Sårbar natur.
Og hvad er det nu vi gør med sårbar natur, når den har etableret sig? Jo, vi beskytter den da. Og det er godt. Men det er ikke godt for landmanden, for han får beskåret sin udlednings-ramme, dvs den mængde næringsstoffer han må udlede fra sine marker, for nu , efter etablering af vådområdet, ligger markerne op af sårbar natur. Hvilket sandsynligvis betyder, at må må gødes mindre. Hvilket igen betyder, at der bliver mindre udbytte af marken.
Hvis landmanden alligevel går med til at etablere vådområdet i nærheden af sine marker, så er han ikke nogen god forretningsmand. Og som landbruget drives i Danmark af førre og færre store bedrifter, så er det en forretning, som skal overvåges nøje og benspænd for egne ben kan være ruten til fallit.
Jeg kan godt forstå at landbrugsforretningerne går op i kompensationens størrelse, hvis de skal etablere vådområder nær deres forretning.
Det er et kompliceret regnestykke og ikke kun et udslag af ren egennytte.

Henning Egholk

Selvfølgelig skal lavbundsjord omlægges til natur eller skov. Vi dyrker rigelig landbrugsjord i DK. Selvfølgelig skal bønderne også have kompensation. Den bør dog ikke være dramatisk stor, men rimelig. Hvis 100.000 hektar skal udtages af arealet som det ser ud, så bliver det en ordentlig regning staten og skatteyderne kommer til at hænge på. Sjovt nok så er bønderne i alle år blevet støttet af EU og Staten for at producere. Hvis Grøn omstilling er noget beslutningstagerne mener så må vi vel alle bidrage til det? Eller hvad?