Læsetid: 9 min.

Socialdemokratiet – et parti splittet mellem klima og velfærd

Socialdemokratisk klimapolitik handler om mere end bare elbiler og vegetarisme. Det er en del af det idépolitiske kampskrift, som Mette Frederiksen har brugt til at vinde arbejder- og lønmodtagerklassen tilbage. Men den økonomiske politik tvinger også partiet ud i en falsk konflikt mellem klima og velfærd, mener DSU-formand
’Når klimapolitik bliver konkret, har de socialdemokratiske vælgere i provinsen mere i klemme end studerende og akademikere i byen, som er ansat i den offentlige sektor og kan tage bussen eller cyklen på arbejdet,’ siger journalist og forfatter Lars Olsen, der generelt mener, at Mette Frederiksen (S) – der her er på besøg på virksomheden Hørkram i Sorø – har analyseret sit vælgerkorps godt.

’Når klimapolitik bliver konkret, har de socialdemokratiske vælgere i provinsen mere i klemme end studerende og akademikere i byen, som er ansat i den offentlige sektor og kan tage bussen eller cyklen på arbejdet,’ siger journalist og forfatter Lars Olsen, der generelt mener, at Mette Frederiksen (S) – der her er på besøg på virksomheden Hørkram i Sorø – har analyseret sit vælgerkorps godt.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

6. oktober 2020

Hun har sagt det mange gange: Når statsminister Mette Frederiksen vågner om morgenen, så er hun socialdemokrat, før hun er grøn. Kampen for klimaet må ikke trumfe hensynet til beskæftigelse og social retfærdighed. Omstillingen må ikke skabe nye kløfter. Det handler om folkelig opbakning.

Det er en fortælling, som irriterer støttepartierne, der ikke ser en modsætning mellem klima og velfærd. De efterlyser en mere offensiv klimapolitik og anklager regeringen for at underminere det forståelsespapir, der binder hele det parlamentariske grundlag sammen.

Men vil man forstå det socialdemokratiske klimasyn, må man først forstå alle de fag- og ufaglærte vælgere i provinsen, der ved valget i 2019 vendte hjem. Kampen om klimapolitikken er på mange måder et oplagt eksempel på arbejderpartiets vej tilbage til arbejderen, som Lars Olsen, forfatter til flere bøger om ulighed og integrationsproblemer i Danmark samt mangeårig iagttager af Socialdemokratiet, siger til Information.

»Det er et socialt og geografisk skisma, som lige nu udspiller sig for fuld hammer mellem Socialdemokratiet og de tre støttepartier.«

Spørgsmålet er, hvad det er for klima- og velfærdspolitiske modsætninger, der er i baglandet, og hvor det efterlader Socialdemokratiets klimapolitik. For én ting står klart: Når Mette Frederiksen tirsdag åbner Folketinget, åbner hun samtidig et afgørende år i dansk klimapolitik.

Det sidste folkeparti

Socialdemokratiets generobring af den klassiske arbejdervælger fra provinsen – blå Bjarne – er nok den mest botaniserede analyse fra valget i 2019. Alligevel er Lars Olsen ikke sikker på, at alle har forstået, hvor stort et politisk jordskælv der var tale om.

Zoomer man ind på valgsteder i det nordlige Jylland, på Nordfyn, Sydsjælland og Lolland, fik Socialdemokratiet i visse udprægede arbejderområder op mod 40-45 procent af stemmerne. At partiet samlet kun gik ét mandat frem, skyldes, at man til gengæld mistede mange storbystemmer til støttepartierne.

»Socialdemokratiet blev igen et mere klasserent parti. Og det har også været Mette Frederiksens projekt at gøre det. Hun taler om, at den sociale kontrakt skal genetableres, og at arbejderklassen og den lavere middelklasse, der bor uden for de store byer, igen skal føle sig som en del af samfundet,« siger Lars Olsen.

Det er dette »jordskælv«, man er nødt til at forstå, mener han. Blandt kernevælgerne er der bredt set opbakning til at »gøre noget for klimaet«, men mange af dem bor i områder, hvor de er afhængige af deres bil og har job i produktionsvirksomheder, der kan blive hårdt ramt.

»Når klimapolitik bliver konkret, så kan det støde ind i nogle interesser, og der har de socialdemokratiske vælgere i provinsen mere i klemme end studerende og akademikere i byen, som er ansat i den offentlige sektor og kan tage bussen eller cyklen på arbejdet,« siger Lars Olsen.

Frederik Vad Nielsen, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, stemmer i – selv om han selv appellerer til en markant mere offensiv klimapolitik end moderpartiet.

»Min oplevelse er, at vores vælgere generelt går mere og mere op i den grønne omstilling. Men jeg oplever også store kløfter i forhold til, hvordan man skal håndtere det mellem land og by, mellem unge og midaldrende, mellem bestemte politiske fløje. Og de forskelle bliver mit parti nødt til at bygge bro henover. For vi er et af de sidste folkepartier, der er tilbage. Vi har vælgere, som har klima som førsteprioritet, men vi har også vælgere, som mener, at sociale fremskridt, sundhedspolitik og ældrepolitik er vigtigere. Derfor har mit parti nogle gange svært ved at håndtere klimapolitikken. Det er mere kompliceret for os, fordi vi skal favne bredere,« siger han.

Hvem skal betale?

Det vil ifølge regeringens tal koste mellem 16 og 24 milliarder kroner om året at leve op til 70-procentsmålet i 2030. Det svarer til mellem 0,7 og en procent af BNP i 2030. For en historisk omkalfatring af samfundet er det billigt sluppet, mener støttepartierne og mange eksperter.

Men Lars Olsen savner en erkendelse af, hvem der kommer til at betale store dele af den éne procent af BNP. Det er ikke storbyakademikere, men typisk arbejdere og lønmodtagere i industrien og landbruget. Med andre ord: det socialdemokratiske vælgerkorps.

Det er dog kun den ene side af mønten. Andre vil sige, at klimadagsordenen snarere rummer et enormt potentiale med eksportmuligheder og nye, grønne arbejdspladser. Vi behøver ikke at være bange for at slutte eventyret i Nordsøen, for vindmølleindustrien vil overtage de job, som olieindustrien i Esbjerg efterlader.

Lars Olsen indskyder, at det ikke handler om, hvorvidt Danmark skal leve op til klimamålet i 2030. Det springende punkt er hastigheden. Langt de fleste S-vælgere er enige i, at omstillingen på den »lange bane vil være en stor gevinst for Danmark,« mener han.

Men de er samtidig bekymrede for, om det i virkelighedens verden vil være sådan, at når det ene job lukker om mandagen, så åbner det næste tirsdag.

»Problemet er, hvis man forcerer udviklingen og meget hurtigt lukker ned for den såkaldte sorte produktion, så vil det ramme hårdt i bestemte grupper og geografiske områder. Og så kan omstillingen blive en trussel mod Mette Frederiksens projekt om at genetablere den sociale samfundskontrakt,« siger han.

Mette har læst rigtigt

Den helt store anstødssten mellem regeringen og støttepartierne er CO2-afgifter. Lars Olsen mener, at SF og Enhedslistens fordelingspolitik overser, at hvis man beskatter sort adfærd og produktion, så rammer det de socialdemokratiske vælgere.

»Støttepartierne siger, at man kan kompensere lav- og mellemindkomster, men det hjælper jo ikke slagteriarbejderen, der mister sit job, at SOSU-assistenten inde i byen får en højere grøn check. Det løser ikke hans problem.«

Det er svært at skære Socialdemokratiet, der ifølge målingerne står til omkring 30 procent af stemmerne, over én kam. Blandt den yngre generation i ungdomspartiet, DSU, er der uden tvivl ønsker om mere ambitiøs klimapolitik.

Men ifølge Informations oplysninger ulmer der efterhånden også i små dele af baglandet en frustration over S-ledelsens tilgang til klimapolitikken. De vil ikke stå frem, men forsøger internt at slå til lyd for en mere aggressiv indsats, der blandt andet involverer klimaafgifter.

Samtidig hænger arbejder- og lønmodtagerklassen ikke kun fast i ’sorte’ job. En del af dem er beskæftiget i den grønne industri, heriblandt hos Vestas og Danfoss.

»Og de vil selvfølgelig ikke opleve omstillingen lige så voldsomt. Men overordnet set har Mette Frederiksen læst sit vælgerkorps ret godt, tror jeg,« siger Lars Olsen.

Klima som klassekamp

Malthe Johan Poulsen, lokomotivfører og folketingskandidat, er en af de socialdemokrater, som advarer om, at klimaet er ved at ende i »en klassekamp« dikteret af »den kreative klasse.«

Han ser det som andet og mere end bare en debat om virkemidler. Det handler om, at Mette Frederiksen netop har genskabt båndene til den lavere middel- og arbejderklasse. Forsvinder de vælgere igen, forsvinder også centrum-venstres flertal.

»Jeg frygter en privilegieblindhed, hvor partier uden så mange blå Bjarne-vælgere gør som med udlændingepolitikken i 90’erne og 00’erne og stirrer sig blind på målet uden at tage højde for de vælgere, som ikke kan følge med,« siger han.

Malthe Johan Poulsens analyse er, at støttepartierne ikke har lige så meget på spil. Deres vælgere bor oftere i storbyerne og arbejder i den offentlige sektor. De har deres på det tørre. Og så har de en informationsmæssig fordel.

»Klima er enormt kompliceret. Hvis du arbejder otte timer om dagen på byggepladsen og kommer hjem med lidt ondt i ryggen, så er der altså ikke samme overskud til at sætte sig ind i tingene. Men den klassekamp behøver ikke at være der. Det kræver blot, at både akademikere, faglærte og ufaglærte får del i gevinsterne ved klimaomstillingen.«

Den socialdemokratiske finanslov

Indtil videre har klimadagsordenen for partierne været lidt af en gratis omgang. Sådan kan det dog ikke blive ved, for hvis klimamålene skal nås, følger der en pris. Men hvor meget er det grønne så værd for de socialdemokratiske vælgere?

Epinion har i en undersøgelse bedt vælgerne sammensætte en finanslov, hvor investeringer i klima skal prioriteres på lige fod med andre områder som ældrepleje eller sygehuse. Det giver ifølge direktør Christian Fischer Vestergaard et mere »virkelighedsnært scenarie« sammenlignet med andre målinger, fordi vælgerne ikke blot kan få mere af alt – medmindre de hæver skatten.

Og billedet er ret tydeligt, fortæller han:

»Når vi prøver at simulere den optimale finanslov for den socialdemokratiske vælger, så er investeringer i grøn omstilling ikke en del af pakken. De vil hellere prioritere velfærdsområder,« siger Christian Fischer Vestergaard.

Det er »ikke videre overraskende«, men ikke desto mindre en interessant nuance til de mange målinger, som har placeret klima på toppen af vælgernes dagsorden, mener han.

»Det kan godt være, at folk har et normativt ideal om, at vi bør investere i klima. Men når det kommer til, at man skal have pungen op af lommen, så kan vi altså se, at der ikke er en sammenhængende villighed til grøn omstilling blandt Socialdemokratiets vælgere.«

Christian Fischer Vestergaard mener, at »regeringens seneste finanslovsudspil passer ret godt med, hvad vi kan se i S-vælgernes holdninger.«

Kun en tåbe frygter gæld

Hvordan kan Socialdemokratiet så sikre en mere offensiv klimapolitik, som ikke rammer skævt i forhold til de værdier og behov, som partiets kernevælgere har?

Ifølge Frederik Vad Nielsen og Malthe Johan Poulsen er der brug for et hårdt opgør med de nuværende økonomiske rammer og logikker. Begge insisterer på, at ambitiøs klimapolitik og sociale fremskridt ikke er hinandens modsætninger. Men det kræver en helt ny klimaøkonomisk politik.

Vi må droppe balancekravene, skrotte EU’s budgetlov og lade staten gældsfinansiere en markant større del af den grønne omstilling. Socialdemokratiet har som stort folkeparti »en forpligtelse« til at forene røde og grønne vælgerinteresser, mener Frederik Vad. Og det er kun muligt, hvis regeringen er villig til at træffe helt andre økonomiske beslutninger.

»Det er absurd, at vi kræver balance på statsbudgettet i 2025 og 2030, når vi står med flere børn og ældre, århundredes største omstilling, coronakrise og enorme huller i vores sikkerhedsnet. Det er jo ren fantasi. Den største trussel mod omstillingen er ikke Socialdemokratiets klimapolitik – det er centrum-venstres økonomiske politik,« siger han.

Malthe Johan Poulsen nikker.

»Der mangler et opgør med gældsforskrækkede politikere. Det er kun en tåbe, der frygter økonomisk gæld mere end CO2-gæld. Og ja – så vil generationerne de næste årtier skulle betale af på det. Men de vil da hellere betale af på en økonomisk gæld end at leve på en halvubeboelig klode,« siger han.

Socialdemokratiet er dog »stadig martret af beskyldningerne om, at vi er økonomisk uansvarlige,« som Frederik Vad anfører i en kronik i Politiken. De borgerlige angriber ofte regeringen med skræmmebilleder om en slentrende økonomi under Anker Jørgensen. Og det virker:

»Vi (S, red.) er hæmmet af mindreværdskomplekser i den økonomiske politik og forfalder alt for ofte til snak om husholdningsøkonomi og nødvendighedens politik,« skriver han.

Men ved at fastholde »den gammeldags økonomiske politik« tvinger regeringen sig selv til at vælge mellem velfærd og klima. Hvis man vil nå klimamålene, så er man nødt til at droppe uddannelsesinvesteringer og Arne. 

»Men det er selvfølgelig uholdbart, for så bliver klimasagen ikke en folkesag. Og klimapolitik skal være folkepolitik,« siger han.

– Er det en falsk modsætning, når Mette Frederiksen siger, at hun er rød, før hun er grøn?

»Ja, det røde og det grønne går hånd i hånd. Jeg er jo ikke tilhænger af klimapolitik baseret på blå økonomisk politik. Klimakamp skal være en rød fordelingskamp, ellers gider jeg heller ikke selv kæmpe den,« siger han.

– Handler det så ikke også om, at regeringen skal vise det lederskab over for vælgerne?

»Jeg oplever, at budskabet til kernevælgeren er rigtigt. Men man er internt i Socialdemokratiet nødt til at blive enige om en ny økonomisk kurs, og det begynder altså ikke med vælgerne. Det starter i regeringen.«

Appel for klimaet

139 fremtrædende personer fra erhvervslivet, forskningsverdenen, politik, bevægelser og institutioner er på Dagbladet Informations initiativ gået sammen i en appel til regeringen og Folketinget. De opfordrer til, at der sættes handling bag Danmarks flotte mål om CO2-reduktion – ikke senere, men allerede dette efterår. Blandt dig i debatten med hashtagget #klimaappel. Og hvis du vil støtte appellen, kan du skrive under her.

Andre artikler i dette tillæg

  • Klimaappel til regeringen: Skriv under her

    6. oktober 2020
    Flere tusinde mennesker har tilsluttet sig den klimaappel, som 139 erhvervsledere, forskere og institutionsledere på Folketingets åbningsdag retter mod regeringen. Her kan du selv føje dit navn til listen
  • 139 erhvervsfolk, forskere og politikere retter klimaappel til regeringen

    6. oktober 2020
    Forhenværende klimakommissær Connie Hedegaard, Grundfos’ adm. dir. Mads Nipper og 137 andre fremtrædende personer fra erhvervslivet, forskningsverdenen, civilsamfundet og politik har på Informations initiativ underskrevet en klimaappel til regering og folketing. De advarer om, at tiden er ved at løbe ud. Du kan støtte appellen ved at underskrive her
  • Erhvervsleder, tidligere kommissær og forsker: Derfor skrev vi under

    6. oktober 2020
    139 fremtrædende erhvervsledere, forskere, og formænd for brancheorganisationer har sammen med blandt andre ungdomsbevægelser, grønne organisationer og politikere skrevet under på en appel til regeringen og Folketinget om at sikre, at Danmark lever op til målene i klimaloven. Information har spurgt en række af dem, hvorfor de har skrevet under
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Flemming Berger
  • Christian Skoubye
  • Christian Mondrup
  • Gert Romme
  • Torsten Jacobsen
  • Viggo Okholm
  • Ervin Lazar
  • Dorte Sørensen
  • Mikael Aktor
  • Eva Schwanenflügel
Ejvind Larsen, Flemming Berger, Christian Skoubye, Christian Mondrup, Gert Romme, Torsten Jacobsen, Viggo Okholm, Ervin Lazar, Dorte Sørensen, Mikael Aktor og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"Vi må droppe balancekravene, skrotte EU’s budgetlov og lade staten gældsfinansiere en markant større del af den grønne omstilling. Socialdemokratiet har som stort folkeparti »en forpligtelse« til at forene røde og grønne vælgerinteresser, mener Frederik Vad. Og det er kun muligt, hvis regeringen er villig til at træffe helt andre økonomiske beslutninger."

YES !!!!

Så er der alligevel grøde i Socialdemokratiet.
- Ihvertfald den yngre del ;-)

Ejvind Larsen, Thomas Tanghus, Susanne Kaspersen, Christian Skoubye, Carsten Wienholtz, Rolf Andersen, Ervin Lazar og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Der kan også gøres meget for transporten i ydre områderne. Fx bedre opsamlingspladser og samkørsel, flere el-cykler, flere opladningspladser osv...

Ligeledes så kan afgifter og grønne checks kombineres - så afgifterne ikke vender en for tung ende nedad.

Ejvind Larsen, Eva Kjeldsen, Christian Skoubye, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Forhåbentlig afspejler beskæftigelsen et reelt behov for udført arbejde i samfundet, ikke en ideologisk fiks idé om, at der skal ydes, før der kan nydes - det bliver der jo i høj grad på vidt forskellig vis, nogle har ligefrem indrettet ydelse, så det ligner nydelse til forveksling.

Ejvind Larsen, Lillian Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det her er da vist en af de rigtigste indlæg og refleksioner samt analyse af virkeligheden som den er.
lige nu, og da virkeligheden er tom altså foranderlig så gælder de tom at holde sig på den rigtige vej, og det gælder så om at blive enige hvad den rigtige vej er.

Ejvind Larsen, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Træerne vokser bestemt ikke ind i himlen..

Den gamle S-top og de Radikale er ikke indstillet på for alvor at rykke ved uligheden.

"FL21: Øget beskatning af de rigeste i samfundet, skal give 12 milliarder kroner til mere velfærd og grøn omstilling, lyder det fra Enhedslisten. S er skeptisk, mens Radikale hælder forslagene fuldstændigt ned ad brættet."

Enhedslisten vil bl.a. beskatte aktiegevinster og lave en millionærskat.

"S er skeptisk over for nyt EL-krav til Finansloven :
Kan få konsekvenser for danske virksomheder"
https://www.altinget.dk/artikel/s-er-skeptisk-overfor-nyt-el-krav-til-fi...

Så kender vi S og RV igen.

Ejvind Larsen, Estermarie Mandelquist, Thomas Tanghus, Palle Raabjerg og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig vil enhver ændring af enhver ført politik kræve noget - formentlig også lidt tab af velfærd på den ene side, og helt nye muligheder på den anden side. Og så skal man ikke glemme, at det danske samfund hvert år genererer et bruttonationalprodukt på omkring 2.300 mia. DKK, som man kan lave lidt fordelingspolitik på,.

Men - det er altså ikke alene økonomien, der sætter grænserne. For der er faktisk 3 reelle muligheder for at skaffe midler til investering til grøn omstilling:
- Offentlige midler, - og det foretrækker jeg.
- EU-midler.
- Private investeringer, og denne mulighed er ganske reel så længe der kan være et afkast i den anden ende.

Offentlige midler kan langt hen af vejen skaffes ved at ændret prioritering af det offentlige budget. Faktisk er der en række poster, f.eks. forsvarets krig i andre lande, som der i høj grad kan spares på.

EU-midler til grøn omstilling forudsætter typisk, at Danmark selv yder 66% eller i visse tilfælde 50%. Og Danmark udnytter faktisk sjældent de muligheder, som EU giver. - Bl.a. på grund af denne medfinansiering, som EU kræver, ofte ikke er tilstede på de budgetter, som pengene skal bruges på. .

Og de private midlers søgen efter grønne steder at investere sine midler i, har vi lige set i Sverige. Det store svenske olieselskab, Preem ville etablere et rentabelt anlæg til fremstilling af bio-brændstof, men alle investorer så det som en "sort" investering, og sagde absolut nej. Tvunget af disse omstændigheder ændrede Preem projektet til fremstilling af vådgas, og straks svømmede Preem i investorer, der så det som en "grøn" investering. Faktisk blev Preem tilbudt ca 6 gange så mange investerings-penge på favorable vilkår, som man har behov for.

Endelig skal grøn omstilling ikke udelukkende ses som et økonomisk tab. For der er faktisk ganske mange eksportindtægter og arbejdspladser i at fremstille produkter og anlæg, der kan bruges til "grøn" omstilling.

Jeppe Lindholm

"Socialdemokratiet – et parti splittet mellem klima og velfærd"

Hvorfor? Siden 1990 er Danmarks BNP vokset med 60%. Danmark bare vader i penge i dag. Og i 1990 var der mange flere penge til velfærd, end der er i dag.

Så der er noget, som slet ikke hænger samme efter 20 år med kontinuerlige skattelettelser for særligt de mest velstående.

Og skattestigninger er altså ikke forbudte. Særligt ikke for den bedre stillede halvdel af befolkningen som i dag sejler i let tjente penge. Seneste har en borgmester på Frederiksberg skåret 11.000.000 kr. skattefrit på ejendomsspekulation. Bare for lige at nævne et eksempel, som skriger til himlen.

Ejvind Larsen, Estermarie Mandelquist, Thomas Tanghus, Ebbe Overbye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Socialdemokratiet er tværtimod et parti for de privilegerede. Det ses mest tydeligt på nedenstående link, som viser hvordan den sociale sikkerhed er halveret, samt hvilke sociale nedskæringer som S har været med til at stemme igennem. Her fjernes Socialdemokratiets spin og propaganda og vi ser direkte ind til sjælen; S har i årtier været med til at flytte milliarder væk fra både arbejderklassen og underklassen, dvs. flertallet af befolkningen. Vi kan ikke, vil ikke og må ikke lade dem som har fri ubegrænset adgang til medierne feje flere generationers neoliberal nedskæringspolitik ind under gulvtæppet. De såkaldte reformer har flyttet pengene væk fra bunden og op til de rigeste samt til virksomhederne. Problemet er at der i Folketinget ikke er plads til både de rige og de fattige i den førte politik.
https://www.avisen.dk/vigtigste-politiske-reformer-og-beslutninger-2007-...

Det er mange generationer siden at Socialdemokraterne bidrog til gode sociale forbedringer for flertallet af borgerne. Men hvorfor skal Socialdemokraterne have et år mere med regeringsmagten, når de ikke vil fjerne fattigdommen og ej hellere klare klimakrisen? Har vi virkeligt råd til at se på, mens de bare trækker tiden? Det gavner de rige på kort sigt, og det er vel hele forklaringen på hvorfor Mette Frederiksens holder møder med erhvervslivet.

Socialdemokraterne er blevet yderliggående højreorienteret med en blå nedskæringspolitik oven på, med andre ord neoliberal. Uligheden stiger hvert år, stærkt hjulpet af S, og Mette Frederiksen gider ikke engang gøre noget for at fjerne børnefattigdommen, tværtimod går hun ind for at internere børn i fangelejre, helst i Nordafrika, der hvor kvinder bliver voldtaget og hvor både kvinder og børn sælges ved menneskehandlere.

Uligheden er steget voldsomt internt i alle lande. Ikke fordi der er færre penge, tværtimod. Ikke pga. kriser. Men fordi finansvæsenet, erhvervslivet og politikerne har slået sig sammen imod flertallet af befolkningen. Hvem har gavn af at demokratiet ikke virker for flertallet? Verden over er uligheden større end før Reformationen, som var forfærdelig men nødvendig. Vreden er simpelthen for stor til at tingene kan fortsætte som nu.

De 22 rigeste mænd i verden, ledet af Amazons CEO Jeff Bezos og Microsofts medstifter Bill Gates, besidder mere rigdom end alle de kvinder i Afrika tilsammen. Den nuværende økonomi er ødelæggende for verdens befolkning. I lande overalt i verden tager en lille elite en stadigt stigende andel af deres lands indkomst. Det ødelæggende system fylder milliarder i lommerne på de rige, på bekostning af almindelige mænd og kvinder. Ikke underligt, at folk begynder at stille spørgsmålstegn ved, om milliardærer skal findes. Afslut ekstrem velstand for at afslutte ekstrem fattigdom.

Ulighed er sexistisk. Med mindre indkomst og færre aktiver end mænd, udgør kvinder den største andel af verdens fattigste husstande, og denne andel vokser. Det er mere sandsynligt, at de findes i dårligt betalte og usikre ansættelser, hvilket støtter markedsøkonomien med billig eller gratis arbejdskraft. De støtter også staterne gennem milliarder af timer ubetalt eller underbetalt plejearbejde, et enormt, men ikke anerkendt bidrag til vores samfund og økonomiske velstand.

Forskerne opfordrer til højere skatter på de velhavende for at omfordele velstand og mindske uligheden. De vurderer, at hvis de rigeste 1 % betaler yderligere 0,5 % i årlige skatter på deres formue i det næste årti, kan de indsamlede penge skabe 117 millioner job inden for sundhed, uddannelse og pleje af ældre og børn. Verdens 2.153 milliardærer er rigere end 4,6 milliarder mennesker, dvs. 60 % af den globale befolkning tilsammen. Verdens rigeste 1 % er mere end dobbelt så velhavende som 6,9 milliarder mennesker, eller næsten 90 % af den menneskelige befolkning.
https://www.oxfam.org

Hvorfor gavner mindre ulighed alle? Kløften mellem rig og fattig bliver ved med at vokse. Væksten har, hvis nogen, disproportionalt været god ved højere indkomstgrupper, mens lavindkomsthusholdninger er blevet ladt i stikken. Denne langsigtede stigning i indkomstuligheden giver ikke blot anledning til sociale og politiske bekymringer, men også økonomiske. Den øgede ulighed har tendens til at trække BNP ned på grund af den stigende afstand på de lavere 40 % fra resten af samfundet. Lavere indkomster gør at mennesker er blevet forhindret i at realisere deres menneskelige potentiale, hvilket er dårligt for økonomien som helhed.

Det er vigtigt at fremhæve de nøgleområder, hvor der skabes uligheder, og hvor der er behov for nye politikker, herunder konsekvenserne af de nuværende konsolideringspolitikker; strukturelle ændringer på arbejdsmarkedet med stigende ikke-standardiseret arbejde og jobpolarisering vedvarende kønsforskelle og udfordringen med høj velstandskoncentration samt omfordelingspolitikkernes rolle.
https://www.oecd.org/inclusive-growth/inequality-and-opportunity/

Ejvind Larsen, Thomas Tanghus, Søs Jensen, Flemming Berger, Ebbe Overbye, Eva Schwanenflügel, David Adam, Gert Romme og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar

Mette Frederiksen:" Den grønne omstilling skal ske, så alle kan følge med. Familien der arbejder hårdt i det midtjyske, kan man ikke fratage deres eneste transportmidler: Bilerne". MfF sagde virkelig bilerne, 2 til én familie, (da de er travle, produktive, arbejder hver deres sted- sikkert i politiet og på sygehuset- så er det rigtig socialdemokratisk), da familien da vil blive arbejdsløs- da der ikke er transportmidler der er pålidelige ude på landet: Nej, Mette Frederiksen, der er ikke offentlige transportmidler i dagens Danmark der er pålidelige. Til gengæld er den offentlíge transport et af de steder der mest trænger til forbedring, og den transportform der er allermest grøn. HVIS der var moderne el-tog, elbusser, sporvogne og pålidelige afgange.......Men den hårdtarbejdende familie skal altså købe sine 2 firehjultrækkere, for miste arbejdspladser er da det sidste den lille mettemoderlige middelmådeige strafregering ønsker. Især da hvis det går ud over den middelmådige gennemsnitlige angste kernesocialdemokrat. (Læs kernevælger) Med æblekiinder. Med roser og viftende Dannebrog.

Ejvind Larsen, Thomas Tanghus, Flemming Berger, Ebbe Overbye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar