Baggrund
Læsetid: 18 min.

Det er meget lidt af Louise Anthonys arbejdsdag som sosu, der går med at tørre røv

Hvordan løfter man respekten for et fag, der igen og igen bliver hængt ud i medierne? Det er udfordringen for social- og sundhedsuddannelsen, for fagets dårlige renommé har resulteret i, at stadig færre søger ind på uddannelsen, og ældreplejen står nu med en akut mangel på arbejdskraft. Vi har fulgt nyuddannede Louise Anthony for at finde ud af, hvad arbejdet går ud på, og høre, hvordan uddannelserne forsøger at højne respekten
Sosu-assistent Louise Anthony snakker med en beboer om, hvad han har lyst til at lave i dag. Der er blandt andet arrangeret en gåtur og en cykeltur.

Sosu-assistent Louise Anthony snakker med en beboer om, hvad han har lyst til at lave i dag. Der er blandt andet arrangeret en gåtur og en cykeltur.

Emilie Lærke Henriksen

Indland
1. september 2020

En duft af kaffe spreder sig fra det store grå køkken, hvor de mest morgenfriske beboere har taget plads. Der står blomster på bordene, og gennem vinduerne er der udsigt til de sjællandske kornmarker. Det nybagte brød og fredagens morgenbasser indtages til lyden af Daimi og Shu-Bi-Dua.

»Skal du have kaffe?« spørger en medarbejder, da endnu en beboer kommer trissende med sin rollator.

»Ja, det må jeg nok hellere. Kan man få en lille én til også?« spørger han og kigger hen mod en flaske rød akvavit.

»Du kan både få en til det ene ben og en til det andet,« svarer hun.

Det er fredag, så der er brunch og snaps. Der er faste pladser, og hver beboer har en dækkeserviet med billede og navn på.

Det er fredag, så der er brunch og snaps. Der er faste pladser, og hver beboer har en dækkeserviet med billede og navn på.

Emilie Lærke Henriksen

Sosu-assistent Louise Anthony er ikke en del af morgenhyggen i dag. Hun står længere nede ad gangen ved et højt hvidt rullebord midt på gangen og stirrer ind i en computerskærm. 

Så hiver hun en gennemsigtig skuffe ud under bordet og roder efter pilleæsken med det rigtige navn på. Hælder tre-fire piller i en lille beholder og tager et glas saft med hen mod den dør, hun netop er stoppet op ved. 

Hun banker på døren og lister forsigtigt ind.

»Godmorgen, Tove, har du sovet godt?« spørger hun, mens hun lukker døren bag sig og fortsætter ind i lejligheden.

Fra værelset overfor trænger en dyb snorken ud gennem en dør på klem. Klokken er et par minutter over 7.30, og Louise Anthony er midt i dagens første medicinrunde.

Da hun kommer ud fra lejligheden igen, sætter hun en streg på et væskeskema, der hjælper til at holde styr på, om beboerne får nok at drikke.

»Mine sanser er jo hele tiden på arbejde, fordi jeg skal fungere som en slags forlængelse af deres arme og tanker, når de har mistet nogle ressourcer og noget selvhjulpenhed, og det kan både handle om, medicin, hvor meget de får at drikke eller at være den ekstra kærlighed, de måske ikke længere kan give til sig selv,« siger Louise Anthony.

Hun betragter sit arbejde som et fortroligt samarbejde med beboerne, hvor hun fungerer som deres ekstra arme og overskud.

»Det betyder, at mine øjne skal se helheden lige fra et tryksår på storetåen, være opmærksom på proteser i munden, om tøjet sidder ordentligt, om der er ryddet op i deres lejlighed, og om de ser ud til at trives. Og hvis der er et hjertestop, så skal jeg også være klar der,« fortæller hun og fortsætter ned langs gangen med det hvide højbord fra dør til dør, mens hun sørger for, at de alle får deres medicin.

Hendes hår er samlet bagpå i en fletning og på brystet sidder et navneskilt og en rund batch med teksten ’ny medarbejder’. 

Sosu-assistent Louise Anthony er medicinansvarlig denne fredag, så det er hende, som går rundt og udleverer medicin til beboerne.

Sosu-assistent Louise Anthony er medicinansvarlig denne fredag, så det er hende, som går rundt og udleverer medicin til beboerne.

Emilie Lærke Henriksen

»Det er dig, der tørrer røv«

Louise Anthony er 29 år, mor til fire og blev færdiguddannet som sosu-assistent lige før sommer. For nylig blev hun ansat på Plejecenter Trekroner: et stort nybygget plejecenter med plads til 91 beboere fordelt på flere etager i et rødt murstensbyggeri.

Når hun møder nye mennesker og fortæller andre om sit job og uddannelse, bliver hun ofte mødt af spørgsmål om, hvorfor hun dog har valgt at gå den vej og passe ældre mennesker. Andre gange får hun den velkendte kommentar om, at hendes arbejde går ud på at ’tørre røv’. 

»Jeg kan jo høre, det ofte bunder i ren uvidenhed omkring de ansvarsområder og kompetencer, vi rent faktisk har. Den personlige pleje er jo kun en brøkdel af mit arbejde, men det er, som om det ikke er gået op for folk, at vi faktisk arbejder med svage og syge ældre herude i kommunerne og sørger for, at de har et meningsfuldt liv i deres sidste tid,« fortæller hun.

Louise Anthony arbejder i en branche, der igennem en del år har været omdrejningspunkt for opmærksomhed og diskussioner. På skift har medier gennem stort opslåede overskrifter og afslørende dokumentarer optaget med skjult kamera berettet om problemer i ældreplejen.

I 2006 rullede skjulte optagelser over landsdækkende tv og afslørede »kritisable forhold« på Plejehjemmet Fælledgården på Østerbro i København. I 2009 blev det afdækket, hvordan hjemmeplejen manglede ressourcer, og siden da har diskussionen om ’for få varme hænder’ præget mediebilledet. I 2013 skrev DR om den store mængde fejl i medicinhåndtering på landets plejehjem, mens JP Aarhus i 2012 afslørede, hvordan en demensramt beboer blev udsat for omsorgsvigt, og det samme gjorde TV 2 Lorry i 2016 og Slagelse Dagblad i 2018.

Senest har TV 2-dokumentaren Plejehjemmene bag facaden ifølge eksperter afdækket »sundhedsskadelige og uhyrlige forhold« på to plejehjem i Aarhus og Randers Kommune, hvor to beboere bliver udsat for nedladende kommentarer og ikke får skiftet ble i flere timer.

Dokumentaren er også blevet diskuteret på Plejecenter Trekroner. Ifølge centerleder på stedet, Louise Lund Møller, handler det om, at lederen på det enkelte plejehjem i samarbejde med medarbejderne skal fastlægge, hvad det er for en pleje og omsorg, man gerne vil give videre. 

»Vi har drøftet den seneste udsendelse og talt om, hvad det er, vi ser. Den snak og refleksion er enormt vigtig at have, fordi vi nærmest kun fik endnu mere lyst til at sørge for at have en god kultur blandt personalet og imødekomme hver enkelt beboers behov, som de jo alle udtrykker på hver deres måde,« siger hun. 

Emilie Lærke Henriksen

Faglighed gør en forskel

Louise Anthony bliver ikke mindre glad for sit arbejde, selv om hun af og til får kommentarer eller hører om sager i medierne. Hun er sikker på, at hun har valgt den rigtige retning, fortæller hun. Når hun går hjem, er det med god samvittighed over at have hjulpet nogle mennesker til at få en bedre dag.

»Det er jo deres sidste tid for de beboere, der er her, så jeg vil bare gerne være med til at sørge for, at de ikke bliver ensomme og går helt i stå ved at prøve at få dem til at deltage i aktiviteter, som stemmer overens med deres personlige liv, så de kan få mest muligt livskvalitet,« fortæller hun.

Men den negative omtale har sat sit præg på fagets renommé, og i takt med mediernes omtale er antallet af ansøgere til social- og sundhedsuddannelserne faldet stødt. 

Det fik i 2019 Kommunernes Landsforening til at lancere en kampagne i samarbejde med Danske Regioner, FOA og Danske SOSU-skoler, som har til formål at løfte fagets image i forsøget på at få flere til at søge ind på uddannelsen.

Under sloganet »Faglighed gør en forskel« skulle man forstå, at »uddannelse og karriere inden for social og sundhed giver en solid faglig ballast og åbner mulighederne for et spændende og meningsfyldt arbejdsliv«. 

For det går ikke så godt for social- og sundhedsfaget. 

Allerede i 2017 berettede Kommunernes Landsforening om, at tre ud af fire kommuner manglede arbejdskraft inden for ældreområdet, mens 71 procent af kommunerne havde svært ved at rekruttere personale.

Det gælder også på Plejecenter Trekroner. Louise Lund Møller fortæller, at uddannet personale er »jaget vildt«, og hun beskriver det som en kæmpe konkurrence mellem plejehjemmene og kommunerne, som har tvunget hende til at være ekstra kreativ, når hun skal lave jobopslag. Senest har hun skrevet et brev til den kommende ansatte, hvor hun pænt beder om hjælp til stedets beboere. 

»Nogle gange bliver jeg nødt til at ansætte ufaglærte, men så prøver jeg at ansætte dem, der i fremtiden kan se sig selv i faget, så det uddannede personale kan give dem en sidemandsoplæring og erfaring med ind i uddannelsen.«

En af skolerne i kampagnen er Social- og Sundhedsskolen i Fredericia, Vejle og Horsens. Der kender de også til ’tørre-røv’-kommentaren og den lave respekt for faget, fortæller direktøren på skolen, Anne Mette Vind. Og det presser mange af eleverne.

»Vi kan høre på nogle af eleverne, at de synes, det kan være svært at sige højt, hvad de laver, når andre spørger. De er egentlig stolte af deres fag og synes, at de gør en forskel, men det fylder meget for dem, at de får de her negative kommentarer,« siger Anne Mette Vind. 

Hun peger på mediedækningen, når hun skal forklare, hvordan den lave respekt for faget er opstået, og oplever den som den største udfordring for faget, fordi de dårlige historier fjerner samfundets fokus fra selve arbejdet.

I løbet af sommeren har skolen ikke fået nær så mange ansøgninger, som den plejer. Anne Mette Vind kan ikke sige, om det direkte kan kædes sammen med den seneste dokumentar, men tendensen taler ind i et større billede: De seneste tal fra juni 2020 fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, viser, at antallet af voksne over 25 år, som starter på hovedforløbet på en af sosu-uddannelserne, er faldet med 40 procent siden erhvervsuddannelsesreformen i 2015, mens rapporten også peger på et markant dyk i tilgangen af unge, der er faldet med 36 procent. Samlet set er det et fald fra omkring 8.800 personer til 5.300 personer. Reformen havde ellers til formål at vende udviklingen og få flere til at søge ind og gennemføre, da der også var et højt frafald. 

Samtidig anslår FOA, at ældreplejen står til at mangle 40.000 medarbejdere i 2028 som følge af den lave tilgang på uddannelserne kombineret med et stigende antal ældre.

Men hvordan kan man via uddannelsen få skabt større anerkendelse, og hvad gør uddannelsen selv for at højne respekten og forberede de studerende på virkelighedens arbejdsvilkår, der af og til dukker op i medierne?

Et nyt fag

På den anden side af køkkenet har Louise Anthony og resten af personalet i Afdeling Øst samlet sig i deres blå tøj mellem planter og afskærmningsvægge i tv-stuen for at holde det sædvanlige morgenmøde. Det plejer at foregå på et lukket kontor, men på grund af COVID-19 skal de sidde med afstand.

På skift taler de om beboerne, og hvad de skal være opmærksomme på. Én har fået en rift, mens en anden har urinvejsinfektion. En tredje er kommet hjem fra sygehuset og skal undersøges for et trykket ribben, og der skal forebygges en lungebetændelse. Personalet aftaler også dagens aktiviteter. Nogle skal på cykeltur i en af plejehjemmets cykler, hvor beboeren kan sidde spændt fast. Louise Anthony aftaler med de andre at tage en flok beboere med på gåtur omkring klokken 11.

Emilie Lærke Henriksen

Efter mødet går Louise Anthony tilbage på gangen for at hjælpe en kollega med at give en beboer et bad. Efter en halv times tid vender hun tilbage til personalekontoret og noterer et par ting på en computer, mens hun tager en slurk juice.

Så fortsætter hun tværs over afdelingen hen mod medicinrummet, hvor dagens næste opgave venter. Her skal hun skal dosere en beboers medicin til de næste 14 dage.

Det aflange lokale er fyldt med kasser på hylder spækket af pilleglas, flasker, tuber og breve med pulver mod alt fra hjerteproblemer, sukkersyge, depressioner og smerter.

»I dag forsøger man at holde beboerne hjemme så længe så muligt, så mange af dem er jo ret komplekse og bliver behandlet for noget, der faktisk plejede at foregå på sygehusene. Vi anlægger for eksempel sonder og fortsætter behandling, når de kommer tilbage fra sygehusene,« forklarer hun og hiver en af kasserne ned fra hylden.

Hun sætter den ved siden af computeren på et hævet bord under et lysstofrør, trækker handsker på sine hænder og begynder at fordele pillerne i de blå æsker foran sig. Hun spidser læberne og kigger skiftevis fra computeren og over i pilleæskerne for at tjekke efter. 

»Så niveauet på uddannelsen er blevet hævet de seneste år, fordi de forsøger at klæde os på til den virkelighed, vi kommer ud i. Og det er på alle punkter. Det her er jo ikke bare at hælde piller op. Når jeg står her, skal jeg også tænke på, om mængden lyder rigtig, eller vurdere om der stadig er behov for den medicin,« siger hun.

SOSU-uddannelserne er kun 30 år gamle og erstattede i sin tid en række korte uddannelser, der mest gik ud på praktisk hjælp som indkøb og gulvvask og henvendte sig som en ekstra hjælp til psykiatrien, sygehusene og kommunerne. Men efterhånden som uddannelsen er blevet ældre, er der også blevet bygget mere på fagligheden. Det forklarer Jeppe Rosengård Poulsen, der er næstformand for foreningen Danske SOSU-skoler og direktør for SOSU-uddannelsen i hovedstadsområdet.

»Med den samfundsudvikling, der har været, har det har været nødvendigt at løfte niveaet på uddannelsen gevaldigt, fordi vi får færre og færre hospitaler og store kommuneinstanser, der skal aftage mere komplekse borgere. Det betyder, at hjælpere og assistenter er nødt til at kunne noget mere for at passe godt på dem derude,« siger han og forklarer, hvordan udvalget PASS, som er et samarbejde mellem KL, FOA og Danske Regioner, hele tiden sørger for at definere uddannelsen efter samfundsudviklingen, og hvad sektoren har behov for.

Emilie Lærke Henriksen

Derfor er der blandt andet kommet en obligatorisk eksamen i farmakologi, niveauet i sygdomslære er blevet hævet, og der er også kommet et øget fokus på det psykologiske og pædagogiske i mødet med borgeren, forklarer han. Ligeledes har det stigende antal demente borgere også præget uddannelsen de senere år.

»Så jeg tror også, at det her lidt nedladende syn på faget skyldes, at samfundet har skullet bruge noget tid til at lære det at kende,« siger Jeppe Rosengård Poulsen.

Han gætter på, at det mest er selve uddannelsen, der skal arbejde med at få skabt en god fortælling for at få flere til at søge ind.

»Jeg tror faktisk, der er en forholdsvis stor respekt om det arbejde, de gør hver dag, for vi vil alle sammen gerne have, at der står en dygtig medarbejder til at tage sig af vores syge forældre eller bedsteforældre. Men jeg er ikke helt sikker på, at alle står og tænker, at det skal være min datter, så jeg tror, der ligger et skisma der, man skal arbejde med i forhold til prestige,« siger han.

Husk at gå med rank ryg

Hen på formiddagen er et par af beboerne på plejecenteret taget på udflugt til Arken med en ansat. Andre er taget på en cykeltur i naturen, der omgiver plejecenteret, mens en anden er gået en tur i Brugsen. I tv-stuen er flere af beboerne trukket over i en lænestol foran et program om slotte, mens en beboer i kørestol i samarbejde med en medarbejder er i færd med at vande blomster i solen og nippe de visne blade af. Hun har en pink blomst i håret og et tæppe over lårene. 

Solveig har fundet sig en plads i skyggen på altanen. Sosu-assistent Pernille forslår Solveig, at de skal vande blomsterne på altanen.

Solveig har fundet sig en plads i skyggen på altanen. Sosu-assistent Pernille forslår Solveig, at de skal vande blomsterne på altanen.

Emilie Lærke Henriksen

I mellemtiden er der opstået en akut situation, som Louise Anthony må tage sig af i stedet for den planlagte gåtur. En beboer har fået det dårligt og skal have anlagt et kateter. Hun finder en rød taske frem med de nødvendige remedier og går med hastige skridt ned ad gangen.

I løbet af hendes uddannelse oplevede Louise Anthony, at skolen forsøgte at klæde dem på til at komme ud på det arbejdsmarked, som medierne belyser, hvor der er stillet større krav til personalet.

De blev blandt andet undervist i samfundsstukturen og kvalitetsstandarter i kommunerne, så på statistikker, artikler fra medierne og brugte dem som cases til opgaver, fortæller hun. De havde også dialoger om, hvor vigtigt det er at holde fast i både pædagogiske og faglige principper, selv om man kan være udsat for en travl dag og prioritering mellem borgerne.

»Jeg skal kunne stå inde for den pleje, jeg yder, og det er jo mit eget ansvar. Så hvis der kommer noget akut ind, og der samtidig er en anden beboer, der gerne vil i seng, så kan man ikke altid imødekomme begge dele, men så må man jo gå ind til personen og lave en aftale om, at man måske kan gøre det om en halv time,« siger hun. 

Underviserne tog også ofte en snak med de studerende om, at de skulle huske på den faglige stolthed, fortæller hun. 

»Vi havde nogle lærer, der prøvede at vende den der grundstemning om faget. De var meget opmærksomme på at give os et skub i ryggen og talte med os om, at vi var de nye ansigter på det her fag, og at vi skulle gå ud med rank rygge og stå ved, hvad vi er uddannet til og være stolte over det.«

For at forberede de studerende og give dem en smagsprøve på, hvad der venter dem i praktikken og senere i arbejdslivet, bruger skolerne blandt andet Virtual Reality-teknologi, hvor eleverne kan møde en dement borger eller en psykisk syg eller prøve at stå i et dilemma og se, hvordan de reagerer på det. De bruger også simulationsbaseret undervisning med elektroniske dukker og indrettede sengestuer.

»Den her teknologi betyder jo, at eleverne kan mærke, hvordan de reagerer i svære situationer som dårlige morgenmøder eller prioritering mellem borgere. Der er jo ressourcemangel i mange brancher, men vi prøver at have dialogen med de studerende om det. Så kan man have en drøftelse ud fra det og tale om, hvordan man kan arbejde med det,« fortæller direktør på skolen, Anne Mette Vind. 

På Social- og Sundhedsskolen, Vejle, Fredericia og Horsens har man ligesom på Louise Anthonys skole fastlagt det som en del af undervisningen at tale med de studerende om den faglige stolthed.

»Vi prøver at gøre meget ud af det her, så det er helt ude ved den enkelte underviser, som taler med eleverne om det, så vi kan overbevise dem om, at det ikke er dem, der er noget i vejen med,« siger Anne Mette Vind og fortæller, at de også udadtil arbejder på at gøre opmærksom på faget via åbent-hus-arrangementer, debatindlæg i aviser og ved at få elever til at stille op og fortælle de gode historier fra faget.

Anne Mette Vind fortæller, at hun tydeligt kan høre, hvordan eleverne på skolen taler om det på gangene, hver gang de forskellige mediesager kører. Derfor benytter de sagerne aktivt i undervisningen til at tale med eleverne om de dilemmaer, de kan blive udsat for, når de kommer ud i praktikken eller i arbejdslivet.

»Etik er jo også en del af uddannelsen, og det er jo klart, at sådan et program giver mange refleksioner ude ved eleverne. Mange af vores elever arbejder altså gode steder, men sådan et program er jo også rigtig godt at bringe ind i undervisningen, sådan at man kan få en debat om, hvordan man kan reagere, hvis man møder de forhold, og hvordan man kan sige fra over for det,« siger Anne Mette Vind. Hun har planer om at bruge den nye dokumentar fra Århus i undervisningen efter sommer.

Mentalt overskud

Imens Louise Anthony anlægger kateter hos den dårlige beboer, er det ved at være frokosttid. Køkkenmedarbejderen har været nede i det store køkken på plejehjemmet for at hente en sort kølevogn med dagens frokost. Hun anretter rugbrødsmadder med torskerogn og æg og pølser med brød og dyppelse på et rullebord og giver sig til at dele ud til beboerne, der igen har taget plads ved bordene sammen med personalet.

Emilie Lærke Henriksen
»Hvad kunne du godt tænke dig,« spørger hun en af dem. 

»Uha, det ser godt ud da. Jeg tror, jeg tager en æggemad,« svarer han.

Mens snakken går over maden, kommer Louise Anthony tilbage med en skraldepose i den ene hånd. Hendes kinder er røde, og den sorte mascara har smittet lidt af under øjnene.

Louise Anthony går op til madvognen og anretter et par rugbrødsmadder på sin tallerken og sætter sig ved et bord. 

»Selvfølgelig bliver man træt, og det kan være sindssygt hårdt og opslidende at stå med de her beboere med fremtrædende sygdomme. Og når man arbejder med andre mennesker, bliver man nødt til at kigge ud over sine egne behov, så det kræver også et mentalt overskud,« siger Louise Anthony, som derfor også sørger for at bruge sine kollegaer til at tage over, hvis det bliver for meget, og hun har brug for en pause.

Imellem rugbrødsmaderne fortæller hun, at hun trods kommentarer og travle dage er sikker på, at hun er havnet det rigtige sted. 

»Jeg har altid været enormt omsorgsfuld, og jeg elsker at arbejde med at få skabt den her fortrolighed til beboeren, så man kan nå nogle mål sammen. Når jeg for eksempel hjælper en beboer ud at spise morgenmad i køkkenet, selv om de måske bare ville have spist inde ved sig selv, eller sørger for, at de får et smil på læben, så falder det hele bare på plads. Så tænker jeg: Selvfølgelig er det her, jeg skal være.«

Sosu-assistenter i medierne

Da en sag om problematisk ældrepleje denne sommer fyldte medierne, var det langt fra den første gang. Igen og igen er der blevet rapporteret om alt fra afføring på gulvene til fejl i medicinhåndtering og »katastrofale beskæringer« i hjemmeplejen. Her er fire eksempler:

Fælledgården

I maj 2006 rullede optagelser fra Plejehjemmet Fælledgården på Østerbro i København over skærmen i Magasinet Søndag på DR.

Filmselskabet Bastard Film havde fået en journalistpraktikant til at udgive sig for at være sosu-assistent. Han blev ansat i et vikariat og filmede i løbet af to måneder med skjult kamera på brystet.

Optagelserne viste blandt andet, at der var afføring på gulvene, problemer med tryksår, manglende bleskift og hjælp til toiletbesøg, og at personalet talte i en hård tone til beboerne.

Sagen blev først afsluttet i 2014, hvor Østre Landsret dømte journalisterne til at betale erstatning til fire medarbejdere, som var genkendelige i udsendelsen, og en beboer, som følte sig udstillet. Sagen har siden været en principiel sag mellem afslørende journalistik på den ene side og krænkelse af privatlivet på den anden.

Mangel på ressourcer

Igennem de seneste år har forskellige medier berettet om »for få varme hænder« i blandt andet ældreplejen.

I 2009 skrev Information, at en ny undersøgelse viste, hvordan de offentligt ansatte oplevede at måtte gå på kompromis med kvaliteten på grund af for få ressourcer, mens man i Berlingske i 2012 kunne læse, at der de seneste fem år var nedlagt knap 14.000 stillinger inden for velfærdens frontpersonale – heriblandt sosu’er.

Igen i 2013 berettede Kristelig Dagblad om »katastrofale beskæringer« i hjemmeplejen, hvor Ældre Sagen havde udregnet, at ressourcer til hjemmeplejen var faldet med 1,5 millioner fra 2011 til 2012. Derfor frygtede man, at konsekvenserne blev en mindre menneskelig.

I 2015 skrev Jyllands-Posten, at der var sket et fald i weekendvagterne på plejehjem, og at det blev svære og svære at opretholde en god pleje og omsorg til de ældre. Samme år berettede DR, at der på mange plejehjem kun var penge nok til én nattevagt til at passe de ældre. En rundspørge viste, at det gjorde sig gældende i 44 ud af 85 kommuner, hvor den enkelte ansatte havde ansvar for 20 til 30 beboere om natten.

Fejl i medicinhåndtering

I 2015 skrev DR om »alvorlige fejl i medicinhåndteringen på plejehjem«. En aktindsigt løftede sløret for, at der overalt i landet i 2014 var blevet begået så alvorlige fejl i håndteringen af medicin, at embedslægen udtalte kritik af 19 af landets plejehjem for »livsfarlige situationer for plejehjemsbeboerne«.

Kritikken kom blandt andet, efter at en beboer ikke fik udleveret sin insulin, mens en anden beboer gik to dage uden sin blodfortyndende medicin.

Plejehjemmene bag facaden

30. juli 2020 sendte TV 2 dokumentaren Plejehjemmene bag facaden, som ifølge eksperter afslører »sundhedsskadelige og uhyrlige forhold«.

Dokumentaren er filmet med skjult kamera på to forskellige plejehjem i henholdsvis Aarhus og Randers Kommune. Den viser blandt andet, hvordan 90-årige demenssyge Else Marie Larsen bliver ignoreret, når hun klager over smerter, og må lægge øre til plejepersonalets kommentarer om hende selv og hendes pårørende. Og hvordan 91-årige Niels Christian Nielsen går rundt i ti timer med afføring i sin ble uden at få hjælp, selv om han beder om det.

Udsendelserne skulle egentlig være blevet sendt i marts, men Aarhus Kommune nedlagde forbud mod dokumentaren, som først senere blev ophævet. I mellemtiden valgte Ekstra Bladet alligevel at offentliggøre korte scener fra udsendelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Rigtig god artikel, tak for den :-)

Anders Sørensen

Man kunne i løbet af to sekunder højne respekten for faget ved at give SOSU-hjælpere den løn, man altid (angiveligt) synes modsvarer deres indsats og værdifulde bidrag til samfundet. Money talks. I det øjeblik, en SOSU-hjælper tjener KASSEN, højnes respekten.

Men nej, det er for vidtgående. Det er lettere at tale om deres indsats, end det er at belønne den med cool cash. For man må nok forstå, at når man taler om SOSU-hjælperes store indsats, er det mest en almoderlig måde at rose en uformående 6-årig for at have begået et latterligt grimt fingermaleri.

Pia Nielsen, Vibeke Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henriette Bøhne, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Det er da muligt at de fortjener en lidt højere løn, men jeg ved ikke hvad de tjener pt., så det har jeg ingen mening om.
Jeg tror dog ikke at de får større respekt fordi de kommer til at tjene mere. Hvis den præmis skal holde fortjener direktører jo kæmpe respekt. Det er vist de færreste der får det, hvis nogle overhovedet.

Anders Sørensen

@Jens Christian Jensen, "direktører" mødes ganske vist ikke af alle med respekt. Men så'n generelt mødes de nok med en del mere respekt end eksempelvis ... en SOSU-hjælper.

Hvis nu en SOSU-hjælper var god for, say, 50.000 DKK om måneden, tror du så ikke, at hun (hov!) ville blive omtalt i andre vendinger? Så ville man pludselig stræbe efter det der SOSU. Så ville SOSU være det nye direktør.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Peter Ramsgaard

Enig ! Om samfundet VIRKELIG vil velfærd blandt børn, ældre, syge - ja , så er midlerne der også ! Men det er der ikke nok som ønsker !

Henriette Bøhne

Gregor Gysi, tidligere leder af die Linke i Tyskland, for talte engang en sjov og virkelig historie fra DDR:
Man kom til den erkendelse, at rengøringsdamerne i den offentlige administration virkelig var "grottenschlecht" betalt, hvilket ikke var et socialistisk land værdigt. Derfor besluttede man sig for, for at højne respekten om jobbet:
1 at give dem en anstændig løn
2 at sørge for uddannelse og oplæring
3 at skaffe de allermest moderne arbejdsredskaber og remedier - som blev indkøbt i smug ovre i vesten)

Et år efter var der kun mænd ansat i jobbene.

Måske skulle vi prøve samme kur hvad angår sosu jobbene?

John Scheibelein, Pia Nielsen, Liselotte Paulsen, Lone Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Lund-Petersen

Flot artikel. Hatten af for de mennesker som stadig gider at tage sig af andre... Flere gode historier i medierne om faget og så en anstændig løn og større anerkendelse i det hele taget.

Henriette Bøhne

Jeg blev uddannet sosu hjælper i '93 og sosu assistent i' 95 og jeg må sige, at jeg bliver en lille smule irriteret over, at journalister, her 25 år efter, endnu ikke rigtig har fået styr på, hvad de to uddannelser dækker over.

Liselotte Paulsen, Lone Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg har delt artiklen fordi den fortæller saglig tog uden unødvendig "klager"i arbejdet og udfordringerne i et meget agtværdig job,som handler om mennesker,hvor de er.
Men jeg er uenig i den evige diskussion om at hvis bare lønnen blev højere,ville respekt og anerkendelsen vokse.
Mennesker uanset job,skal have en rimelig løn, men vi skal altså snart igang med at finde ud af at vi ikke har midler til at penge bare skal bestemme kvalitet. Og jeg e rogså af den opfattelse at ledere får alt for meget i løn stort set.

Jens Christian Jensen

Anders Sørensen "Hvis nu en SOSU-hjælper var god for, say, 50.000 DKK om måneden, tror du så ikke, at hun (hov!) ville blive omtalt i andre vendinger?"

Jo, måske. Der er bare den hage ved det at så ville alle andre offentlige ansatte jo også have 50.000 om måneden. Det har staten simpelthen ikke råd til.

Henriette Bøhne

Viggo Okholm,

Jeg tænker egentlig heller ikke, at penge er alt - men for nogle år siden gik det op for mig, at min venindes datter, som har et 3 - 6 mdrs kursus i make-up og styling fik 5000 kr mere om måneden i et job med nogenlunde samme timetal som mit.
Det skal siges, at jeg på daværende tidspunkt havde godt 20 års erfaring og var på slutløn med en ca 3 år lang erhvervsuddannelse.
Det er ikke for at lyde forsmået, men det fik mig da til at tænke, at etellerandet ærligt talt er skævt.

Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Trond Meiring og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Henriette: og ja du har fuldstændig ret. men jeg tænker nok bredt fra "bund" til "top"
Reelt er det samme kasse.