Nyhed
Læsetid: 7 min.

Grønne kræfter indtager Auderødlejren for at skabe fremtidens bæredygtige Danmark

Ny tænketank med tunge navne vil udforme en ’drejebog’ for Danmarks omstilling til bæredygtighed og klimaneutralitet
Fra 2010 til 2018 var Auderød-lejren i midlertidigt modtagecenter for flygtningen. I 2018 rykkede de sidste af omkring 700 asylsøgere og afviste asylsøgere ud. Nu skal Auderød-lejren være stedet, hvor kreative og visionære kræfter de kommende år skal udforme en ’drejebog’ for Danmarks omstilling til bæredygtighed og klimaneutralitet.

Fra 2010 til 2018 var Auderød-lejren i midlertidigt modtagecenter for flygtningen. I 2018 rykkede de sidste af omkring 700 asylsøgere og afviste asylsøgere ud. Nu skal Auderød-lejren være stedet, hvor kreative og visionære kræfter de kommende år skal udforme en ’drejebog’ for Danmarks omstilling til bæredygtighed og klimaneutralitet.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Indland
30. november 2020

I 50 år, fra 1958, var Auderødlejren nær Frederiksværk hjemsted og kaserne for Søværnets Grundskole.

Her blev unge mænd og kvinder uddannet til at forsvare Danmark fra søsiden. I 2008 rykkede soldaterne ud, og i 2010 rykkede en større gruppe flygtninge ind i det, der nu blev midlertidigt modtagecenter, drevet for Udlændingestyrelsen af Røde Kors. Det varede i otte år, indtil et faldende indrejsetal gjorde flygtningelejren overflødig – i 2018 rykkede de sidste af omkring 700 asylsøgere og afviste asylsøgere ud.

I hele perioden har Auderødlejren i en vis forstand handlet om at sikre overlevelse. Overlevelse for danskerne i potentielle krigssituationer og overlevelse for folk fra andre egne af kloden på flugt fra konflikt og nød. Nu skal Auderødlejren igen være center for overlevelse.

I hvert fald hvis det står til initiativtagerne bag en ny tænketank, der i dag træder frem med planer for at gøre barakkerne ved Arresø til Sustainia World, stedet, hvor kreative og visionære kræfter de kommende år skal udforme en ’drejebog’ for Danmarks omstilling til bæredygtighed og klimaneutralitet.

»Vi skal have løsningsarkitekter fra forskellige samfundsdiscipliner sat til at udforme et katalog af løsninger. Hvad er det for konkrete løsninger, der skal til for at få befolkningen, virksomhederne og staten til at indgå en trepartsaftale om et bæredygtigt samfund?« siger Erik Rasmussen, der er journalist og stifter af Ugebrevet Mandag Morgen. Som stifter for den internationale tænketank om bæredygtighed, Sustainia, er han initiativtager til det nye spektakulære, grønne projekt, ét ud af de mange, som den 79-årige iværksætter har søsat gennem årene.

»Ideen er at skabe en bevægelse, for aldrig har der været så stort behov for, at så mange ændrer adfærd så meget og så hurtigt,« som han siger det.

Stærke kræfter er med

Den nye tænketank og dens projekt har fra start stærke ressourcer at trække på, når de skal udvikle ’Drejebogen for Danmark’, som de kalder det.

I tænketankens styregruppe sidder også Lise Kingo, der er tidligere direktør for FN’s Global Compact, Katherine Richardson, professor på Københavns Universitet og leder af dets Sustainability Science Center, Connie Hedegaard, bestyrelsesformand for den grønne tænketank Concito, Ørsteds bestyrelsesformand, Thomas Thune Andersen, Lars Nørby Johansen, bestyrelsesformand for William Demant Fonden og Malou Aamund, administrerende direktør for Google Denmark.

Blandt tænketankens øvrige medlemmer er bioetikeren Mickey Gjerris, KU, professor i økonomi Peter Birch Sørensen, KU, professor med speciale i pandemier Lone Simonsen, RUC, tidligere departementschef Jørgen Rosted, forskerholdet i Klima- og Omstillingsrådet, administrerende direktør i Dansk Energi Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen, fremtidsforsker og direktør for Universal Futurist Anne Skare Nielsen, formand for ingeniørforeningen IDA Thomas Damkjær samt yderligere cirka 40 nøglepersoner fra det danske samfund.

Det første, tænketanken skal gøre, er at bane vej for, at Auderødlejren kan forvandles til et ’digitalt og fysisk eksperimentarium for en bæredygtig levevis’.

»Du skal forestille dig et Silicon Valley for bæredygtighed i miniformat. Et kraftcenter for virksomheder og forskningsinstitutioner,« siger Erik Rasmussen.

Christian Bason, direktør for Dansk Design Center, peger på, at der er en enorm forandringskraft i eksempler. Han forestiller sig Sustainia World som et eksperimentarium, hvor man kan prøve tingene af. Ikke at folk nødvendigvis skal bo der, men tag bare middagsbordet og måltiderne som et udgangspunkt:

»Vi skal vise, hvordan en familie konkret kan leve, hvis den skal være bæredygtigt – i forhold til fødevarer, transport, energiforbrug, tøj, og hvad vi ellers omgiver os med. En vigtig nøgle til den grønne omstilling er vores hverdagshandlinger og vores forbrug. Det er her, at den kolossale omstilling skal foregå,« siger Christian Bason og tilføjer:

»Vi har skabt en verden med de produkter og tjenester, vi alle forbruger, og det har skabt store klimaudfordringer. Det er godt set, at hvis vi skal ændre noget, må en af vejene være, at det breder sig fra hverdagslivet.« 

Naturlejr på den gamle kasserne

Den gamle kaserne blev i 2018 købt af erhvervsmand og advokat Michael Vesthardt for ti millioner kroner med ambitionen om blandet andet at åbne lejrens grønne arealer for offentligheden. Sammen med kompagnonen Sigurd von Bülow slog de i juli i år dørene op til et 72 hektar stort område med skov og åbne arealer på halvøen Arrenæs i Arresø, nu kaldet Naturlejren. Her har de anlagt en pluk-selv-blomstermark for besøgende og en legeplads i halmballer.

Men Naturlejren er kun tænkt som et første skridt for de to iværksættere.

»Vi har ambitioner om at genanvende den forladte bygningsmasse og dedikere den til at huse et center, der skal beskæftige sig med at løse de ekstremt presserende klimaudfordringer, der lige nu trykker vores verden. I lyset af COVID-19-krisen står det endnu klarere, at vi må gentænke vores levevis,« skrev de på Naturlejrens hjemmeside ved åbningen i sommer.

Det er i den ambition, at Vesthardt og von Bülow har fundet sammen med Erik Rasmussen og folkene bag den nye tænketank for at omdanne Auderødlejren til Sustainia World.

»Den bæredygtige leveform starter på en blomstermark i naturen,« hedder det på Naturlejrens hjemmeside.

Økonomisk opbakning

Med økonomisk støtte fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og investorer som Poul Due Jensens Fond, Vækstfonden, Ørsted og Danmarks Grønne Investeringsfond skal tænketanken de nærmeste måneder afklare mulighederne for at gøre Auderødlejren til det fysiske eksperimentarium for grøn levevis og samtidig europæisk kraftcenter for udvikling af bæredygtige samfundsmodeller under navnet Sustainia World.

Håbet er ifølge Erik Rasmussen, at Sustainia World kan blive et af de påtænkte fem europæiske centre for gentænkning af vores levevis under projektet New European Bauhaus, som EU-Kommissionen for nylig har taget initiativ til.

»Det her projekt har potentialet til at blive et unikt og værdifuldt initiativ – hvis dets vision og ambitionsniveau forbliver intakt,« siger Katherine Richardson.

»Vi har et påtrængende behov for at udvikle måder at leve på, der ikke bliver ved at opsluge planetens begrænsede ressourcer. Hvis Sustainia World kan være med til at håndtere den udfordring ved at finde balancen mellem en god og bæredygtig livsstil og spredning af budskabet, så kan projektet gøre en vigtig forskel for kommende generationer. Derfor stiller jeg med glæde op med støtte og råd til den løbende proces,« siger Katherine Richardson.

Lise Kingo, der har arbejdet for FN med verdensmålene og er formand for den ny tænketanks styregruppe, peger på behovet for borgerinddragelse.

»Udfordringen er, at verden hidtil har fokuseret på, hvad regeringer og virksomheder kan udrette, men borgerne er ikke blevet involveret. Før det sker, oplever vi ikke et gennembrud,« påpeger hun.

Lise Kingo håber derfor, at projektet med at lave en grøn ’Drejebog for Danmark’ kan »kombinere borgere, virksomheder og myndigheder omkring en fælles indsats«.

Gør bæredygtighed til hverdag

Også bioetiker Mickey Gjerris har sagt ja til at være en del af projektet.

»Ideen er at få befolkningen til at være interesseret i at gøre noget. Men selv når befolkningen er interesseret i at gøre noget, er der et vist fodslæb politisk. Mit håb er, at stedet kan være med til at lave en anden dagsorden, og derfor kan jeg godt blive bekymret, hvis det kobles alt for tæt på det officielle Danmark,« siger han, med henvisning til at projektet har fået økonomisk støtte fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

»Men det er op til dem, der er med, at sætte dagsordenen, derfor er jeg gået med. Det er værd at deltage i og være med til at skubbe i en god retning.«

Ifølge Anders Blok fra Klima- og Omstillingsrådet kender forskere og erhvervsliv allerede mange af de teknologiske løsninger, der skal i spil.

»Men det er på den store teknologiske spilleplade, hvis man kan sige det sådan. I forhold til den folkelige deltagelse, som ligger i hverdagslivet ude i lokalsamfundene, der kender vi ikke løsningerne. For befolkningens hverdagsliv er endnu ikke indarbejdet i mere bæredygtig livsstil. Vi er langt fra oppe i et tilstrækkeligt gear,« siger han og tilføjer:

»Der kan Sustainia World komme til at spille en rolle, hvis de tager afsæt i vores erfaringer i vores hverdagsliv. Ved at samle civilsamfund, designvirksomheder og adressere udfordringerne med bæredygtighed i et hverdagsperspektiv kan de anskueliggøre, hvordan en mere bæredygtige fremtid kan se ud.«

Han peger på, at Sustainia World også må række ud til de græsrødder og grupper i lokalsamfund, som allerede er i gang med aktiviteter som fødevarefællesskaber, genbrugsbutikker, og som viser andre måder at tænke mere bæredygtige livsstile på.

»Vel har vi brug for et roadmap til et bæredygtigt Danmark, men hvem taler på det danske samfunds vegne, og hvem bliver set som interessenter? Min stemme handler om at sige ’husk nu civilsamfundet og den lokale forandring og den lokale inddragelse. For hvis vi ikke får skabt en ny samfundskontrakt om en bæredygtig omstilling, hvor alle kan se og acceptere, at der en vis retfærdighed i den måde, goder og byrder fordeles på, så går omstillingen i stå. Derfor et det vigtigt med en bred palette af stemmer.«

Fyn som eksperimentarium

Med i tænketankens planer er netop bestræbelsen på at inddrage danskerne i den praktiske omstilling. Det skal blandet andet testes i et særligt projekt på Fyn, hvor tænketanken i samarbejde med forskere på Syddansk Universitet, Aalborg Universitet, Københavns Universitet og Constructive Institute ved Aarhus Universitet samt de fynske medier TV 2 Fyn, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis og Media City Odense skal undersøge, hvordan Fyn med også mediernes aktive deltagelse kan gøres til et eksperimentarium for grøn omstilling nedefra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Det lyder smukt og smukkere, hvis disse gode folk også flytter derop og forsøger at leve bæredygtig så folk og de selv kan se at det godt kan lade sig gøre.

Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen, Steen Obel, jens christian jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Krydser fingre!

Lars Myrthu-Nielsen

Lyder prisværdigt! Og tillykke med det. Men JSN og Ulrik Dahlin, der er megen namedropping i denne interresante artikel. Vil gerne have link til tænketanken, og hvad den hedder, hvis den da findes på nettet!
Og der må have været en fond i Klimaministeret, vi ikke lige har hørt om - har ikke hørt at der var slået en fond op! Vil som Gunner også anbefale en NY Grøn Fond til civilsamfundet og græsrødderne - en sådan var der i 90'erne, og der var der virkelig fokus på civilsamfundet og den grønne omstilling fra bund til top...! Et af de resultater fra den gang kan måske bruges her (genlæses) - det var det skrift Øko-net og andre udgav under sloganet: "Skal tumperne redde verden, når nu de kloge ikke vil?" Kolding Manifestet - om teknologi, demokrati og bæredygtighed.
Læs det her: http://www.koldingmanifestet.dk
Lyder også spændende med Fyn! Fyn sm eksperimentarium. Men hvad og hvor!?
Grøn hilsen, Lars, Øko-net / Lev & Lær Græsrodsgården, Sydfyn - http://www.levoglaer.dk
PS - dejligt med 72 ha lagt ud som natur. Anbefaling: Læg mindst halvdelen af Danmark ud til natur, og lav en naturgenopretningsplan, der også inkludere liv og nærhed tilbage på landet - herunder en lokal fødevareproduktion, der skal følges op med de nødvendige læringsrum for fremtidens naturforvaltere og jordbrugere.

Gunner Boye Olesen

Spændende at en række af samfundets og energiforsyningens spidser vil prøve at lave hvad vi i civilsamfundet har prøvet i en generation i bl..a Miljøorganisationen VedvarendeEnergi. Hvis vi virkelig skal have alle med, er der behov for at visualisere det (og gerne i Allerødlejren); men også for at Sustainia og de andre spidser samarbejder med alle os andre, og at Klima-og Energiministeriet også støtter civilsamfundets tusinder af lokale initiativer, f,eks. med en grøn fond til civilsamfundet.

Kim Christiansen

Hvor kan jeg se, hvilke borgere der er med i initiativet? Eller civilsamfundsorganisationer? Eller de skal måske først inddrages, når løsningerne er fundet? Som skrevet ovenfor så bliver det voldsomt spændende at se tænkning og handling kombineret...
Kim Christiansen
Formand LA21 i Gladsaxe

Niels-Simon Larsen

Det er et elitært projekt. Den grønne overklasse taler til folket. Omstilling ovenfra. Masser af løsningsarkitekter, nøglepersoner og visionære kræfter.

Men sig mig nu engang, hvad er det åndelige grundlag? Det må da være kristendommen, Gud, konge og fædreland plus pengefonde og pengefolk. Og så er Klimaministeriet lige med ind over. Nå da, jeg vidste ikke, at Dan havde penge at rutte med. Det ved alle bonderøve og storbyindianere nu.

Danskerne skal for hulen ikke aktiveres og inddrages. Det klarer vi selv. Tænk, hvis det omvendte skete, at bunden ville inddrage toppen (gud forbyde det).
Men det skal yderligere op i gear, forskningen og universiteterne, og så kan det ikke blive finere.

Ingen af dem har læst Huxleys Ø, for så havde de grebet tingene an på en helt anden måde.
Ud med kirke, konge, militær og kapitalismen. Find det åndelige grundlag, og lad os tage den derfra.

Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

hvor herligt, nu skal grådigheden have en grundig gang greenwashing af "kompetente" pinger fra grådigheds-segmentets top, så dygtige som de er, må det da kunne gavne klima og miljø om ikke andet så virtuelt,
men som kommentarerne viser så er der mange som tror på at det er intelligens og dygtighed som giver adgang til en plads i toppen,
men da det desværre er ambitioner, grådighed og privilegieret status der er den reelle vej til toppen, giver det faktisk ingen grund til håb om en bæredygtig fremtid at vi får en ny "grøn tænketank" faktisk er det nok i virkeligheden et "drivanker" som forhindrer en hurtig omstilling til bæredygtighed.

Gunnar Sørensen

Dejligt med noget arrangement.

Gunnar Sørensen

Det er måden man kommer frem i verden på.

Dorte Sørensen

Det ville være bedre at høre om hvor langt de er kommet med arbejdet og om Lise Kingo har fået gang i borgerinddragelsen.

Håber at Information følger projektet.