Interview
Læsetid: 8 min.

Mattias Tesfaye: Vi skal gøre mere for at hjælpe unge indvandrere i deres frihedskamp

Social kontrol er et enormt problem, og der skal gøres endnu mere for at hjælpe de unge, der kæmper for deres frihed. Sådan siger integrationsminister Mattias Tesfaye, der er særligt optaget af at beskytte dem, der som Samia i bogen ’Genopdragelsen’ vælger at fortælle deres historie til omverdenen
Mattias Tesfaye (S) har selv fået henvendelser fra unge kvinder, som har været udsat for social tvang: »Vi skal slet ikke være i tvivl om de enorme omkostninger, de også betaler ved at stå frem og fortælle deres historie. Derfor er det også for mig personligt en kæphest, at vi må gøre, hvad vi kan, for at blæse vind i deres sejl. Altså understøtte dem i deres frihedskamp,« siger han.

Mattias Tesfaye (S) har selv fået henvendelser fra unge kvinder, som har været udsat for social tvang: »Vi skal slet ikke være i tvivl om de enorme omkostninger, de også betaler ved at stå frem og fortælle deres historie. Derfor er det også for mig personligt en kæphest, at vi må gøre, hvad vi kan, for at blæse vind i deres sejl. Altså understøtte dem i deres frihedskamp,« siger han.

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Indland
28. november 2020

Da udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) læste bogen Genopdragelsen, tog han noter i margenen.

Bogen handler om den unge kvinde Samia. Hun vokser op i en pakistansk familie i Danmark med en far, der ikke kan acceptere, at hun vil leve et almindeligt dansk ungdomsliv og nægter at indrette sig efter hans traditionelle forestillinger om kvinders rolle i familien og samfundet.

Faren sender hende på en genopdragelsesrejse til Pakistan. Og i flere år må hun leve i fangenskab hos sin onkel.

Mattias Tesfaye har på linje med de øvrige medvirkende i denne interviewserie fået tilsendt bogen før dens udgivelse fredag. Mens han læste, spurgte han sig selv, om de danske myndigheder kunne have gjort mere for at hjælpe Samia. Og han noterede ned, når det måske var tilfældet.

For som han gør klart flere gange i løbet af interviewet: Social kontrol er »et enormt problem«, og det ligger ham særligt på sinde som minister at gøre mere for de unge, der udsættes for det.

»Der står nogle unge kvinder i Danmark midt i en frihedskamp, som foregår lidt i det skjulte,« siger han. »Og vi må gøre endnu mere for at hjælpe de unge med at bryde fri fra de usynlige fængsler, de opholder sig i.«

Interviewet kan også høres som podcast. Du kan lytte her eller i din fortrukne podcastafspiller.

Ikke samfundets skyld

Det betyder ikke, at myndighedernes bærer en del af skylden, når unge kvinder bliver undertrykt.

»Skurken er ikke det danske samfund. Vi har rullet den røde løber ud for familier, der er kommet til det danske samfund. Jeg kan ikke komme i tanke om, at vi ikke har brugt nok penge. At vi ikke har gode nok viljer. At vi er ligeglade. Det danske samfund har lavet en enorm indsats for integration.«

Når der alligevel opstår problemer med social kontrol, skyldes det ifølge Mattias Tesfaye, at nogle indvandrere medbringer »middelalderlige tanker«, når de kommer til Danmark fra Mellemøsten eller omkringliggende lande.

»Dem har folk jo med i rygsækken – for eksempel om, hvordan man opdrager piger, og hvad der er et godt barneliv.«

Derfor nytter det heller ikke noget at forsøge at finde på undskyldninger for den sociale kontrol og de overgreb, der finder sted.

»Jeg synes stadig, at vi går for blidt til dem, der er skurkene her, og måske nogle gange undskylder os med, at der jo også er nogle kulturelle forskelle og nogle religiøse forskelle. Og hvad er der egentlig galt med et arrangeret ægteskab, hvis nu de unge gerne selv vil? Og gad vide, om ikke hun selv tager det tørklæde på i 7. klasse? Og er det ikke også meget godt at komme et år eller halvandet hjem og se, hvor ens forældre kommer fra?«

Hvad med søsteren?

Hvis det skal lykkes at bekæmpe social kontrol, er det afgørende, at skolelærere, socialrådgivere, politifolk og andre af velfærdsstatens frontmedarbejdere er i stand til at opdage tegn på, at noget er galt. Og dernæst at der bliver reageret resolut, når »alarmklokkerne« ringer, som Mattias Tesfaye siger.

Han mener generelt, offentligt ansatte er gode til det. Men de kan godt blive endnu bedre.

I Genopdragelsen hæfter han sig blandt andet ved, at Samia også har mindre søskende.

»Jeg har også spekuleret over, at hvis der er en pige i en familie, som vi ved er udsat for social kontrol, er vi så skarpe nok på at interessere os for andre børn i den familie? Samia har jo konkret en lillesøster, som man ikke kan lade være med at tænke på. Hvordan bliver hun opdraget? Og har hun det, som hun skal have det?« spørger han.

»Når jeg læser bogen, kan jeg også godt se, at det er nogle år siden, for heldigvis har myndighederne flyttet sig og er blevet bedre til at håndtere de her udfordringer. Men jeg hører stadig om, at klokken nogle gange ringer, altså at nogle offentligt ansatte slår alarm, og at vi ikke er gode nok til at samle det op.«

I margenen på bogen har han også taget noter ud for en episode i Københavns Lufthavn. Den udspiller sig den dag, hvor Samias far tvinger hende til at rejse med sig til Pakistan.

To af hendes folkeskolelærere har fået mistanke om, at hun er ved at blive sendt af sted på en genopdragelsesrejse. De alarmerer lufthavnspolitiet, som når at hente Samia og hendes far ud af flyet, der holder ud for gaten og skal til at rulle ud på startbanen.

Betjentene beder faren blive ved indgangen til flyet, mens en af dem fører Samia hen til to kvinder fra Den Sociale Døgnvagt, der venter ude i gangen, som fører tilbage til afgangshallen.

Mønter i BH’en

Den ene kvinde spørger Samia, om hun rejser frivilligt. Natten forinden har faren truet med at slå hendes søskende ihjel, hvis ikke hun rejser med ham, og hun tør derfor ikke svare andet end ja på spørgsmålet.

Medarbejderne fra Den Sociale Døgnvagt noterer i en journal, at hun kan være under pres fra sin familie, og at det kan være baggrunden for, at hun accepterer at rejse. Men så længe hun ikke siger fra, mener de ikke at kunne gøre noget. Også fordi hun har pakistansk pas og altså ikke er dansk statsborger.

Samia og hendes far får derfor lov at gå tilbage til flyet. Og hun bliver sendt af sted på den genopdragelsesrejse, som skal komme til at vare de næste mange år.

Episoden har fået Mattias Tesfaye til at spekulere over, om der bør indføres nogle procedurer i lufthavnen for bedre at kunne forhindre genopdragelsesrejser.

»Det er ikke en kritik af lufthavnens politi eller af Københavns Kommune i denne her konkrete sag. Men jeg har tidligere hørt om kvinder, der gemmer mønter i deres BH for at få det til at bippe, når de skal igennem sikkerhedstjekket med håb om at blive trukket til side, så de kan råbe om hjælp. Det er selvfølgelig opfindsomt af dem, men jeg synes også, det er udtryk for, at vi som myndigheder skal overveje: Er setuppet i lufthavnen, som det skal være?«

Alarmklokkerne bimler

Før Samia bliver sendt på genopdragelsesrejse, er hun under et voldsomt pres fra sin far og begynder at leve et dobbeltliv. På vej til skole skifter hun fra de lange kjoler, han vil have hende til at gå i, til jeans og bluse. Når hun hænger ud med veninderne efter skole, siger hun til ham, at hun er på biblioteket. Og alt, hvad der handler om fester, alkohol og drenge, må foregå i allerdybeste hemmelighed.

Det er velkendt, at unge, der udsættes for social kontrol og derfor lever et dobbeltliv, kan udvikle psykiske lidelser. Det sker også for Samia, der får ordineret medicin mod angst og depression.

Men det forhindrer ikke konflikten mellem faren og datteren i at eskalere. Til sidst tager hun en overdosis af medicinen og bliver indlagt, og på hospitalet fortæller hun lægerne om det pres, hun lever under. Og om at hun frygter at blive sendt til Pakistan for at blive tvangsgift.

Det er et eksempel på de alarmklokker, Mattias Tesfaye taler om.

»Der er faktisk rigeligt med klokker, der ringer, og alligevel ender hun jo på flyet,« siger han.

»Og der kan jeg ikke lade være med at tænke: Er vi i stand til som samfund og som myndigheder at beskytte de her unge godt nok, når hun for eksempel spiser en masse piller, og det er helt åbenlyst, at det er, fordi hun er under pres fra sine forældre? Er vi så helt sikre på, at de første, vi skal ringe til, er forældrene?«

Ud af den politiske grøftegrav

I mange år er der blevet talt meget om æresrelaterede konflikter og social kontrol. Og intet tyder på, at det for alvor er lykkedes at komme det til livs.

Til gengæld er der på det seneste sket nogle politiske forskydninger, som er positive, mener Mattias Tesfaye.

»Fra det alleryderste højre til det alleryderste venstre er der en stigende opmærksomhed på social kontrol. Og jeg håber også, at vi fra Christiansborgs side kan prøve at håndtere det her, uden at der skal gå den sædvanlige politiske grøftegrav i det. For både Rosa Lund fra Enhedslisten og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige siger faktisk til mig: ’Her er der en opgave’. Og jeg tror, at vi kan få ret bred politisk opbakning til mange af de initiativer, vi tager.«

Men hvad er det så for initiativer, der skal tages?

Mattias Tesfaye har mange to do’s på sin liste. Offentligt ansatte skal trænes i at lytte til alarmklokkerne. Der skal skabes et overblik, så myndighederne får bedre indsigt i omfanget af problemerne med social kontrol. Der skal rejses flere sager ved domstolene, når unge indvandrere eksempelvis bliver tvunget ind i et ægteskab. De skal beskyttes bedre på krisecentre. Og exitprogrammerne fra centrene skal forbedres.

Hjælp til dem, der står frem

Og så skal der gøres noget for at passe særligt godt på dem, der tager det på sig at oplyse omverdenen om deres oplevelser.

»Heldigvis er der jo sket det de seneste år, at stadigt flere med udenlandsk baggrund er begyndt at træde frem og fortælle deres historie. Nogle ligesom Samia i bogform. Andre som debattører i den offentlige debat – både til højre og til venstre i det politiske spektrum. Og det er faktisk fantastisk.«

Men de personlige konsekvenser kan i nogle tilfælde være voldsomme. Det ved Mattias Tesfaye udmærket, for han har selv fået henvendelser om det fra unge kvinder.

»Vi skal slet ikke være i tvivl om de enorme omkostninger, de også betaler ved at stå frem og fortælle deres historie. Derfor er det også for mig personligt en kæphest, at vi må gøre, hvad vi kan, for at blæse vind i deres sejl. Altså understøtte dem i deres frihedskamp.«

Det handler ikke kun om at beskytte deres ytringsfrihed, selv om det er vigtigt nok i sig selv. Det handler også om, at der er behov for rollemodeller.

»For dem, der bryder fri, er jo eksempler for alle andre, og hvis de eksempler bliver til en succes, så vil flere følge efter. Men hvis det viser sig, at de er nødt til at flytte fra deres områder, at de skal leve under beskyttelse, eller at deres børn bliver frosset ude af deres venner, fordi det bliver haram at beskæftige sig med dem, jamen så er det jo et lige så stærkt signal til folk om, at hvis du bryder fri, så har det enorme konsekvenser for dig selv og din omgangskreds,« siger han.

»Og derfor tror jeg, vi skal gøre noget mere for, at dem, som faktisk tager opgøret og bryder fri, også lykkes med det. Der kan jeg se nu, at vi også har en opgave.«

Samia er et pseudonym, som af sikkerhedshensyn er anvendt i Genopdragelsen. Anton Geist, der har skrevet denne artikel, er medforfatter til bogen.

Serie

Genopdragelsen

I denne interviewserie taler vi om social kontrol og æresrelaterede konflikter med politikere, eksperter, meningsdannere og repræsentanter for organisationer.

Interviewene tager udgangspunkt i bogen ’Genopdragelsen’, der netop er udkommet på Informations Forlag. Den handler om den unge kvinde Samia, der vokser op i Danmark og bliver tvunget af sted på en genopdragelsesrejse til Pakistan.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

-"Vi har rullet den røde løber ud for familier, der er kommet til det danske samfund."- Den med den røde løber er da meget overdrevet - er det ikke kun til de kongelige fremtidige prinsesser ol. som Danmark ruller den ud for. Andre bliver mødt med mistro og en Integrationsydelse måske snare udsmidnings ydelse.

Ja det er det lyder som en forfærdelig læsning. Mon ministeren også har noteret hvordan hele familien kan hjælpes til at føle sig godt tilpas i Danmark - så de ikke savner de gamle sæder og skikke.
Hvad kan vi gøre så familier føler sig velkommen og ikke som en parasit o.l. Det var måske en bedre måde at løse problemerne på. Først kan politikerne og andet "godtfolk" begynde at omtale disse mennesker ordenligt og ikke som en trussel for det danske samfund.

Herhjemme har "vi" desværre også problemer med flere kristne familier, hvor børnene heller ikke må dit og dat. Disse familier skal vel også hjælpes.

PS: kan en sådan læsning så ikke åbne op for de tiltag som boligforeningerne har lavet med Statspuljens midler og taget fra lejernes indbetalinger kan gives over Finansloven - var det ikke også et godt sted at begynde.

Jack Jönsson, Viggo Okholm, Mogens Holme, Thomas Tanghus, Esben Lykke, Christian Mondrup, Lars Løfgren, anne lindegaard, Steffen Gliese, Steen Obel, Lillian Larsen, Lone Hansen, Freddie Vindberg, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Ib Gram-Jensen, Christel Gruner-Olesen, Ruba Altawil, Hans Larsen, Bjørn Pedersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det værste er, når et vidnesbyrd om undertrykkelse anvendes til at legitimere endnu mere undertrykkelse, jævnført Dorte Sørensens kloge betragtninger i ovenstående kommentar.

Når der fokuseres så indædt på en bestemt befolkningsgruppe udfra devisen etnicitet og religion - ganske som om alle i gruppen 'brune muslimer' delte den samme overbevisning og kultur - breder de blinde pletter sig, og skygger for de natale problemer, vi selv har med at se indad.

Jack Jönsson, Viggo Okholm, Thomas Tanghus, Esben Lykke, Christian Mondrup, Marianne Jespersen, anne lindegaard, Dorte Sørensen, Ole Frank, Steen Obel, Lillian Larsen, Lone Hansen og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak for de pæne ord. - men det var ikke derfor jeg gav dig en anbefaling.

anne lindegaard

To kloge koner har allerede ovenfor sagt (næsten alt) det der skal siges. Jeg har en enkelt tilføjelse:
Hvorfor laver Information sådan en gang mikrofonholderi - hvor blev den kritiske analyse lige af?

Jack Jönsson, Mogens Holme, t. helleskov, Marianne Jespersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Marianne Jespersen

Det er da godt hvis Matias Tesfaye gerne vil hjælpe piger hvis liv er belastet af social kontrol. Det gøres nok bedst ved tidlig forebyggelse. Familier der inddrages på en positiv måde i det danske samfund er jo ikke så bange som dem der føler sig truet. Så måske skal du holde op med at true .
Herudover kendes tilsvarende elementer situationerr fra en lang række kristne sekter. Jehovas vidner bl.a - der er eksempler på at unge af begge køn skader sig selv for at forblive indlagt i psykiatrien for at undgå, deres families sociale tvang.

Viggo Okholm, Steffen Gliese, Mogens Holme, Thomas Tanghus og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Den såkaldte kristne sociale kontrol & tvang er der vist ikke stemning for at regulere på blandt de vigtige vælgere, (dem, der løber frem og tilbage mellem DF og S)
Så derfor er det irrelevant i politisk sammenhæng..

Nu handler denne bog så om pakistanere, som e ri dette samfund helt legalt og har været her i mange år. Min opfattelse er at denne kultur også er meget forskellig i sin tilgang til nye normer i forhold til vores kultur og deres oprindelige,
Tesaye kan jeg ikke find eud af? hvor står han reelt som person i forhold til normer og nuancer i en proces som er i gang?
Jeg personlig bryder mig ikke om vores kulturs nedladende holdning og brug af dette i omtalen af Middelalderkultur-.
Ja vi skal gennem gode eksempler forsøge at overbevise vore nye medborgere om at det er bedst at forandre sig og at tvang og ensretning er uacceptabelt. Ikke mindst at vore børn er til låns og må finde deres egen vej og at vi som forældre må give slip og samtidig være der hvis de falder.