Baggrund
Læsetid: 21 min.

Bjørn Lomborg: »Der er en omkostning ved klimaet, men det er der også ved klimapolitik«

Engang dominerede Bjørn Lomborg den internationale klimadebat og påvirkede både dansk og amerikansk klimapolitik, men i dag er hans tilstedeværelse mere afdæmpet. Alligevel bruger De Radikales leder Morten Østergaard ham som skræmmebillede, og han har tidligere i år for første gang i 13 år udgivet en ny debatbog, som han kalder sin karrieres foreløbige højdepunkt
Bjørn Lomborg brød igennem som klimadebattør i 00’erne og blev kåret som en af verdens mest indflydelsesrige af udenlandske magasiner.

Bjørn Lomborg brød igennem som klimadebattør i 00’erne og blev kåret som en af verdens mest indflydelsesrige af udenlandske magasiner.

Asger Ladefoged

Indland
5. oktober 2020

Dagbladet Politikens daværende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, dyrkede debat og var især glad for synspunkter, der kunne udfordre de gængse opfattelser af tingenes tilstand – og det var præcist, hvad en ung og yderst populær lektor ved statskundskab på Aarhus Universitet gjorde.

Året er 1998 og for første gang optager Dagbladet Politiken hele fire kronikker fra samme debattør, der bringes som en serie under titlen Verdens sande tilstand.

Den unge lektor og forfatter til kronikkerne er Bjørn Lomborg, der stik imod miljøbevægelsens mangeårige dommedagsprofetier fremfører påstanden om, at det globale klima og naturmiljø i virkeligheden har det rigtig godt, og at det derfor er bedre, at politikerne vælger at bruge tid og penge på at bekæmpe sygdomme og fattigdom end at forsøge at gøre noget ved miljø og klima.

På den måde får menneskeheden meget mere godt for pengene, argumenterer Lomborg.

»Lomborgs cost-benefit-analyser pirrede noget i Seidenfaden. Han havde jo blik for de her modstrømninger,« fortæller politisk analytiker Lars Trier-Mogensen, som dengang var en del af Politikens lederkollegium.

Men det var ikke kun Seidenfaden, der var pirret. Mange blev inspireret eller provokeret af Lomborgs budskaber, der hurtigt spredte sig.

Uden at kunne kende konsekvenserne havde Seidenfaden og Politiken banet vejen for, at Lomborg få år senere kom til at optræde på BBC, CNN, FOX, i dagblade som Der Spiegel, The New York Times, Wall Street Journal, The Guardian, Los Angeles Times og i populære tv-shows med Larry King, David Letterman og i 60 Minutes.

Men hvorfor blev Bjørn Lomborg så stor? Vi tegner et portræt af hans karriere, og den betydning han havde – og måske stadig har. I juni udgav sin første bog i 13 år med titlen: False Alarm – How Climate Change Panic Costs Us Trillions, Hurts the Poor, and Fails to Fix the Planet. Og i sidste uge blev han brugt som skræmmebillede af De Radikale, da partiets leder Morten Østergaard kritiserede regeringen. »Vi skal have mindre Lomborg og mere Klimaråd,« lød det i Weekendavisen.

Raketfart mod toppen

Det lå ikke ligefrem i kortene, at Bjørn Lomborg skulle beskæftige sig med klimaforandringerne og blive en af de mest markante skikkelser i den internationale klimadebat.

Lomborg er uddannet ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet i 1991, hvor han fra 1994 til 2001 underviste i statistik og af de studerende blev dyrket som lidt af en guru på sit felt.

På universitetet stak Lomborg ud blandt de andre undervisere som den unge lektor, der gik i gummisko, jeans og T-shirt, var veganer og hellere drak cola end øl, som gerne indrømmede, at han brugte en god del af fritiden på Playstation – og som inspirerede sine studerende med levende og energisk undervisning.

Men Lomborg havde også blik for den gode historie og falder over Julian Simons, en amerikansk økonom, der gjorde sig bemærket ved at præsentere data, der viste, at jordkloden, miljøet og klimaet aldrig havde haft det bedre.

Simons tanker og data bliver forlægget for Lomborgs fire kronikker i Politiken, som senere bliver forlægget for hans første bog, der også bærer titlen Verdens Sande Tilstand, og som i 2001 oversættes til engelsk.

»Han så sit snit til at fremlægge noget, som han vidste ville vække stor opsigt,« som Lomborgs tidligere underviser og kollega på statskundskab ved Aarhus Universitet, Søren Risbjerg Thomsen, har sagt til Berlingske:

»Han gik bevidst efter at skabe opmærksomhed, for han har ikke noget imod at bringe sig selv i centrum, hvis han tror på en sag.«

Derfra gik det hurtigt for Bjørn Lomborg. På eget initiativ havde Lomborg forud for folketingsvalget i 2001 skrevet til Mogens Lykketoft, Marianne Jelved og Anders Fogh Rasmussen med et forslag om at oprette et nyt økonomisk institut til at prioritere den fremtidige miljøpolitik.

Bog underkendt

Og da Anders Fogh Rasmussen vandt valget, ringede han til Bjørn Lomborg, som han bad stå i spidsen for det nyoprettede Institut for Miljøvurdering, IMV (fra 2006 omlagt til Copenhagen Consensus).

På finansloven og med eget institut afholdt Lomborg flere internationale konferencer med fokus på verdens problemer, ligesom IMV udgav en række rapporter. Men både konferencerne og de mange rapporter blev stærkt kritiseret i det danske og internationale forskningsmiljø.

Udnævnelsen af Lomborg til institutleder for næsen af en lang række kandidater med en mere naturfaglig tilgang skabte massiv kritik i det danske forskningsmiljø, ligesom både instituttets og Lomborgs egne udgivelser stod for skud.

Efter få måneder på posten indgav en gruppe forskere en klage til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed over Lomborgs bog Verdens Sande Tilstand, som de mente, ikke levede op til kravene for forskning.

Nævnet gav i første omgang forskerne ret og underkendte Lomborgs bog. Senere blev han frikendt.

Peter Ditlevsen, der er forskningsleder på Niels Bohr Instituttet i København, husker debatten i det naturvidenskabelige forskningsmiljø. 

»De her rapporter, de kom med, det var så hovedrystende dårlig kvalitet, at de ville dumpe på 1.G-niveau.«

»Og Lomborg blev frikendt for sin bog, ja, fordi han brugte argumentet om, at han ikke havde en videnskabelig kasket på. At det var et debatindlæg, argumenterede han,« siger Peter Ditlevsen.

Det ændrede imidlertid ikke ved, at Lomborg i 00’erne opnåede en enorm gennemslagskraft, som især inspirerede amerikansk miljø- og klimapolitik. George Bush brugte referencer til Lomborgs teser og teorier, og i 2004 placerede Time Magazine Bjørn Lomborg på listen over verdens 100 mest indflydelsesrige tænkere. I 2008 var Lomborg på The Guardians liste over »50 personer, der kan redde planeten«, og i 2011 og 2012 optrådte Lomborg på Foreign Policy’s liste »Top 100 global thinker«.

Fra Simons til Nordhaus

Spoler vi tiden frem til i dag, er Bjørn Lomborg ikke længere lige så larmende. Og så er han langt mere klar i mælet om, at klimaforandringerne rent faktisk er et problem, vi skal tage hånd om. Spørgsmålet er blot, hvor meget vi bør gøre?

»Laver vi sammenligningen med fartgrænser, kan man sige, at når der dør omkring 300 om året i trafikken i Danmark, så er det menneskeskabt og det skyldes, at vi har en masse biler, der kører hurtigt,« forklarer Bjørn Lomborg, der har afsat halvanden time til Information for at forklare om sine ideer og syn på sine kritikere.

»Men det følger jo ikke deraf, at vi skal have en hastighedsgrænse på fem kilometer i timen. For selv om det ville nedsætte antallet af dræbte til nul, så ville det også have en lang række andre negative konsekvenser for samfundet.«

Derfor handler det om økonomi, og om hvor meget det kan betale sig at investere i klimaet i dag i stedet for at vente til senere. Sagen er nemlig, at en del af regningen først falder i fremtiden – og derfor er dilemmaet ifølge Bjørn Lomborg, om det kan betale sig at investere så meget i at reducere udledningerne i dag, som især de europæiske politikere argumenterer for.

»Der er en omkostning ved klimaet på grund af kraftigere orkaner, vandstandsstigninger osv., men der er også en omkostning ved klimapolitik. Vi bliver nødt til at betale begge dele nu og i fremtiden: altså både regningen for at klimaet bliver dyrere og for at klimapolitikken bliver dyrere. Spørgsmålet er, hvordan vi minimerer summen af de to.«

»Det er i virkeligheden det, klimapolitik handler om, og det er det Nordhaus fik sin Nobelpris for,« siger Bjørn Lomborg.

I dag er det ikke længere Julian Simons, der er Lomborgs primære inspirationskilde i sin formidling, men derimod en anden amerikansk økonom, William Nordhaus, der i 2018 modtog Nobelprisen i økonomi for sit metodiske bidrag til klimaøkonomien med sin DICE-model ved »at have integreret klimaændringer i langsigtede makroøkonomiske analyser«, som begrundelsen lød.

Modellen er siden blevet stærkt kritiseret for at sætte en alt for lav pris på fremtiden og dermed gøre det billigere at vente med at handle. Blandt andre af den britiske økonom sir Nicolas Stern, der omvendt argumenterer for, at det bliver meget dyrere, hvis politikerne ikke handler i tide.

»Han slår meget på, at Nordhaus modtog Nobelprisen i økonomi for sin klimamodel, som han har kalibreret således, at det er optimalt at acceptere en temperaturstigning på 3,5 grader i år 2100 og fire grader frem mod 2150,« siger Peter Birch Sørensen, professor i økonomi ved Københavns Universitet og tidligere formand for Klimarådet:

»Dermed kommer Lomborg frem til, at Parisaftalen er vildt overambitiøs.«

En ’ønskemodel’

Peter Birch Sørensen mener, at Lomborg tillægger Nordhaus økonomiske cost-benefit-model alt for stor betydning. Simpelthen fordi den bare er en slags regnemaskine, der reagerer på de tal, du selv taster ind.

»Mange andre klimaøkonomer, der har indlagt mere plausible parametre i DICE-modellen, kommer i dag frem til, at modellen godt kan understøtte Parisaftalens mål om at holde opvarmningen under to grader.«

»Men Lomborg giver indtryk af, at alle klimaøkonomer er mere eller mindre enige med Nordhaus,« siger Peter Birch Sørensen.

Kritikken af Nordhaus går på, at han indstiller eller kalibrerer sin model, så den viser det, han ønsker. Nemlig at det ikke kan betale sig at bruge alt for mange midler på at bekæmpe klimaforandringerne i dag, fordi det vil være billigere at gøre i fremtiden.

Det handler om, hvilken diskonteringsrate der anvendes.

»Diskontering betyder, at man tillægger fremtidige generationers forbrugsmuligheder en mindre vægt end vore egne forbrugsmuligheder,« forklarer Peter Birch Sørensen.

»Og Nordhaus bruger det gennemsnitlige afkast af kapital som diskonteringsrate. Det betyder, at hvis ikke afkastet af klimainvesteringer er lige så højt som afkastet af eksempelvis investeringer i maskiner, bygninger og transportmidler, så kan det bedre betale sig at investere i disse ting end at investere i drivhusgasreduktioner.«

»Det bygger på en forestilling om, at vi kan kompensere for skadevirkningerne fra den globale opvarmning ved at erstatte dem med menneskeskabt kapital. Men det kan vi jo ikke, hvis der sker uoprettelige skader på livsvigtige økosystemer,« siger Peter Birch Sørensen.

Han mener derfor, at diskussionen både har en rent økonomisk og så en etisk dimension.

»De senere års økonomiske forskning har vist, at når der er stor usikkerhed om fremtiden, bør man arbejde med en lav diskonteringsrate for begivenheder, der ligger langt ude i fremtiden, for eksempel klimaskadeomkostninger. Men det gør Nordhaus ikke,« siger Peter Birch Sørensen:

»Derfor fremfører Stern det etiske argument, at man ikke har ret til at tillægge de fremtidige generationers behov mindre værdi.«

Lomborgs blinde vinkel

Endeligt peger Peter Birch Sørensen og mange andre kritikere på, at Lomborg ikke medregner risikoen for, at naturen simpelthen udarter sig anderledes, end de meget rigide klimamodeller forudser. At der ikke tages højde for, at naturen så at sige kan gå amok, og at forskellige naturfænomener kan påvirke hinanden.

Eksempelvis at den grønlandske indlandsis passerer et ’tipping point’, hvorfra den totale afsmeltning er ustoppelig og vil accelerere, uanset om vi stopper udledning af drivhusgasser.

»Modellen tager ikke højde for, at der kan være tipping points – også fordi vi ikke ved, hvor de præcis ligger. Den tager heller ikke højde for den store usikkerhed om sammenhængen mellem atmosfærens CO2-koncentration og temperaturstigningen. Det er en stor mangel i modellen,« siger Peter Birch Sørensen, der mener, at modellen dermed overser en kæmpe risikofaktor:

»Muligheden for katastrofale udfald – selv om de måtte have lille sandsynlighed – tager de ikke med,« siger han.

Den kritik køber Bjørn Lomborg ikke.

Bjørn Lomborg arbejder i dag med støtte til tuberkulosebehandling i fattige lande. »Journalisterne vil gerne høre om klima. Men i virkeligheden kunne jeg også godt tænke mig, at vi talte meget mere om alle de andre ting, vi kunne gøre,« siger han.

Bjørn Lomborg arbejder i dag med støtte til tuberkulosebehandling i fattige lande. »Journalisterne vil gerne høre om klima. Men i virkeligheden kunne jeg også godt tænke mig, at vi talte meget mere om alle de andre ting, vi kunne gøre,« siger han.

Asger Ladefoged

Han henviser til, at Nordhaus allerede arbejder med 25 procent sikkerhedsmargen, og en diskonteringsrate, der er både mere rigtigt og mere moralsk korrekt sat.

»Vi er nødt til at stille spørgsmålet, hvordan vi fokusere på nutiden i forhold til fremtiden. Hvis man stiller spørgsmålet til rige og velernærede, der lever af, at vi bekymrer os om fremtiden, så er det ikke overraskende, at de sætter diskonteringsraten lavt.«

»Men hvis du stiller det spørgsmål til den store almene befolkning ude i verden, som primært er fattige mennesker, så er svaret, at diskonteringsraten er langt højere end den globale elite taler om.«

»Så jeg tror, at det handler om, at hvis du er blandt den globale elite, og du ikke behøver at bekymre dig, om dine børn dør af smitsomme sygdomme, om de har mad og får uddannelse, så vil du være tilbøjelig til at sige, at diskonteringsraten skal være lav, og vi skal bekymre os rigtigt meget om klimaet i fremtiden, fordi du ikke har andre ting tilbage at bekymre dig om.«

»Men for den store brede del af befolkningen er det amoralsk – og det er i hvert fald helt ude af trit med, hvordan det store flertal i verden bruger diskontering.«

Klimaalarmisme

Bjørn Lomborg giver heller ikke meget for debatten om tipping points. Den er tværtimod et godt eksempel på klimaalarmisme, mener han.

Med den grønlandske indlandsis som eksempel peger han på, at han ikke har set nogle modeller, der viser, at der skulle være problemer med tipping points i hvert fald de næste tusind år.

»Nordhaus viser, at selv med de mest ekstreme, negative antagelser for Grønland, selv når man presser modellerne mest muligt, viser de, at vi måske kan opleve et tipping point, der kan lede til stor grad af afsmeltning i Grønland om 2.000 år. Men skal vi i dag lave klimapolitik for noget, der sker om 2.000 år,« spørger Bjørn Lomborg og gør opmærksom på, at går vi 2.000 år tilbage i tiden, er vi tilbage ved Romerrigets tid.

»Det er da helt absurd at forestille sig, at man i Romerriget skulle have truffet beslutninger, der skulle påvirke os mennesker i dag. Vi skal sørge for at efterlade mere teknologi, mere kapital og mere knowhow til de kommende generationer. Det har vi altid gjort, og det er i virkeligheden det, der sikrer, at vi i fremtiden kan håndtere ikke bare klimakisen, men alle problemer bedre og billigere.«

Han peger desuden på, at der i så fald er mange tipping points i verden, man burde frygte.

»Hvis vi snakker om risici og tipping points ved den globale opvarmning, så skal vi da for pokker også gøre det på alle mulige andre områder.«

»Et oplagt sted at starte er Nordkorea,« mener Bjørn Lomborg:

»Nordkorea kan være med til at starte tredje verdenskrig og gøre verden til et rigtig, rigtig grimt sted. Hvorfor er det så, at vi ikke bruger rigtig mange penge – og ekstra penge – på at sikre os og gøre noget ved det?«

Flere penge til klima

Lomborg er ikke modstander af, at vi bruger penge på fremtidens behov og løsninger. Tværtimod ser han gerne, at vi samlet bruger flere penge på fremtiden.

Pengene skal bare bruges rigtigt.

»Vi skal fokusere på forskning og udvikling. Det hjælper meget lidt at stille endnu en vindmølle op, som vi ved er ineffektiv. Det, vil skal gøre, er at lave den næste generation af vindmøller langt mere effektive.«

– Hvis vi tager vindmøllen som eksempel, så har man gjort præcis det, du efterlyser: Man har forsket og udviklet, så den både er billigere og meget mere effektiv i dag. Er det den rigtige måde?

»Der er forskel. Den korte version er at sige, hvor mange har du brug for for at lave den næste generation mere effektiv. Du har måske brug for fem eller ti eller 100 – men ikke for 1.000 eller 10.000.«

»Problemet er, at vi bruger ressourcer på at sætte de møller op, der ikke er effektive, i stedet for at fokusere på at lave den næste og mere effektive mølle.«

– Men er det ikke rigtigt, at alle de møller, man sætter op i dag, de er både billigere og mere effektive end kulkraft?

»Nej, de er billigere end fossile brændsler, men det passer jo kun, når vinden blæser. Når den ikke blæser, så er prisen pr. definition uendelig.«

Asger Ladefoged
»Det er derfor, du kan se, at alle lande, der har fået mere grøn strøm, de har også fået højere energipriser. Det er derfor, du har den situation, at i Danmark betaler forbrugerne mere for elektricitet end næsten alle andre steder i verden.«

»Men for de fleste steder i verden er vind ikke omkostningseffektiv, med mindre vi kan lagre energien, og det kan vi ikke.«

– Men så er der vel der, vi skal smide en masse investeringer hen?

»Globalt set anvender vi vel mellem 15 og 17 mia. dollar om året i investeringer i udvikling af grøn energi, og niveauet har været stort set stabilt hen over ti år. Politikerne lovede i Paris, hvor både Obama og den danske statsminister var, at fordoble beløbet frem mod 2020. Det har vi ikke gjort.«

»I stedet bruger vi hundreder af milliarder af dollar på at stille de nuværende relativt ineffektive vindmøller og lagringsmuligheder op, i stedet for at fokusere på at lave de næste mere effektive løsninger, som alle har mulighed for at investere i.«

– Så din opfordring til politikkerne er, at de skal investere meget mere i de her løsninger?

»Min opfordring er ikke at investere mere i at sætte mange flere vindmøller op, men at investere i forskningen af dem, så vi kan lave bedre møller og batterier.«

»Og så er der en lang række andre områder, som jeg også nævner i min bog (False Alarm, red.), som vi bør fokusere på. Atomkraft, og CCS (teknologi til fangst og lagring af CO2, red.) – der er en masse af andre ideer og løsninger, og vi skal i virkeligheden kun have nogle få af dem til at lykkes.«

Lomborg mener derfor, at den danske klimaindsats har været alt for dyr, fordi de danske politikere har brugt for mange penge på løsninger, der ikke har været tilstrækkeligt effektive.

»Det er en måde, hvor vi i Danmark kommer til at bruge usandsynligt mange penge på at gøre relativt lidt godt.«

– Men vindmøllerne viser, at vi har kunnet tjene på den her satsning?

»Vindmøllerne viser, at vi har kunnet tjene på dem, fordi andre har været villige til at subsidiere dem. Så i en snæver sammenhæng kan man sige, at det var en god idé og godt set af Danmark. Hvis vi kan se, at der er en masse godtroende folk, der vil købe, så skal vi lave produkter til dem, men det har ikke været en global fordel – det har været en enormt ineffektiv løsning globalt.«

Lomborg og den massive kritik

– Hvor tager dine kritikere fejl?

»Jeg tror, der er to meget forskellige slags kritikere. Det er min oplevelse, at langt de fleste mennesker, der kritiserer mig, er folk, der aldrig har læst noget af det, jeg skriver, og som derfor ikke ved, hvad det er, jeg siger. De mener, at Lomborg er ham, der ikke tror på klimaforandringerne, og som siger, der ikke er noget farligt med klimaet. Ham, der bare er helt ligeglad med fremtiden.«

»Men det er en tegneserieagtig karikatur af mig,« siger Bjørn Lomborg, der igen understreger, at han bekymrer sig om klimaet, men også om prisen på løsningerne.

»Den globale opvarmning er ikke verdens eneste problem. Når man taler med mange af dem, der beskæftiger sig med det her, er det, som om det er verdens eneste – eller i hvert fald det altoverskyggende problem verden står med.«

»Men hvis vi kigger hen over hele spektret, er vi nødt til at være ærlige og sige, at det her blot er én af mange problemstillinger. Og derfor skal vi huske ikke at blive så optaget af klimaet, at vi glemmer alle de andre udfordringer, vi står med.«

Mange af dem, der kritiserer Lomborg, mener, han har en blind vinkel, fordi han ikke ser de naturvidenskabelige problemstillinger i rette lys. Men Lomborg mener omvendt, at det er klimaforskerne, der har en blind vinkel.

»De folk, der har forstand på det her, og som kritiserer mig, er ofte indfanget af en bestemt måde at tænke på. Det kan man se meget tydeligt, hvis du snakker med klimaforskere.«

»De er enormt bekymrede, og jeg tror, at en af de vigtigste forskelle mellem den tilgang jeg har, og så den naturvidenskabelige, er, at de ikke er vant til at tænke på, hvad der i øvrigt kommer til at ske. De laver analyse af, hvad sker der hvis klimaet forandrer sig, men ser på intet andet.«

»Klimaøkonomi er anderledes. Vi siger, når vi i fremtiden bliver rigere, og vi ser, at klimaet bliver et problem, så vil vi også gøre noget ved det såsom at bygge diger og gøre en lang række andre fornuftige ting. Det er der, at mange af mine kritikere i virkeligheden går galt i byen. De glemmer at huske, at mennesker tilpasser sig.«

»Men det er ikke det samme som at sige, at der ikke bliver nogle klimaproblemer i fremtiden, for det gør der. Men det bliver langt mindre, end mange klimaforskere påstår.«

–Hvor er du er mest uenig med dine kritikere?

»Der er en substantiel omkostning ved ikke at gøre noget. Men det er kun den ene side af den her diskussion. Vi bliver nødt til at have den anden side med også – altså, hvor meget kommer vores klimapolitikker til at koste.«

»Jeg synes også, det er en diskussion, der mangler i stort set al klimajournalistik og i alle klimareportager. Der er et enormt fokus på at fortælle os, at nu bliver det hele meget værre med storme og stigende vandstand, og det er forståeligt og giver gode overskrifter.«

»Men for det første glemmer vi ofte at tale klimatilpasning, og for det andet glemmer vi at tale om, hvor meget det kommer til at koste at gennemføre vores klimapolitik. Den diskussion bliver vi nødt til at have for at kunne lave god politik på området.«

Hvor vigtig er Lomborg?

Det er dog ikke altid, at Lomborg selv føler, han bliver brugt korrekt. Eksempelvis som da George Bush brugte referencer til Lomborgs bog under sin valgkampagne i 2004.

»Jeg prøver altid at sige det, der er sandt. Og det skal man jo, uafhængigt af om det er politisk bekvemt eller ubekvemt eller om de folk, man godt kan lide eller ikke kan lide, bruger det.«

»Man kan jo ikke have en debat eller et oplyst samfund, hvis man ikke kan komme med viden uafhængigt af, om man enig eller uenig med de politikere, der skal træffe beslutningerne,« siger Bjørn Lomborg og understreger, at han altid forsøger at være så præcis som mulig.

»Nogle bruger så kun en del af min argumentation, og de bruger det måske dårligt, men sådan er det i et demokrati. Man kan bruges og misbruges. Jeg kan ikke gøre andet, end at gøre mig umage med at fortælle alle mine pointer, og så håbe, at man lytter til det hele.«

– Du brød igennem lydmuren internationalt i 00’erne og fik en massiv indflydelse på debatten dengang. Du var på Foreign Policy og Time Magazines lister over verdens mest indflydelsesrige personer – hvorfor er du ikke på de lister i dag?

»Der er ingen tvivl om, at klima er blevet umådelig hot, og på den måde er jeg lidt ubekvem.«

»Man skal huske på, at klimaet – ud over at være et rigtigt problem – så er det et fantastisk emne at tale om. Var det ikke Storm P, der sagde, at alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det? Det giver dig en uendelig række af gode historier: Hver eneste storm, hver eneste oversvømmelse kan blive til politik, og tilsvarende kan politikerne stå at sige, verden er ved at gå under, men jeg vil redde dig.«

»Det er det ideelle setup for journalister og mediehuse, men for sådan en som mig eller som Nordhaus er budskabet, at vi faktisk gør det hele meget lidt effektivt, at vi gør det på en dårlig måde.«

– Føler du så, at du har mindre indflydelse i dag end i 00’erne?

»Det var meget nemmere at komme ud med mine pointer for 20 år siden, simpelthen fordi verden er blevet meget mere bekymret og klimaalarmistisk. Men det gør bare budskabet så meget desto mere nødvendigt at høre.«

»Vi har enormt mange, som snakker meget, men gør lidt – og så har vi rigtig mange, som ikke vil gøre noget, med mindre vi kan sørge for, at den grønne energi bliver meget billigere.«

»Og det er derfor, der var mange, der lyttede på min pointe om, at vi skal passe på ikke at komme til at spilde pengene. Og det er stadig sandt.«

»Men det er rigtigt, at tidsånden har ændret sig. Nu snakker alle om klimaet, men ingen gør rigtig noget, og det vil formentlig også ende med, at om 10-20 år vil vi se, at vi har spildt enormt mange penge, men vi er ikke rigtig kommet nogen vegne.«

Den anden side af Lomborg

Der er stadig et stort publikum for Bjørn Lomborg og hans synspunkter, og den nye bog False Alarm er blevet anmeldt i både The New York Times, Forbes Magazine og The Guardian. Anmelderne er dog ikke begejstrede.

Så Bjørn Lomborg er stadig en stemme i debatten – og det er sådan set også godt nok, mener Peter Birch Sørensen. Han advarer dog imod at opfatte Lomborg som klimaforsker:

»Jeg vil mere kalde ham en formidler, der desværre er selektiv i sin brug af kilder.«

»Han vælger at bruge bidrag fra klimaøkonomien selektivt til at understøtte den dagsorden, han hele tiden har haft: nemlig at klimaskadevirkningerne er overdrevne, og at pengene derfor bruges bedre på andre formål,« siger Peter Birch Sørensen, der peger på, at det i nogle kredse fortsat er et populært budskab, at vi ikke behøver at gøre så meget.

»Det er ikke kun olieindustrien, der har interesse i det, Lomborg siger. Også for almindelige mennesker kan det være et budskab, man gerne tager til sig. Det handler også om vores psykologiske behov for at tro, at tingene nok skal ordne sig,« siger han.

Alligevel mener Peter Birch Sørensen, at stemmer som Lomborg også hører hjemme i debatten.

»Det kan være nyttigt, at de forskellige påstande i klimadebatten bliver underkastet en kritisk efterprøvning, så man skal ikke undertrykke kritiske røster som Lomborgs, men imødegå dem med saglige argumenter.«

Professor Peter Ditlevsen er enig i, at klimadebatten bør underlægges alt mulig kritik, men han mener ikke, at Lomborgs bidrag gavner meget.

»Han afsporer klimadebatten. Ikke alt, hvad han siger, er forkert, men han laver larm,« siger Peter Ditlevsen

Men hvad er egentlig karrierens højdepunkt, hvis man spørger Lomborg selv? Efter at have siddet i David Lettermans Late Night Show, været med Larry King Live, og optrådt på de største politiske magasiners lister over de vigtigste og mest indflydelsesrige personer i verden.

»Det er rigtig svært at sige, men det provokerende svar er, at jeg er enormt glad for min nye bog.«

»Så jeg vil måske lidt overraskende sige, at det er min karrieres højdepunkt, so far

Svaret hænger sammen med, at det, der virkelig optager Bjørn Lomborg, er at gøre mest muligt godt for flest mulige mennesker, som han siger.

»Langt de fleste mennesker i den rige verden kender mig som ham med klimaet. Men det er jo ikke det, jeg bruger det meste af min tid på. I min dagligdag er jeg optaget af udviklingsprojekter i Ghana, Malawi, i to stater i Indien, i Haiti og i Bangladesh, hvor vi spørger, hvordan vi kan gøre mest muligt godt for pengene. Det er jo det, der er tanken bag Copenhagen Consensus.«

»Tuberkulose er verdens største infektionsdræber, meget større end HIV og malaria, men vi glemmer helt TB. Jeg arbejder sammen med Stop TB og andre organisationer, fordi det er en enormt god investering at arbejde for at udrydde TB: For meget få penge, kan man redde enormt mange mennesker.«

»Når jeg skriver om det her, er det enormt let at få opmærksomhed fra den tredje verdens aviser. Men hvis du skal i Information eller i Politiken eller i Jyllands-Posten, så de ikke interesserede.«

»Det deprimerende er, at der er ingen, der gider at høre om det i de rige lande. Journalisterne vil gerne høre om klima, og vi ender som regel bare med at snakke om klima, og det er også fint nok, fordi vi spilder enormt mange penge på klima, og jeg synes, at det er vigtigt at gøre opmærksom på, at vi kunne bruge pengene meget bedre andre steder. Men i virkeligheden kunne jeg også godt tænke mig, at vi talte meget mere om alle de andre ting, vi kunne gøre, og som ville gøre usandsynligt meget godt for verden.«

Den side af Lomborg, er der ikke mange, der kender til. Det er den »ikkefortalte historie om Bjørn Lomborg«, siger han.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Løvenbalk: “ miljøbevægelsens mangeårige dommedagsprofetier”. Hvad er det for nogle, dem kender jeg ikke?

Trond Meiring, Torben Bruhn Andersen, Carsten Wienholtz, jørgen djørup, Bent Gregersen, Jean Thierry, Knud Chr. Pedersen, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Birgitte Johansen, Hans Larsen, Jan Christensen, Jan Fritsbøger, Torben K L Jensen, Arne Lund, Ejvind Larsen, Poul Krogsgård, Alvin Jensen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Bla, bla, bla ,bla igen og igen i en uendelig strøm indtil det sidste - Der findes én planet, hvor vi skal leve på. OG KUN ÉN. Når den er ødelagt, så er det slut.

Måske har menneskeligheden stadig et valg. Måske er det for sent. Men uanset udfald, så har vi ingen andre steder at gå hen. Og alligevel findes der kræfter, som er villige til at spille russisk roulet med menneskelighedens habitat for en dollar.

Med Apollo 8 i 1968 fik mennesket for første gang et billede af en begrænset planet Jorden, som fløj ensomt rundt i rummet. En lille blå prik, som indeholder alt, som mennesket er afhængige af for overhovedet at kunne eksisterer - Der er ikke mere og der kommer ikke mere end den lille blå prik, Jorden. Sådan er det.

Men bare rolig. Der har tidligere i historien været 5 store udrydelser af næsten alt liv på Jorden. Den seneste for omkring 65.000.000 år siden - Dinosaurusernes farvel. Siden er livet genopstået til det vi kender i dag. Ikke mindst takket være en stabil atmosfære med kun 1 grad celsius i gennemsnitlig temperatur udsving de seneste 10.000 år har givet livet mulighed for opblomstring.

Jorden kommer til at flyve videre ude os efter en 6. masseudrydelse af liv på planeten Jorden. Og livet vil gennem de næste 10.000 vis af år blomstre igen uden os. meneskeligheden. En lille parentes i historien og den første art, som udrydde sig selv.

Per Christiansen, Trond Meiring, Torben Bruhn Andersen, Hanne Ribens, Carsten Wienholtz, Christian Skoubye, Poul Reynolds, Flemming Berger, Lars Bo Jensen, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Jan Christensen, Jan Fritsbøger, Torben K L Jensen, Mette Eskelund, Niels K. Nielsen, Ejvind Larsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Sten Christensen

@Jeppe Lindholm
og Lomborgs pointe er at indtil den dag (hvis den kommer) så bør vi forsøge på at gøre livet bedst muligt for alle på kloden og at vi så sandsynligvis har forsket os til teknologien som kan omgøre vores endeligt som art.
Følger vi klimaaktivisterne skal vi forsøge med alle midler at omgøre vores klimafejl også midler der kunne være brugt til at gøre verden til et mere lige sted at leve.
Det er jo en sandhed at det er en lille del af klodens befolkning, de rigeste, klimaforandringer vil gå hårdest ud over.
Jeg vil ikke være den der vælger.

Jeppe Lindholm

Vi har afbrændt fossil brændsel, som er skabt over milioner af år på bare 200 år. Vi fælder 15.000.000.000 træer om året. Vi har inddæmmet og ødelagt 80% af verdens naturlige feskvands områder. Vi erstatter den vilde natur med en tæmmet natur. Halvdelen af alt frugtbar jord i verden er nu landbrugsjord. 70% af alle verdens fugle lever nu i fangenskab. Størstedelen er kyllinger. I dag er der kun 4% af verdens pattedyr, som lever i den vilde natur. Resten, 96%, er i menneskelig besiddelse. Af dem opdrættes 60% til at spises. Dette er nu menneskernes planet. Den drives nu af mennesker for mennesker. Der er næsten intet tilbage til naturen. Verden er ikke længere uspoleret, som den var for bare 50 år siden. Vi har ødelagt den, ikke bare spoleret den. Vi har helt og aldeles ødelagt den verden. Den menneskefrie verden er væk for altid. Vi har løbet verden over ende på mindre end 200 år.

Sådan er det. Fat det dog omsider.

Per Christiansen, Trond Meiring, Jens Kofoed, Carsten Wienholtz, Dennis Jørgensen, Christian Skoubye, Torben Bruhn Andersen, Inga Gerner Nielsen, Poul Reynolds, Troels Ken Pedersen, Lars Bo Jensen, Jean Thierry, Henrik Leffers, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Jan Christensen, Mette Eskelund, Ejvind Larsen, Estermarie Mandelquist, Kristian Edelbo, Alvin Jensen, Ole Frank og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er tydeligvis, at vi er blevet fanget af den idé, at vores eget primitive system med noget for noget bliver brugt langt ud over, hvad det kan kapere. I virkelighedens verden handler det om at gøre noget andet, end man plejer. Hvorfor det skulle 'koste noget', er det lidt svært at argumentere for, for ting koster ikke noget, medmindre vi tilskriver dem en vilkårlig pris.

Per Christiansen, Jeppe Lindholm, Troels Ken Pedersen, Bent Gregersen, Jean Thierry, Eva Schwanenflügel, Jan Fritsbøger, Ejvind Larsen, Alvin Jensen og Ole Frank anbefalede denne kommentar

En nekrolog? I så fald bør der på Lomborgs gravsten stå hans evindelige motto. "jeg synes, at det er vigtigt at gøre opmærksom på, at vi kunne bruge pengene meget bedre andre steder. (end miljø og klima)".

Trond Meiring, Carsten Wienholtz, John Scheibelein, Christian Skoubye, Torben Bruhn Andersen, Niels-Simon Larsen, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Dagens freudianske fortalelse:

“Der er ingen tvivl om, at klima er blevet umådeligt hot, og på den måde er jeg lidt ubekvem.”

Trond Meiring, Carsten Wienholtz, Torben Bruhn Andersen, Troels Ken Pedersen, Flemming Berger, Bent Gregersen, Jean Thierry, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Birgitte Johansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg bliver altid nysgerrig, når jeg læser kommentarer som dem jeg ser til denne artikel. Jeg bliver nysgerrig på hvilken verden man helt præcist forestiller sig at leve i, hvis vi ikke længere skal leve i overforbrugets verden. Er det som stenalder-mennesket? Skal vi leve som bonderøven eller skal vi først til at udtænke nye bæredygtige samfundsstrukturer?
Jeg er oprigtigt nysgerrig og savner konkrete forslag. Når forslagene er på bordet, er jeg derefter endnu mere nysgerrig på konsekvenserne af de foreslåede samfundsændringer.

Chris Skovgaard, Hans Aagaard, Viggo Okholm, Asger Harlung, Bent Nørgaard og Morten Simonsen anbefalede denne kommentar

Lad mig i øvrigt lige sige, at jeg er meget enig i en af Lomborgs pointer, nemlig den at vi skal overveje meget nøje hvad vi bruger vores penge på. Dette siger jeg uden at tage stilling til hvorvidt Lomborg har ret i hans forslag. Klima-debatten er for mig at se præget at et voldsomt tunnelsyn fra yderpolerne. Dette er dybt problematisk, når det kommer til rationelle beslutningsprocesser.

Erik Fuglsang, Hans Aagaard, Viggo Okholm, Asger Harlung, Bent Nørgaard, Jens Christian Jensen og Morten Simonsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det eneste, Torben S., klimadebattens centrumposition er præget af, er en utålmodighed efter komme i gang med det helt nødvendige.
Først og fremmest er der en umådelig ideologisk trang til at betragte verden fra et forældet synspunkt: når vi taler planøkonomi - et fuldkommen almindeligt princip i langt den meste fremstillingsvirksomhed i verden - så henviser man til mislykkede forsøg FOR 40-100 ÅR SIDEN!!!
I mellemtiden har vi udviklet sofistikerede digitale systemer til overvågning af ressourcer, produktivitet, efterspørgsel, koblet med mulighederne for produktion på bestilling.
Det vil om noget kunne reducere ressourceforbruget på alle fronter, når der ikke længere skal overproduceres til konkurrence.
Er det så ikke en indskrænkning i folks 'frie forbrugsvalg'? Spørg dem, der i dag har råd til at få fremstilet ting på bestilling!

Carsten Wienholtz, Troels Ken Pedersen, Bent Gregersen, Jean Thierry, Eva Schwanenflügel og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar

Hej Bjørn
Jeg håber du læser kommentarsporet for jeg har et par spm til dig (hvor præmissen er at du accepterer eksistensen af menneskeskabte klimaforandringer):

Hvor finder du dokumentation for at penge til bekæmpelse af klimaforandringers konsekvenser tages fra kassen til TB-og andet sygdomsbekæmpelse?

Hvor sikker er du på at klimaforandringer ingen indflydelse har på sygdom og fattigdom i den tredie verden?

2000 år til tipping points? Med hvad der indtil videre forligger af viden kan de tp ligge langt tidligere og sandsynligvis gør det. Sagen er at der endnu ikke foreligger sikker viden på det område. Heller ikke at der går 2000 år. Vil du gamble?

Hvis Bjørn ikke læser kommentarsporet, kan du så ikke spørge ham, Løvenbalk?
På forhånd tak
/Ron

Carsten Wienholtz, Lillian Larsen, Christian Skoubye, Flemming Berger, Erik Karlsen, Bent Gregersen, Steffen Gliese, Jean Thierry og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Så håber jeg Løvenbalk læser kommentarsporet :)

Christian Skoubye, Flemming Berger, Steffen Gliese og Jean Thierry anbefalede denne kommentar
Jan Henrik Wegener

Efter at have været "verdenskendt", i visse kredse blev der mere stille om ham.
Var det tendenser i tiden dengang, der åbnede mulighed for hans budskab?
For selvom dette bestemt ikke faldt i god jord blandt alle, så var vel de almindelige (markeds)økonomiske og politiske teorier og opfattelser anerkendt og nød en prestige ikke mindst på grund af Sovjetunionens og den tilhørende "østbloks" kollaps. Det og så et syn på visse teknologier som løsning på rigtig mange problemer, især alt forbundet med internettet.
"Billerne" - Gates og Clinton som måske til dels fremstod nærmest som heltefigurer. Kan man ikke tale om en heltemodtagelse i København da Clinton kom? Det er nok sandsynligt at de der læser dette ikke helt delte den opfattelse, men derfor kan den jo godt have været udbredt.

Steffen Glise

Listen over af ting, du har misforstået, er åbenbart uendelig. Et eksempel herpå er, at din bemærkning om, at ”ting koster ikke noget, medmindre vi tilskriver dem en vilkårlig pris”.

Prisen på en ting – eller en vare - er ikke vilkårlig. En stor del af prisen afspejler det arbejde, du ikke selv har kompetence eller tid til at udføre for at frembringe varen. Hertil kommer efterspørgslens bidrag til prisen. Dette bidrag er hvad man måske kan kalde vilkårligt, fordi efterspørgslen er afhængig af køberens ønsker, som i nogle tilfælde godt kan betragtes som vilkårlig.

Gunner Boye Olesen

Hvis Bjørn Lombiorg virkelig mener at han vil sige sandheden, bør han holde op med konsekvent at bruge halve sandheder og forældede data. I artiklen kommer han bl.a. med forkerte påstande om et af hans hadeobjekter, vindmøller, hvor han prøver at nedgøre det faktum at vindmøller producerer billigere strøm end kulkraft, når kuklraftværkernes afskrivning medregnes. Selv hvis man medregner de reelle omkostninger ved at lagre og bruge vindmøllernes varierende elproduktion, er vindmøllestrømmen stadig billigst. Man skal bare bruge fleksibelt forbrug (som varmepumper) og vandkraftlagre, ikke dyre batterier.

Hans påstand om at det kun er de rige, der bekymrer sig for klimaet, er også forkert. Det er de fattige, der med flere storme og tørker lider mest, derfor naturligt også bekymrer sig mest, selvom deres stemmer sjældent høres. Til gengæld bekymrer Lomborgs rige sponsorer fra den fossile energis investorer sig mere for deres investeringer end for klimaet eller de fattiges ve og vel.

Og hvis Lomborg virkelig ville gøre noget mod tuberkulosen, burde han går helhjertet ind i en kampagne for at stoppet TB's udbredelse, og ikke nævne klima.

Frans Krone, Per Christiansen, Torben Bruhn Andersen, Carsten Wienholtz, Lillian Larsen, Christian Skoubye, Niels-Simon Larsen, Bjarne Tingkær, Lars Bo Jensen, Mogens Kjær, Jean Thierry, Eva Schwanenflügel, Jesper Hostrup Hansen, Steen K Petersen, Ruth Sørensen, Birgitte Johansen og Palle Jensen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Torben S: Du får lige en meddelelse her fra en ene ende af tunnellen:
Inden vi taler om, hvad X koster, skal vi finde ud af, hvad der er galt med X, og hvis der er noget galt, så skal X hjælpes, ligegyldigt hvad det koster. Det må ikke være sådan, at nogen siger, at det er for dyrt at give børnene en fremtid.
Det kan derfor godt være, at vi skal tilbage til jordhulerne igen, men det er trods alt bedre end ikke engang at have jordhuler.
Lomborgs snak om penge har altid været noget vås, for det drejer sig ikke om penge, men om simpel overlevelse. Det gælder også dyre- og plantearter. Lomborg har aldrig set trusler for sig og derfor aldrig stillet planer op for at imødegå dem. Så simpelt er det med ham.

‘Rationelle beslutningsprocesser’ siger du. Hvad er dog det for nogle? Hele klimadebatten går på, at nogle vil have, at vi ser på udryddelsen af dyrearter og andre ødelæggelser af naturen, som det det er: Ødelæggelse.

Prøv lige at trykke dig mere forståeligt ud. Lomborg har jo under katastrofen Anders Fogs beskyttende vinger gjort ubodelig skade.

Olaf Tehrani, Trond Meiring, Carsten Wienholtz, Lillian Larsen, Lars Koch, Steffen Gliese og Palle Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Mogens Kjær, det, du betragter som omkostninger, er jo frembragt af aktiviteter, der under alle omstændigheder ville foregå. De er altså ikke særskilt forbundne med den vare eller tjenesteydelse, der fremstilles eller udføres.

Steffen Gliese

Du er godt nok utrolig. Du påstår, at det, jeg” betragter som omkostninger, er jo frembragt af aktiviteter, der under alle omstændigheder ville foregå. De er altså ikke særskilt forbundne med den vare eller tjenesteydelse, der fremstilles eller udføres”.

Jeg gentager lige, hvad jeg skrev: ” Prisen på en ting – eller en vare - er ikke vilkårlig. En stor del af prisen afspejler det arbejde, du ikke selv har kompetence eller tid til at udføre for at frembringe varen”. Citat slut.

Hvis du fx får nogle håndværkere til at installere et badeværelse, vil du så virkelig mene, at deres arbejde med dit badeværelse under alle omstændigheder ville være blevet udført, også selv om du på forhånd siger, at du ikke vil betale ham en krone for arbejdet.

Hvis dit svar er ja, så tror jeg af resten af kommentarpanelet meget gerne vil have navn, telefonnummer og adresse for de på gældende håndværkere.

Jeg kan se på ”nettet” at du er beskæftiget som dramalærer på et V.U.C. center. Her kan du jo skrive din egen virkelighed uden forstyrrelse fra den ”virkelige verden”. Koncentrer dig venligst om det. Det burde være nok for dig, og en velsignelse for os andre.

Steffen Gliese
Efter din kommentar kommer jeg til at sidde med det indtryk, at du nærmere har en rent politisk utålmodighed, frem for en egentlig bekymring for klimaet ( det er natuligvis min tolkning og jeg kan tage helt fejl - men min nysgerrighed er endu ikke stillet)

Niels-Simon Larsen
Du kommer da heldigvis med et konkret bud - tilbage til jordhulerne. Det jeg så blot vil argumentere for, er at vi så bliver nødt til at opstille en model, der fortæller os, hvilke konsekvenser dette vil have. Kuren skal jo som bekendt ikke være værre end sygdommen. Jeg er selvsagt ikke ekspert på området, men i mit hoved, kommer det til at give alvorlige problemer, hvis 8-9 mia. mennesker skal sameksisterer med ineffektive produktionsmetoder.

Steffen Gliese

Prisen er vilkårlig, fordi den baserer sig på aftaler, der ligeså godt kunne være nogle andre - og i praksis jo tit er det. I min branche udføres der en masse gratis vennetjenester eller priser under tariffen, fordi man tager hensyn til den praktiske omstændighed, at nogle har penge og andre ikke. Den afspejling af prisen, der vedrører løn, er om noget fuldkommen vilkårlig - og i mange tilfælde er den fuldkommen absurd i forhold til omkostningerne, når det f.eks. gælder den ofte store avance på alt fra mælk til mærkevaretøj.
Det er stadigvæk bare ikke rigtigt det, vi skal have fat, hvis du skal forstå det simple faktum i verden: at ting ikke koster noget, før vi sætter priser på dem. Kun fordi vi insisterer på at kunne måle og veje vidt forskellige aktiviteter og genstande op imod hinanden, har vi brug for at prissætte dem; men i virkeligheden er der ikke andet end udførelsen af opgaver og de muligheder, det kaster af sig for os alle.

Poul Krogsgård

Tre store billeder af Bjørn Lomborg fylder op i avisen i dag. Jeg forstår godt, hvis Informations journalister gerne vil have fri i weekenden, men så skulle man måske nøjes med en 16-siders avis om mandagen. Det kunne også spare lidt på klimabelastningen ved trykning af avisen.

Torben Bruhn Andersen, Dorte Schmidt-Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Sten Christensen
04. oktober, 2020 - 23:24

"Det er jo en sandhed at det er en lille del af klodens befolkning, de rigeste, klimaforandringer vil gå hårdest ud over."

Det er det faktisk ikke, Sten: Det vil gå mest ud over folk omkring ækvator og i de arktiske områder. Især fra omkring ækvator vil vi i fremtiden sandsynligvis se en del klimaflygtninge.

Gunner Boye Olesen
05. oktober, 2020 - 13:18

"...et af hans hadeobjekter, vindmøller, hvor han prøver at nedgøre det faktum at vindmøller producerer billigere strøm end kulkraft..."

Hvis du havde set "Tæt på sandheden" med Jonatan Spang på DR, ville du vide, at Bjørn Lomborg KUN mener, at vindmøller IKKE producerer billigere strøm end kulkraft, når de står stille.

Bent Gregersen

Som en der havde fingrende nede i VE-spanden omkring opførsel af vindmøller bl.a. den første vindmøllepark i Danmark som materialiserede sig på Ærø. For den gruppe jeg tilhørte ved denne VE indsats blev lidt overrasket over Bls belæringer. Uforståeligt med en retarderet argumentation og iøjnefaldende uvidenhed. ”klimaet koste penge, men det gør VE osse! Fantastisk!
Der skal åbenbart kun specielle megalomane evner til at blive bidragsyder til de i artiklen anførte medier.

Pudsigt er at han nu er på banen igen, kørende og repeterende sine ”videnskabelige” postulater.

Han er uden nogen interesse for politik og VE generelt, men opfylder de økonomiske bestræbelser samme medier betjener sig af.

Godnat og sov godt.

Carsten Wienholtz, Steffen Gliese og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese
Dit sidste indlæg er noget af det mest rablende vanvid, som jeg nogensinde har læst, hvis det drejer sig om at beskrive den virkelighed, som langt de fleste mennesker lever i. Du skriver" ting koster ikke noget, medmindre vi tilskriver dem en vilkårlig pris. Uanset hvad du mener, så får vi mennesker ikke de varer vi køber gratis, hvis vi nægter at give en - vilkårlig eller uvilkårlig - pris for dem.
Din branche, som jeg har forstået er drama, er flintrende ligegyldig for almindelige menneskers virkelighed. I din branche sker det vist også, at nogle arbejder gratis, fordi de så tror, at de får chancen for lønnet arbejde en anden gang.

Må jeg bede om nogle mere seriøse indlæg fra din side.

Morten Simonsen, Hans Aagaard og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar

Så vidt jeg er orienteret kommer ca. 33% af Danmarks energiforbrug fra vedvarende energi og heraf blot 22% fra vind. Dette betyder at sølle 8% af vores samlede energiforbrug kommer fra vind (sol er faktisk med i dette tal). Størstedelen af det vi kalder vedvarende energi kommer fra biomasse, med alle de ulemper, det nu engang har. Forøgelsen af vinds bidrag over de seneste 10 har være minimal og selv med regeringens tanker om nye havvind-parker, kommer vinds samlede bidrag kun op på 11% af vores samlede energiforbrug.
Tallene over Danmarks energiforbrug er jo tilgængelige, men jeg indrømmer at jeg ikke selv har tolket på tallene. Jeg er sikker på, at der lynhurtigt, vil komme kommentarer, der piller disse ned som vrøvl og cherrypicking. Her kommer vi til klimaproblematikkens egentlige udfordring: Der er ingen almindelige mennesker, der har en jordisk chance for at følge med, da alle fakta bliver udlagt på vidt forskellige måder med vidt forskellige agendaer Jeg er oprigtigt interesseret i klimaproblematikken, men jeg ville ønske, at debatten ikke primært var baseret på følelser. Jeg tilslutter mig Hans Roslings opfordring til factfullness, så vi kan tage fat om udfordringerne på en anstændig og og reelt problemløsende måde.

Godnat og sov godt.

Steffen Gliese

Mogens Kjær, du er nødt til at løfte snuden om fra de rammer, der er sat, og i stedet analysere på indholdet: penge er ikke en ressource, det er en infrastruktur, der fragter ressourcer derhen, hvor de efterspørges. Det indebærer imidlertid nogle betydelige skavanker, som vi historisk har været nødt til at finde os i; men teknologien arbejder også på dette område for en frigørelse.

Steffen Gliese
Penge er et betalingsmiddel. Som sådan er begrebet ”penge” både de rammer, der er sat og selve indholdet i det ”pengebegreb” [læs betalingsmiddel], som samfundet arbejder med. Jeg mener ikke, at jeg nogensinde har talt om, at penge er en ressource i ordets egentlige forstand.

At ”pengene” kanaliseres derhen, hvor de efterspørges, ”står på side 1 øverst til højre” i lærebøgerne om økonomi. Som du gør, kan man godt opfatte det, som om pengene er en infrastruktur til transport af vejen mellem efterspørgsel og udbud. Andre opfatter bare penge som en bekvem opfindelse i stedet for at en bytteøkonomi i form af naturalier. Men det kommer vel egentlig ud på ét.

Det virkelig interessante er imidlertid, at du fortæller lidt om, hvilke skavanker du mener, at betalingsmidler medfører, og i særdeleshed at du løftede sløret for, hvordan teknologien arbejder for at hjælpe os af med disse skavanker, som skulle være forårsaget af betalingsmidlet ”penge”

En meget lang artikel om Lomborg, som jeg reelt ikke kender, måske fordi jeg som total amatør bare har "troet" på hans kritikere.
Når jeg nu læser og forsøger at forstå og så selve debatten her mellem os kloge og vel mindre kloge, er jeg bestemtikke.
reelt har vi frelste erkendt og accepteret at vi nu skal lade bilerne så-undlade at flyve og så i øvrigt blive mindst vegetarer?

En meget lang artikel om Lomborg, som jeg reelt ikke kender, måske fordi jeg som total amatør bare har "troet" på hans kritikere.
Når jeg nu læser og forsøger at forstå og så selve debatten her mellem os kloge og vel mindre kloge, er jeg bestemtikke.
reelt har vi frelste erkendt og accepteret at vi nu skal lade bilerne så-undlade at flyve og så i øvrigt blive mindst vegetarer?

@Arne Lund: Bortset fra det: Skal der overhovedet være en gravsten? Pengene kunne bruges bedre på noget andet.

Jeppe Lindholm

"Jeg bliver altid nysgerrig, når jeg læser kommentarer som dem jeg ser til denne artikel. Jeg bliver nysgerrig på hvilken verden man helt præcist forestiller sig at leve i, hvis vi ikke længere skal leve i overforbrugets verden"

Vi skal grundlæggende gøre følgende:

1. Naturen skal i vid omfang genoprettes, så arterne har et fornyet eksistens grundlang.

2. Den menneskelige befolkningstilvækst skal stoppes. Vi skal ikke være 11.000.000.000 mennesker i 2100. Dette gøres gennem uddannelse og en rimelig og fornuftig velstand og forsørgelse til alle. I den udviklede del af verden føder kvinder 1-2 børn. Hvor i mod i den mindre udviklede del af verden føder kvinder 4-8 børn. Så nøglen til reduktion af menneskeligheden er uddannelse og forsørgelse.

3. Vi skal skabe en verden, som bygger på det bedste fra fortiden (nøjsomhed og bestandighed - Slut med IKEA møbler), det bedste fra nutiden (det være sig elektricitet, digitalisering, menneskerettigheder, sundhed og alt andet godt) og det bedste fra fremtiden (nyskabelser, som er 100% bæredygtige). En art bonderøvstilværelse på internet så at sige.

For at det kan lade sig gøre skal kapitalismen og penge begrebet omdefineres eller måske helt afskaffes. Der skal ikke findes de 10% rigste, som ejer hele verden.

- Dette er metoden til en natur afbalanceret fremtid, sådan i lidt grove træk.

Og der er 2 muligheder. Enten lykkes ovenstående i en eller anden form. Eller også byder fremtiden på død og helvede for de fleste. Indtil det til sidste er slut.

Det er i hvert fald sådan jeg ser det. Andre kan jo se noget andet.

Bent Gregersen

Alligevel mener Peter Birch Sørensen, at stemmer som Lomborg også hører hjemme i debatten. ”

Der for længst fastslået at Lomborg i klimadebatten er uden betydning. Hvorfor er der folk på Information , som ikke kender denne lille detalje, men ruller videre med ”værdien af at offentliggøre det rene vrøvl som hjemme i debatten. Hvad er det for en værdi? ”

»Han [Lomborg] slår meget på, at Nordhaus modtog Nobelprisen i økonomi for sin klimamodel, som han har kalibreret således, at det er optimalt at acceptere en temperaturstigning på 3,5 grader i år 2100 og fire grader frem mod 2150,«
Her bliver det da tydeligt, at Lomborgs modeller er absurd kortsigtede.
Klimamodellerne forudsiger, at det er sandsynligt, at vi, når vi når op på de 3 grader, vil se en smeltning af isen på Arktis med en havvandstandsstigning på 5 – 6 meter til følge.
Ved 4 grader er det hele Østantarktis, der forsvinder, med havstigninger på mindst 60 meter til følge.
Havvandsstigningerne forsvinder ikke lige med det første.
Mon ikke omkostningerne ved hurtigst muligt at bringe CO2-udledningerne ned på nul vil være uanseelige i forhold til værdien af de afgrøder, der ville have været kunnet dyrket på de enorme nu oversvømmede, ellers frugtbare, arealer de næste 25 millioner år.

Lomborg har altid været en løgner og bedrager. Men det lykkedes ham at forsinke klimakampen med et par årtier.
Please stop med at lytte til hans bullshit