Interview
Læsetid: 19 min.

Svend Brinkmann: »Min vej til psykologien var tryghedsnarkomani og angsten for at blive arbejdsløs«

Selv om de kan se målrettede ud, har landets fremmeste forskere og videnskabsfolk langtfra haft en ensartet vej igennem uddannelsessystemet. Vi har talt med ti af dem om svinkeærinder og benhård disciplin
Selv om de kan se målrettede ud, har landets fremmeste forskere og videnskabsfolk langtfra haft en ensartet vej igennem uddannelsessystemet. Vi har talt med ti af dem om svinkeærinder og benhård disciplin

Peter Hove Olesen

Indland
2. september 2020

For nogle af de allerklogeste videnskabshoveder i Danmark har vejen gennem uddannelsessystemet været fyldt med svinkeærinder og sidespring: Nogle fik børn eller tog en spontan praktikplads, andre skiftede studie eller rejste til Vestafrika. For andre igen var vejen til tops brolagt med benhårde karriereplaner, stipendier og et mål om aldrig at spilde tiden.

Seks mænd og fire kvinder, der alle har gjort karriere på baggrund af deres uddannelser, fortæller om deres vej gennem uddannelsessystemet.

»Min bachelor i filosofi har fungeret som en slags filosofikum«

Svend Brinkmann, forfatter og professor i almen psykologi, Aalborg Universitet

Janus Engel Rasmussen
– Du læste først filosofi og skiftede så til psykologi. Hvorfor?

»Jeg læste først filosofi i to år, og så begyndte jeg at blive bekymret for, om jeg kunne finde et arbejde bagefter. Så jeg tog et fag på VUC, så jeg kunne komme ind på psykologi, for jeg manglede noget matematik. Da jeg startede på psykologi, manglede jeg et enkelt år på filosofiuddannelsen og besluttede mig så for at gøre bacheloren færdig, samtidig med at jeg startede på psykologi.«

»Grunden til, at det blev psykologi, var, at faget jo har en iboende profession i sig på arbejdsmarkedet, som giver flere muligheder, end dem der er for filosoffer. Ræsonnementet var, at jeg håbede, at jeg kunne fortsætte med at beskæftige mig med de spørgsmål, der interesserede mig inden for filosofi – og så bare kalde det psykologi i stedet for: Hvad vil det sige at være menneske? Hvad er forholdet mellem kroppen og hjernen? Hvad er det lykkelige liv? Alle den slags spørgsmål ligger jo i grænsefeltet, som man kan kalde psykologiens filosofi.«

»Jeg havde blandt andet en læsegruppe på psykologistudiet sammen med en underviser og en anden studerende, hvor vi diskuterede de her spørgsmål. Vi læste alt muligt svært, for eksempel Heidegger og Hegel. Tre personer! Det var fantastisk, at han tog sig den tid til to studerende, bare fordi han havde lyst til at læse og diskutere med os.«

– Hvad kan du bruge din bachelor i filosofi til i dag?

»Den har fungeret som en slags filosofikum, hvor jeg har fået en helt grundlæggende uddannelse i videnskabsteori og spørgsmål inden for natur-, human- og samfundsvidenskaberne. Det var så berigende, og generelt havde jeg ikke andre grunde end den rent pragmatiske grund til at søge væk fra filosofien. I den bedste af alle verdener skulle alle gennemgå en filosofisk grunduddannelse.«

»Jeg er utrolig glad for at være endt med den kombination, selv om vejen til psykologi i starten var tryghedsnarkomani og angsten for at blive arbejdsløs.«

»Det tog mig ti år at gennemføre«

Kåre Mølbak, epidemiolog og professor ved Københavns Universitet, faglig direktør for infektionsberedskabet på Statens Serum Institut

Jens Dresling
– Hvor lang tid brugte du på at gennemføre din lægeuddannelse?

»Det tog mig næsten ti år at gennemføre uddannelsen. Jeg startede i 1975 og blev færdig 1985, og dengang var det ikke usædvanligt. Og det var ikke, fordi jeg dumpede, men fordi jeg havde alle mulige svinkeærinder. Jeg var engageret i studenterpolitik, fagpolitisk arbejde, var militærnægter, hvor jeg arbejdede i fire måneder, og så var jeg teatertekniker på Husets Teater, hvor jeg lavede lys og lyd. Men det største break, jeg tog, var, da jeg efter at have taget nogle af de første kliniske fag på studiet tog 1,5 år til Guinea-Bissau i Vestafrika. Der arbejdede jeg som den eneste hvide person og var ung juniorlæge. Jeg boede i en landsby og arbejdede sammen med nogle lokale sygeplejersker på et sundhedscenter.«

– Hvilken betydning havde den tur for din senere karriere?

»En af de problemstillinger, jeg mødte, var børn, som døde af diarré. Og diarré er jo en ting, vi ikke opfatter som særlig farlig i vores kultur, men i Afrika var det en af de allervigtigste årsager til den høje børnedødelighed. Og det, der især var udfordrende, var de her børn, der fik diarré igen og igen, og som var meget svære at behandle. Hvor det ikke bare var spørgsmålet om at give dem væske, salt og sukker. Det var meget mere komplekst. Og det var meget frustrerende for sådan en ung mand på 26 år at opleve, at de her børn døde mellem mine hænder.«

»Det gjorde indtryk, men først og fremmest tænkte jeg: ’Vi må vide noget mere’ og ’det her må kunne gøres bedre’. Og der blev folkesundhedsvidenskab, epidemiologi og mikrobiologi nogle af de interesser, jeg begyndte at snævre mig ind til. Det var, da jeg boede i Afrika, at jeg fandt ud af, at jeg havde lyst til at være forsker. Så i mange år arbejdede jeg faktisk med diarréforskning.

»Jeg tror ikke, at jeg undervejs i mit studie fjollede rundt på noget tidspunkt. Det har alt sammen været med til at gøre mig til et mere helt menneske, vil jeg vove at påstå.«

»Forskning var mit eneste svinkeærinde«

Bente Klarlund, overlæge og professor i integrativ medicin, Københavns Universitet

– Hvor lang tid brugte du på at blive læge?

»Jeg startede på uddannelsen lige efter studentereksamen i 1983, og efter 3-4 år fik jeg et scholarstipendium, så jeg kunne forske. Inspirationen til at søge det kom fra en kvindelig professor, som forskede i herpesvirus og dens potentielle forhold til livmoderhalskræft. Der er ingen tvivl om, at det var et point of no return for mig. Det var en hel ny verden, der åbnede sig for mig. Men jeg var lidt nervøs for, om jeg nu kom ud på en slingrekurs. Der er jo mange, der aldrig får gjort deres studie færdig, og det var vigtigt for mig at komme igennem inden for en rimelig tid. Jeg kunne heller ikke spilde tiden på at dalre rundt med en rygsæk som mange andre. Det lå aldrig i kortene, at jeg skulle det. Forskning var mit eneste svinkeærinde.«

– Kan du huske en bestemt episode, som gjorde særligt indtryk, da du begyndte at gå forskervejen?

»Jeg var med til at udvikle western blotting, som er en bestemt måde at påvise proteiner på. Det er en teknik, der bruges verden over. Jeg fik ikke idéen alene, men det var mig, der lavede forsøgene, og det syntes jeg var meget stort. Jeg har et billede i hovedet af mig, der står på scenen i Coldspring Harper (internationalt center for forskning og uddannelse i USA, red.) som 22-årig og skal holde foredrag. Jeg var ekstremt nervøs. Der var nok et par hundrede mennesker, og jeg var alene på scenen med mine slides og skulle fortælle på engelsk.«

– Overvejede du aldrig at lave noget andet?

»Nej, for jeg havde det så skidesjovt, der hvor jeg var. Jeg kom ind på Regensen, et kollegium i København. Og dengang fik man penge for at bo der, så jeg havde det jo fantastisk. Jeg ville ikke gå glip af det, for det var sådan et sted, hvor vi festede, lavede revyer, og alle de sjove kulturpersonligheder kom forbi og optrådte, for eksempel Dario Fo, kan jeg huske.«

– Har du altid vidst, at det var læge, du ville være?

»Nej, jeg trak faktisk lod mellem medicin, historie eller samfundsfag. Og så blev det medicin. Jeg var i tvivl, og det kan løbe mig koldt ned ad ryggen ved tanken om, at det ikke var blevet medicin. Jeg kan ikke forestille mig noget mere fedt end medicinfaget.«

»At få børn gjorde mig fantastisk god til at koncentrere mig«

Eva Smith, juraprofessor emerita, Københavns Universitet

Søren Bidstrup
– Havde du nogle svinkeærinder undervejs i din studietid?

»Jeg læste sociologi i to år, inden jeg tog på en rejse til USA. Der mødte jeg en mand, som endte med at tage med mig til Danmark, og vi blev gift og fik børn. Da jeg skulle til at starte på sociologi igen, kunne jeg godt se, at studieformen ikke passede sammen med det at have små børn: Man havde én forelæsning om ugen, og sidst på året skrev man opgave i to måneder, hvor man sad sammen 24/7. Man tog ofte natten med, hvis man var inde i noget interessant. Det kan man jo, når man er ung, men ikke når man har to små børn.«

»Men så var der en af mine venner, der sagde til mig: ’Ved du hvad, du skal læse jura. Det er det nemmeste på denne jord. Når der er gået fem år, så er du jurist’. Det lød jo nemt. Så jeg begyndte på jura, og der var jeg noget ældre end de andre, som kom lige fra gymnasiet. Jeg kan huske, at jeg havde mere tillid til mine egne vurderinger og var mindre slave af lovteksterne. Jeg ville nok ikke have haft så meget selvtillid, hvis ikke jeg havde haft to år på sociologi og fået børn.«

– Hvad betød det for din senere karriere?

»Det at få børn gjorde det ved mig, at jeg blev fantastisk god til at koncentrere mig – og stadig er det. Nogle af mine studiekammerater skulle jo lige have en kop te og gå tre gange rundt om bordet, før de kunne sætte sig ned og studere. Hver gang der var et kvarter, og jeg stod ved et busstoppested, eller børnene legede på legepladsen, blev jeg ekspert i snipsnap at koncentrere mig og læse tre sider mere i det, jeg var i gang med. For der var jo ikke så meget tid ellers. Så jeg havde altid en bog med mig.«

»Jeg sad engang med en bog i vores have, da min lille dreng på to år kom og lagde sin lille hånd hen over bogen, fordi han gerne ville have min opmærksomhed. Jeg havde ikke hørt ham, fordi jeg var så koncentreret. Sådan gjorde jeg for at nå det hele. Og den evne tog jeg med mig videre i min karriere.«

»Sjovt var det ikke, men jeg blev klog af det«

Vincent F. Hendricks, professor i formel filosofi og leder af Center for Information og Boblestudier, Københavns Universitet

Thomas Lekfeldt
– Hvor lang tid brugte du på at tage din uddannelse?

»Jeg startede i 1989, blev kandidat i 1993, ph.d. i 1997 og dr. phil. i 2004. Det var en lige vej, for det var vigtigt for mig, at hvis et fag var normeret til fire år, så brugte man fire år på det. Slut. Og på den måde var det jo også en skjult del af læseplanen, at ens arbejdsgiver efter studiet bør kunne stille en opgave, som man kan løse inden for den tid, der er sat af til det, og sådan bliver det, punktum slut. Og derfor giver det mening, at ens egen uddannelse også eksekveres sådan.«

– Hvordan var du som studerende?

»Jeg var nok meget regelret i den forstand, at hvis der var opgivet et pensum på 1.200 normalsider, så læste jeg 1.200 normalsider. Og så gik jeg ud og kørte med fjernstyrede biler og gik i byen, når jeg ikke havde forelæsninger. På universitetet kan konkurrencen være ret hård og alliancerne få, og det forsøgte jeg at gøre mig immun over for på den måde, at der ikke skulle være en finger at sætte på noget af det, jeg lavede. Så det har ikke været et hedonistisk trip at tage en universitetsuddannelse, og sjovt var det ikke, men jeg blev klog af det – så det tjente det formål, det skulle.«

– Havde du aldrig lyst til at gøre noget andet?

»Da jeg blev færdig med min ph.d., tænkte jeg faktisk på, om jeg havde lyst til at fortsætte i det akademiske spor. Jeg lavede noget meget eksotisk matematik og logik, og jeg spurgte mig selv: Har det her overhovedet nogen samfundsmæssig betydning? Der prøvede jeg at søge ind på flyvelederskolen. For her på universitetet – hvis jeg laver en fejl i beviserne, så går det jo nok – men hvis jeg laver en fejl som flyveleder, så kan det have graverende konsekvenser. Det job inkorporerede alt det, jeg syntes var interessant. Det lykkedes mig også at komme ind, men jeg droppede det igen. Jeg besluttede mig for at fortsætte, hvor jeg var; jeg tænkte, at nu ville jeg op på toppen, og så kunne jeg altid bagefter finde ud af, om det var det, jeg ville. Og før jeg fik set mig om, fandt jeg ud af, at man godt kan bruge filosofi, så det har en betydning i samfundet.«

»Tag en dyb indånding, få nogle børn, og rejs til Nepal«

Christian Graugaard, professor i almen sexologi ved Sexologisk Forskningscenter, Aalborg Universitet

Jens Astrup
– Hvordan var din uddannelsesmæssige vej til sexologien?

»Jeg troede faktisk, at jeg skulle være kunsthistoriker. Det passede meget bedre til mit humanistiske temperament og til min nysgerrighed på samspillet mellem kultur og menneskers liv og hverdag, syntes jeg. Men i sidste sekund gik jeg ned til rektor, som gav mig lov til at flytte mit kryds til medicin. For der var alligevel noget i mig, der tænkte, at man i medicinfaget kunne komme tæt på mennesket i hele sit bredformat og på samspillet mellem det biologiske, psykologiske og sociale. Men der blev jeg selvfølgelig fælt skuffet.«

»Jeg fandt jo ret hurtigt ud af, at det ikke var mennesket som sådan, man interesserede sig for på medicinstudiet. Det var mere tandhjulene og dippedutterne, som optog forelæserne, end det var vores komplekse eksistens. Den første forelæser, som talte om hele mennesker, var sexologen Preben Hertoft. Man skulle åbenbart ind i sexologien for at finde rigtigt liv – og beslutningen om at gå den vej har jeg aldrig fortrudt.«

– Overvejede du at skifte undervejs, inden du nåede til sexologien?

»Jeg havde da kriser, især de første par år, hvor jeg også dumpede et par gange, fordi jeg ikke forstod, hvad jeg skulle bruge det hele til. Så sexologien var en lifesaver for mig. Og så fik jeg desuden børn som en slags konstruktiv og livsbekræftende overspringshandling – og tog dem og deres mor under armen og rejste verden rundt.«

»Jeg blev dermed forsinket på studiet, hvilket var mere velset dengang end nu. Og det var virkelig en horisontudvider for mig og min kone, som i dag er børnelæge. Vi er begge to glade for, at vi oplevede noget andet end anatomibøgerne. Så jeg føler mig meget privilegeret på det punkt, og jeg er virkelig ked af det på de unge studerendes vegne. Jeg møder dem som underviser, og mange af dem er stressede og ser helt vilde ud i øjnene, fordi de bare skal igennem, bestå eksaminerne og skynde sig ud og være til nytte. Og nogle gange har jeg lyst til at sige: ’Kære venner, tag en dyb indånding, få nogle børn, og rejs til Nepal. Det gør dig til en bedre læge.’«

»Jeg troede, at de mange ture til Sibirien var spildte«

Eske Willerslev, dna-forsker og professor ved Center for Geogenetik, Københavns Universitet

Mikal Schlosser
– Du rejste til Sibirien flere gange undervejs i dit biologistudie. Hvorfor?

»Det var en interesse for de folkeslag, der er i Sibirien, og en interesse for at forstå det uddøde megafauna, altså istidsdyrene mammutter, steppebisoner og vildheste. Og så var det et ønske om eventyr og det at opleve en helt anden verden, som vi næsten ikke kendte noget til dengang i den vestlige verden. Naturen er ekstrem: Du har verdens mest ekstreme klima, og temperaturen svinger over 100 grader celsius over et år. Så de her ture til Sibirien var nogle gange med livet som indsats: Jeg var ved at fryse ihjel, da jeg var pelsjæger, jeg var ved at dø af tørst ved Ishavet på en af ekspeditionerne, og nogle gange havde vi bjørne i vores lejr.«

– Hvad har turene til Sibirien betydet for din karriere?

»Da jeg skulle skrive speciale, besluttede jeg mig for at gå forskervejen og skrive om at udvinde dna fra grønlandske iskapper. Det, der var unikt for specialedelen, var, at jeg for første gang oplevede at generere ny viden. Dét var et eventyr, og jeg fandt ud af, at jeg var god til det. Det var endnu mere eventyr end at løbe rundt i den sibiriske ødemark. Det er derfor, jeg valgte at blive forsker. Men den vej gjorde også, at jeg troede, at de mange ture til Sibirien havde været spildte.«

»Senere fandt jeg dog ud af, at mange af mine konkurrenter er løbet panden mod en mur, når det gælder etik i forhold til indianere og australske aboriginere, fordi de slet ikke har nogen forståelse for, hvor de her mennesker kommer fra. Om man kan bede dem om at udlevere deres dna eller grave deres forfædre op. Og der har jeg bare haft den kæmpe fordel, at jeg har været en del af livet blandt et meget isoleret folkeslag i ødemarken og jaget med dem. Sådan en fælles referenceramme kan bruges, lige meget hvor du er henne i verden og for eksempel skal arbejde med andre folkeslag, som også traditionelt set er samlere og jægere.«

»Og siden hen, da jeg kom tilbage og blev professor, besluttede jeg mig for at kaste mig over de ting, jeg altid havde interesseret mig for, og som havde inspireret mig i Sibirien: Hvor kommer folk i Sibirien fra? Hvordan er deres relation til amerikanske indianere? Hvorfor uddøde de store istidsdyr? Og det har jeg stort set lavet siden.«

»Jeg ville ud i det, vi kalder virkeligheden«

Lene Tanggard, Rektor ved Designskolen Kolding, professor i pædagogisk psykologi og kreativitets- og innovationsforsker ved Institut for kommunikation, Aalborg Universitet

Jacob Nielsen
– Havde du nogle svinkeærinder undervejs på psykologistudiet?

»Jeg tog faktisk et ekstra semester og forlængede mit studie, fordi jeg ville ud i det, vi kalder virkeligheden. På studiet blev jeg spurgt af en erhvervspsykolog, der underviste os, om jeg ville i praktik i en stor dansk virksomhed, hvor han havde nogle forbindelser. Det viste sig at være Danfoss. Så der kom jeg som Aarhus-pige i praktik og flyttede simpelthen til Gråsten, hvor jeg fik muligheden for at bo i et stort villahus i et villakvarter – langt væk fra min kæreste, familie og venner. Jeg havde uendeligt meget tid, og det var jo før mobiltelefonens tid, så jeg ringede sjældent hjem, men brugte aftenerne for mig selv. Og jeg nød faktisk, at der ikke var nogen, der havde brug for mig.«

»Jeg begyndte at gå til gymnastik, for jeg kunne jo ikke bare sidde i det der hus, så på den måde blandede jeg mig naturligt i lokalsamfundet. Og selv om vi er et lille land i Danmark, så er der virkelig store kulturforskelle. De købte anderledes ind end mig, og de sagde ’mojn’. Jeg følte mig nogle gange som en eksotisk fugl, som var landet lidt skævt der i Gråsten. Men det er jo en meget væsentlig del af det at være psykolog: at prøve at forstå andre mennesker, så det var gode lærepenge.«

– Hvad har din praktik betydet for din karriere senere hen?

»To måneder i streg var jeg hver dag sammen med 30 produktudviklere, som udviklede frekvensomformere. Og det endte med at blive ret definerende for mig, i og med at jeg er kreativitets- og innovationsforsker i dag. Det, der satte min kreativitetsforskning på sporet, var, at mange af de her mennesker, som var uddannet ingeniører og teknikere, fortalte mig, at de var bange for at miste deres nysgerrighed: ’Når man har været her i fire år, så begynder man at gøre det, man plejer at gøre’, sagde de. ’Hvordan bliver man ved med at være nysgerrig og kreativ med sit fag?’.«

»Jeg var vildt konfus, for jeg vidste ikke, om jeg måtte svare. Var jeg overhovedet klog nok til at svare dem? Jeg var jo kun 24 år gammel. Men jeg var der jo hele tiden, så det var jo meget naturligt, at de spurgte mig, og jeg begyndte også efterhånden at svare. På Danfoss havde jeg også løbende samtaler med psykologen på stedet, og jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle lave det samme som ham. For jeg havde nok en forsker i mig, som jeg ikke var klar over. Og han lavede klassisk rådgivning og gav hjælp til stressramte – og det slog mig, at det, jeg ville, var at arbejde med psykologien i det liv, mennesker lever hver dag og udvikle redskaber og indsatser, der forebygger og skaber gode arbejdsmiljøer for mennesker, så de ikke ender med at blive syge.«

»Det har altid været vigtigt for mig ikke at spilde tiden«

Peter C. Gøtzsche, direktør og professor, Institute for Scientific Freedom

Bertel Rüdinger
– Du startede med at blive cand.scient. i biologi og kemi, og senere blev du læge. Hvorfor blev det sådan?

»I gymnasiet besluttede jeg mig egentlig for at blive læge. Men hos min morfar, som var praktiserende læge, kom der mange mennesker, som ikke fejlede noget. De kedede sig bare. Det syntes jeg ikke, at jeg ville spilde mit liv på. Så læste jeg biologi i stedet for, fordi jeg altid har været interesseret i biologi og især i fugle. Alligevel havnede jeg inden for medicin, da jeg begyndte at arbejde i medicinalindustrien.«

»Jeg fandt dog ud af, at det ikke var noget for mig, og besluttede så at læse til læge, fordi jeg havde lyst til at vide noget om alt det, jeg havde arbejdet med i medicinalindustrien. Jeg kunne også være gået tilbage til biologifaget. Men de fleste blev gymnasielærere, og det havde jeg ikke lyst til.«

– Hvordan var du som studerende?

»Jeg var meget flittig, og når der var en anbefalet bog på pensum om et bestemt emne, så læste jeg tit to forskellige bøger i stedet for bare at læse én. Altså jeg læste 20.000 sider for at blive læge. Det var jo helt vildt. Jeg fik også høje karakterer, og det sidder stadig rigtig godt fast.«

– Var det vigtigt for dig at komme igennem på normeret tid?

»Det har altid været vigtigt for mig ikke at spilde tiden. Når folk siger, at de skal på ferie og slappe af, tænker jeg ’Hvad for noget? Slappe af? Hvad er det, og hvad skal det til for?’. Livet er da til for at blive brugt. Min kone har sagt om mig, at hvis jeg skulle have en gravsten, skulle der stå ’Han spildte ikke tiden’.«

– Er du tilfreds med dit valg i dag?

»Ja, det er jeg. Og jeg fortryder ikke noget, for da jeg var ung, tog jeg jo de beslutninger, jeg havde forudsætning for at tage. Jeg kunne ikke have gjort det anderledes. Men det var da lidt fjollet, at jeg ikke til at begynde med blev læge ligesom min morfar, bare fordi jeg syntes, det lød kedeligt med de hypokondere, han havde i sin praksis.«

»Jeg fandt pludselig ud af, at jeg havde lyst til at rejse til Mexico«

Lone Frank, videnskabsjournalist, forfatter og ph.d. i neurobiologi

Thomas Lekfeldt
– Havde du nogle svinkeærinder undervejs i dit studie?

»Jeg tog faktisk et halvt år fri ret tidligt i min biologiuddannelse, fordi jeg pludselig fandt ud af, at jeg havde lyst til at rejse til Mexico helt alene med en rygsæk. Det var besynderligt nok udløst af et par skønlitterære bøger af den engelske forfatter D.H. Lawrence om Mexico, blandt andet bogen Mornings in Mexico. De bøger gav mig en vild lyst til at rejse til det her mærkelige land, som jeg ikke ellers havde noget forhold til. Så jeg tog afsted – uden at kende nogen, stort set uden penge og uden at kunne spansk. Vi er tilbage i 1980’erne, ingen kunne engelsk, og ingen havde lyst til at tale med det eneste hvide menneske i miles omkreds. Så jeg kørte bare fra by til by og lejede mig ind på mærkelige hoteller. Og jeg fandt ud af, at det simpelthen var håbløst at rejse rundt i et halvt år på den måde, hvor man ikke kunne finde nogen at tale med. Så jeg endte med at bo hos nogle bekendte i Los Angeles i fire måneder i stedet.«

»Jeg var ikke skuffet over min Mexico-fiasko, for det var mere en trang til at komme ud på egen hånd og finde ud af, at jeg kunne klare mig, selv om alt går i lort. Så er verden heller ikke vanskeligere at finde ud af. Så det var rigtig modnende, og det har helt sikkert givet mig modet til at springe ud i flere ting senere i min karriere.«

– Var det biologistudiet, du ville væk fra, da du tog til Mexico?

»Nej, studiet var én lang fest. Jeg kan slet ikke genkende det, når jeg hører, at folk er stressede. Vi havde det utroligt sjovt og gik slet ikke op i karakterer. Det var først senere, da jeg startede på min ph.d., at jeg blev i tvivl om mit studie – og fra da af var jeg i tvivl hver eneste dag. Jeg fandt ud af, at jeg interesserede mig for videnskab set ovenfra. Men det kunne jeg jo aldrig komme til at arbejde med som forsker, der sad med hænderne i nogle rottehjerner. Efter at have været på et patentbureau i 1,5 år besluttede jeg mig for at prøve at blive videnskabsjournalist. På det tidspunkt, i begyndelsen af 1990’erne, var der ikke rigtig noget, der hed videnskabsjournalistik i Danmark, så jeg måtte gå forgæves rundt til aviserne og banke på. Først i 1998 lykkedes det at komme ind på Weekendavisen, hvor jeg har siddet siden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er det værste ved afviklingen af velfærdssamfundet, at sociale begivenheder igen kan hæmme folk - noget, vi for årtier siden igennem lovgivning sikrede os imod.

Kim Houmøller, Carsten Wienholtz, David Zennaro og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Det er altid svært-, og det kræver mod, at gå mod strømmen. Der er garanti for spot og overbærende smil, når man som SB står frem, og siger at hele vores neoliberale ja-hat-kultur er forfejlet, og hæmmende for vores trivsel.

Der er i dén grad behov for at vende de seneste mange års udvikling, og sætte trivsel og ansvarlighed i centrum, frem for effektivitet og penge. Jeg tager gerne ja-hatten af for Svend Brinkmann.