Interview
Læsetid: 7 min.

Ny ligestillingsminister: »Nu skal sexismedebatten handle om de almindelige lønmodtagere«

Han tøver med at kalde sig selv feminist og går ikke op i akademiske diskussioner om feminisme. Til gengæld er landets nye ligestillingsminister, Peter Hummelgaard, optaget af strukturel ulighed og har øremærket barsel og ligestilling i de etniske minoritetsmiljøer højt på sin to-do-liste. Øverst står dog ønsket om, at #MeToo-debatten også kommer til at handle om de lavtlønnede
Det er et grundlæggende problem, at #MeToo-debatten indtil nu kun har fokuseret på de miljøer, som består af de mest ressourcestærke mennesker med de største megafoner. De almindelige lønmodtagere har der stort set ingen interesse været for, mener den nye ligestillingsminister, Peter Hummelgaard.

Det er et grundlæggende problem, at #MeToo-debatten indtil nu kun har fokuseret på de miljøer, som består af de mest ressourcestærke mennesker med de største megafoner. De almindelige lønmodtagere har der stort set ingen interesse været for, mener den nye ligestillingsminister, Peter Hummelgaard.

Emilie Lærke Henriksen

Indland
27. november 2020

Den danske #Metoo-debat har været »øjenåbnende«, siger Peter Hummelgaard, landets nye ligestillingsminister.

Både i forhold til sin egen ageren i verden som mand, politiker og tidligere formand for DSU, men særligt i forhold til hvem debatten egenligt handler om og skaber forandring for.

»Debattens grundlæggende problem er, at den indtil nu kun har fokuseret på de miljøer, som består af de mest ressourcestærke mennesker med de største megafoner. De almindelige lønmodtagere har der stort set ingen interesse været for,« siger Peter Hummelgaard i dette interview, som den nye minister giver i forbindelse med sin tiltrædelse.

En del af ansvaret tøver han ikke med at placere hos pressen, der ifølge ministeren har virket mere optaget af »at få udboret de seneste rygter fra Palæbar« (en bar i Indre København, hvor journalister er kendt for at komme, red.) end at brede debatten ud til resten af samfundet.

De store historier om magtfulde mænds fald – blandt andre Frank Jensen fra Peter Hummelgaards eget parti – har ifølge ligestillingsministeren skabt et historisk momentum for at komme seksuelle krænkelser til livs, men for Peter Hummelgaard er det ikke længere nok, at der »hist og her« er en offentlig person med magt, som »bliver bragt til skafottet«.

»Som næste skridt i debatten skylder vi nu at snakke om de almindelige lønmodtagere – servitricerne, stewardesserne og sekretærerne, som langt oftere er udsat for sexchikane og krænkelser i deres arbejde, end højtuddannede er,« siger Peter Hummelgaard med henvisning til en opgørelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, som viser, at dem med de laveste lønninger syv gange så ofte som højtuddannede udsættes for sexchikane.

At udbrede #MeToo-debatten til også at omfatte almindelige lønmodtagere står øverst på den nye ligestillingsministers to-do-liste, og derfor har han som sit første politiske initiativ på posten indkaldt arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger om, hvordan arbejdspladserne bliver bedre til at forebygge seksuel chikane og sikre en mere konsekvent håndtering af sagerne.

»Jeg vil sammen med fagbevægelsen og arbejdsgiverne diskutere, om vi har de rigtige regler og det bedste system til at håndtere den her slags sager og få den kulturændring, der skal til, og hvis parterne peger på, at vi også skal ændre lovgivningen, så er jeg ikke bange for at se på det,« siger han.

Fuldblodsminister

Peter Hummelgaard har kun været ligestillingsminister i en uge, da Information møder ham på hans kontor i Beskæftigelsesministeriet, som er i fuld gang med at blive fusioneret med ligestillingsministeriet, som indtil i sidste uge hørte til under Mogens Jensen – ministeren for fisk, bøffer, grønlændere og kvinder, som han drillende blev kaldt af dem, der syntes, det var useriøst at lægge ligestilling sammen med fødevarer, fiskeri og nordisk samarbejde.

Peter Hummelgaard har naturligvis kun rosende ord tilovers for Mogens Jensen, som han kalder en »dygtig ligestillingsminister«, der gennemførte nogle »vidtgående og historiske« forbedringer for LGBTQI-personers rettigheder.

Alligevel synes han – »når nu ikke, det kunne være anderledes«­ – at Mette Frederiksens beslutning om at lægge ligestilling sammen med beskæftigelsesområdet »giver god mening«, da mange af de store spørgsmål om kønsligestilling – som for eksempel barsel og ligeløn – alligevel hører til i Beskæftigelsesministeriet.

»Og jeg noterer mig da, at flere organisationer og meningsdannere også ser det som et udtryk for, at ligestillingsområdet opprioriteres,« siger Peter Hummelgaard.

På spørgsmålet om, hvorvidt Danmark i ham får en anderledes ligestillingsminister, end vi havde i Mogens Jensen, som af regeringens støttepartier blev kritiseret for at lade ligestillingsområdet sande til, svarer Peter Hummelgaard kort og elegant:

»Vi er jo to forskellige mennesker, og jeg kaster mig fuldblods ud i det her.«

På to-do-listen

Ud over ønsket om at udbrede #MeToo-debatten til gruppen af almindelige lønmodtagere, går Peter Hummelgaard lige nu og funderer over, hvad der ellers skal stå på hans to-do-liste.

Øremærket barsel er for eksempel en bunden opgave. Sidste sommer blev der vedtaget et EU-direktiv, som øremærker to måneders barsel til fædrene i alle EU’s medlemslande, og som skal være indfaset inden udgangen af 2022.

Lige nu er arbejdsmarkedets parter i gang med at komme med deres input til den øremærkede barsel, og herefter skal der være en politisk proces om det.

Peter Hummelgaard har endnu ikke taget stilling til, om han ønsker at øremærke mere end de to måneder til fædrene, som Danmark har forpligtet sig til, men han understreger, at det er vigtigt for ham, at danske mænd tager mere end de kun 11 procent, som er tilfældet i dag.

»Og det skal de af tre årsager: for deres egen skyld, for børnenes, og fordi det kan være med til at udligne de meget kønsulige lønstatistikker, vi desværre stadig har,« siger han.

»Men vi er nødt til at finde den rigtige balance i det. Vi skal ikke tage så stor en andel af den samlede orlovsperiode og give til manden, som stadigvæk – desværre – tjener mest, at konsekvensen bliver, at fædrene helt dropper orloven, fordi familien ikke har råd til at undvære hans indtægt i for eksempel tre måneder.«

Venstrefløjens svigt

Derudover er Peter Hummelgaard optaget af at forbedre ligestillingen blandt indvandrere og rette op på det svigt, han mener, Socialdemokratiet og den brede venstrefløj igennem årtier har udsat kvinder med etnisk minoritetsbaggrund for.

»Op gennem 80’erne og 90’erne gik det så stærkt med indvandringen, at vi ikke fik folk godt nok integreret, fordelt ud over landet og forklaret dem, at når man vælger at bosætte sig i Danmark, så forventer vi, at man tager del i samfundslivet og bliver en del af fællesskabet,« siger Peter Hummelgaard.

»Det skete ud fra et misforstået hensyn om, at vi på den brede venstrefløj troede, at mange ville føle sig mere tilpas og bedre hjemme her i landet, hvis vi gav dem større rum for fortsat at dyrke den kultur og de familiemønstre, de kom fra. Og det, mener jeg, var en kæmpe fejl.«

»Vi er heldigvis ved at vågne op, og jeg mener, at denne regering i særdeleshed har en kæmpe rolle at spille i den ligestillingskamp.«

– Hvordan vil du gribe den opgave an?

»Ja, det er straks vanskeligere,« siger Peter Hummelgaard og tager sig til skægget.

»Noget af det handler om at sige det højt fra hver en bakketop, man kan, så man lader de her kvinder vide, at de ikke står alene,« siger han.

Noget andet – og mere konkret – er ifølge ministeren, at man får brudt med den etniske opdeling, der præger mange skoler, gymnasier og uddannelsesinstitutioner, som har en høj koncentration af unge med anden etnisk baggrund.

»Jo mindre blandede vi er, desto stærkere kan bestemte normer og kulturer træde igennem, og jeg er sikker på, at det kan accelerere noget af den sociale kontrol, vi ser i de her miljøer.«

Feminist eller ej

Vi har talt om nogle af de konkrete opgaver, der ligger på den nye ligestillingsministers bord, og om emner, der optager ham, og som han har lyst til at tage op på eget initiativ. Men hvad er egentligt hans overordnede vision for ligestillingsområdet, og hvilken type ligestillingsminister vil han gerne være?

»Min indgangsvinkel ind i det her område – og nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, for jeg ved godt, at ligestilling er et område, hvor folk meget hurtigt kan misforstå tingene eller blive sure – det er at forandre strukturer, og jeg er meget optaget af alle de forhold, hvor der er noget ulighed, som kommer til syne,« siger Peter Hummelgaard og fortsætter:

»Jeg vil gerne være ham, der har fokus på det strukturelle som for eksempel ligeløn og barsel for både kvinder og mænd, men jeg må også være ærlig og sige, at jeg ikke gør mig nogen naiv forestilling om, at jeg kan løse alt på et par år.«

Interviewet er ved at være slut. Peter Hummelgaard skal videre med dagens opgaver.

»Er du egentligt feminist,« spørger Information på vej ud ad døren. Et spørgsmål, der for nogle kan besvares med et hurtigt ja eller nej, men som det viser sig, at Peter Hummelgaard, landets nye ligestillingsminister, skal bruge en del tid på at tænke over.

»Altså … øh,« starter han.

»Der er jo alle mulige akademiske diskussioner af, hvordan man er det. Jeg tror ikke, jeg vil række hånden op og kalde mig feminist, men jeg er ikke modstander af feminisme.«

Peter Hummelgaard væver lidt rundt og siger undskyldende, at det faktisk ikke er noget, han har tænkt så meget over.

»Men lad mig sige det på den her måde,« prøver han.

»Jeg vil hellere have en gammel, forvasket T-shirt fra 70’erne, hvor der står ’kvindekamp er klassekamp’, end jeg vil iføre mig en T-shirt, hvor der står ’jeg er feminist’.«

»Giver det mening?« smågriner ministeren og runder interviewet af med et »jeg skal vist øve mig på det svar«.

Et par minutter senere kommer Peter Hummelgaard løbende ned af trappen. Han har tænkt over et bedre svar, som han gerne vil have med.

»Jeg er ikke optaget af den del af ligestillingsdebatten, som ofte har tendens til at blive meget akademiseret, når det kommer til definitioner og sådan. Det må andre meget gerne diskutere, men det er ikke min opgave. Hvilken feminisme-definition man bruger, og hvilken værdiladning folk ligger i et bestemt ord, det holder jeg mig pænt på afstand af.«

»Min opgave er at få debatten til at handle om almindelige lønmodtagere og de grundlæggende strukturelle uligheder, der præger vores samfund,« afslutter socialdemokraten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Ole Mortensen

Jeg syntes nu ikke at den sexistiske kultur som er væltet ud af skabet fra Cristiansborg og andre og magthavende instanser, bør glemmes så hurtigt. Der er sikkert mange dumme sexistiske bemærkninger på byggepladser og lignende. Men der er jo ikke den samme magt bag. Og de fleste får nok hurtigt at vide at de opfører sig som spader.
Prøver man at fjerne focus fra at det viser sig at der er en kultur som i 50erne eller 60erne ang . kønsroller.
Og jeg tror ikke i behøver bekymre jer. Kvinderne sparkede jo bare døren ind . Hvad kvinde frigørelsesbevægelserne i 70erne aldrig formåede.

Malcolm McGugan og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Jeg er ingen Robot og sandsynligvis ingen megafon!
Kæreste hr. Hummelgård, jeg har ingen megafon, men jeg har levet længe nok til at opleve en halvering af dagpenge perioden og i samme håndevending, en fordopling af optjenings kravet Jeg har set voldsomme besparelser på sociale ydelser, jeg har set enlige mødre blive beskåret med et beløb på 3000 om måneden, jeg har set en et flertal i folketinget enes om at pensioner og førtidspensioner ikke længere reguleres efter prisniveauet, som resten af samfundet gør. Det betyder at disse menneskers livsgrundlag mindskes hver eneste dag året rundt. Dette er ingen megafon kæreste hr. Hummelgård.

ingemaje lange, Flemming Berger, Anne Søgaard, Hanne Ribens, Carsten Wienholtz, P.G. Olsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Thomas Tanghus, Kurt Nielsen, Carsten Munk, David Zennaro, Egon Stich, Troels Ken Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Carl Chr Søndergård, Ruth Sørensen, Estermarie Mandelquist, Niki Dan Berthelsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Jeg hørte ingen lyd af megafoner, jeg hørte ingen protester!

Carsten Wienholtz, Carsten Munk, David Zennaro, Niki Dan Berthelsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Ja det er ikke ufarligt at dreje emnet ind på de lavtlønnedes forhold, når det kommer fra en minister, der som socialdemokrat har et medansvar for nedskæringer og stramninger på arbejdsmarkedsområdet. Den bedste. eller eneste reelle sikring mod alle former for krænkelser på arbejdsmarkedet, er en velfærdsorienteret arbejdsmarkedspolitik, der omfatter krav om anstændige løn- og ansættelsesforhold, med en ordentlig økonomisk dækning ved ledighed. Således at desperate ledige ikke presses til at tage hvilket som helst, og finde sig i hvad som helst. Men dette er jo omtrent det modsatte af, hvad den nuværende og de seneste regeringer står for.

ingemaje lange, Rikke Petersen, Kjeld Pedersen, Carsten Wienholtz, Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Nielsen, David Zennaro, Egon Stich, Troels Ken Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Carl Chr Søndergård, Ruth Sørensen og Niki Dan Berthelsen anbefalede denne kommentar

Det sjove er, at folk tror de har et valg, når de sætter et kryds.

Carsten Nørgaard, Flemming Berger, Klaus Lundahl Engelholt og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg vil også pege på det gråzoneområde som ligger under de lavtlønnede; Den mere eller mindreere eller mindre tvangsudskrevet arbejdskraft. Praktikanter, arbejdsprøvninger, løntilskuddere, flexjobbere..
Det er muligt, at der ikke bliver råbt op om sexchikane af syge i arbejdsprøvninger eller klap i numsen på supermarkedernes ulønnede arbejdskraft. Der er nok næppe heller mange journalister, som kunne sælge aviser på den type historier, hvor aktørerne ikke har nævneværdig social eller økonomisk status.
Men i jobcentersystemet er forulempelsen sikker. Hvis ikke af fysisk art, så af psykisk karakter.
Kig lidt mere på det, minister.
Det er et grimt syn

ingemaje lange, Bjørn Pedersen, Flemming Berger, Rikke Petersen, Kjeld Pedersen, Carsten Munk, Carsten Wienholtz, Bjarne Bisgaard Jensen, Thomas Tanghus, Kurt Nielsen, Brian W. Andersen, David Zennaro, Egon Stich og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar

Jeg synes, det er en noget mærkelig opstilling. De såkaldt "ressourcestærke" kvinder fremstår jo kun stærke, fordi de går ud i flok. Alene bliver/blev de ikke hørt. Og det er lige meget , hvor i samfundshierakiet, de hører til. Der er så meget på spil for de kvinder, at der skulle en Sofie Linde til at stille sig op. Ellers var der aldrig sket noget. Og så skal de nu disses med at være for ressurcestærke... hm...

Det kunne jo være, at de gav anledning til en ketchup-effekt ud i alle hjørner af samfundet - men kun, hvis deres åbenhed ikke bliver lukket ned af velmenende ministre.

Margit Johansen

Noget af det der ligger lige til højrebenet for en ligestillingsminister i dagens DK - der ville gøre en stor forskel for de mest udsatte kvinder - er en indsats mod den systemiske, strukturelle ulighed på det sorte og grå uregulerede arbejdsmarked: Kvindehandlen i bred forstand, banderelateret, køb og salg af sex, (opbevaring og transport af) våben, narko, hertil kan regnes au pair lignende forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager med rengøring og børnepasning. Turist- og restauration, bar, café. Det har været for svært for alle de foregående ligestillingsministre. Men er titlen kun til pynt og pænt og skåltaler medvennerne fagbevægelsen?

Det lyder alt sammen meget lovende (ikke mindst med en minister, som tør udfordre tidens tendens til medløberi, jf. bl.a. betænkningen omkring “feminisme”-mærkatet) - bliver interessant at se, om han når at trækkes fuldstændigt ned af politisk magtfnidder...

Freddie Vindberg

"Hvis du kontakter din arbejdsgiver, er jeg sikker på, han vil være lydhør overfor dine problemer."

#MeToo-bevægelsen handler i høj grad om magt, derfor skal vi fastholde fokus på toppen, det er der problemerne er, hos dem som sidder på magten. Det er de magtfulde som har skabt problemerne. Socialdemokraterne har de sidste 20 år stemt for de fleste sociale nedskæringer i Folketinget. De har været helt fremme i skoene for at stemme for reformer - eller rettere sociale nedskæringer - som nu har medført det største antal fattige i nyere tid. Kom nu i gang med at lave om på systemet!

"Borgerne skal holde sig væk fra den politiske arena. Magten tilkommer ikke borgerne, men de begavede, de dannede og de rige." Den udtalelse viser bedre end noget andet omdefineringen af demokratiet fra borgerdeltagelse til repræsentation, og samtidigt en inddæmning og pacificering af befolkningen. I den demokratiforståelse, er befolkningen ikke længere aktive borgere, men en delt befolkning, repræsenteret af en overklasse. Samtidig er den politiske magt devalueret ved, at en række af dens tidligere beslutningsområder er blevet overført til en sfære af privatejendom og marked, adskilt fra politik.

Den rå magt vil til enhver tid, og i et hvert politisk system, overtrumfe regeringsmagten. Det gælder også i et demokratisk land. Pengemagten køber indflydelse gennem politikerne, medierne samt sponsorerer lobbyfirmaer som ændrer meningsdannelsen i de riges favør. Den politiske magt i samfundet fjernes fra demokratiet og de store linjer bestemmes bag lukkede mørkelagte korridorer. Centraliseringen fralister magten fra nærdemokratiet, kommunalpolitik bestemmes fra Christiansborg.

De private medier stjæler dagsordenen for at ingen skal høre om fattigdommen og uligheden. Men du behøver ikke at give din accept til de ting der sker. De skader som vi ser generelt i samfundet i dag indikerer, at uligheden og den ulige magtfordeling er gået for langt. Men hvad skal det til for at rette op på samfundet. Der skal simpelthen et socialt oprør til for at politikerne kommer ud af deres vrangforestillinger.

Vi er nødt til at erkende at magten ikke ligger i selveste demokratiet - det er ikke borgeren som bestemmer - men i stedet for mødes politikerne med stærke og ofte rige særinteresser, konsulentfirmaer der får 11 milliarder for den sociale nedbrydning hvert år, og arbejdsgiver-organisationer samt finansvæsenet, for derefter, i samarbejde med de samme, at udforme lovene som går vores interesser imod. Derfor bliver vores boliger revet ned, derfor bliver vi fordrevet fra hjem og kommuner, og må søge ud til fattigere udkantsområder, og derfor bliver vores levevilkår forringet over årtier - indtægterne bliver nedreguleret hvert år, bestemt i Folketinget.

De reelle magthavere, medierne, de borgerlige partier samt Socialdemokratiet efterlader befolkningen i den tro, at vi stadig lever i et land, hvor det repræsentative demokrati kan fjerne fattigdommen. Men det kommer kun til at ske den dag borgerne tager magten tilbage fra de 174.000 som lever i overklassen. Når det direkte demokrati klart ændrer fordelingen af den reelle magt i samfundet.

Vi skal genindføre et sundt demokratisk princip, nemlig at beslutninger tages bedst af dem, de berører. Danmark har brug for en ny retning. Hvis vi skal fjerne fattigdommen i Danmark skal vi have et nyt styresystem som forhindrer nedskæringer i bunden af samfundet mod skattelettelser i toppen. Det samlede antal love som specifik er rettet imod bunden af samfundet vokser konstant, love som skader de socialt udsattes muligheder, gør dem fattigere og forkorter livet. Fattiglovene skal fjernes. Tro mig: Det bliver de. Borgerne vil ikke længere finde sig i svindlerne i toppen af samfundet.

Den magtstruktur som vi ser i Danmark gør en fjernelse af fattigdommen umulig. Den stigende ulighed kan kun omgøres ved en omfordeling af magten. En stærk venstrefløj kunne halvere fattigdommen over fire år, den - for et så rigt land - uværdige og ydmygende fattigdom. Men Radikale og Socialdemokraterne ønsker ikke dette. Det at fjerne fattigdommen ligger ikke til Centrum-Højre. Det er åbenlyst blevet Socialdemokratiets hovedopgave at få regeringsmagten, og at sørge for at venstrefløjen ikke omfordeler fra de rige til de fattige.

Mest beskæmmende er det dog at de seks procent i toppen af samfundet, som herhjemme har besat magten, brager igennem alle medier, når de vil have deres mærkesager ud, det ses tydeligt med minksagen. Omvendt er der ingen som hører om de sociale forringelser, som rammer den anden side af samfundet. Det går udover mere end halvdelen af befolkningen, som bliver ødelagt af over 62 reformer / nedskæringer som er gennemtvunget de sidste tyve år. Men værst går det udover de femten procent som ikke er i stand til at arbejde. Dvs. at der i Danmark er et flertal af borgerne som ikke bliver repræsenteret korrekt i Folketinget samt i medierne. Reformernes negative effekter på det sociale område, bliver forvist helt ud i medierne på den yderste venstrefløj.

Vi får ikke demokratiet tilbage før vi fjerner de seks procent som har besat magten over landet. Den lille minoritet styrer folketinget og dermed Danmark, hvad i alverden har det med demokrati at gøre. Vi får ikke det repræsentative demokrati tilbage - det der gælder for alle - selv for det flertallet, som udgør de 55 % af befolkningen, dem der ikke har flest penge. Vi kan kun fjerne deres magt ved at udskifte dem fra alle magtpositioner. Deres indflydelsen er grotesk magt-fordrejende, og ude af proportioner i forhold til andre samfundsgruppers indflydelse.

Tyve år med sociale nedskæringer har skabt en tilstand hvor der atter er nedværdigende sociale forhold her i landet. De fleste af de socialt udsatte er presset ud i fattigdom og ramt af diverse sygdomme eller handicap. De har ikke brug for at politikerne gør det endnu værre. Alt for mange unge ender som sofasurfere eller i varmestuerne på grund af boligmangel, og alt for mange hjemløse har ikke adgang til et sikkert miljø.

"Vi skal ikke tage så stor en andel af den samlede orlovsperiode og give til manden, som stadigvæk – desværre – tjener mest, at konsekvensen bliver, at fædrene helt dropper orloven, fordi familien ikke har råd til at undvære hans indtægt i for eksempel tre måneder.«
Det undrer mig at ligeløn og barsel nævnes i samme sætning her uden at hverken ministeren eller journalisten ser at sikring af ligeløn er det bedste politiske håndtag der kan skrues på for at give flere familier mulighed for at lade manden tage en del af barselen, hvilket igen vil kunne mindske den forskelsbehandling som handler om kvinders såkaldte set-back i forbindelse med familieforøgelser.