Baggrund
Læsetid: 8 min.

Coronakrisen bliver ved. Tre danskere fortæller, hvordan det påvirker dem psykisk

I marts fortalte tre danskere, hvordan coronakrisen påvirkede deres psyke. Et halvt år senere fortæller de tre, at corona fortsat påvirker deres hverdag og blandt andet har resulteret i forværret angst og øget bekymring for fremtiden
»Min psyke gør, at jeg virkelig forsøger at efterleve alle retningslinjer, fordi jeg hurtigt bliver urolig. Det er hårdt, når andre ikke tager de samme hensyn. Særligt i supermarkederne, hvor mange ikke holder afstand.« siger Lillan Albeck.

»Min psyke gør, at jeg virkelig forsøger at efterleve alle retningslinjer, fordi jeg hurtigt bliver urolig. Det er hårdt, når andre ikke tager de samme hensyn. Særligt i supermarkederne, hvor mange ikke holder afstand.« siger Lillan Albeck.

Emilie Lærke Henriksen

Indland
31. oktober 2020

Den 11. marts 2020 står for de fleste danskere som et vendepunkt: Danmark lukkede ned, og coronavirus var en realitet, man ikke længere kunne komme uden om.

Nu er der gået over et halvt år, virussen tager igen til i Danmark, og hverdagen er fortsat forandret for mange. I marts fortalte tre forskellige mennesker, hvordan corona havde påvirket deres mentale helbred.

Information har genbesøgt de tre for at høre, hvordan de har det nu, hvor der er kommet nye restriktioner, mens dagene samtidig bliver mørkere.

»Den morgen, han døde, plukkede jeg forskellige akelejer. Pink, som er min farve, og blå til min elskede Henning«

Lillan Albeck, 64 år, bor i Hjortekjær, på efterløn

»Jeg udviklede angst i forbindelse med, at min mand Henning fik konstateret tre forskellige demenssygdomme. Og jeg har ændret mig meget i løbet af hans sygdomsforløb.

Angsten gør, at jeg ikke magter at skulle forholde mig til flere mennesker i en forsamling, og jeg har også svært ved det, når jeg skal møde nye mennesker.

Corona har forværret situationen. Jeg kører ikke i hverken bus eller tog, fordi jeg får angst ved at stige ind, når der er andre mennesker.

Min psyke gør, at jeg virkelig forsøger at efterleve alle retningslinjer, fordi jeg hurtigt bliver urolig. Det er hårdt, når andre ikke tager de samme hensyn. Særligt i supermarkederne, hvor mange ikke holder afstand. Men jeg orker ikke at tage diskussionen, fordi jeg har hørt om andre, som er blevet skældt ud og kaldt hysteriske, hvis de sagde noget. Jeg har et liv, hvor jeg ikke behøver at skynde mig, så jeg går ud af køen og venter, hvis vi står for tæt.

Lige så meget, som jeg har behov for at være tæt og i berøring med de rigtige mennesker, lige så lidt har jeg behov for at være det med fremmede mennesker.

Jeg har ikke fået et knus fra mine søstre, siden corona kom. Det savner jeg meget, især fordi jeg har haft meget brug for at være nær med dem, jeg elsker, siden min mand døde med corona den 12. maj.

Da landet lukkede ned, måtte jeg ikke længere komme på det plejehjem, hvor han boede. Jeg var bange for, hvordan det ville påvirke ham, når jeg ikke længere kunne være en del af dagligdagen, især fordi manglende stimuli har stor betydning for demensramtes trivsel. Jeg frygtede, at han ikke længere ville kunne genkende mig.

Der gik otte uger, hvor jeg ikke så ham. Jeg måtte ikke komme, fordi det jo udgjorde en smittefare, men så ringede de fra plejehjemmet og fortalte, at han var blevet testet positiv for corona.

Det føltes forfærdeligt, at jeg var blevet forment adgang så længe for at beskytte ham, og at han så ender med at blive smittet der. Jeg havde holdt mig isoleret, fået andre til at handle ind for mig og gjort alt, så jeg kunne være klar, så snart plejehjemmene åbnede igen.

På hospitalet svingede hans tilstand meget, og han var fysisk dårlig. Det var dog rart, at jeg igen kunne indgå som en del af hans hverdag, og at jeg havde noget at tage mig til. Vi har altid sunget meget sammen, og vi sang morgensang med Philip Faber fra hospitalssengen.

Han fik det værre, og jeg spurgte, om han ikke kunne komme i respirator, men lægen fortalte, at hans hjerne var for skrøbelig. Inden jeg skulle ind på hospitalet næste morgen, plukkede jeg blomster, fordi jeg vidste, det skulle ske. Jeg plukkede forskellige akelejer. Pink, som er min farve, og blå til min elskede Henning. Den dag døde han, mens jeg holdt ham i hånden.

Begravelsen var meget fin. Restriktionerne var lige blevet ændret, så vi måtte være mere end ti. Jeg sang Jeg har elsket dig så længe, jeg kan mindes i kirken, selv om jeg næsten ikke begriber, at jeg havde styrken til det.

Den styrke forsøger jeg at bruge nu. Det har været nogle hårde måneder, men jeg håber, det har givet plads til større eftertænksomhed blandt folk. Vi har fundet ud af, hvor meget nærvær og samvær betyder. Det har selvfølgelig også tydeliggjort ensomheden blandt dem, der ikke har så mange omkring sig, og jeg føler også stor ensomhed efter tabet af Henning.

Jeg forstår godt, at mange er frustrerede over restriktionerne. Men det er bare en anden situation, vi lever i nu. Det er ikke det samme som influenza, og jeg synes faktisk, jeg har noget at have det i, fordi min mand døde med corona.«

Emilie Lærke Henriksen

»Nogle gange har man bare brug for et kram, hvis ens hverdag er lidt skidt. Men det må man ikke mere«

Monica Jørgensen, 35 år, bor i Ørbæk, sygemeldt

»I starten fyldte corona ikke lige så meget, som det gør nu. Jeg har både angst og er i risikogruppen, fordi jeg er hjertepatient, og derfor har det været nogle virkelig hårde måneder.  

Folk er blevet dårligere til at holde afstand. De møver sig igennem i supermarkederne og ånder nærmest én i nakken. Nogle gange vender jeg mig rundt og giver dem blikket, og ellers beder jeg dem om at holde afstand, men man skal også passe på. Jeg har hørt om flere, der fik et par på hovedet, fordi de bad om afstand. Derfor holder jeg mig mest i min lejlighed og handler kun, når køleskabet er helt tomt.

Min angst er blevet meget værre. Jeg får hyppigere anfald og har det generelt bare rigtig skidt psykisk. Det er svært at have en hverdag uden noget at stå op til, og jeg har været sygemeldt længe nu på grund af mit hjerte.

Jeg bruger mest dagene på at sove, fordi jeg hurtigt bliver træt af den smertestillende medicin, jeg tager. Jeg forsøger egentlig bare at få tiden til at gå, men det er meget ensomt.

Jeg har aldrig haft en stor vennekreds, så jeg ser kun ganske få. Før plejede jeg at hilse på folk, når jeg var ude at gå en tur, men nu er det, som om de er begyndt at gå i en stor bue udenom. Alle holder sig for sig selv. Jeg savner virkelig, at man bare kan give et kram. Nogle gange har man brug for et kram, hvis ens hverdag er lidt skidt, men det må man ikke mere.

Hele coronasituationen er bare virkelig træls. Den har ødelagt så meget og bragt kaos med sig. Alt det, der er blevet aflyst. Nu for eksempel alle de store markeder: Ørbækmarkedet, Langeskovmarkedet og Egeskovsmarkedet, som jeg plejer at tage til. Det er så hyggeligt at gå rundt og kigge på små søde ting, og det er bare det bedste, hvis man lige falder over noget, man stod og manglede. Nu bliver julemarkederne sikkert også aflyst, fordi corona er så dum. Hvis de også aflyser julen, bliver jeg virkelig ked af det.

Det er generelt hårdt, at man aldrig ved, hvad der kommer til at ske. 

Heldigvis er jeg startet i en lille gruppe for mennesker, der har det psykisk svært. Vi har alle sammen forskellige problemer, men mødes en gang om ugen for at snakke sammen og give hinanden gode råd. Det glæder jeg mig meget til hver uge.

Hver aften skriver jeg det bedste ned, der er sket den dag. Det har jeg gjort i mere end 200 dage nu. Det kan være, at jeg har været sammen med min familie, gjort lidt rent eller handlet ind.«

Emilie Lærke Henriksen

»Nogle gange ringer jeg til mine venner over FaceTime bare for at mærke, at der er nogen i den anden ende«

Kristian Hindø-Lings, 26 år, bor i København Nordvest, tilrettelægger på Radio Loud

»Hvis jeg i marts havde vidst, hvor længe corona ville vare ved, så tror jeg, frustrationen havde været på et helt andet niveau og ensomheden meget større. 

De nye restriktioner virker uoverskuelige. Jeg har en bred omgangskreds og synes, det er umuligt at skulle vælge ti mennesker ud. Det, der fortvivler mig mest, er, at alt det, jeg lige havde vænnet mig til igen blev revet fra hinanden.

I marts var jeg så heldig, at jeg flyttede sammen med min bedste ven, og vi kunne være hinandens støtte i alting. Men nu er vi i det her underlige mellemstadie, hvor vi nok ikke ser ind i en nedlukning, men samtidig skal udvælge nogle bestemte mennesker at omgås. Selv om vi ikke er alene, føles det enormt ensomt.

Og selv om vi må mere nu, føles situationen mere uoverskuelig end i marts. Dengang vidste jeg, at jeg bare skulle være sammen med min bedste ven og arbejde hjemmefra. Vi var sammen hele tiden, kunne kramme og sparre med hinanden. Vi var en tosomhed. Nu skal jeg selv vurdere, hvem jeg skal prioritere, og det gør, at jeg næsten ikke orker at se nogen mennesker, fordi jeg ikke kan tage det valg.

Jeg er et stort vanemenneske, og derfor er det så svært, når retningslinjerne hele tiden skifter. Corona er for mig lidt blevet ligesom matematik i gymnasiet. Det er noget, jeg ikke kommer til at forså, men jeg bliver nødt til at acceptere det, for ellers bliver jeg skør.

Corona har sat sig i mig som en forvirrende ensomhed. Når jeg går på gaden og ser folk i store forsamlinger, som krammer, så føles det jo ikke, som om der er en pandemi. Alt føles normalt uden at være det, og tvetydigheden er virkelig svær at håndtere.

Om man sidder i en kernefamilie på fire eller er single ligesom mig i en lille lejlighed i Nordvest, så tror jeg, alle er frustrerede. Men hvor man i en familie eller et par har nogle at snakke med, så savner jeg virkelig at have nogen. Min telefon er derfor blevet meget vigtig. Nogle gange ringer jeg til mine venner over FaceTime bare for at mærke, at der er nogen i den anden ende.

Jeg kan mærke, at jeg er en anden Kristian, end jeg var dengang. Og det er vildt at tænke på, når ’dengang’ er så kort tid siden. Alt er virkelig forandret.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu kan jeg ikke læse artiklen, men jeg savner en anerkendelse af og reflektion over dem der skal arbejde for tiden, folk der også ved at de er mere udsat end andre. Butikspersonale, DSB ansatte, Politi, sundhedspersonalet og andre. En enlig butiksansat mor med to børn må man sige er udfordret.

Når CoVid-19 mareridtet bliver fortid, og når klimaforandringerne erkendes uden skyld og panik; når vi igen løfter blikket og ser muligheder i stedet for udfordringer, vil vi føde en generation med stor appetit på livet og fornemmelsen af, at i morgen altid bare bliver bedre.

It's gettin' better
To be born
It's gettin' better
Feels like a morning
It's gettin' better
It's growing
Brighter
Shining
It's gettin' better
Changing
It's gettin' better
Gathering
It's gettin' brighter
It's spreading
Together
With each other
It's gettin' finer
To tell the truth
It's gettin' finer
To be alive
It's gettin' better
To be born
It's gettin' better
To create
It's gettin' better
To learn
It's gettin' brighter
To grow
In the dawn
To change
It's gettin' finer
To live in harmony
It's gettin' better
We can be together
Together
We can work it out
And all of us together
Build
Gettin' better
Building
Gettin' finer
Gathering
Gettin' brighter
Shining
Gettin' better
Learnin'
In the dawn
Burnin' brighter
Gettin' better
Tomorrow
Tomorrow
To grow
Tomorrow
To help another
Tomorrow
It's gettin' better

Paul Kantner and Jefferson Starship

Sådan oplevede mange af os selv vores opvækst som efterkrigsbørn i halvtredserne og tresserne. Et privilegium ikke alle generationer oplever desværre.

Daniel Joelsen, Erik Winberg og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar