Analyse
Læsetid: 5 min.

De Radikale balancerer på kanten af opløsning

Nedsmeltningen i De Radikale udvikler sig så eksplosivt – efter folketingsmedlemmet Ida Auken har beskyldt den nye leder Sofie Carsten Nielsen for at lyve – at en egentlig splittelse virker uundgåelig: Det lille parti er fanget i en giftig krise, hvor alle hovedpersoner står tilbage med tyndslidt troværdighed
Havariet i De Radikale kan dog langt fra reduceres til det uforsonlige personopgør mellem Ida Auken og Sofie Carsten Nielsen. Lige bagved lurer fortsat den dybere, strategiske konflikt om partiets parlamentariske kurs, skriver Lars Trier Mogensen i denne analyse.

Havariet i De Radikale kan dog langt fra reduceres til det uforsonlige personopgør mellem Ida Auken og Sofie Carsten Nielsen. Lige bagved lurer fortsat den dybere, strategiske konflikt om partiets parlamentariske kurs, skriver Lars Trier Mogensen i denne analyse.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
15. oktober 2020

Magtopgøret i De Radikale har nået point of no return. Konfrontationen er kompromisløs, og den åbne krig i partiet kan ikke længere løses i mindelighed.

Detroniseringen af Morten Østergaard har udartet sig til en endnu større intrige, hvor det fyger med gensidige beskyldninger om alt fra løgn til fortielser og nye bagholdsangreb. På få døgn har sammenbruddet således nået et bristepunkt, hvor det reelt ikke vil være muligt for den radikale folketingsgruppe at forblive intakt.

Det skæbnesvangre vendepunkt opstod, da folketingsmedlemmet Ida Auken, som ellers er sygemeldt med stress, onsdag morgen rettede et frontalangreb på De Radikales nye leder, Sofie Carsten Nielsen. I et opslag på Facebook anklager hun Morten Østergaards afløser for at have været medvidende om de gentagne krænkelsessager:

»Jeg er ikke i tvivl om, at Sofie Carsten Nielsen vidste, hvordan Morten Østergaard opførte sig, og valgte at dække over ham i stedet for at tage det nødvendige opgør,« skriver Ida Auken.

Den opsigtsvækkende anklage er, at Sofie Carsten Nielsen har løjet både indadtil i partiet og udadtil i offentligheden, når hun i de seneste dage har hævdet, at hun ikke har kendt til konkrete sager om Morten Østergaards krænkende adfærd. Og dermed anklager Ida Auken direkte den nye politiske leder af De Radikale for ikke at have den fornødne troværdighed og integritet til at kunne stå i spidsen for partiet.

Ida Auken, som selv tidligere har været medlem af Folketinget for SF, kræver kort sagt et tronskifte og bestyrker dermed de anklager, som særligt Martin Lidegaard tidligere har fremført om, at Sofie Carsten Nielsen har medvirket til i for lang tid at holde hånden over Morten Østergaard.

Partiskadelig virksomhed

Konkret henviser Ida Auken til en episode, hvor »Morten Østergaard på Folkemødet 2017 havde stået og befamlet en ung kvinde mod hendes vilje og med stærkt grænseoverskridende adfærd havde forsøgt at få hende til at gå i seng med sig«. En episode, som Sofie Carsten Nielsen udtrykkeligt skulle være blevet orienteret om dengang, og hvor ledelsen meldte tilbage, at »man var begyndt at mandsopdække Morten og lægge ham i seng, når han blev for beruset«.

Helt faktuelt er det et åbent spørgsmål, hvor meget de øvrige folketingsmedlemmer rent faktisk har kendt til forholdsreglerne omkring Morten Østergaard, herunder hvad Sofie Carsten Nielsen specifikt har fået at vide, formelt såvel som uformelt.

De Radikales beskedne størrelse taget i betragtning – og ikke mindst Sofie Carsten Nielsens eget tætte parløb med Morten Østergaard – gør det umiddelbart plausibelt, at partiledelsen har været bekendt med anklagerne. Omvendt vil det være ekstremt risikabelt for Sofie Carsten Nielsen at benægte sin egen rolle, hvis det eventuelt kan dokumenteres, at hun løbende har været orienteret.

Selv afviser den nye leder ethvert kendskab til konkrete sager: »Jeg er rasende over de påstande, Ida Auken i dag har rejst på sin Facebook,« skriver Sofie Carsten Nielsen og sætter trumf på: »At Ida vælger at slynge falske påstande om mig og vores landsformand ud på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke se som andet end et forsøg på at destabilisere partiet.«

De sidste fem ord er skelsættende. For ved at betegne Ida Aukens anklager som partiskadelig virksomhed har Sofie Carsten Nielsen reelt udelukket, at begge kvinder nu kan blive i De Radikales folketingsgruppe. Enten må et flertal følge Ida Auken og vælte den nyvalgte leder, ellers må Sofie Carsten Nielsen statuere et eksempel og presse det trodsige folketingsmedlem til selv at gå. Folketingsmedlemmerne kan nemlig ikke ekskluderes af ledelsen.

Til støtte for Sofie Carsten Nielsen afviser De Radikales organisatoriske formand Svend Thorhauge påstandene fra Ida Auken: »Jeg kender ikke til det møde i 2017, Ida Auken omtaler. Vi havde HB-møde i går med fuldt fremmøde, men uden hendes deltagelse. Det ville have klædt hende, at hun havde fremført sit ærinde der.«

Det uundgåelige opgør

Sofie Carsten Nielsen har foreløbigt også valgt konfrontationskursen:

»Jeg har meget svært ved at se det som andet end et angreb på partiet,« skriver hun og tilføjer som en slet skjult trussel: »Jeg går ud fra, Ida Auken selv har gjort sig overvejelser om sin fremtid.«

Rent magtpolitisk handler det nemlig ikke længere om, hvem der i virkeligheden taler sandt, men snarere om hvem der får ret. På den ene side kan Sofie Carsten Nielsen ikke fungere som ny partileder, hvis hun ikke har tillid fra sin egen folketingsgruppe. Og på den anden side kan Ida Auken heller ikke fortsætte, hvis hun åbent beskylder partiets frontfigur for at være løgnagtig.

Her spiller den afgørende rolle, at Ida Auken fortsat opfattes som en ’fremmed fugl’ af mange radikale, og derfor er hendes egen afgang det mest sandsynlige scenarie. Men hun skal altså selv vælge at trække sig.

Havariet i De Radikale kan dog langtfra reduceres til det uforsonlige personopgør mellem Ida Auken og Sofie Carsten Nielsen. Lige bagved lurer fortsat den dybere, strategiske konflikt om partiets parlamentariske kurs, hvor Martin Lidegaard flere gange har kritiseret Morten/Sofie-linjen og senest har budt sig til som en mere pragmatisk og regeringsvenlig lederkandidat. Den nye tvekamp vil rippe op i det grundlæggende ideologiske slagsmål, hvor blandt andet tidligere partileder Marianne Jelved støtter Martin Lidegaard.

Når først ét folketingsmedlem skubbes ud eller selv forlader en så samspilsramt gruppe, vil andre hurtigt kunne følge med og derved splintre De Radikale. For det vil ikke være første gang.

I en kædereaktion af fragmentering har De Radikale i de seneste år oplevet gentagne lignende afskalninger: Først brød Anders Samuelsen ud og stiftede Ny Alliance i 2007, dernæst hoppede Simon Emil Ammitzbøll-Bille ud og dannede Borgerligt Centrum i 2009, hvorefter Uffe Elbæk begik mytteri med etableringen af Alternativet i 2013.

Spændingerne i De Radikale er nu igen så uoverstigeligt store, at en større eller mindre sprængning synes uundgåelig. Både Sofie Carsten Nielsen og Ida Auken risikerer at trække hinanden ned, spørgsmålet er efterhånden kun, hvor mange folketingsmedlemmer der hverken kan eller vil være i den radikale gruppe i næste uge.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Medlemsflugten og den tidligere sekretariatschefs udmeldelse er et soleklart tegn på at Sofie Carsten er den forkert leder og at støtterne ser det som et kup.

Så nåede vi lige frem til fredag den 16. oktober. Gad vide, hvor meget Lars Trier Mogensen ville ønske, at han aldrig havde sat pen til papiret for 48 timer siden?

Sider