Analyse
Læsetid: 4 min.

Øjeblikkelige dramaer skubber grøn finanslov i baggrunden

Bag de voldsomme begivenheder og personopgør, der dominerer den politiske dagsorden lige nu, foregår et mere diskret magtspil om finansloven: S-regeringen og støttepartierne er i fuld gang med en afgørende armlægning, som vil komme til at definere dansk klimapolitik i de næste mange år
Eksplosionen fra #MeToo-bølgen, der foreløbig har ramt de Radikale hårdest, har allerede fået konkrete politiske konsekvenser. I stedet for at ville gøre finanslovsforhandlingerne til et spørgsmål om, hvorvidt Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen (S) overhovedet skal overleve som statsminister, har Sofie Carsten Nielsen (R) indtaget en pragmatisk position, som skal bringe de Radikale tilbage i centrum af dansk politik.

Eksplosionen fra #MeToo-bølgen, der foreløbig har ramt de Radikale hårdest, har allerede fået konkrete politiske konsekvenser. I stedet for at ville gøre finanslovsforhandlingerne til et spørgsmål om, hvorvidt Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen (S) overhovedet skal overleve som statsminister, har Sofie Carsten Nielsen (R) indtaget en pragmatisk position, som skal bringe de Radikale tilbage i centrum af dansk politik.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Indland
7. november 2020

Alt kan ikke være lige dramatisk på én og samme tid.

Sammenfaldet af #MeToo-bølgen og coronapandemien har fået en sjældent beroligende effekt på den klassiske realpolitik, altså det mere gammeldags magtspil om milliarder og budgetter. Forhandlingerne om næste års finanslov tegner derfor til at blive langt mindre nervepirrende end stort set alt andet, der foregår i dansk politik for tiden. Men meget er på spil.

Normalt udgør efterårets forhandlinger om næste års statsbudget selve den teatralske kulmination på det politiske kalenderår, almindeligvis med et intenst slutspil om fordelingen af nogle mindre symbolske beløb til forligspartierne. Helt sådan tegner de politiske dynamikker dog ikke til at forløbe i det annus horribilis, som 2020 er blevet.

Den mest synlige ændring er magtskiftet hos De Radikale: Efter Sofie Carsten Nielsen har erstattet Morten Østergaard som partileder, er de Radikale vendt tilbage til en mere traditionel rolle som støtteparti for S-regeringen, og alle trusler om at ville udløse valg er netop blevet afblæst.

Eksplosionen fra #MeToo-bølgen, der foreløbig har ramt De Radikale hårdest, har således allerede fået konkrete politiske konsekvenser. I stedet for at ville gøre finanslovsforhandlingerne til et spørgsmål om, hvorvidt Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen (S) overhovedet skal overleve som statsminister, har Sofie Carsten Nielsen (R) indtaget en pragmatisk position, som skal bringe De Radikale tilbage i centrum af dansk politik.

På den anden side af S-regeringen har venstrefløjen heller ingen planer om at gøre finanslovsforhandlingerne til en skæbnestund for Mette Frederiksen. Tværtimod satser både SF og Enhedslisten på, at et mere tillidsfuldt forhandlingsklima kan bane vejen for gennembrud i forhold til klodens klima. Men intet er sikkert i politik.

Corona eller klima?

Den umiddelbare ro, som har præget de indledende runder i forhandlingerne om næste års finanslov, kan potentielt blive udnyttet til at tage hul på de mange løfter i forståelsespapiret fra sidste sommer.

Den første delaftale i forbindelse med finansloven, som alle Folketingets partier tilsluttede sig forleden, kunne være et fingerpeg om større vilje til grøn omstilling. I den nye aftale om forskningsreserven afsættes 2,7 milliarder kroner til grøn forskning særligt målrettet CO2-fangst, grønne brændstoffer, landbrug og cirkulær økonomi.

Men S-regeringen er langt fra enig med støttepartierne om tempoet og rækkefølgen i realiseringen af 70 procent-målsætningen fra forståelsespapiret, og da det er yderst sjældent, at fortrængte emner får førsteprioritet, kan klimaet meget vel blive ofret.

Som held i uheld har finansminister Nicolai Wammen (S) fået sjældent gunstige betingelser for at forhandle et mindeligt resultat hjem i skyggen af de langt mere følelsesladede opgør om såvel seksuelt magtmisbrug i toppolitik som udvidede restriktioner for at inddæmme COVID-19. Og han har snedigt udnyttet den svækkede opmærksomhed på finansloven til at opstille en ramme, som skal tvinge støttepartierne til selv at prioritere.

Den såkaldte ’krigskasse’ på 9,2 milliarder kroner, som S-regeringen har afsat til at skulle dække udgifterne til både ekstraordinære coronaudgifter og nye initiativer på klimafronten, skal i første omgang tvinge de Radikale, SF og Enhedslisten til at vælge: Skal pengene bruges på at sikre blandt andet bedre smitteopsporing og kompensation til de coronaramte, eller skal den grønne omstilling accelereres?

Regeringstoppen lægger ikke skjul på, at de helst ser, at det meste af ‘krigskassen’ bliver brugt på den akutte sundhedskrise, og de centrale ministre har da heller ingen problemer med at udsætte den allerede forsinkede reduktion af Danmarks udledning af drivhusgasser. For Socialdemokratiet kommer sundhed før klima. Langt før.

Støttepartierne, som igen i år vil blive dem, der i sidste ende bærer finansloven igennem med S-regeringen, har endnu ikke accepteret det simple valg mellem sundhed og klima. I stedet har de hvert deres forslag til, hvordan begge dele kan finansieres.

Torsdag fremlagde De Radikale et omfattende forslag til finansloven for 2021, hvor et af hovedelementerne er en ny årlig pulje på to milliarder kroner til ekstra klimatiltag. De Radikale vil afsætte en milliard kroner årligt til udtagning af lavbundsjorde og yderligere en milliard kroner årligt til en langt mere ambitiøs omlægning af transportsektoren, end hvad S-regeringen har lagt op til.

Slagsmålet om pengene

De Radikale har også et opsigtsvækkende forslag til finansiering, som under mere normale omstændigheder ville have skabt hidsig debat på Christiansborg. Den nye partileder Sofie Carsten Nielsen vil spare 2,6 milliarder kroner om året ved at afskaffe den grønne check, som blev indført i 2010 som en skattefri kompensation for højere energiafgifter.

Her udfordrer De Radikale for alvor Socialdemokratiet og sætter hidtil uset elektricitet til klimadebatten. Uenighederne kortsluttes aktuelt af andre bekymringer, men konflikten er klar, for med forslaget om at tilbagerulle den grønne check lægger Sofie Carsten Nielsen reelt op til at ville øge uligheden.

De Radikale argumenterer for, at en række energiafgifter er blevet nedsat i de senere år eller ligefrem snart vil blive udfaset, og at der derfor ikke længere er grundlag for den grønne check. Men Socialdemokratiet kommer aldrig til at gå med til at gøre regningen for den grønne omstilling dyrere for folk med små indkomster, og realpolitisk er forslaget fra De Radikale derfor ikke en umulighed.

Det radikale finanslovsforslag udstiller, hvor svært det i praksis vil blive at hæve ambitionsniveauet i den grønne omstilling og samtidig finde en socialt afbalanceret finansiering, som S-regeringen kan acceptere. Men sådan er klassisk politik – et spørgsmål om balancerede kompromisser og kontante studehandler – og slutspillet i forhandlingerne om næste års finanslov vil kredse om, hvor pengene til en hurtigere CO2-reduktion skal komme fra.

Armlægningen om finansloven bliver definerende for retningen i dansk klimapolitik. Det afgørende spørgsmål bliver, om kombinationen af eftervirkninger fra #MeToo-bølgen og den intensiverede coronapandemi, ikke mindst i Nordjylland, vil fortrænge den grønne dagsorden, eller om situationens alvor omvendt skaber beslutningskraft til endelig at føre forståelsespapirets ord ud i livet.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hverken regeringen eller det øvrige folketing, har viljen til at handle. Magten er åbenbart vigtigere. Og vi har valgt dem fordi de sikrer os status quo; man skulle jo nødig gå ned på accessories og lignende unødvendigt luksus

Mvh Hanne Pedersen

Anders Graae, Niels-Simon Larsen, Søs Dalgaard soesdalgaard@gmail.com, Rolf Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Hvis det er magt det handler om så lover jeg at stemme på S, hvis de lover en skattelettelse til cyklister.

Henning Lindberg

Det er i grunden sært at klimainitiativer altid skal opfattes som en omkostning der skal sættes yderligere penge af til.
Klimaændringerne er enormt omkostningskrævende. Hvad koster f.eks. flere kraftige storme, flere skovbrande og flere oversvømmelser, og hvorfor regnes færre af dem ikke ind i regnestykket ?
Hvorfor skal klima initiativer overhovedet nævnes i sammenhæng med finansloven ?
Tag f.eks. transporten: Her fremlagde elbil kommisionen en lang række muligheder for at finansiere flere elbiler via yderligere beskatning af fossile brændstoffer. Altså et nul-sums spil der ikke påvirker finansloven. Denne model kunne laves alle andre steder også. Opkræv f.eks. en afgift på nedrivning / nedbrydning af i øvrigt velfungerende bygninger, badeværelser og køkkener. Fortsæt selv med ideer... Herved kommer de der belaster klimaet til at punge ud. Udenom finansloven...

Søs Dalgaard soesdalgaard@gmail.com, Flemming Berger, John Hansen, erik pedersen, Lisbeth Glud, Poul Erik Pedersen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Vedr. el-biler: Det nytter ikke noget at få så mange el-biler på gaden uden at 1)gøre dem økonomisk tilgængelige for alle 2) etablere nødvendig infrastruktur til opladning, også i tæt beboere områder (byerne). For mig vil en el-bil være et oplagt valg, men en sådan er uden for rækkevidde både hvad angår 1 og 2, og sådan tror jeg det vil være for rigtig mange mennesker. Der må være sammenhæng i tingene.

Jeg tror dog ikke på, at ingen kommer til på et eller andet niveau at betale for den grønne omstilling, den må vi alle bidrage til - lige som vi faktisk har gjort i årevis med udskiftning af el-pærer, affaldssortering, besparelser på el-forbrug og varme og meget mere. Det giver mening, men det er som om man fuldstændig glemmer den slags nu om dage.
Lad os sørge for mere grøn el så de fleste/gerne alle husstande kan bidrage på den måde, det må da batte i regnskabet.

Jeg mangler faktisk en reel oversigt over hvad det egentlig er der totalt set sættes penge af til med hensyn til klima/miljø, der er jo masser af forhandlinger i gang ved siden af finansloven.

Henning Lindberg

Der skal ikke nødvendigvis flere elbiler på vejene... At tage toget vil være meget mere klimavenligt! Men færre benzin/diesel biler ville hjælpe gevaldigt!
Så beskat ALLE biler og gør togbilletterne billigere!
Jeg fremhæver elbiler i forhold til benzin/diesel biler. Her er elbiler langt at foretrække, både fordi de kan køre på 100 % CO2-fri brændsel, men også fordi de udnytter energien betragteligt mere effektivt end tilsvarende benzin/diesel biler...
Hvad med at lægge en betragtelig afgift på hver l benzin/diesel, og så omlægge registreringafgiften ? Registrerings afgiften burde følge miljø påvirkningerne i stedet for at følge bilens pris. Altså: En benzinbil med højt forbrug beskattes max, en elbil med et lille batteri beskattes mindst. Længere rækkevidde = højere afgift...
Ladestrukturen kan meget nemt udvides.... Opladning til den daglige kørsel kan for langt de fleste nuværende brugere af benzin/diesel biler klares om natten med et almindeligt 230 V stik...

Niels-Simon Larsen

Lars TM har en fin sætning, der sømmer S op på væggen:
“ For Socialdemokratiet kommer sundhed før klima. Langt før.”
Ingen behøver være i tvivl om, at S springer ud som klimabenægter ved første lejlighed. S venter bare til rette øjeblik. Det er helt utænkeligt, at S-toppen svigter vælgerne. Det gør S selvfølgelig set fra et højere synspunkt, men nej, velstand er trumf. Isens smeltning er ikke et valgspørgsmål for S-vælgeren og derfor heller ikke for S-toppen.
S står for stærkt. Ingenting at frygte. Klimabevægelsen er ingen trussel. Den sande trussel er temperaturstigningerne, og dem giver man bare en kold skulder.

Er der overhovedet en partileder med kompetencer i Regeringen plus støttepartier? Jeg tvivler. Ud over at håndtere corona usandsynligt dårligt render “lederne” rundt og lefler for privatbilismen. Valget kan kun komme for langsomt.