Ny forskning bringer nyt til debatten om danske moskéer: Nogle medvirker til integration

Imamer råder og vejleder muslimer i Danmark ud fra Islams sharialov. Moskéernes religiøse ledere opfordrer til social kontrol på kvinder. Og nogle moskéer medvirker endda til radikalisering.

Sådan har kritikken af moskéer ofte lydt i den offentlige debat. Og de seneste år har moskéerne i den grad været i vælten. Ikke mindst efter at TV 2 i 2016 sendte den afslørende dokumentar om imamer og moskéer, Moskéerne bag sløret, hvor journalisterne igennem optagelser med skjult kamera viste, hvordan religiøse ledere i tre moskéer i Danmark var med til at modvirke integrationen.

Men der hører også et andet billede med til historien. I hvert fald hvis man læser et nyt forskningsstudie fra Københavns Universitet af ph.d.-studerende Pernille Friis Jensen. Det er udgivet i Tidsskrift for Islamforskning og peger på, at flere moskéer i Danmark også er steder, hvor aktivt medborgerskab »under- og opbygges«. Hendes gennemgang af international forskning understøtter samtidig, at moskéer kan være med til at øge integrationen.

»Studiet er med til at nuancere den viden, vi ofte får proppet i hovedet – nemlig at moskéerne er segregerende steder,« siger Pernille Friis Jensen og fortsætter:

»Det er ikke for at negligere, at der er problemer nogle steder. Det ved vi, at der er, og det er dokumenteret. Men vi har 170 moskéer, vi kender til i Danmark, og mange af dem fungerer som helt almindelige sociale netværkssteder, hvor mennesker mødes og bliver dannede som borgere.«

Konklusionen er fundet på baggrund af samtaler med 25 muslimske kvinder, som har eller tidligere har haft tilknytning til en moské. Herudover har Pernille Friis Jensen lavet feltarbejde i 19 moskéer, som er geografisk spredt ud over landet, og interviewet 14 mandlige moskérepræsentanter. Desuden trækker undersøgelsen på en spørgeskemaundersøgelse blandt danske moskéer.

Studiet er en del af et igangværende treårigt forskningsprojekt med titlen Danske moskéer: Betydning, brug og indflydelse ved Københavns Universitet og Syddansk Universitet finansieret af Det Frie Forskningsråd 2017 til 2021.

»Moskéernes rolle i integrationen er et emne, der blev ved med at dukke op hos mine informanter. Det er for mig at se interessant, hvordan man som muslimsk kvinde forholder sig til den debat, som har haft stort fokus i den offentlige debat,« siger Pernille Friis Jensen.

Information har bedt lektor på Aarhus Universitet Henrik Reintoft Christensen om at læse studiet. Han vurderer, at det overordnet set opfylder de krav, som man kan stille til forskning. Han ser også forskningsartiklen som en »intervention i en debat«.

»Man kan ikke generalisere på baggrund af dette studie, hvilket forfatteren også er åben om. Man kan se studiet som et, der prøver at stille et andet billede op end det, der er i den offentlige debat. Og på den baggrund kan man i hvert fald begynde at diskutere, hvorvidt alle moskéer undertrykker kvindelige medborgere,« siger han.

Aktiviteter bygger bro

Kvinderne i undersøgelsen er mellem 17 og 67 år, og mere end halvdelen af dem har en enten religiøs eller administrativ lederrolle i moskéerne, mens resten er almindelige brugere.

Gruppen er sammensat af ugifte og gifte kvinder. Nogle af dem er studerende, andre er i beskæftigelse, mens resten er enten hjemmegående, pensionerede eller arbejdssøgende.

Undersøgelsen giver et indblik i, hvad nogle muslimske kvinder tænker om moskéernes indvirkning på egen integration. For eksempel udtaler Latifa på 18 år, som er tilknyttet en moské i københavnsområdet:

»Jeg oplever lige det modsatte af, at moskéen skulle modarbejde integration. Altså, vi får altid at vide i undervisning og sådan, at vi skal være gode samfundsborgere. Moskéen har også været med til at danne mig som person, at jeg ligesom er blevet den her åbne person, der forstår islam på den rigtige måde (...) man godt kan være et velfungerende menneske, det har en stemme, der snakker, der stemmer.«

For at finde ud af, hvordan moskéerne spiller ind i kvindernes integration, har Pernille Friis Jensen analyseret sine interview og observationer igennem det såkaldte medborgerskabsbegreb. Det kan ses igennem tre dimensioner, hvor det første er moskéernes syn på grundlæggende rettigheder og pligter, det næste er moskéernes og moskégængernes deltagelse i samfundet, og det sidste er moskégængernes sociale tillid og netværk samt oplevelse af anerkendelse, ligebehandling og tilhørsforhold.

Hun hæfter sig blandt andet ved, at samtlige moskéer i undersøgelsen har brobyggende aktiviteter med andre organisationer, statsinstitutioner eller den brede offentlighed. For eksempel samarbejder flere moskéer med den lokale folkeskole eller gymnasium.

»På ydersiden, altså dem, der er synlige i bybilledet, bliver moskéerne en påmindelse om, at man som muslim også er hjemme i Danmark. Og så er der aktiviteter i moskéerne såsom lektiehjælp, jobsøgning og netværk generelt, som er med til at bygge bro til resten af samfundet,« siger hun.

Pernille Friis Jensen forklarer også, at hendes studie viser, at moskéerne er med til at udvikle nye kompetencer hos flere af kvinderne. Det gælder i stigende grad opgaver, som ikke er knyttet til hjemmet såsom rengøring og madlavning. Det gælder for eksempel også administrative arbejdsopgaver.

Naza på 24 år, som læser medicin, fortæller, at hun er blevet bedre til at planlægge og koordinere ved at arrangere rundvisninger i moskéen.

»Jeg bliver bedre til både koordination og kommunikation (…) og det er faktisk også det med at hjælpe hinanden på tværs af køn (…) ja, bare generelt kommunikation; hvordan bliver man bedre til at kommunikere, så man forstår hinanden og kan hjælpe hinanden. Det udgør faktisk en ret stor rolle, uanset om det er i moskéen eller i patientforhold.«

Endelig fremhæver Pernille Friis Jensen, at mange af hendes informanter skelner skarpt mellem borgerrettigheder og -pligter og så den dominerende ungdomskultur i det danske samfund i forhold til at være en del af det danske fællesskab.

»Særligt de unge informanter fremhæver, at den udbredte ungdomskultur, der ofte indebærer fester med alkoholindtag, omgang med det modsatte køn samt dating og sex før ægteskab, er i strid med islamiske forskrifter. Og egne personlige lyster,« skriver hun i forskningsartiklen.

Én brik i puslespillet

Henrik Reintoft Christensen understreger, at der er en række forbehold, man må tage i forhold til studiet. Det gælder for eksempel, at man må gå ud fra, at Pernille Friis Jensens informanter – altså kvinder, som er en del af et organisatorisk setup i moskéerne – vil være positive over for de institutioner, de er en del af.

Når det er sagt, mener han, at hendes metodiske valg er fornuftige.

»Hvis man lægger hendes informanters ord til grund, så er det naturlige konklusioner at træffe. Og så er spørgsmålet, hvad man kunne have fundet ud af på andre måder.«

– Pernille Friis Jensen, kan man på baggrund af dette studie udelukke, at der også sker aktiviteter, som modvirker integrationen i netop disse moskéer?

»Det er klart, at det kan jeg ikke. For de mennesker, jeg taler med, er mine vidner på det. Og så er der observationer. Men jeg kan ikke vide, om der tirsdag aften er nogle aktiviteter, som modvirker integration. Man kan som forsker ikke være alvidende. Selvfølgelig kan der være blinde vinkler.«

– Hvordan kan man så bruge dit studie?

»Man kan bruge det til at være påpasselig med at tegne et portræt af muslimer og deres religiøse organisationer som værende altid problematiske. Det her viser, hvordan de også kan være. Vi ved fra international litteratur, og nu med det her studie, at de også kan alt muligt andet end at modvirke integration. Man kan godt bruge dem og være brugere af dem og stadig være en aktiv samfundsborger i Danmark. Og dermed virker institutionen også for integration i bred forstand.«