Læsetid: 4 min.

Ung om ensomhed: Svært at tage kontakt til andre, når man har vænnet sig til at være alene

Efter Kasper Holst som tiårig mistede sin mor, begyndte han at trække sig socialt og være mere og mere alene efter skole. Men først da han gik ned med stress og depression 14 år senere, blev der sat ord på ensomheden
Da Kasper Holst var 24 år gik han ned med stress og depression. Han begyndte derfor hos en psykolog, og her fik Kasper for første gang sat ord på, at han savnede nogen at være sammen med.

Da Kasper Holst var 24 år gik han ned med stress og depression. Han begyndte derfor hos en psykolog, og her fik Kasper for første gang sat ord på, at han savnede nogen at være sammen med.

Sigrid Nygaard

28. september 2020

Hvis nogen havde spurgt Kasper Holst som 15-årig, om han var ensom, så ville han have svaret nej. I de sidste år i folkeskolen havde han stadig en barndomsven, selv om han allerede i nogle år var begyndt at trække sig socialt.

»Selv om man føler sig ensom, så vil man ikke nødvendigvis sætte det ord på. Som 15-årig ville jeg nok have sagt, at jeg bare var lidt alene en gang imellem, hvis nogen havde spurgt, for det lyder så ekstremt at være ensom. Det var jo ikke sådan, at jeg slet ingen venner havde,« siger Kasper Holst, der i dag er 26 år.

Men der var ikke nogen, der spurgte Kasper Holst direkte, og når lærere eller andre voksne spurgte, hvordan han havde det, så havde han lært at finde smuthuller og glide af. For egentlig gik det ikke særligt godt, efter at Kasper først mistede sin mor som tiårig og i løbet af de næste par år også sine bedsteforældre. I den periode trak han sig mere og mere socialt og holdt næsten op med at være sammen med nogen efter skole.

»Jeg tror, jeg prøvede at beskytte mig selv mod at miste flere. Derfor magtede jeg ikke at have nogen tæt på,« forklarer Kasper Holst.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Viggo Okholm
  • Kristian Nielsen
David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm og Kristian Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Du har erkendt problemet, Kasper. Det er et godt første skridt.

Mit råd til det næste skridt er: Meld dig ind i en forening/klub:

Skak, Badminton, Røde Kors, Kunstforening ... you name it. Så vil du møde nogle mennesker, der måske ikke er på din egen alder, men så kan du opbygge et netværk, hvor du finder ligesindede.

Rolf:
Nu er han jo næsten færdig med uddannelsen og jobmuligheder er der og i pædagogjobbet bliver man sgu tvunget ud i det sociale på flere fronter.
Men selve den eksistentielle ensomhed kan han så godt fortsat have,
Men en væsentlig problematik at tage op.

Hvis man hiver det op på et filosofisk plan og begynder at tale om "sjælens ubodelige ensomhed" som Hjalmar Söderberg i Ordet, så er der vist ikke så meget at stille op for nogen af os. Men jeg tror ikke ligefrem, at det er det, der er på spil i denne sammenhæng.