Analyse
Læsetid: 9 min.

Er vismændene for tilbageholdende? Meget taler for, at vi skal gøre mere for at sikre økonomien

Vismændene forudsiger i deres nye efterårsrapport, at mangel på efterspørgsel vil føre til, at 35.000 personer vil stå uden arbejde i 2021. De anbefaler dog ikke, at finanspolitikken lempes mere end allerede planlagt. Men særligt faren for en mere negativ udvikling taler for handling nu
Tirsdag den 20. oktober præsenterede Det Økonomiske Råd vismandsrapporten Dansk Økonomi, efterår 2020 i Festsalen på Nationalmuseet i København. I rapporten anbefaler rådet blandt andet, at finanspolitikken ikke skal lempes yderligere. Det kan man dog sætte spørgsmålstegn ved, mener økonom Jeppe Druedahl.

Tirsdag den 20. oktober præsenterede Det Økonomiske Råd vismandsrapporten Dansk Økonomi, efterår 2020 i Festsalen på Nationalmuseet i København. I rapporten anbefaler rådet blandt andet, at finanspolitikken ikke skal lempes yderligere. Det kan man dog sætte spørgsmålstegn ved, mener økonom Jeppe Druedahl.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Indland
21. oktober 2020

Allerede i Det Kommunistiske Partis Manifest fra revolutionsåret 1848 påpeger Karl Marx og Friedrich Engels det paradoksale i, at kapitalistiske kriser almindeligvis ikke skyldes, at samfundet taber produktionskapacitet på grund af naturkatastrofer eller borgerkrige. Det er den faktiske produktion, der falder, mens selve produktionskapaciteten er intakt, og der opstår derfor en overkapacitet: ledige hænder, tomme bygninger og maskiner, der står stille.

På moderne økonomsprog skelnes der mellem det »faktiske« produktionsniveau og det »strukturelle« produktionsniveau. Det strukturelle niveau angiver det produktionsniveau, hvor der er så lidt ledig kapacitet tilbage, at en yderligere stigning i produktionen vil føre til overophedning og en stigende spiral af lønninger og priser. Når den faktiske produktion falder under det strukturelle niveau, opstår der, hvad man betegner som et negativt produktionsgab.

Siden John Maynard Keynes lagde grundstenene til moderne makroøkonomi i 1930’erne, har det som minimum stået klart, at en styrkelse af efterspørgslen, drevet af for eksempel øgede statslige udgifter, kan være med til at opsuge den ledige kapacitet og lukke produktionsgabet. Både ved direkte at efterspørge den og indirekte ved at sætte gang i en såkaldt multiplikatorproces, hvor dem, som staten køber af i første omgang, selv får flere penge mellem hænderne og derfor går ud og køber mere hos nogle andre, som igen køber mere hos nogle tredje osv. osv.

Coronakrisen er unik

Coronakrisen adskiller sig dog fra tidligere kriser på en række områder. For det første var det faktisk en slags naturkatastrofe, som igangsatte det hele, nemlig COVID-19-pandemien. Det kan diskuteres, om verdenssamfundet kunne have gjort mere for at mindske risikoen for en sådan pandemi, men set i forhold til det økonomiske system var der tale om en udefrakommende faktor, som i første omgang gjorde det sundhedsmæssigt ønskværdigt at mindske produktionen og sænke beskæftigelsen.

Ser vi fremad mod 2021, vil der stadig være en vis sundhedsmæssig ønskværdig begrænsning i produktionen i forbindelse med større arrangementer, nattelivet og øget hjemmearbejde. Færre investeringer i 2020 mindsker også økonomiens produktive kapacitet i 2021, og et vist økonomisk tab vil derfor være uundgåeligt. Det er svært at kvantificere disse effekter, men vismændene i Det Økonomiske Råd lander i deres nye efterårsrapport på et samlet tab på cirka en procent af bruttonationalproduktet (BNP) til næste år.

35.000 flere ledige

Tilbageslaget i 2020 trækker sig dog længere spor. Vismændene forventer således, at BNP vil falde mere, end det strukturelle fald tilsiger, således at der i 2021 vil være et produktionsgab på 1,8 procent af BNP. Omsat til mennesker af kød og blod betyder det, at der vil være 35.000 flere ledige, end der ville have været uden mangel på efterspørgsel. Det er vel at mærke prognosen, efter at effekterne af blandt andet frigivelsen af feriepengene og anden planlagt aktiv finanspolitik er indregnet.

Alligevel er vismændenes anbefaling, at finanspolitikken ikke skal lempes yderligere. Det kan man dog sætte spørgsmålstegn ved. Der lader til at være to centrale argumenter, som leder frem til deres konklusion. For det første er det måske ikke juridisk muligt at gøre mere inden for de finanspolitiske rammer. For det andet er det måske ikke økonomisk muligt at stimulere efterspørgslen i netop de dele af økonomien, hvor der er overkapacitet.

Det første argument har umiddelbart ikke så meget bid. Vi har i Danmark en budgetlov, som tilsiger, at der i fravær af exceptionelle omstændigheder ikke må planlægges med for store underskud på den offentlige saldo korrigeret for konjunktureffekter og engangsforhold. Det såkaldte strukturelle underskud må ikke være større end 0,5 procent af BNP. Men det er en spændetrøje, vi selv har valgt at iklæde os. Efter reglerne i EU’s Finanspagt, som Danmark har tilsluttet sig, er det relativt ligetil at hæve den grænse til 1,0 procent af BNP, hvilket vismændene da også ser gode argumenter for at gøre.

Reglerne i Finanspagten burde heller ikke være hævet over al debat og er desuden suspenderet frem til i hvert fald foråret 2021. Endelig er det ikke klart, hvad der skal regnes som engangsudgifter, og hvornår omstændighederne er exceptionelle nok. Vismændene indregner færre ting som engangsudgifter end Finansministeriet og kommer derfor frem til en mere negativ strukturel saldo.

Troværdige danske statsfinanser

Det er vigtigt, at de danske offentlige finanser er holdbare og troværdige. At de økonomiske finanser er holdbare betyder, at der ikke vil være en ukontrollabel vækst i statsgælden fremadrettet. Vismændenes vurdering er, at de offentlige udgifter kan øges med 1,6 procent af BNP nu og i al fremtid, uden at det vil føre til eksplosiv gældsudvikling. Den beregning er der selvfølgelig stor usikkerhed ved, som de selv understreger, men den illustrerer, hvor robuste de danske offentlige finanser er.

Troværdigheden af de offentlige finanser er en mere flydende størrelse. De fleste økonomer er enige om, at midlertidigt store underskud og et højt gældsniveau – selv om det er stabilt – kan være problematisk. Det kan øge investorernes frygt for, at staten pludselig ikke ønsker at tilbagebetale gælden som planlagt – for eksempel i forbindelse med en økonomisk krise – eller i stedet vil puste til inflationsilden for at lade den brænde værdien af den udestående gæld ned til grunden. Og sådanne forventninger kan få statsgældsrenterne til at stige.

Der er dog meget høj troværdighed omkring de danske statsfinanser. Vismændene forventer i deres fremskrivning, at statens nettogæld frem mod 2050 ikke vil overstige seks procent af BNP, og fra 2050 til 2075 vil staten opbygge en nettoformue på cirka 50 procent af BNP. Herudover har den danske stat et skjult aktiv i, at de store private pensionsformuer er ubeskattede. Indregnede man den indirekte formue herfra, det såkaldte prokuratorkneb, som man blandt andet gør delvist i Finland, så vil den danske stat have en nettoformue på over 50 procent af BNP. Vismændene påpeger, at en simpel skrivebordsøvelse altså kunne øge både den danske stats opgjorte nettoformue og den offentlige saldo betydeligt.

Gengangere fra finanskrisen

Det andet argument mod en yderligere lempelse af finanspolitikken er mere substantielt. Det handler om, at coronakrisen er særlig asymmetrisk i forhold til, hvilke brancher der er ramt. Særligt nævnes byggeriet som en branche, hvor overkapaciteten er lille, men hvor ekspansiv finanspolitik ofte vil øge efterspørgslen meget og derfor vil føre til mangel på arbejdskraft. Et andet eksempel kunne være eksportbrancherne, hvor øget indenlandsk efterspørgsel, offentlig som privat, ikke hjælper det store. De brancher, der stadig er underlagt sundhedsmæssigt motiverede begrænsninger, kører måske også på kapacitetsgrænsen, selv om deres produktion er under normalen.

Alt andet lige gør den delvist særegne karakter af coronakrisen uden tvivl en mere lempelig finanspolitik mindre interessant. Prognosen for ledigheden, som i 2022 forventes næsten tilbage på det strukturelle niveau, trækker også i den retning.

Men beskæftigelsestilbagegangen og ledighedsstigningen ses bredt i både industri- og servicebrancher, som ikke er direkte ramt af sundhedsmæssige foranstaltninger, og en svag forbruger- og erhvervstillid tyder på, at mangel på efterspørgsel er et generelt problem. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser også, at en tredjedel af de ledige over 30 år under coronakrisen er gengangere fra finanskrisen. Så helt så unik er coronakrisen altså heller ikke.

Vismændene fremfører desuden, at risikoen i den nuværende situation for en mere negativ udvikling er større end chancen for en positiv udvikling. I deres pessimistiske scenarie er prognosen et produktionsgab på 3,7 procent af BNP og et beskæftigelsesgab på 101.000 personer i 2021 samt et tab i strukturelt BNP på 1,5 procent i 2025. Dette tab skyldes delvist mangel på efterspørgsel i den mellemliggende periode, som fører til, at arbejdskraften taber kompetencer, grundet svagere tilknytning til arbejdsmarkedet og lavere erhvervsinvesteringer.

Om dette mareridt bliver virkelighed, ved vi måske først for sent til at kunne sætte de nødvendige skibe i søen. Det taler for at planlægge en mere lempelig finanspolitik allerede nu. Som vismændene selv nævner, kunne frigivelsen af de sidste to ugers feriepenge være oplagt som næste skridt.

Faren for overophedning

Hvad er faren ved en for ekspansiv finanspolitik? Først og fremmest kan den føre til overophedning og inflation i dele eller i hele økonomien. Lige nu er inflationen dog under en procent, og vismændene forventer lønstigninger på cirka to procent i 2020. Lønandelen i den samlede værdiskabelse har også været stabil eller faldende i de fleste dele af økonomien i de seneste år.

Store udsving i inflationen er problematisk, fordi de kaster grus i prismekanismen, men der er vi langt fra at ende. Og med de danske husholdningers store bruttogældsposter er modsætningen af inflation, nemlig deflation, noget, vi gerne vil være på sikker afstand af, fordi gældsbyrdens relative vægt vil stige, i takt med at priser og lønninger falder. Mindre fald i konkurrenceevnen grundet stigende lønninger er heller ikke verdens undergang, da vi har kæmpe overskud på både handels- og betalingsbalancen.

Måske vil en del af den ekspansive finanspolitik også komme vores samhandelspartnere til gode, og heller ikke dét er en katastrofe.

Arvævs-effekter

Studier baseret på mikrodata for husholdninger finder ofte, at en periode med arbejdsløshed fører til lavere indkomst i en længere årrække fremover. I makrodata for hele økonomien er det sværere at finde sådanne ’arvævs-effekter’. Men faren for at de findes, er reel. Oven i de direkte menneskelige omkostninger ved at opleve især længerevarende arbejdsløshed er det derfor på mange måder farligere at føre for lidt ekspansiv finanspolitik end for meget.

Det er et åbent spørgsmål i forskningslitteraturen, hvorfor vi ofte ser, at arbejdsløsheden stiger kraftigt i recessioner og derefter er længe om at falde tilbage igen. Men det udfordrer blandt andet den gængse opfattelse af, at konjunkturudsving er symmetriske, og at perioder med mangel på kapacitet veksler nogenlunde ligeligt med perioder med ledig kapacitet.

I stedet argumenterer den prisbelønnede Berkeley-økonom Emi Nakamura i spritny forskning for, at normalen er, at økonomien er på fuld kapacitet, og at det, vi oplever, er dyk ned under det niveau. Det taler generelt for en mere lempelig finanspolitik.

Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, at det langtfra er nemt at opgøre de strukturelle niveauer, altså for hvor meget produktion, beskæftigelse og ledighed der vil være, når efterspørgslen er veltempereret. Vismændene forventer i alt 121.000 nettoledige i 2021 og vurderer, at strukturledigheden vil være på omkring 86.000 – hvilket vil sige, at en ledighed under det niveau ikke vil være foreneligt med en stabil løn- og prisudvikling.

Op til finanskrisen blev ledigheden dog presset endnu længere ned til under 60.000, uden at der var en decideret eksplosion i lønninger og priser (boligpriserne er en anden historie). Der er altså et vist rationale i at efterprøve i praksis, hvor økonomiens kapacitetsgrænse er.

Vi ved desuden, at det er de svageste grupper, der kommer sidst ind på arbejdsmarkedet.

Endelig er det værd at overveje, om der er muligheder for at tænke nyt i forhold til at stimulere aktiviteten mere specifikt i de brancher, som vi i forvejen ved, at det er svært at stimulere gennem almindelige finanspolitiske tiltag.

Vismændene kommer med en række spændende førsteanalyser af, hvordan beskæftigelsen påvirkes på tværs af køn og uddannelse af forskellige finanspolitiske tiltag. Måske vil det på baggrund af den slags analyser være muligt at subsidiere omorganiseringer og investeringer i de brancher, hvor efterspørgslen er lav nu og her, men hvor virksomhederne og samfundet stadig har interesse i at øge deres produktionskapacitet på længere sigt. Sammen med international koordinering kunne det muliggøre den dosering af efterspørgselsstimulans, der kan sikre os imod alt for skadelige virkninger af coronakrisen på samfundsøkonomien.

Jeppe Druedahl er lektor på Center for Economic Behavior and Inequality (CEBI) ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer om økonomi i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vismændene har en politisk dagsorden, så ingen tvivl om men,
den negative udvikling i økonomi kan være det der "redder" verden.

Jan Fritsbøger

at redde eller stimulere økonomien grænser til, undskyld udtrykket, idioti, det der faktisk er brug for er tilbagegang i økonomien for alle som har et stort overforbrug,
og kun en minimal vækst forbeholdt dem som er nederst på indkomstskalaen, med andre ord en mærkbar omfordeling, den modsatte vej end vi har set de seneste årtier,
og de mest privilegerede kunne sagtens beskæres måske 80% i indtægt uden de ville lide noget som ligner nød, faktisk ville de stadig være velstående, de bliver reelt kun ramt på deres grådighed !
men jeg er helt klar over at dette ikke er en mulighed, nok fordi vi har de forkerte poiltikere som hellere vil lefle for penge-magthaverne, bla fordi man når man bliver valgt til folketinget jo samtidig bliver medlem af den overprivilegerede klasse, og dermed pludselig får nemmere ved at se sagerne fra de grådiges synsvinkel,
det er jo ofte ambitioner (grådighed) som er årsagen til at de har en politisk karriere, undtagelsen er de få ildsjæle på venstrefløjen, som ikke bliver grebet af magtens korrumperende effekt, ( måske bare fordi de ikke får nogen magt) eller af velstandens dragende indflydelse som gør mennesker (mere) grådige.
men vi kunne da godt bevæge os lidt i den retning, værktøjet kunne være rigtig høje afgifter på co2 udledning, og det der ævle-bævle argument om at det ville ramme skævt er jo vrøvl, det er muligt at sikre at det ikke rammer i bunden,
( når noget rammer skævt er det altid fordi det faktisk er meningen, man lader bare som om man bliver overrasket )
enten via klima-check til lave indkomster, vel at mærke netto-indkomster så skattefradrag (fusk) ikke kan give en pseudo-lav indkomst,
eller ved et bundfradrag inden afgifterne træder i kraft, så kun overforbrug rammes men til gengæld rammes hårdt, så er der vel håb om at det har en klimaeffekt.
og bekymringen for ledighed er jo også en falsk bekymring, hvis man tilpasser arbejdstiden til den lavere produktion / efterspørgsel vil der kunne være jobs til alle som gerne vil, jeg vil af klimahensyn anbefale en normal arbejdstid på 2 dage a 10 timer, med en passende lønkompensation for minimums-indkomster, så får man jo en omfordeling den rigtige vej og får begrænset overforbruget. og en markant forbedret dagligdag med tid til familien og til sig selv.

Steen K Petersen, Mette Johansson, Thomas Barfod og nils valla anbefalede denne kommentar
Andreas Lykke Jensen

Det er en kæmpe gevinst for information, at i har fået Jeppe druedahl til at levere økonomiske analyser til avisen.

Altid spændende at læse.

Jan Fritsbøger

æv Andreas, skal jeg nu til at ærgre mig over ikke at kunne læse artiklen ? ;o)