Det store minkmysterium: Hvorfor bliver smitten ved med at sprede sig i Nordjylland?

Noget underligt er på færde i Nordjylland for tiden.

På mindre end en måned er mink fra ti minkfarme blevet testet positive for coronavirus. I alt er der nu konstateret coronasmitte blandt mink på 13 farme i Danmark – alle i Nordjylland.

Fødevarestyrelsen har »mistanke« om, at yderligere ti minkfarme i Nordjylland er smittet.

Altså potentielt 23 minkfarme i alt.

Ingen ved, hvordan dyrene er blevet smittet.

Og for at gøre det hele endnu mærkeligere befinder de fleste af de smittede minkfarme sig inden for en radius af blot 20 kilometer.

Farmene har ikke samme ejer, og der er ikke andet, som umiddelbart kan forklare, hvorfor lige netop de nordjyske minkfarme er så hårdt ramt.

Så hvad i alverden foregår der?

Man kan næsten høre Anders Fomsgaard klø sig i sit krøllede hår gennem telefonen.

Han er virolog og overlæge ved Statens Serum Institut (SSI). For tiden er han ved at kortlægge de mikroskopiske forskelle i coronavirussens genkoder, som kan afsløre, hvor lokale udbrud er opstået henne, og hvem der er del af den samme smittekæde.

Han kalder det »mærkværdigt« og »svært at forstå«, hvorfor så mange minkfarme på så koncentreret et område bliver ramt.

»Altså, vi har undersøgt foderet, og det er ikke dem,« siger han.

»Vi har undersøgt en masse andre ting, og det er heller ikke dét.«

Spørgsmålet er, om minkavlerne eller de ansatte omgås hinanden på tværs af farmene og dermed bringer virus videre til hinanden, som de så efterfølgende bringer ind til minkene. 12 af de 13 smittede farme ligger i Hjørring. Den 13. ligger lige på den anden side af kommunegrænsen til Frederikshavn.

Til trods for at der ligger flere end 1.000 minkfarme i resten af landet, er der ikke fundet COVID-19 blandt mink andre steder end i de to kommuner.

»Der er jo ingen problemer i nabokommunerne. Det er da interessant,« siger Anders Fomsgaard.

»Noget kunne måske tyde på, at der er et eller andet, man gør i det her lokalsamfund, som er uhensigtsmæssigt.«

Danske minkfarme består typisk af lange rækker af bure, tildækket under åben himmel eller i en stor hal. Burene står tæt, og minkene kan ofte røre hinanden.

Asger Ladefoged

Farm 1

I midten af juni blev den første minkavler i Hjørring Kommune konstateret positiv for COVID-19. Vedkommendes familie var også smittet, og det samme viste sig at være tilfældet for adskillige af avlerens 10.000 mink. Farmen blev siden kendt som Farm 1.

Kort efter blev mink på yderligere to minkfarme i nærheden, og personer med tilknytning til farmene, konstateret smittet med COVID-19.

Udbruddene faldt sammen med en generel stigning i smitten blandt mennesker i Hjørring samt et udbrud på et nærliggende plejehjem, hvor flere af beboerne døde efter at være blevet konstateret smittet.

På det tidspunkt var det uklart, om de smittede mink kunne være kilde til udbruddet i lokalområdet. De tre minkfarme blev sat under offentligt tilsyn, og ud fra et forsigtighedsprincip blev alle dyrene aflivet.

Regeringen besluttede at lade Fødevarestyrelsen teste cirka ti procent af de danske minkfarme for COVID-19. Der blev ikke fundet flere tilfælde.

Hos SSI gik Anders Fomsgaard & Co. i gang med at undersøge, hvordan smitten var kommet ind til minkene, og om smitten mon havde spredt sig fra dyrene til mennesker og derfra videre ud i lokalsamfundet.

Et »reservoir«

Set fra en virus’ perspektiv er en minkfarm det perfekte sted at sprede sig.

De danske minkfarme består typisk af lange rækker af bure, som enten står tildækket under åben himmel eller i en stor hal. Burene står tæt, og minkene kan ofte røre hinanden gennem burene. Undersøgelser fra Danmark og Holland tyder på, at minkene kan smitte via luften op til én meter fra snuden.

Bliver én mink smittet, går der altså ikke længe, før virussen har spredt sig til flere andre i samme besætning.

Minkene udviser ofte ingen symptomer, og dødeligheden er lav. Det kan derfor være svært at opdage et smitteudbrud, med mindre man tester dyrene.

Forskere har siden begyndelsen af pandemien frygtet, at coronavirus ville sprede sig til dyr. Dyrene kan udgøre et »reservoir«, hvor sygdommen overlever og fortsætter med at udgøre en konstant smitterisiko for mennesker, mens vi forsøger at bekæmpe smitten.

Som Anders Fomsgaard fra SSI skrev i Information i august om udbruddene blandt mink:

»Jeg havde hele tiden frygtet, at når – ikke hvis – det skete, så ville vi aldrig kunne slippe af med COVID-19 igen, sygdommen ville være på planeten for altid. Det er det vanskelige med et reservoir.«

Når virussen passerer gennem en besætning på tusindvis af dyr såsom mink, kan den nå at mutere flere gange på kort tid.

Mutationerne kan være harmløse. Men potentielt kan de resultere i en endnu farligere version af virussen.

Da Anders Fomsgaard og hans kolleger undersøgte udbruddene på de tre første minkfarme i Nordjylland, stod det hurtigt klart, at mutationerne allerede var i gang.

Minkfarmene skal være indrettet på en måde, så minkene ikke slipper ud. Undslupne mink er dog sky og lever alene i naturen.

Asger Ladefoged

Mutationer

Det er uvist, hvordan virussen i første omgang kom ind på Farm 1 i Hjørring. Men teorien er, at et menneske med relation til farmen har smittet minkene.

Blandt minkene udviklede virussen nogle mutationer, som gjorde det lettere for den at smitte mellem mink. Virussen tilpassede sig så at sige hurtigt sin nye vært.

De samme mutationer blev siden fundet i virus hos minkavleren og dennes familie samt hos en anden minkavlerfamilie, hvor der også snart blev konstateret COVID-19 blandt minkene.

På begge minkfarme var der mennesker med relation til et nærliggende plejehjem, hvor der også blev fundet COVID-19 med den særlige minkmutation blandt beboerne. Flere af beboerne døde efter at være blevet smittet med sygdommen.

Det fremgår alt sammen af et beslutningsgrundlag, som Fødevarestyrelsen har sendt til regeringen.

Anders Fomsgaard kan ikke komme ind på, hvilke mennesker der indgik i smittekæderne. Men han bekræfter, at virussen tilsyneladende har bevæget sig fra mink til plejehjem via nogen med relation til en eller flere minkfarme.

»Det er sådan, vi tolker det indtil nu,« siger Anders Fomsgaard.

Forløbet viste, at coronavirus godt kan smitte fra mink til mennesker, og at det kan få dødelige konsekvenser.

Alligevel afliver man ikke længere de smittede mink.

Intet pres

I begyndelsen af juli vedtog regeringen nye retningslinjer, som skal forhindre, at mink bliver smittet med coronavirus – og at virussen spreder sig fra mink til mennesker.

Retningslinjerne betyder, at alle, der kommer på en minkfarm, skal bruge værnemidler såsom mundbind og handsker, at man skal bruge særligt arbejdstøj samt vaske og spritte hænder hyppigt. Desuden skal man undlade at gå på arbejde blandt minkene, hvis man selv har symptomer.

Bliver en besætning konstateret smittet, sætter Fødevarestyrelsen den under offentligt tilsyn. Det indebærer, at kun ganske få mennesker må komme ind til dyrene, at sikkerheden omkring farmen øges, så ingen dyr slipper væk, og at minkavleren løbende skal optælle alle sine dyr.

Imens får sygdommen lov at rase ud blandt minkene. Når der ikke længere findes COVID-19 i besætningen, bliver tilsynet ophævet.

Fødevarestyrelsen fører stadig offentligt tilsyn med alle de 23 minkfarme, som enten er smittet eller mistænkt for at være det.

En mistanke om smitte kan opstå ved, at en person med tilknytning til minkfarmen bliver konstateret smittet, eller ved, at der bliver fundet COVID-19 i en af de døde mink, som avlerne sender ind til Fødevarestyrelsen som led i den løbende screening. Ved mistanke rykker Fødevarestyrelsen ud og foretager en grundigere undersøgelse af dyrene.

De nye retningslinjer er ifølge regeringen nok til at minimere risikoen for, at coronavirus fra mink slipper ud i samfundet.

Det er årsagen til, at Fødevarestyrelsen er holdt op med at aflive de smittede besætninger. Undersøgelsen fra SSI, som viste, at mink kan smitte mennesker, og at det kan få dødelige konsekvenser, har ikke ændret ved strategien.

Forud for regeringens beslutning om den nye strategi havde SSI og Københavns Universitet advaret om, at »det er muligt, at minkproduktion kan udvikle sig til et smittereservoir for COVID-19«.

Til det bemærkede Fødevarestyrelsen, at der stadig kun var få smittede minkfarme i Danmark, at farmene skal være indrettet på en måde, så minkene ikke slipper ud, og at undslupne mink er sky og lever alene i naturen.

Fødevarestyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, SSI og Sundhedsstyrelsen skrev i det beslutningsgrundlag, som regeringen støttede sig til, at mink, med de nye retningslinjer, »forventeligt ikke vil udgøre et væsentligt smittebidrag til pandeminen med COVID-19«.

Salg af minkpels er en lukrativ forretning. Men fødevareminister Mogens Jensen (S) afviser i en mail til Information, at hensynet til minkavlernes indtjening har spillet nogen rolle for beslutningen om ikke længere at aflive besætningerne.

»Nej. Det, som betyder noget, er, at vi skal stoppe smittespredning af COVID-19,« skriver ministeren.

Samme besked lyder fra Fødevarestyrelsens beredskabschef Nikolas Hove:

»Vi har ikke oplevet noget pres fra erhvervet for at ændre strategien,« siger han.

Mødes på kryds og tværs

Efter en rolig sommer blev en fjerde minkfarm i Nordjylland pludselig konstateret smittet med coronavirus i midten af august. Siden gik det stærkt. Særligt i de seneste dage har der været fart på. Onsdag i sidste uge blev antallet hævet til ti smittede og otte mistænkte minkfarme. Fredag aften blev det opjusteret til 13 smittede og ti mistænkte farme.

Noget tyder på, at regeringens retningslinjer om hygiejne og værnemidler ikke har været nok til at holde virussen ude af minkfarmene. I hvert fald ikke i Nordjylland.

De seneste måneder har alle danske minkfarme indsendt prøver fra døde mink hver tredje uge. Der er indtil videre ikke fundet smitte blandt mink andre steder end i Nordjylland. Bortset fra et enkelt sted på Sjælland, hvor der blev fundet antistoffer til COVID-19 i en minkbesætning. Her var sygdomsudbruddet altså allerede overstået.

Flere af de nye tilfælde er blevet fundet ved, at en person med relation til en minkfarm er blevet testet positiv for COVID-19, hvorefter Fødevarestyrelsen har rykket ud til farmen og testet minkene. I andre tilfælde er en minkbesætning blevet testet positiv, hvorefter mennesker, der har haft deres gang på minkfarmen, også er blevet testet positive.

Det fortæller Anne Hempel-Jørgensen, overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed, som blandt andet sammen med SSI er ved at undersøge de mulige smittekæder mellem mennesker med relation til de nordjyske minkfarme.

»Vi kan se, at der er personer med COVID-19, som er gået ind til besætningen, og så kan vi efterfølgende se, at der også er COVID-19 inde i besætningen,« siger hun.

Man kunne altså fristes til at konkludere, at minkene bliver smittet af de mennesker, som arbejder på minkfarmene. Men det er ikke sikkert.

»Vi kan ikke se, om det har smittet den ene eller den anden vej,« siger Anne Hempel-Jørgensen.

Hun kan ikke svare på, om minkavlerne eller de ansatte mødes privat med folk fra andre minkfarme og derved kan have smittet hinanden.

»Men det er et lille lokalsamfund, så man mødes jo nok på kryds og tværs,« siger hun.

I Holland har der også været tilfælde af coronavirus blandt mink. Her har man spekuleret i, om nogle af de mange migrantarbejdere, der er ansat på de hollandske minkfarme, kan have viderebragt smitten til flere farme.

Nogle danske minkfarme benytter sig også af sæsonarbejdere fra udlandet. Men på denne tid af året vil det typisk ikke være nødvendigt, da der ikke foregår meget andet på farmene end fodring af dyrene. Det oplyser Nikolas Hove fra Fødevarestyrelsen.

Hvor sygdommen i Danmark får lov til at rase ud blandt minkene, bliver besætninger med smittede mink konsekvent aflivet i Holland. Det skyldes frygt for, at minkbesætningerne udvikler sig til et »reservoir« for sygdommen og fører til øget smitte i samfundet.

ROB ENGELAAR

Ringe risiko

I Holland har man fulgt en anden strategi end i Danmark. Her bliver besætninger med smittede mink stadig konsekvent aflivet. Det skyldes netop frygten for, at minkbesætningerne udvikler sig til et »reservoir« for sygdommen og fører til øget smitte i samfundet.

Mink og katte har vist sig ligesom mennesker at være relativt lette at smitte med COVID-19. Andre dyr som grise og kyllinger er ikke modtagelige.

Det Nederlandske Center for infektiøse sygdomme har i en rapport til den hollandske regering vurderet, at det er »realistisk, at der kan ske smitte fra mink til mennesker, som derefter kan overføre smitte til det øvrige samfund«.

Det fremgår af det beslutningsgrundlag, som Fødevarestyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og SSI sendte til den danske regering forud for beslutningen om ikke længere at aflive de danske mink.

Fødevareminister Mogens Jensen skriver i en mail, at han »deler bekymringen« over de mange nye fund af COVID-19 blandt mink, og at »vi skal gøre alt, hvad vi kan for at stoppe smitten«. Han læner sig dog op ad Fødevarestyrelsens og SSI’s fortsatte vurdering af, at der med de nye restriktioner og den »jernring«, som Fødevarestyrelsen lægger rundt om de smittede farme, er »ringe risiko for, at smitten slipper ud«.

Han tilføjer, at »hvis vi skal stoppe smittespredningen, så kræver det, at alle minkavlere er særligt opmærksomme på at overholde restriktionerne. Derfor ser Fødevarestyrelsen og sundhedsmyndighederne kritisk på, om der skal gøres mere«.

Nikolas Hove fra Fødevarestyrelsen bekræfter, at de seneste udbrud blandt mink får styrelsen til at overveje, om der er behov for en opstramning. Siden sidste uge har Fødevarestyrelsen sammen med Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og SSI forsøgt at få et »fælles overblik over situationen«.

»Den nye udvikling de seneste dage bekymrer Fødevarestyrelsen. Vi er derfor ved at se på, hvad vi kan gøre yderligere blandt andet gennem et tættere samarbejde med sundhedsmyndighederne,« fortæller han.

»Vi kan godt se tallene, og hvor farmene ligger henne. Vi kan godt lægge to og to sammen og se, at vi skal gøre en indsats for at stoppe det.«

Vil ikke aflive

Fødevarestyrelsen er endnu ikke kommet nærmere en forklaring på, hvorfor lige netop de nordjyske minkfarme er så hårdt ramt af coronavirus.

Nikolas Hove mener ikke, at de seneste udbrud bør føre til, at man igen begynder at aflive minkbesætningerne.

»Vores grundlæggende målsætning er, at der ikke kommer smitte fra en minkbesætning ud i samfundet. Det har vi ikke dokumentation for skulle være sket, efter vi har sat gang i de tiltag, vi har i dag,« siger han.

»Som det ser ud lige nu, føler vi os ret trygge ved, at de tiltag vi har, gerne skulle holde risikoen på så lavt et niveau, at vi kan håndtere at have levende mink i besætningerne.«

Han tilføjer, at »et bærende grundlag« for den danske strategi »hele vejen igennem har været, at minkavlerne faktisk følger restriktionerne, så vi kan hindre smittespredningen«.

Fødevareminister Mogens Jensen mener heller ikke, man bør begynde at aflive de smittede minkbesætninger igen. Han skriver i en mail:

»Med den aktuelle viden ser jeg ingen grund til at aflive mink, der er smittet med COVID-19, fordi risikoen for smitte fra en minkfarm til det omgivende samfund vurderes af myndighederne til at være meget lille.«

»Men jeg vil igen pointere, at det kræver, at alle minkavlere er særligt opmærksomme på at overholde restriktionerne, så de hindrer smittespredning både til mennesker og andre mink,« skriver ministeren.

Ingen af de berørte minkavlere har ønsket at stille op til interview. Det oplyser pressechefen i Kopenhagen Fur.

Nikolas Hove vil ikke udtale sig om, hvorvidt de mange tilfælde i Nordjylland tyder på, at minkavlerne dér har været for dårlige til at overholde retningslinjerne.

»Det ved jeg ikke noget om. Jeg har ikke stået der, da det skete,« siger han.

– Undersøgelsen af de tre første udbrud tyder på, at smitten spredte sig fra mink til et plejehjem, hvor flere beboere døde. Hvordan kan I fastholde, at risikoen for smitte fra mink til det omgivende samfund er lav?

»Den store forskel fra dengang til i dag er, at vi har fået skrappere retningslinjer og lagt de smittede og mistænkte besætninger under offentligt tilsyn. Vi har virkelig skærpet kravene til hygiejne og skiftetøj, så det er på niveau med det, man har på COVID-19-afdelinger på sygehusene,« siger Nikolas Hove.

Han tilføjer dog, at minkavlerne selvfølgelig ikke har samme erfaring med at benytte værnemidlerne som læger og sygeplejersker på et hospital.

En ny mutation

Den særlige coronaminkmutation er stadig i omløb blandt mennesker i Nordjylland. Og det ser ud til at være den, der nu igen er dukket op blandt mink på de farme, der senest er blevet smittet. De seneste tilfælde er altså formentlig del af den samme smittekæde, som begyndte med Farm 1 i juni. Det fortæller Anders Fomsgaard fra SSI.

I forbindelse med de seneste udbrud blandt mink har han desuden fundet endnu en ny mutation. Han kalder det en »konservativ mutation«, som ikke ser ud til at have betydning for, hvor farlig virussen er, men kun hvordan den spreder sig.

»Men vi er selvfølgelig ved at undersøge det,« siger Anders Fomsgaard.

Han kan endnu ikke svare på, om denne helt nye mutation også er blevet fundet blandt mennesker. Det ville være et tegn på, at smitten endnu en gang havde bredt sig fra mink ud i samfundet.

»Det er for tidligt at sige. Vi har ikke resultaterne endnu,« siger han.

Fødevareminister Mogens Jensen skriver, at han deler bekymringen for, at minkavl kan udvikle sig til et smittereservoir for coronavirus, og at myndighederne følger udviklingen tæt.

»Kommer der mere viden, som bidrager yderligere til bekymringen, er det klart, at regeringen må vurdere, om der skal gøres andet og mere.«

Til spørgsmålet om der er risiko for, at coronavirus spreder sig fra mink ud i samfundet skriver han:

»Der vil altid være en risiko. Men med skrappe restriktioner og ansvarlig adfærd minimerer vi risikoen. Og Fødevarestyrelsen og sundhedsmyndighederne ser kritisk på, om der skal gøres mere.«

En presset branche

Coronavirus har ramt landets minkavlere på et ubelejligt tidspunkt.

I de seneste år er prisen på minkpels blevet presset i bund af en stor overproduktion på verdensplan. Så en global pandemi, der har lammet luksusforbruget i lande som Kina, Rusland og USA, var det sidste, minkavlerne havde brug for.

»Alle vores markeder er ramt,« siger Tage Pedersen, bestyrelsesformand i Kopenhagen Fur, som er en andelsforening ejet af de danske minkavlere.

Danmark er verdens største producent af minkpels målt per indbygger. 1.227 minkfarme ligger her. Mange af dem i Nordjylland og Vestjylland, hvor der i enkelte kommuner lever flere end 1.000 mink per kvadratkilometer.

De danske minkavlere producerer omkring 17 millioner skind om året.

Flere gange om året valfarter købere fra hele verden til et auktionshus i Glostrup, hvor de køber store bundter af den eftertragtede pels, som siden bliver syet til tøj.

Men sådan har det ikke været i år. Årets første auktioner blev aflyst. Over sommeren har der været afholdt to digitale auktioner, og i august blev den første fysiske auktion afholdt.

Normalt ville minkavlerne have solgt 80 procent af deres skind på dette tidspunkt af året, siger Tage Pedersen, der også selv er minkavler. Men i år er der kun solgt halvt så meget. Og prisen er i bund.

Han håber dog, at der kun er tale om en forskydning, og at salget tager fart i efteråret. Køberne er ved at indse, at de bliver nødt til at købe pels, hvis der skal frakker i butikkerne til vinter, siger han.

»Så det vender forhåbentlig og bliver bedre nu,« siger Tage Pedersen.

Imod tidsånden

Men minkavlerne er også presset fra en anden kant.

Mange europæiske lande har besluttet at udfase minkavl af dyreetiske årsager. Det gælder for eksempel Belgien, Holland, Storbritannien, Norge, Østrig og en række lande på Balkan. I Tyskland og Schweiz er man også ved at udfase erhvervet. Og i Spanien, hvor mink også er blevet smittet med COVID-19, er det forbudt at etablere nye minkfarme.

Mink er sky og vil i naturen boltre sig på store landområder. På en minkfarm er de tvunget til at leve side om side med tusindvis af andre mink i små bure. Det stresser dem, og dyrerettighedsforkæmpere mener, at de lider under forholdene.

Tidsånden er så at sige ikke med de danske minkavlere.

Danmark har imidlertid udnyttet tendensen i andre lande til at udvide sin position som førende pelsproducent. I dag findes der omkring 2,5 millioner avlshunner på de danske minkfarme. Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet har vurderet, at bestanden vil falde i 2020 som følge af coronapandemien.

Men fra omkring 2022 forventes bestanden igen at stige frem mod 2030, hvor forskerne regner med flere end tre millioner avlshunner i Danmark.

Enhedslisten og SF har tidligere foreslået at forbyde pelsavl i Danmark. Det er en evergreen i debatten om dyreetik.

Men coronapandemien har givet debatten fornyet momentum.

I Holland, som er Europas næststørste pelsavlernation, har man fremskyndet udfasningen af pelsavl på grund af risikoen for smitte med COVID-19.

Direktør i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis kalder smittefaren for »dybt bekymrende«. Hun skriver i en mail til Information:

»Hvis jeg var dansk politiker, ville jeg kigge meget bekymret på pelsproduktionen og spørge mig selv, hvor store omkostninger for dyr og mennesker det skal have, før man må sige stop.«

»Jeg vil på det kraftigste opfordre til, at minkproduktion udfases så hurtigt som muligt.«

Fødevareminister Mogens Jensen skriver, at han lytter til vurderingerne fra andre lande. Men:

»I den aktuelle situation står vi på en aktuel risikovurdering fra de danske sundhedsmyndigheder og fra Fødevarestyrelsen. På den baggrund, ser jeg ingen grund til at udfase minkproduktion i Danmark, så længe den foregår efter myndighedernes retningslinjer og med respekt for det ansvar alle i branchen bærer.«

Risiko for ny pandemi

Flere forskere har udpeget intensivt dyrehold som en risiko i forbindelse med pandemier.

FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) skrev allerede i 2007, at tre ud af fire nye virusser, som på det tidspunkt havde påvirket mennesker i løbet af de seneste ti år, stammede fra dyr eller animalske fødevarer.

FN’s miljøprogram skrev for nylig, at fremvæksten af nye sygdomme, som smitter mennesker, er uløseligt forbundet med fem faktorer, som alle har relation til fødevarer, landbrug og dyrehold:

Afskovning, antibiotikaresistens, intensiv produktion af landbrugsdyr, klimaforandringer og ulovlig eller svagt reguleret handel med vilde dyr.

SF’s miljø- og dyrevelfærdsordfører Carl Valentin har fra begyndelsen været bekymret for, at danske minkfarme kunne blive smittet med COVID-19. Han synes ikke, det er en »specielt ansvarlig« linje, regeringen har lagt over for minkproduktionen. Han mener, at regeringen skulle have været »langt mere opsøgende« i forhold til at afdække smitte på farmene. Han lufter også atter tanken om at udfase pelsavl i Danmark.

»Risikoen for en ny pandemi hænger hele tiden over hovedet på os, og vi er nødt til at tage den alvorligt. Det er i forvejen SF’s overbevisning, at minkproduktionen bør udfases af dyreetiske årsager. Måske man af sundhedshensyn skulle overveje at speede processen op,« siger han.

Bestyrelsesformand i Kopenhagen Fur Tage Pedersen er uenig.

»Nu er vi så uheldige i vores branche, at mink åbenbart nemt kan få corona,« siger han.

»Men hvis der, gud forbyde det, skulle komme en ny pandemi på et tidspunkt, kan det være, at det smitter nogle andre dyr, men ikke mink.«

Derfor er der ifølge ham ingen grund til at kæde minkavl sammen med en generel risiko i forbindelse med pandemier.

Han har tiltro til, at sundhedsmyndighedernes retningslinjer er tilstrækkelige til at minimere risikoen for smitte med COVID-19 fra mink til mennesker.

Landets minkavlere er indtil videre gået med til at lade sig teste for coronavirus én gang om ugen. De fortsætter med at indsende prøver fra døde mink til Fødevarestyrelsen hver tredje uge indtil uge 45, hvorefter regeringens strategi skal evalueres.

I Nordjylland fortsætter minkene med at leve i deres bure, med eller uden corona. Imens arbejder myndighederne på at finde ud af, hvordan sygdommen er kommet derind. Og om det en dnu engang er lykkedes virussen at smitte fra mink til mennesker.