Genforeningen med badminton er blevet mit værn mod vintermørkeræd og rastløshed

»Piiiige, du må få dig en hobby«

– Klumben

Jeg brugte en stor del af min barndom i en badmintonhal. Med flyvende fjerbolde på kryds og tværs af nettet og hvinende lyde, når gummisko bevægede sig hurtigt rundt på halgulvet. Til den årlige klubaften købte vi spillertrøjer til spotpris og fniste os gennem en opvisningskamp med badmintonstjernen Peter Gade, som stønnede, hver gang han slog hårdt til fjerbolden. Clear. Drop. Smash!

Min amatørsportslige ketsjerkarriere toppede med en dobbelttitel som danmarksmester i single og double i en hal i Fredericia, da jeg gik i 6. klasse. I C-rækken – badmintonens svar på Danmarksserien – godt nok, men guldmedaljerne var ikke mindre skinnende af den grund. Jeg var omkring 20 centimeter højere end den gennemsnitlige 12-årige pige og kunne nå alt på banen. 

Men da jeg startede i gymnasiet, flød de weekender, jeg tidligere havde brugt på turneringer, ud i fester, gajolshots og de medfølgende tømmermænd. Som det sker for så mange permanent øltørstige teenagere. Og rekvisitterne til min eneste hobby endte på en hylde i kælderen.

Siden har jeg i en kort periode forgæves forsøgt at lære at spille guitar, og de seneste par år har jeg en gang om ugen gået til basket med fem veninder. Men ellers har mine tyvere været fuldstændig hobbyløse.

Det er aldrig noget, jeg har tænkt så meget over. Jeg har brugt min fritid på at hænge ud med venner, gå til koncerter, arrangere rejser og generelt søgt at have det sjovt med så mange mennesker omkring mig som muligt.

Men så kom corona.

Kærligheden til Foreningsdanmark

Min hobbyløse ungdom er ikke unik. Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd VIVE’s årlige trivselsundersøgelse viser, at ungdommen er langt mindre fysisk sammen med deres jævnaldrende end for bare ti år siden. Og selv om foreningsidræt generelt er i fremgang herhjemme, vælger især unge mellem 16 og 24 år det fra. Unge under 30 år er også den aldersgruppe, der er mindst aktiv i civilsamfundet.

Det er ikke utænkeligt, at de manglende fritidsinteresser har været med til at bane vejen for den præstationstyngede ungdomsgeneration, som Informations debatredaktør også tidligere har skrevet om her i avisen. Forskning viser i hvert fald, at det giver et stærkere mentalt helbred, færre bekymringer og skaber et bedre tilhørsforhold til både skole og venner at gå til fritidsaktiviteter.

Selv om jeg vendte Foreningsdanmark ryggen i gymnasiet, elsker jeg alt ved det. De skrigblå og -røde slushices, cowboytoastene, teknomusikken fra halhøjtalerne og den blændende LED-belysning.

Så da coronapandemiens anden bølge så ud til at rydde også min efterårskalender, tænkte jeg, at det måtte være på tide med en genforening.

Jeg tænkte: Pige, du må få dig en hobby.

En gammel ny hobby

Min nye hobby skulle både kunne udfylde de mange planløse aftener, jeg som rastløst, ekstrovert menneske havde meget svært ved udsigten til. Og så skulle den hjælpe mig igennem de mørke måneder, hvor jeg ellers plejer at flygte på ferie stik sydpå over alle de grænser, corona nu har lukket.

Da jeg i begyndelsen af september stod til prøvetræning i Frederiksberg Badmintonklub med min 15 år gamle ketsjer i hånden og min gamle doublemakker ved min side, vidste jeg, hvad løsningen var.

Min nye hobby skulle selvfølgelig være min gamle hobby.

For det viste sig, at badminton er ligesom at lære at cykle. Det sidder fast. Jeg kunne huske alle slagene, benarbejdet rundt på banen, ja selv det forsigtige klap bagi, man giver sin medspiller med ketsjeren, når man vinder en god doubleduel.

Så nu går jeg til badminton to aftener om ugen. Til den velkendte hallyd af teknomusik og under en belysning, der får mig til at glemme alt om, at solen har været gået ned i mange timer.

Badminton er næppe løsningen for alle. Ligesom min barnløse overflod af rastløs fritid nok heller ikke er alle forundt. Men de fleste har et eller andet, de engang elskede at gå til og måske endda var gode til. Jonglering, spejder, croquistegning, hvad ved jeg. 

Og hvis det er muligt, så vil jeg virkelig anbefale at genoptage en gammel hobby. Det er nærmest som at genskabe et tryghedsvakuum fra barndommen som en tiltrængt afveksling fra alt den pandemiske dårligdom, 2020 ellers har budt os.