Nyhed
Læsetid: 5 min.

Pensionskasse reagerer på medlemmernes krav: Vil være klimaneutral i 2050

Pensionskassen P Plus vil øge transparensen og sætter som mål at blive klimaneutral i alle sine investeringer i 2050. Det sker som reaktion på en generalforsamling, hvor bestyrelsen blev stemt ned af kritiske medlemmer. Initiativtager bag medlemsforslaget kritiserer bestyrelsen for stadig at gøre for lidt
Alle olie- og gasselskaber, der »modarbejder Parisaftalen« eller har en »forretningsmodel, der ikke er i overensstemmelse med Parisaftalen«, skal sælges fra inden generalforsamlingen i 2021. Det mener et flertal af medlemmerne i pensionskassen P Plus.

Alle olie- og gasselskaber, der »modarbejder Parisaftalen« eller har en »forretningsmodel, der ikke er i overensstemmelse med Parisaftalen«, skal sælges fra inden generalforsamlingen i 2021. Det mener et flertal af medlemmerne i pensionskassen P Plus.

Stuart Conway

Indland
6. november 2020

Et mål om at blive klimaneutral i alle investeringer i 2050, et kommende frasalg af en række kul- og olieselskaber og øget transparens om, hvorfor man vælger at beholde sine mest klimaskadelige investeringer.

Det er nogle af de nye initiativer, som pensionskassen P Plus nu ønsker at gennemføre.

»Vi sætter et klart mål om, at vi skal være klimaneutrale i 2050, og vi vil tegne en vej hen til det år for år og demonstrere, at vi er på vej i den retning. Det er ikke at udskyde det, men at tage en årlig diskussion om det,« siger Anders Eldrup, der er bestyrelsesformand i P Plus.

Målet om klimaneutralitet og frasalg af kul- og olieselskaber gælder både aktier, obligationer, infrastrukturinvesteringer og unoterede investeringer og betyder, at pensionskassen hvert år vil diskutere, om den er på vej mod målet.

Og den øgede transparens betyder, at pensionskassen årligt skal begrunde på skrift, hvorfor den beholder aktier i hver enkelt af de mest klimabelastende selskaber i porteføljen.

»Vi sætter massivt ind med transparens, hvor vi lægger både information om frasalg og information om, hvilke selskaber vi vælger at beholde, frem. Så må generalforsamlingen og de aktive medlemmer melde ind, hvorvidt de synes, det er godt nok,« siger Anders Eldrup.

Samtidig får medlemmerne mulighed for individuelt at vælge en grøn investeringspulje, hvis de ikke er tilfredse med de overordnede valg, der bliver truffet.

Kan straffe de forkerte

De nye initiativer kommer efter en generalforsamling i pensionskassen i august, hvor bestyrelsen blev stemt ned ved en række forslag fra kritiske medlemmer. Medlemmerne krævede blandt andet, at alle selskaber, der havde mere produktion af kul, end hvad der svarer til en enkelt mindre mine, skulle sælges fra inden udgangen af oktober.

Samtidig skulle alle olie- og gasselskaber, der »modarbejder Parisaftalen« eller har en »forretningsmodel, der ikke er i overensstemmelse med Parisaftalen«, sælges fra inden generalforsamlingen i 2021. Det mente et flertal på 57 procent af medlemmerne på generalforsamlingen.

Specifikt henviste medlemmerne til, at pensionskassen AkademikerPension har valgt at frasælge olie- og gasgiganter som BP, Equinor, Shell, Gazprom og Total med netop den begrundelse.

Men ifølge Anders Eldrup vil en sådan beslutning betyde, at man straffer nogle selskaber, som allerede har tilkendegivet, at de vil omstille sig.

»Vores indstilling er mere analytisk. Hvis vi tager Equinor og BP, så har de begge deklareret, at de går kraftigt ind i offshore vind. De har sagt, at de vil noget andet, og det vil vi gerne give dem lejlighed til at demonstrere, inden vi eventuelt sælger aktien,« siger han og tilføjer, at man endnu ikke har taget stilling til Shell, Gazprom og Total.

En observationsliste

På kulområdet har man ifølge Anders Eldrup valgt en tilgang, der vil betyde, at P Plus kommer til at skille sig af med kulselskaber. For fremtiden vil P Plus nu automatisk frasælge selskaber, der får mere end fem procent af deres omsætning fra kuludvinding. Samtidig går man videre og ser kritisk på de forsyningsselskaber, der brænder kullene af.

Har en virksomhed – som eksempelvis et større konglomerat – nogle kulaktiviteter, som udgør under fem procent af omsætningen, foretager pensionskassen en konkret vurdering af selskabet, og er selskabet i gang med en grøn omstilling, placeres det på en observationsliste. Præcis hvilke kulselskaber, der vil blive frasolgt som følge af beslutningen, afhænger af en nærmere analyse.

Ifølge Anders Eldrup vil den øgede transparens om de klimaskadelige investeringer sandsynligvis føre til, at der også på fremtidige generalforsamlinger vil komme store diskussioner. Men det er helt efter bogen, at bestyrelsen ikke bare implementerer medlemmernes vedtagelser, siger han.

»Bestyrelsen er ikke forpligtet til at følge det, medlemmerne siger. Det kan du se ved, at vi nogle steder går længere og tager nogle helt andre temaer op, fordi vi synes, at det er mere relevant, og andre steder følger vi det delvist. Det besluttes i bestyrelsen, men det er klart, at bestyrelsen lytter til, hvad medlemmerne siger.«

»Ignorerer beslutningen«

På nogle af områderne bevæger P Plus sig altså i retningen af de kritiske medlemmer og på andre områder gør de ikke.

John Nordbo, der er medlem af P Plus og var initiativtager til vedtagelserne på vegne af foreningen Ansvarlig Fremtid, betegner udmeldingen som »skuffende«.

»Der var en helt klar melding og et pænt stort flertal, som sagde, at vi skulle ud af de selskaber, der modarbejder en ambitiøs klimapolitik. Med udmeldingen omkring olie lyder det, som om man overhovedet ikke skifter kurs,« siger han.

John Nordbo henviser til, at pensionsselskabet allerede i dag har ekskluderet Chevron og Exxon, fordi de ikke viser nogen villighed til omstilling, og at vedtagelsen fra generalforsamlingen netop handlede om at gå længere end den politik, man allerede førte.

»Det lyder, som om man fuldstændig ignorerer beslutningen om olie- og gasselskaber på generalforsamlingen, som var klar på det punkt: Enten har man en forretningsmodel, som lever op til Parisaftalen, og man lader være med at modarbejde den, eller også er det ud. Det er en meget blødere tilgang, bestyrelsen lægger op til,« siger John Nordbo og tilføjer, at både BP og Equinor er medlemmer af lobbyorganisationer som American Petroleum Institute, der modarbejder seriøs klimahandling.

Han mener, at bestyrelsens manglende villighed til at føre den politik, som et flertal af medlemmerne på generalforsamlingen har vedtaget, bør få konsekvenser.

»I virkeligheden synes jeg, at det her udtrykker, at bestyrelsen ikke ønsker at følge beslutningerne fra generalforsamlingen. Og det på trods af, at vores vedtægter klart siger, at generalforsamlingen er højeste myndighed i pensionskassen. Hvis ikke man som bestyrelse vil følge de beslutninger, der ligger, så synes jeg, det eneste anstændige, man kan gøre, er at tage sit gode tøj og gå. Så må man give plads til andre, der vil udføre de beslutninger, som medlemmerne har truffet,« siger John Nordbo.

»Det her var nogle krystalklare beslutninger. Det er ting, der var gennemdiskuteret i pensionskassen, og alligevel så vælger man tilsyneladende at holde fast i en kurs, som man havde inden generalforsamlingen, og som blev stemt ned.«

Information har forelagt kritikken for P Plus – herunder opfordringen til, at bestyrelsen bør gå af, når den ikke har tænkt sig at følge vedtagelserne på generalforsamlingen.

Men Anders Eldrup fastholder, at man har lyttet til medlemmernes opfordring og bygget videre på dem.

»På nogle punkter har vi fulgt medlemsforslagene fuldt ud, på andre punkter har vi fulgt medlemsforslagene delvist, og på en række punkter er vi gået længere end medlemsforslagene. Med de nye tiltag placerer P Plus sig som en moderne pensionskasse med en velovervejet balance mellem økonomisk ansvarlighed samt samfundsmæssig og klimamæssig ansvarlighed,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

2050 er uambitiøst.

I 2050?! Det ville batte noget, hvis det var i 2030.

P for pest. Det er jo fuldkomment latterligt. Er det ikke en idé at flytte til en anden pensionskasse? Måske endda én hvor man er fri for alle disse professionelle direktions- og bestyrelsesryttere, honorarslugere og andet udskrab.