Analyse
Læsetid: 4 min.

Våbenhvile trækker fløjkrigen hos De Radikale i langdrag

Dramaet hos De Radikale er udsat på ubestemt tid, efter at folketingsgruppen på et krisemøde søndag valgte at bakke op om Sofie Carsten Nielsen. Den indre splittelse om partiets politiske linje er langtfra bilagt: De Radikale kan kun blive enige om at være uenige. Imens opererer et lille ’skyggekabinet’ af mulige partihoppere med en exitplan
Partileder Sofie Carsten Nielsen erkender, at folketingsgruppen hverken er blevet enig om de udestående uenigheder, der længe har ulmet i partiet – også lang tid før sexismedramaet antændte gløderne – eller har formået at klinke de personlige skår, som de følelsesladede beskyldninger har efterladt. De er snarere blevet enige om at være uenige.

Partileder Sofie Carsten Nielsen erkender, at folketingsgruppen hverken er blevet enig om de udestående uenigheder, der længe har ulmet i partiet – også lang tid før sexismedramaet antændte gløderne – eller har formået at klinke de personlige skår, som de følelsesladede beskyldninger har efterladt. De er snarere blevet enige om at være uenige.

Mads Claus Rasmussen

Indland
19. oktober 2020

Kritikerne får delvist ret, og Sofie Carsten Nielsen får fred til at kunne fortsætte som ny leder af De Radikale. Sådan er den midlertidige mægling endt, i hvert fald på overfladen, efter en højeksplosiv uge, hvor indtil flere medlemmer af den radikale folketingsgruppe konkret har overvejet at melde sig ud i protest mod håndteringen af Morten Østergaards sexkrænkelser – sågar for at ville stifte et helt nyt midterparti.

Foreløbig er mytteriet blevet bremset i opløbet. Folketingsgruppen har accepteret, at de åbenlyse konflikter og personintriger nu skal holdes internt, så medlemmerne af De Radikale kan koncentrere kræfterne om både at genopbygge tilliden indbyrdes og vende blikket tilbage mod det politiske arbejde på Christiansborg.

»Vi er alle sammen enige om, at det har været to rædselsfulde uger, og vi er enige om, at vi er en samlet folketingsgruppe, der har brug for at genopbygge tillid,« sagde Sofie Carsten Nielsen, da hun trådte frem med hele folketingsgruppen bag sig.

»Vi kigger nu fremad. Vi er rigtig langt bagud, og vi ved, at vi nu skal genvinde tillid.«

Enige om uenighed

Men slagsmålet er langtfra slut. For umiddelbart efter at Sofie Carsten Nielsen havde udtalt sig, følte hendes direkte modkandidat, den mere midtersøgende Martin Lidegaard, også behov for at give sit besyv med.

»Jeg har besluttet at give det en chance til,« sagde Lidegaard – og mere end antydede dermed, at han og hans medsammensvorne bestemt ikke har tænkt sig at opgive kampen for at ændre De Radikales hidtidige konfrontationskurs over for S-regeringen.

Partileder Sofie Carsten Nielsen erkender, at folketingsgruppen hverken er blevet enig om de udestående uenigheder, der længe har ulmet i partiet – også lang tid før sexismedramaet antændte gløderne – eller har formået at klinke de personlige skår, som de følelsesladede beskyldninger har efterladt. De er snarere blevet enige om at være uenige.

Direkte adspurgt ville Martin Lidegaard ikke engang give sin fulde opbakning til Sofie Carsten Nielsen, kun anerkende, at hun havde et formelt flertal bag sig i gruppen.

»Hun er blevet valgt. Det er respekterer jeg 100 procent. Jeg stillede op til posten, så jeg havde selvfølgelig gerne set en anden,« lød det fra Lidegaard, som til gengæld gerne ville bekræfte, at han i de seneste dage har flirtet med tanken om at bryde ud af De Radikale.

I første omgang vil han dog give Sofie Carsten Nielsen en mulighed for at komme ham i møde rent politisk.

Endnu mere åbenmundet har en anden af de radikale dissidenter optrådt i de seneste døgn. Folketingsmedlemmet Jens Rohde, som selv kommer fra Venstre, har i en skrivelse til sin egen valgkreds, som blev udsendt umiddelbart inden krisemødet søndag, forklaret, at »jeg til alle journalisterne det seneste døgn har sagt, at hvis vi bliver smidt ud, så tager det fem minutter at lave et nyt parti«.

Så selv om den officielle linje udadtil nu er, at De Radikale står sammen, opererer et lille ’skyggekabinet’ af mulige partihoppere således med en exitplan. Martin Lidegaard, Jens Rohde og angiveligt også Ida Auken har hver især overvejet at bryde ud af partiet for i stedet at søge sammen med eventuelle andre midtersøgende liberale folketingsmedlemmer.

Det nye midterparti

Mest oplagte medkonspirator er tidligere V-statsminister Lars Løkke Rasmussen, som længe har fantaseret om muligheden for at danne et nyt midterparti, helt i tråd med hans egen parole om en SV-regering fra valgkampen. Dengang som nu ville han holde yderfløjene uden for indflydelse, og i det projekt ville den tidligere radikale Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der netop har opgivet sit forsøg med partiet Fremad, men fortsat sidder i Folketinget, nok også kunne finde selskab.

På sidelinjen til de fortsatte konflikter i den radikale folketingsgruppe står altså potentielt et nyt socialliberalt partiprojekt, som rent faktisk og rent parlamentarisk ville kunne få en udslagsgivende rolle. Søndagens formaninger fra De Radikale har nemlig på ingen måde gjort tankeeksperimentet om et nyt midterparti mindre sandsynligt.

Både Martin Lidegaard og Jens Rohde kan fortsat se mulighederne ved at opbrud: Socialdemokratiet og Venstre har nøjagtigt 90 mandater bag sig i det nuværende folketing, men hvis Lars Løkke eller andre af hans partifæller kan lokkes til at bryde ud af geleddet, ville et nyt midterparti straks stå med fire-fem altafgørende mandater og dermed paradoksalt nok have langt større indflydelse, end De Radikale har i dag.

I den kommende tid vil mistilliden til Sofie Carsten Nielsen efter alt at dømme blive holdt i egne rækker, og ingen skal derfor forvente, at den opsigtsvækkende Facebook-fejde vil fortsætte. Men sammenholdet hos De Radikale er kun på lånt tid.

Hvis Sofie Carsten Nielsen mislykkes med at opnå kontante forhandlingsresultater her i efteråret på såvel finansloven som i klimapolitikken, vil splittelsen for alvor bryde op igen.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Funeral barrrdi

Kim Folke Knudsen

Det Radikale Venstre 3

@Me Too Debat

Det ser omsider ud til, at fornuften har indfundet sig for en stund. Det er ikke hensigtsmæssigt at diskutere konkrete personsager på sociale medier og i offentligheden.

Jeg har intet konkret kendskab til Morten Østergaards meriter og jeg har heller ikke kendskab til andre politikeres meriter udi dette emne. Jeg ønsker ikke at tage stilling til den konkrete personsag, da jeg ikke er personligt involveret, og da jeg ikke har den viden, som gør at jeg kan træffe en kvalificeret og saglig beslutning. Vi kan som debattører og læsere kun forholde os til de principielle spørgsmål?, hvordan skal det her tackles respektfuldt og ordentligt overfor ofrene kvinder og mænd udsat for sexchikane og sexisme. Jeg er helt sikker på, at 99,9% af debattørene her mener, at selvfølgelig skal kvinder og mænd ikke finde sig i sexchikane og i sexisme, som er skabt af ulige magtrelationer. Det skal partierne sørge for internt, at det ikke får lov at udvikle sig.

Hvis først diskussionen i medierne tager den drejning, at nu skal vi dømme i konkrete person sager på den information vi får serveret, så svarer det til at træffe afgørelser med bind for øjnene. Det er fuldstændig umuligt og usagligt.

Det vil svare til at være dommer og skulle afsige en doms afgørelse i sagen medens den ene nyhed vælter ind på skærmen over den anden nyhed: skyldig – ikke skyldig- skyldig- ikke skyldig vælg selv.

Derfor var det måske skæbnesvangert, at Det Radikale Venstres ledelse meget hurtigt gjorde sagerne til et politisk toptema, som partiet skulle profilere sig på. Og så løb sagerne ellers ud over stepperne for fulde drøn.

Ved siden af er der de politiske uenigheder i Det Radikale Venstre som i weekenden fik undertegnet lidt for meget op i det røde felt her i Informations spalter. For det må partiet jo også afklare via medlemsdebat og landsmøder.

Nu må Folketingsgruppen lægge stridsøksen i skuffen og koncentrere sig om det politiske projekt forholde sig professionelt til hinanden. Er der medlemmer som synes at partiet ikke afspejler deres personlige synspunkter er alle i sin frie ret til at skifte parti eller stifte et nyt parti. Så kan alle parter komme videre med deres sager og videre strid ophøre.

Løkke, Rohde, Lidegaard og Simon Emil m.fl. er en interesant tanke og vel ikke en helt umulig konstellation? Såfremt de kan skabe et bare nogenlunde netværk af græsrødder bør det være en formssag at skrabe underskrifter nok sammen til at blive opstillingsberettigede, og så har vi vel en seriøs pendent til Macrons pragmatiske midterparti? Både Radikale og Liberal Alliance vil få baghjul er jeg sikker på - og LLR skal såmænd også nok kunne trække nogle V-stemmer med sig.
Det kunne godt være tegningen til et reelt oprør fra midten.

søren ploug, Birte Pedersen og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar

Hvad er det med dansk politik ? Gider ronkedorerne ikke EU otium mere ?

Michael Gydes:
Oprør fra midten? Vis tikke i den ånd som bogen dengang blev skrevet i.
Lederen Lars Trier virker arrogant i sin analyse, så jeg håber faktisk de finder linjen igen og Morten ind som en god menig medlem.

Der er ingen der bryder ud af De Radikale, alle folketingsmedlemmer har brug for støtte af partiorganisationen og dens medlemmer.

For at danne et ny parti skal udbryderne bruge mange græsrødder til det "grove benarbejde".
Ingen folketingspolitikere vil danne et parti sammen med Lars Løkke Rasmussen, for LLR sætter alle andre i 2. række, og det er der ingen der bliver valgt på.

Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg græmmes.

Et nyt parti med Løkke i spidsen..?

Velkommen til sort sol over Borgen.

søren ploug, Torben Bruhn Andersen, Mogens Holme, Hans Larsen, David Breuer, Benta Victoria Gunnlögsson og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Peter Andersen

Rohde og Løkke i nyt parti sammen? Jeg minder lige om, hvem der personificerede oprøret mod Løkke i 2014.

Jeppe Lindholm

Arrgghhh. Nu er der virkelig ingen af os almindelige dødelige vælgere, som gider høre mere om det her. Se dog at blive voksen for søren og kom i gang med at tage ansvar for det I politikere er valgt til i stedet for at spilde Vores tid med Jeres eget person fnider om hvem der har lagt en hånd på hvilket lår for gud ved hvor mange år siden. Det er der ingen, som gider hører om andet end Jer selv.

Som vælger er jeg interesseret i at høre om den politik I vil føre og hvad I vil gøre for samfundet. Ikke om Jeres udskejelser under indflydelse af alkohol til "Julefrokoster".

Thomas Tanghus

Flere kommentatorer leger med samme konstellation, men jeg kan ikke se andet, end at Auken så bli'r "smidt under bussen".

Genopførelse af Den Politiske Kandestøber.
Sofie Carsten Nielsen har hele tiden haft flertal bag sig i sit parti, det er kun medierne der forsøger at puste noget andet op.
Mindretallet i folketingsgruppen har ingen magt til at danne et nyt liberalt parti, bare fordi de har en anden holdning til taktikken.

Gad vide hvilke(t) parti(er) Rohde og Auken pludselig finder ud af de "virkelig tilhører" ?
Af mange grunde nærer jeg dyb mistillid til mennesker, der som disse to skifter deres grundliggende overbevisninger ud, som vi andre skifter undertøj.
Mit gæt er at Rohde "pludselig" indser, at han i "sit hjerte" er Venstremand.
Og mon ikke Aukens "hjerte" vender sig mod Socialdemokratiet - det er jo der hun har de største chancer for atter at få magt ?
Hvad er dit gæt ?