Analyse
Læsetid: 5 min.

Regnemodellerne er et vigtigt værktøj, men de anviser ikke, hvilken politik vi skal føre

Det er gode nyheder, at Finansministeriets regneprincipper skal til eftersyn hos de økonomiske vismænd, og at klimabelastningen er på vej ind i regnemodellerne. Men modellerne er kun et redskab, der skal ligge til grund for politiske prioriteringer
En lang række offentlige udgifter bør betragtes som en investering og ikke blot en udgift. Hvis daginstitutionerne er bedre, betyder det måske, at flere borgere har lyst til at arbejde flere timer. Eller har lavere fravær. Og hvis bedre uddannede er mindre ledige, bidrager de mere via deres skattekroner og trækker mindre på de offentlige ydelser, skriver Birthe Larsen.

En lang række offentlige udgifter bør betragtes som en investering og ikke blot en udgift. Hvis daginstitutionerne er bedre, betyder det måske, at flere borgere har lyst til at arbejde flere timer. Eller har lavere fravær. Og hvis bedre uddannede er mindre ledige, bidrager de mere via deres skattekroner og trækker mindre på de offentlige ydelser, skriver Birthe Larsen.

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Indland
20. oktober 2020

Finansministeriets regneprincipper for, hvordan økonomisk-politiske tiltag virker, skal til eftersyn hos de økonomiske vismænd. De skal sikre, at regnemodellerne er helt up to date med den nyeste forskning. Vismændene skal blandt andet vurdere, hvordan skat og overførsler påvirker arbejdsudbud, og om der på korrekt vis er taget højde for den samfundsmæssige værdi af investeringer i velfærd og uddannelse.

Og det er godt.

Men regnemodellerne er ikke et orakel, der kan give et eksakt svar på, hvilken politik vi skal følge for at nå et givet mål. De er tænkt som et redskab til at sikre, at udgifter og indtægter hænger sammen i det offentlige budget.

Dernæst er det et politisk valg, hvilken politik der skal føres. Vigtige faktorer som hensynet til klima og lighed indeholder en vægtning af nutid versus fremtid og rig i forhold til fattig, som kan være svære at inkludere i modellerne.

Et par eksempler kan illustrere, hvorfor der kan være behov for et løbende eftersyn af modellerne.

Vil vi helst arbejde mindre?

Kontanthjælpen er tidligere blevet sænket for at tilskynde flere til at arbejde. Men arbejdsudbuddet hæves ikke gevaldigt, hvis kun få kontanthjælpsmodtagere øger deres jobsøgning. Det kan afhænge af, at ydelserne ikke er høje i forvejen, eller at der er få passende ledige stillinger, så kontanthjælpsmodtagerne ikke kan finde arbejde. I hvert fald har de seneste reduktioner af kontanthjælpssatser ifølge Rockwool Fonden ikke haft stor beskæftigelsesmæssig effekt.

Man kan også spørge, hvordan skatteændringer påvirker arbejdsudbuddet. Det vil afhænge af, om vi allerede lægger mange timer på arbejdsmarkedet, eller om vi står ved valget mellem at arbejde fuldtid eller gå på deltid. Og de størrelser kan ændre sig over tid.

Vil vi arbejde det samme antal timer uanset skattesats, efterhånden som vi danskere bliver et stadigt rigere samfund? Eller vil stigningen i indkomst betyde, at vi efterhånden vil lægge mere vægt på fritid, så blot en lille stigning i skattesatsen betyder, at vi vil være tilbøjelige til at arbejde mindre eller måske ligefrem forlader hamsterhjulet for landskabelig idyl på en svensk ødegård? Nylige beregninger af disse effekter viser, at kvinder reagerer mest på skatteændringer, mens mænd reagerer meget lidt, og at der fremfor alt er stor usikkerhed.

Skatten påvirker også arbejderens interesse for at arbejde sort. I sydeuropæiske lande arbejder flere sort end i Nordeuropa. Og det, selv om indkomstskatteniveauet generelt er højere i nord end i syd. Måske er det, fordi det er lettere at snyde i skat i de sydlige lande, og fordi der er en højere social accept af snyd. Men hvor let det er at snyde samt de sociale normer kan ændre sig over tid – og for nogle indkomstgrupper mere end for andre.

Færre syge er en god forretning

Endelig bør en lang række offentlige udgifter betragtes som en investering og ikke blot en udgift.

Hvis flere midler til sundhed leder til, at færre bliver syge, eller at de syge hurtigere bliver raske, kan flere passe deres arbejde og betale deres skat. Hvis daginstitutionerne er bedre, betyder det måske, at flere borgere har lyst til at arbejde flere timer. Eller har lavere fravær. Og hvis bedre uddannede er mindre ledige, bidrager de mere via deres skattekroner og trækker mindre på de offentlige ydelser.

Det er derfor vigtigt, at modellerne indeholder de nyeste estimater for, hvordan offentlige ydelser og skat påvirker danskerens arbejdsudbud, hvordan forskellige indkomstgrupper påvirkes forskelligt, og hvordan offentlige udgifter i form af investeringer, velfærd og uddannelse påvirker økonomien.

Men regnemodellerne kan som sagt ikke stå alene. Det er en politisk beslutning, hvor meget den nuværende generation skal vægtes i forhold til fremtidige generationer. Og hvilken vægt vi lægger på rig i forhold til fattig?

Vægten på nutid i forhold til fremtid er særlig vigtig for klimapolitikken.

Nok kan vi håbe, at teknologien redder os. Men den grønne omstilling kræver også, at nogle jobtyper må dø. Vil vi producere sort energi? Vil vi producere lige så meget bacon og lige så mange røde bøffer som hidtil? For hvert fravalg vil der være tale om nedlæggelse af produktion.

Det betyder lukning af virksomheder, medmindre de hurtigt kan skifte til anden produktion. Og det sidste tager ofte tid, og dermed medfører det afskedigelse af arbejdere. Det vil altid være en politisk beslutning, om det er dét, vi ønsker som samfund. Måske betyder det en lavere stigning i bruttonationalproduktet, det vil sige Danmarks samlede indkomst, end vi ellers ville have haft.

Måske er to ferier godt nok

Vi er blevet rigere de seneste mange årtier. Mine bedsteforældre tog aldrig på ferie, mine forældre holdt ferie de fem dage om året, de havde råd til at få passet gården. Og mine børn forventer mindst to ferier om året. Men måske behøver deres børn ikke så meget mere end det.

Alles indkomst påvirkes dog ikke ens af en given politik. Nogle bliver rigere, og nogle bliver fattigere.

Mine børn har veluddannede forældre. Det er desværre ikke alle børn, der kan rejse to gange om året. Hvordan en reform påvirker ulighed, er en ekstra dimension at holde for øje.

Det kan være nok så vigtigt løbende at vurdere, hvor meget nedsættelse af dagpenge eller kontanthjælp betyder for arbejdsudbuddet. Men da ingen reform vil medføre, at alle kontanthjælpsmodtagere kommer i arbejde, vil nogle miste indkomst. Det er en samfundsmæssig vurdering, om man ønsker en politik, som hæver det generelle arbejdsudbud og dermed gør de fleste af os lidt rigere, men samtidigt betyder, at en gruppe børn vokser op i en fattigere familie.

De økonomiske regnemodeller kan benyttes til at regne på, hvordan vi får det store offentlige budget til at hænge sammen. Men de indeholder ikke en bremseklods for tiltag, som samtidigt forventes at skabe mere ulighed og i yderste instans betyder, at flere børn vokser op i fattigdom. Børn, der vokser op i hjem med små økonomiske midler, er dårligere stillet både som børn og som voksne. De får gennemsnitligt mindre uddannelse, lavere indkomst og et dårligere helbred. Det er en politisk beslutning at vægte en stigning i indkomst for de fleste af os op imod disse konsekvenser for de fattigste.

Regnemodellerne er derfor kun et redskab. Økonomen William Nordhaus, der fik Nobelprisen for sin klimaøkonomiske forskning, er eksempelvis blevet kritiseret for beregninger, som viste, at klimaproblematikken ikke var presserende. Det på trods af, at han helt tilbage i 1973 var en af de første økonomer, der bekymrede sig om vores påvirkning af klimaet. Og Nordhaus har de seneste år ærgret sig over, at han oprindeligt vægtede fremtiden for lavt.

Som omtalt i nærværende avis i sidste uge er klimabelastningen på vej ind i regnemodellerne. Det er vigtigt. Men det afgørende spørgsmål bliver, hvor meget vi så vil vægte hensynet til væksten over for hensynet til klimaet.

Birthe Larsen er lektor på Økonomisk Institut ved Copenhagen Business School og skriver økonomiske analyser og kommentarer i Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Kan økonomiske regnemodeller beregne konsekvensen af at ignorere klimaudsving fremfor 'vækst?
Kan økonomiske regnemodeller tage højde for den nedbrydning af mennesker på sind og helbred, der foregår i jobcenter-regi over tid?
Kan økonomiske regnemodeller forudsige resultatet af varetægtsføngslinger med langvarig isolation?
Kan økonomiske regnemodeller trøste et barn, få et gammelt menneske til at smile, dyrke grøntsager eller vurdere værdien af guldsmede/nymfer i vandløbs betydning for udviklingen af fiskebestanden og hvad det så betyder for fiskebestanden, som igen har betydning for om mennesker kan slippe for hamsterhjulet på arbejdsmarkedet på længere sigt?

Den værdi, der lægges ind i en økonomisk regnemodel, er pris.
Pris og værdi er ikke det samme, ved vi efterhånden alt for godt.

Hvor skal vi hen, du?

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke forstår værdien af økonomiske regnemodeller, når der alligeve

Hans Ditlev Nissen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Voldby Crumlin

Hvis regnemodeller skal virke må de fremme et økonomisk system der er stærkt nok til at bryde de destruktive systemiske kræfter i kapitalismen. Systemet indbyggede drive skal være brugsværdi og stærke selvbærende fællesskaber i stedet for bytteværdi og privat profit. Systemet skal ikke fokusere på vækst men bæredygtighed og diversitet. Det er den eneste måde et økosystem kan opretholdes i en sund balance og det er også den måde vi bliver nødt til at designe vores økonomiske system.

For at bringe det hele ned på jorden, så er disse regnemodeller faktisk en meget kompleks matematisk samfundsmodel.

Man har en lang række relevante input til regnemodellen (matematiske samfundsmodel), og får efter en gennemkørsel en lang række svar. De mest simple modeller har mere end 1.000 input, og jo flere input, jo større præcision kommer der som output.

Når man har fået sine (mange) output, stopper man disse ind igen som input sammen med nye afledte data ( der også er politiske), og får nye output. Og sådan kan man simulere en udvikling i det uendelige.

Al dette udregnes simpelt hen med matematisk nøjagtighed. Problemer er blot hvilke input, man stopper i modellen. Og det er her, det kan gå galt, for disse input vurderes af mennesker, der har forskellige "politiske briller" på.

Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Matematiske modeller går ud fra en ikke påvist lovmæssighed af konkrete påvirkninger af mennesker. Hvis det ser ud, som om denne lovmæssighed fremgår, er det formodentlig, fordi folk er opdraget til at reagere på en bestemt måde på bestemte påvirkninger.

Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar