Adopteret fra Grønland: »Først da jeg mødte min mand, følte jeg, at jeg hørte til et sted«

Sara Johansen er et af de mange børn, som blev bortadopteret til Danmark i den grønlandske moderniseringsperiode. Først som 45-årig fandt hun sin mor. På et plejehjem i Upernavik
Indland
24. oktober 2020
Da Sara Johansen var ni år gammel, blev hun adopteret af et fynsk ægtepar.

Da Sara Johansen var ni år gammel, blev hun adopteret af et fynsk ægtepar.

Privatfoto

I 1969 skulle otteårige Sara på en usædvanlig rejse. Hun skulle forlade børnehjemmet i Maniitsoq, på dansk kaldet Sukkertoppen, hvor hun havde boet, siden hun var to år gammel. Hun fik at vide, at hun skulle til Danmark. Men hun anede ikke, hvad Danmark var, eller hvor det lå. Inden afrejsen blev Sara klippet og fik nyt tøj.

På flyrejsen blev hun fulgt af forstanderinden på børnehjemmet, fru Mortensen, der skulle på ferie i Danmark med sin grønlandske adoptivdatter. Og derfor kunne de lige så godt tage Sara med sig.

Hun husker ikke så meget fra rejsen. Ud over at hun var luftsyg. I Danmark blev Sara afleveret på et børnehjem i Rødovre, Barnets Hus. Fru Mortensen har siden fortalt, at Sara blev tavs, da det gik op for hende, at hun skulle efterlades alene på børnehjemmet af det sidste menneske, hun kendte. De sagde farvel ved døren. Sara var som forstenet.

Sara Johansen er et af de flere hundrede grønlandske børn, som i 1950’erne, -60’erne og -70’erne blev sendt til Danmark og adopteret af danske familier. Som i mange tilfælde voksede op med en følelse af ensomhed og kulturel splittelse. Og en gruppe børn, som flere danske og grønlandske eksperter og politikere mener bør være genstand for en grundig granskning.

I dag er Sara Johansen 59 år og bor i en lille lejlighed i det centrale Paris sammen med sin franske mand. Hun har boet i byen siden 1987. Egentlig skulle hun bare herned nogle måneder, men hun blev hængende, tog en uddannelse, mødte en fransk mand og blev gift.

På væggene hænger både plakater med billeder af Brigitte Bardot og kunst af Asger Jorn. Og på køkkenbordet, hvor hun forbereder quiche lorraine til frokost, står en Irma-kaffedåse. På væggen over et chatol fra barndomshjemmet på Fyn hænger et billede af Sara Johansen som barn. En mørkhåret, smilende pige med et åbent udtryk i ansigtet.

»Sådan var jeg. Glad og optimistisk af natur.«

Presset af kommunen

På Sara Johansens spisebord ligger en mappe med personlige papirer og adskillige notesbøger. Her er både hendes dåbsattest, en faderskabssag og hendes egne dagbogsnotater. Hun tørrer omhyggeligt bordet af, inden hun åbner mappen.

»Det er vigtige papirer,« som hun siger.

I hendes adoptionspapirer kan man blandt andet læse, at hendes mor, Louise Geisler, voksede op i en tørvehytte hos sine forældre i Upernavik. Hun var gudesmuk, ung og populær. Hun gjorde rent i byens barakker, hvor de danske håndværkere holdt til. Her fik hun kaffe, cigaretter, alkohol og opmærksomhed.

»For hende var det en social opstigning fra tørvehytten. Det var vejen ud,« siger Sara Johansen.

Hun er født Sara Hansine med efternavnet Geisler den 1. juni 1961 i Upernavik som en af seks søskende. Et barn omkom ved en brand. To børn blev bortadopteret lige ved fødslen – det ene til Danmark. Hendes storesøster Pauline og hendes bror Bent blev hos moren. Og så var der lille Sara, der kom på børnehjem som toårig.

Sara Johansens søster har siden fortalt, at deres mor, Louise Geisler, ikke havde noget valg. Kommunen pressede på for, at Sara skulle fjernes fra hjemmet. Det var primært mormoren, Louises mor, der passede børnene. Og hun kunne ikke længere klare opgaven.

I første omgang var det dog en midlertidig anbringelse. Det kan man læse i en faderskabssag fra 1964, anlagt af Sara Johansens mor, Louise, da datteren var tre år gammel. Tre danske arbejdsmænd blev udpeget som mulige fædre til barnet. I sidste ende blev en dansk håndværker ved navn Tage dømt til at betale børnebidrag. Han vedkendte sig dog aldrig faderskabet over for Sara Johansen.

På børnehjemmet i Maniitsoq blev Sara Johansen, til hun var syv år gammel. Hun knyttede hun sig meget til en anden pige, Karen, der også senere blev adopteret til Danmark, og til sin fætter Hans, der også boede på hjemmet, og som også endte hos en familie på Fyn. Hun betragtede dem som sine søskende. Men hun husker ikke ret meget fra de tidlige år. Kun en udefinerbar angst. På hjemmet skete der seksuelle overgreb fra en ældre dreng. Ikke mod Sara Johansen, men mod hendes bedste veninde, Karen.

»Det var en opvækst, der lærte mig kun at stole på mig selv,« siger hun.

De grønlandske børnehjem var i 1960’erne overfyldte. Flere beretninger fra datiden fortæller om myndighedernes fortvivlelse over de mange børn, som de ikke kunne finde familier til. De bliver flere steder i adoptionsjournalerne omtalt som ’glemte børn.’

En kold tyrker

Efter at være afleveret på Barnets Hus i Rødovre faldt Sara godt til – ikke mindst efter at hendes fætter Hans landede samme sted. Men en vinterdag i 1969 kom et dansk ægtepar til børnehjemmet, Willy og Edith Johansen fra Aarslev på Fyn. Han var murerarbejdsmand. Hun var hjemmegående. De var for gamle til at adoptere et mindre barn, og derfor fik de tilbudt at adoptere Sara, som var blevet ni år gammel.

Sara blev kaldt op på kontoret for at møde dem. De spurgte hende, om hun ville med ud at køre en tur. Det ville Sara gerne, for hun fik sjældent mulighed for at køre i bil. Hun tænkte, at hun kunne fortælle de andre børn om køreturen bagefter. Undervejs med kurs mod Fyn fik hun både tilbudt en dukke, chokolade og pølser. Hun ville dog ikke have dukken, og Sara blev ved med at spørge, hvornår de skulle tilbage til børnehjemmet.

Men hun kom aldrig tilbage. Sara Johansen fandt senere ud af, at forstanderen på børnehjemmet, syntes, at det var den bedste måde at gøre det på. »En slags kold tyrker,« som hun siger.

Det, hendes nye forældre havde kaldt »en lille ferie« endte med en adoption. Sara Geisler blev til Sara Johansen.

Willy og Edith Johansen ville meget gerne have, at hun skulle kalde dem mor og far. Det ville Sara ikke. Og hun kom aldrig til det. I hendes adoptionspapirer står der, at hendes forældre skal være opmærksomme på, at der kan »være vanskeligheder med adoption af børn af fremmed race«. Men der blev aldrig talt om Saras grønlandske baggrund.

»De kendte ikke noget til psykologien omkring at være adopteret. Jeg følte et kæmpe tomrum. Og jeg blev ikke mødt. Men jeg mødte heller ikke dem. De talte i vest. Jeg talte i øst.«

Tavshed, trit og retning

Når Sara Johansen tænker tilbage i dag, er hun ikke i tvivl om, at hendes adoptivmor, Edith, holdt meget af hende. Og hun synes ikke, man skal pege fingre ad det fra nutiden.

»Myndighederne troede, at det skabte et sikkerhedsnet for de børn, de sendte til Danmark. I dag gør man tingene anderledes, men dengang var man ikke lige så oplyst.«

Sara havde det godt i skolen og med sine kammerater og sine kusiner. Og i hjemmet manglede intet materielt, men der var ingen kærtegn. Til gengæld lagde forældrene vægt på, at man skulle sidde pænt ved bordet, spise op og ikke snavse sit tøj til.

»Tavshed, trit og retning,« kalder Sara Johansen det.

På væggen i lejligheden i Paris hænger et korsstingsbroderi fra hjemmet i Aarslev. Overskriften er ’KØKKENRÅD’. På vers er der råd til husmoren:

’Når gryden koger – skru gassen ned. Din mad bliver bedre – du tjener derved’, lyder et af rådene. Og et andet: Hvad der sker i et køkken, må lydløst gøres. Alt bør kunne ses – men ikke høres’

»Det var præcis sådan, min adoptivmor var. Jeg kan næsten høre hende, når jeg læser det,« siger Sara Johansen og tilføjer:

»Jeg fik en god opdragelse.«

Men da Sara Johansen blev ældre, gjorde hun oprør. Hun satte spørgsmålstegn ved alt, og adoptivforældrene havde svært ved at styre hende. Hun blev sendt på efterskole, da hun var 15, og mens hun var hjemme på juleferie, døde hendes adoptivmor af kræft. Ingen havde fortalt Sara Johansen, at Edith var syg og døende. Efterfølgende fik Willy Johansen alkoholproblemer. Og Sara Johansen boede kun hjemme i et år, før hun flyttede hjemmefra som 18-årig. Hun arbejdede som køkkenpige på en efterskole, kom i huset hos en familie og arbejdede i en børnehave, flyttede senere nogle år til Oslo, og i 1987 flyttede hun til Paris.

Her, følte hun, kunne hun starte forfra, være anonym og ikke blive set som en grønlænder. Hun havde masser af mod på livet og byggede langsomt sig selv op. Men når hun tænker tilbage på sin ungdom, husker hun også en følelse af rodløshed. Af at være alene. Og bange for at blive forladt.

»Det var først, da jeg mødte min mand, at jeg følte, at jeg hørte til et sted,« siger hun.

Gensyn efter 40 år

Som voksen havde Sara Johansen ikke noget forhold til Grønland, men følte alligevel en form for tilknytning, og da hun en dag tilfældigvis hørte om et foredrag om sin fødeby, Upernavik, tog hun derhen med sin mand. Foredragsholderen, en fransk grønlænder, gav hende navnet på museumsdirektøren i Upernavik, og han hjalp Sara Johansen med at finde frem til hendes familie.

Hun fandt ud af, at hendes mor boede på plejehjem efter to hjerneblødninger. Og sommeren 2006 rejste hun til Grønland sammen med sin franske mand for at besøge Louise Geisler.

Den 1. juni 2006, på sin 45-års fødselsdag, så Sara Johansen sin mor for første gang, siden hun var tre år gammel.

De kunne ikke tale sammen. Dels havde hendes mor mistet talens brug, men Sara Johansen kunne heller ikke grønlandsk. Den lille kvinde, kun halvanden meter høj og indsunken efter to slagtilfælde, var sengeliggende.

Sara Johansen kyssede sin mor på panden. Holdt hende i hånden. Strøg hende over kinden.

Først var der ingen reaktion. Men da Sara Johansen og hendes mand vendte ryggen til for at drikke en kop kaffe og spise et stykke drømmekage, begyndte hendes mor at græde. Hun hulkede. Sara Johansen omfavnede den lille spinkle skikkelse. Hendes mor havde genkendt sin datter. Efter over 40 år.

Hun besøgte moren på plejehjemmet hver dag i en uge, inden hun rejste til Sydgrønland. Her mødtes hun med sin storebror Bent, som hun ikke havde set, siden hun blev fjernet fra hjemmet. To måneder efter døde Louise Geisler.

Man vidste ikke bedre

Sara har siden fået forbindelse til sine søskende. Og hendes storesøster Pauline, som blev hos moren og voksede op i skyggen af alkohol, har siden sagt til sin lillesøster, at det var godt, hun kom væk.

Hendes fætter Hans, der blev adopteret til en anden familie på Fyn, havde det svært. Han begik selvmord som 18-årig. Det er et godt eksempel på, mener Sara Johansen, at mange af de adopterede grønlandske børn havde det svært i Danmark. Mens hendes lillebror Jacob, der også blev adopteret, havde det godt med sine forældre.

»Man kan ikke bare sige, at det var dårligt for alle, selv om det var en uret for nogle,« siger Sara Johansen i dag.

»Det skete i den bedste mening, som Tine Bryld altid sagde. Man vidste ikke bedre.«

Tine Bryld, den danske socialrådgiver og forfatter, som Sara Johansen taler om, hænger på et billede i entreen i hendes lejlighed. Tæt ved loftet.

»Oppe i nærheden af himlen,« som hun siger.

Sara Johansen boede hos Tine Bryld fra 2009 til 2011, hvor hun begyndte at arbejde med erindringer fra sin barndom. Tine Bryld fik hende til at vokse som menneske, fortæller hun. Og gav hende en stolthed over at være den, hun var.

»Hun knækkede en nød i mig,« siger Sara Johansen.

Det var Tine Bryld, der i sin tid skrev bogen I den bedste mening om det såkaldte eksperiment, hvor 22 grønlandske børn blev sendt til Danmark for at blive danske. Siden gik det op for Tine Bryld, at der var tale om langt flere børn.

»Hun genåbnede historien, og ud kom alle disse skæbner,« siger Sara Johansen.

Det rigtige at gøre

For ti år siden, i forbindelse med filmatiseringen af hendes bog, rejste Tine Bryld til Grønland, hvor flere adopterede grønlændere fortalte deres historie. Tine Bryld gik i gang med et større researcharbejde, hvor hun blandt andet førte lister med navne over sager, hun var stødt på. Men hun døde, inden hun var færdig med at afdække historien.

I dag mener mange familier og eksperter, at sagen om de adopterede børn bør undersøges. Som Gitte Adler Reimer, antropolog, ph.d. og rektor ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, i sidste uge sagde i Information:

»Vi mangler at komme til bunds i, hvad der er foregået rent juridisk. Hvordan det kunne gå til, at flere hundrede børn blev fjernet fra Grønland i den periode.«

Da Information første gang tog kontakt til Sara Johansen, var hun ikke sikker på, om hun ville fortælle sin historie. Hun er i tvivl om, hvorvidt det nytter:

»Om danskerne overhovedet gider høre historier om grønlændere, der blev svigtet,« som hun siger.

Men efter et halvt år bliver hun overbevist om, at det er det rigtige at gøre.

»Måske kan man få udredt, hvad der egentlig skete. Måske kan det gøre en forskel.«

Adopteret fra Grønland til Danmark

Fra 50’erne til 70’erne blev flere hundrede grønlandske børn bortadopteret til danske familier – mange på et yderst tvivlsomt aftalegrundlag. Nu efterspørger forskere og politikere fra både Grønland og Danmark en tilbundsgående undersøgelse af adoptionerne. Denne serie fortæller om nogle af børnene og de historiske omstændigheder, der førte til de mange adoptioner.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Sara Johansen, beretningen om dit liv er autentisk, god at blive klog af og vigtig at få fortalt. Tak for den. Kærlig hilsen Per Andersen

Jeanne Löwe Lindberg, Ole Svendsen, Lillian Larsen, Claus Bødtcher-Hansen, katrine bruno hansen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

fantastisk hård, varm nuanceret historie.
Jeg ved ikke om der bør findes skyldnere tilbage i tiden, men nærmere lære af det her, og altid at fortælle børn sandheden, men måske pakket ind i forhold til alder.
Historien trak lige en tåre, da Sara først så sin mor da hun var 45, min kone (dansk) fik først besked om hun var adopteret da hun var 45, hvilket satte meget på plads, men hvis ikke den biologiske far var død og enken der havde lovet at finde hende ,havde hun aldrig fået det at vide..

Jeanne Löwe Lindberg, Ole Svendsen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Hvilken barsk, barsk historie - men også smuk og varm midt i smerten. Kære Sara Johansen - tusind tak for at du deler din historie.

Det foregår desværre også i dag - men i en ny forklædning. Der sker også masser af tvangsanbringelser i Danmark. Nogle gange er det måske det rigtige - men det bør altid være aller, allersidste udvej. Mit indtryk er, at der sker flere tvangsadskillelser mellem børn og forældre i DK end godt er.