Baggrund
Læsetid: 9 min.

Forskere og studerende går i rette med Henrik Dahl: At diskutere køn, etnicitet og sprog er ikke farlig identitetspolitik

Identitetspolitikken har inficeret samfundet via forskere og studerende på samfundsvidenskab og humaniora, skriver folketingsmedlem Henrik Dahl (LA) i sin nye bog. Dahl har delvist ret, mener nogle forskere og studerende, mens andre synes, at han ser spøgelser
I marts i år debatterede studerende og ledelse på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvorvidt det var svært at ytre sig om sine politiske holdninger, hvis ikke de var venstreorienterede (billedet). Formand for Konservative Studerende Cille Hald Egholm mener dog ikke, der er tale om »amerikanske tilstande, hvor man ikke kan sige sin mening, og hvor alting er politiseret«.

I marts i år debatterede studerende og ledelse på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvorvidt det var svært at ytre sig om sine politiske holdninger, hvis ikke de var venstreorienterede (billedet). Formand for Konservative Studerende Cille Hald Egholm mener dog ikke, der er tale om »amerikanske tilstande, hvor man ikke kan sige sin mening, og hvor alting er politiseret«.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
2. oktober 2020

Det handler om identitetspolitik og al dens uvæsen i Henrik Dahl fra Liberal Alliances nye debatbog, Den sociale konstruktion af uvirkeligheden.

Med afsæt i sin fortid i både den danske og amerikanske universitetsverden og sin nutid som blandt andet uddannelses- og forskningsordfører for Liberal Alliance beskriver Henrik Dahl i bogen, hvordan identitetspolitikken er opstået på de amerikanske universiteter, hvordan den lever i bedste velgående på de danske universiteter og derfra har spredt sig ud i samfundet.

Og selv om identitetspolitik i nogles øjne blot handler om anerkendelse af interessegrupper som kvinder, sorte, LGBT+-personer eller overvægtige, har den ifølge Henrik Dahl antiliberale tendenser, som via humanistiske og samfundsvidenskabelige forskeres teorier har inficeret samfundet og ført til ændrede regler og reformer. Ikke bare i USA, men også herhjemme.

Information har bedt studerende og forskere om at forholde sig til nogle af bogens påstande, og de er langt fra enige om, hvorvidt identitetspolitik udgør et problem på universiteterne eller ej. 

Samarbejdsvilje

En af bogens påstande lyder sådan her: »Hvis man skal forstå den samlede konsekvens af masseuniversitetet og det bidrag, det har ydet til at skabe en bestemt form for moderne identitetspolitik, skal man altså forstå (…) hvorfor og hvordan der på universiteterne – inden for samfundsvidenskab og humaniora – kunne opstå et korps af samarbejdsvillige forskere, der gerne ville imødekomme de radikaliserede krav fra de studerende.«

Peter Lauritsen, der er professor i overvågning på informationsvidenskab på Aarhus Universitet kan ikke genkende beskrivelsen: »Jeg har ingen studerende, der stiller krav om, at jeg skal tale på en bestemt måde eller inkludere bestemte tekster. Faktisk måtte de gerne stille nogle flere krav.«

Han mener, at Henrik Dahl nærmest bruger identitetspolitik som et skældsord, hvor det er et problem, hvis studerende og forskere forholder sig til køn og race.

»Men det skal vi altså gøre på humaniora både i forhold til teori, metoder og resultater. Det er nødvendigt og burde være noget, der spredte sig til andre videnskabelige grene. For det har betydning, hvilket ståsted man har, og det kan hurtigt gøre forskere og studerende meget skråsikre eller naive, hvis de glemmer at reflektere over deres teorier og metoder. Men det er ikke med til at underminere noget som helst. Det er tværtimod en måde, forskningen forholder sig til sig selv og til verden på,« siger Peter Lauritsen.

– Men ser du ikke et problem i, hvis universiteterne skal tage hensyn til forskellige identitetspolitiske krav om hensyn til det ene og det andet?

»Jo, hvis det kommer til at lægge bånd på den frie debat i undervisningen eller forskningen. Men sådan er det jo ikke,« siger han. 

Et ledelsesproblem

Christian Bjørnskov, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet, er en af de forskere, der er bekymrede for, at identitetspolitik vil sætte forskningsfriheden under pres. Det har han for nylig skrevet i en kronik i Berlingske sammen med 13 andre forskere. At der skulle være et korps af samarbejdsvillige forskere på samfundsvidenskab og humaniora, der gerne ville imødekomme radikaliserede krav fra studerende, kan han dog sige blankt nej til.

»Det er absolut ikke sådan, det er. Vores fornemmelse er, at langt de fleste forskere gerne vil undgå, at de identitetspolitiske strømninger fra USA og Storbritannien trænger ind her. Det er i højere grad universitetsledelserne, der accepterer identitetspolitiske grænser for forskning og ytringer,« mener Christian Bjørnskov.

Han ser identitetspolitik som en trussel mod forskningsfriheden og universiteterne, som vi kender dem. Men ledelserne vil hellere undgå konflikt og kritik i medierne, og derfor er de mere tilbøjelige til at acceptere identitetspolitiske tiltag, mener han.

»For meget af det her har været mediesager, og det er kun en meget lille aggressiv minoritet blandt de studerende, som det her handler om,« siger Christian Bjørnskov.

Forurettelsesstudier

Det er især på det, Henrik Dahl kalder forurettelsesstudier, at der ifølge ham er problemer med videnskabeligheden og identitetspolitikken, fordi »de ophæver skellet mellem verden, som den er, og verden, som den bør være«.

Det gælder eksempelvis studier i det postkoloniale, køn og kritisk raceteori. Men Peter Lauritsen mener, at netop de fag er vigtige, blandt andet fordi de har stillet spørgsmål ved videnskabens konsekvenser:

»Når man forlader den stringente vej i videnskab og for eksempel gør opmærksom på, at forskningen også kan være diskriminerende, har der altid været typer, der tror, at det vil ødelægge hele verden. Det passer ikke, men Henrik Dahl er en dem, der tror, at verden falder sammen, når man forholder sig reflekterende til videnskaben.«  

Henrik Dahl foreslår i bogen at tage forskningsmidlerne fra de såkaldte forurettelsesstudier.

Rikke Andreassen, der er professor på RUC og forsker i køn, seksualitet, race og hvidhed, ser det som et angreb på forskningsfriheden, hvis politikere vil til at diktere, hvilke teorier og metoder forskere skal bruge for at modtage forskningsbevillinger.

»Det nærmer sig jo censur af forskningsfriheden,« siger Rikke Andreassen.

Hun undrer sig over, at studier med meget få ansatte og små kurser som hendes eget skulle være så farlige, som Henrik Dahl mener.

»Det ville da være interessant, hvis vi havde så stor indflydelse på verden, men når jeg kigger på de store bevægelser, som Black Lives Matter og #MeToo, så er de drevet af folks oplevelser og erfaringer, ikke af nogen form for teoretisk forskning,« siger Rikke Andreassen.

Hvis vi vil forstå alt det, der sker lige nu med Black Lives Matter og #MeToo i Danmark, er det vigtigt at have nuanceret viden om race og køn, påpeger hun.

»Hvis vi vil forstå de bevægelser mere nuanceret, og hvis vi som samfund skal løse nogle af de konflikter, de bevægelser er udtryk for, er vi nødt til at have en solid faglig ballast og indsigt i køn og seksualitet, race og diskrimination,« siger Rikke Andreassen.

Det skel, som Henrik Dahl laver mellem henholdsvis samfundsvidenskab og humaniora som værende uvidenskabelige og dermed arnested for identitetspolitik og så resten af videnskaberne bygger på en gammeldags forestilling om, at videnskab er fuldstændig neutralt, mener Rikke Andreassen.

»Ingen videnskaber er absolut objektive. De spørgsmål, forskerne stiller, måden, de går til deres empiriske materiale på, måden, de undersøger verden på, afhænger af deres positionering. Det gælder både inden for sundhedsvidenskab, naturvidenskab og humaniora. Derfor er det en kunstig opdeling af videnskaberne,« siger Rikke Andreassen.

– Men er der ikke blandt jeres studerende kræfter, som presser i en mere identitetspolitisk retning?

»Jeg ved faktisk ikke, om det kommer fra de studerende, som læser hos os. Men det er ikke mit indtryk, at Black Lives Matter i Danmark er drevet af teoretiske studier. De er drevet af folks oplevelser med diskrimination,« siger Rikke Andreassen. 

Studerendes offergørelse

De identitetspolitiske strømninger i USA har ifølge Henrik Dahl ført til, at ikke bare videnskaben, men også niveauet for undervisningen er blevet ringere. Og den tendens ser han gentaget i Danmark, hvor de studerendes »selvoffergørelse« og al snakken om præstationspres og stress er en løftestang for at sænke kravene.

Johan Hedegaard Jørgensen, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), mener, at det er en ærgerlig og arrogant holdning, når undersøgelse på undersøgelse har dokumenteret elevers og studerendes stress og mistrivsel. 

Cille Hald Egholm, der er formand for Konservative Studerende på Københavns Universitet, mener derimod, at Henrik Dahl er inde på noget rigtigt. I hendes optik fylder identitetspolitik nemlig allerede en del også på de danske universiteter.

Når Henrik Dahl skriver i sin bog, at der er et korps af samarbejdsvillige forskere på samfundsvidenskab og humaniora, der gerne ville imødekomme de studerendes radikaliserede krav, er det dog for skarpt sat op, i forhold til den virkelighed hun kender på statskundskab på Københavns Universitet.

»Der er helt klart forskere, der gerne vil imødekomme krav fra de studerende, fordi de til at starte med virker sympatiske, men det er langt fra alle. Og vi har ikke amerikanske tilstande, hvor man ikke kan sige sin mening, og hvor alting er politiseret,« siger Cille Hald Egholm.

Hun tilføjer, at det faktum, at de studerende og forskerne sidste år kunne tage en debat om, at der ikke burde være rigtige og forkerte meninger på statskundskab, vidner om, at identitetspolitikken trods alt ikke stopper den frie debat.

Johan Hedegaard Jørgensen mener heller ikke, at identitetspolitiske strømninger er et problem blandt de studerende på universiteterne.

»Så Henrik Dahl ser spøgelser,« siger DSF-formanden, der primært mener, at identitetspolitik gøres til et stort problem i Berlingskes debatspalter.

»Her oplever vi tit, at det bliver en grim og forplumret debat, der sjovt nok kommer, når man taler om et inkluderende studiemiljø. Og det er et problem, hvis vi ikke kan tale om, hvordan for eksempel transkønnede, nonbinære eller minoritetsetniske studerende har det på studierne, uden det bliver kaldt identitetspolitik,« siger Johan Hedegaard Jørgensen.

At de studerende diskuterer inkluderende sprogbrug, eller hvorfor der for eksempel kun er hvide, europæiske mænd på pensumlisten, ser han som en helt naturlig del af at være universitetsstuderende.

»Det er da et godt tegn, at studerende stiller spørgsmål ved og krav til undervisningen, og det er ikke min oplevelse, at det er fuldstændig outrerede krav eller noget, der presser ånds- og forskningsfriheden på universiteterne. Jeg vil faktisk vove at påstå, at det er en del af universitetets dna, at man kan diskutere den slags,« siger Johan Hedegaard Jørgensen.

Trojansk hest

Henrik Dahl mener, at de identitetspolitiske tendenser i Danmark både kommer fra de studerende og forskerne, selv om han erkender, at det langt fra drejer sig om alle på humaniora og samfundsvidenskab.  Et aktuelt eksempel er ifølge Dahl de 122 forskere på Københavns Universitet, der vil have universitetet til at undersøge problemer med racisme og gå ind i en antiracistisk kamp. 

»Den terminologi, der bliver brugt om racisme og hvidhed er kodeordet for identitetspolitik, men den giver ofte forkerte svar på relevante problemer, som her er at bekæmpe diskrimination. Identitetspolitik er på den måde en trojansk hest, for inde bag de relevante problemstillinger er der en dagsorden, som skaber ekstrem splittelse, og hvor jeg som hvid mand ikke kan sige noget,« siger Henrik Dahl.  

– Men hvad er problemet med, at du som hvid mand ikke altid har noget at skulle have sagt?
»Så er ideen om det bedre argument opløst. Det kommer til at handle om, hvem man er, og hvem der har magten,« siger Henrik Dahl og fortsætter:

»Man bedømmer altså argumentets værdi udfra afsenderen og ikke udfra argumentet. Men hele vores samfund er jo opbygget på værdien af det gode argument, og at vi skal lytte til alle mennesker, hvilket har ført til større anerkendelse og bedre rettigheder. Vores samfunds moralske cirkel kan skrumpe ind, hvis man begynder at tænke på den her måde: at nogle argumenter ikke dur, fordi de kommer fra de forkerte mennesker,« siger Henrik Dahl.  

– Du skriver i bogen, at det er usædvanligt, at emner, der begyndte som teorier på universitetet, bliver til lovgivning og reformer. Hvor ser du den tendens herhjemme?

»Den normkritik, som startede som akademiske teorier om kønsidentitet, diskuterer vi jo nu, om den skal være fundament for seksualundervisning generelt. Og lovforslaget om juridisk kønsskifte til børn bakker også op om de identitetspolitiske dagsordener på universitetet, hvor man anskuer køn som social konstruktion,« siger Henrik Dahl og tilføjer, at selv om Danmark ikke er gået så langt som eksempelvis Sverige, hvor der skal tages hensyn til kønnenes ligestilling »alle mulige steder i akademia«, så smager Inge Lehmann-forskningsprogrammet – som er et talentprogram, der skal få flere kvinder ind i forskning – lidt af det samme.

»Vi er heldigvis ikke kommet så langt i Danmark, så det her er også en advarsel om, hvor det kan føre hen,« siger Henrik Dahl.

– Men går du ikke også selv hen og bliver antiliberal, når du taler for at tage forskningsmidlerne fra bestemte studier, hvis metoder du ikke bryder dig om?

»Det er et ledelsesansvar på universiteterne, men der kan komme et tidspunkt, hvor man må sige stop, hvis dét, der bliver lavet på visse studier, ikke er videnskab, men politiserende forskning, og de, der forsker i den slags, vil jo altid sige, at det er et angreb på forskningsfriheden,« siger Henrik Dahl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nike Forsander Lorentsen

Generation Krænket. Forfatter Caroline Fourest. Identitetspolitiken under kyndig behandling.

Selv Henrik Dahl kan se det; mens klimaet forandres, ressourcesituationen globalt forværres, social afmagt og frustration breder sig, krigene raser, uligheden stiger og fremmedgørelse, stress og depression præger de vestlige samfund, løber akademikere og såkaldt oplyste, velsituerede danskere med talegaverne i orden omkring og bruger den offentlige samtale på inferiøre, partikulære og konstruerede kønsrolle- og krænkelsesdiskussioner. Det er dybt patetisk.

Sven Felsby, Rolf Andersen, P.G. Olsen, Niels Johannesen, Bent Nørgaard og Sten Dokkedahl anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg er træt af den meget tværen rundt i materialisme. Der er ikke noget mere grundlæggende end retten til selvidentificering og kravet om at blive respekteret på linje med andre borgere i samfundet. Dét er den ægte ligestillingskamp, og det er den ægte frigørelse.

Josephine Kaldan, Lisbeth Larsen, Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Henrik Dahl Strikes Back!
'Fattige Carina' og 'Dovne Robert' Genopstår som Teater. (Kilde?)

Spørgsmål til hr. Henrik Dahl:
Da Liberal Alliance, gav os 'Fattige Carina' og 'Dovne Robert' . var det så uskadelig identitetspolitik?
Det fik jo en utrolig effekt.
Man halverede dagpengeperioden, man fordoblede optjeningskravet, man skar meget hårdt i sociale ydelser til f.eks. enlige mødre (Carina`er).
Man indførte integrationsydelse.
Det viste sig, at man ikke havde noget belæg for disse fiktive personers eksistens, men da havde man jo ændret opinionen og besparelserne var blevet gennemført og man kunne ikke rulle tiden tilbage. får vi at vide!
Så det er ikke kun onde amerikanske algoritmer, der effektivt ændrer opinionen. det gør Liberal Alliances identitetspolitik også.

Væssgo´ Hr. henrik Dahl:
You may, Strike back!

Jesper Pedersen

Det var ikke Liberal Alliance, men Özlem Cekic fra Socialistisk Folkeparti, der præsenterede fattig-Carina. Og Carina var ikke fiktiv. Hun er anonym, men eksisterer virkelig.