Historien kan lære os meget om epidemier. For vi begår de samme fejl igen og igen

Bogen var faktisk færdig, og 10.000 års epidemihistorie skrevet. Men så kom det frem, at flere minkfarme i Nordjylland var ramt af coronavirus, og i løbet af efteråret blev det opdaget, at virussen muterede i mink. Et globalt vaccinearbejde kunne potentielt være spildt, hvis den muterede coronavirus spredte sig, advarede sundhedsmyndighederne. Og det scenarie gjorde arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet Jeanette Varberg nervøs. Derfor skrev hun sammen med historieprofessor Poul Duedahl minksagen ind i deres ellers færdige bog. Den Fjerde Rytter – 10.000 års epidemihistorie, der udkom i oktober.

»Det var min bekymring, der fik mink sneget ind i bogen i efteråret. For problemet er jo, at vi i Danmark har over fem millioner mennesker, men hvis vi ser på, hvor mange husdyr vi har, selv i tætbefolkede områder, så er det jo mange flere millioner. Og lige præcis de der 17 millioner mink gør, at der er et langt større reservoir for smitte, end der er i befolkningen,« forklarer Jeanette Varberg.

Det hele startede som bekendt på et marked i den kinesiske Hubei-provins. Resten er historie. Og netop historien er det redskab, vi kan bruge for at forstå, hvad det er, der har ramt os.

Set i et historisk perspektiv er vi moderne mennesker heldige, fordi vi i lang tid inden coronaen ikke havde oplevet en alvorligt farlig epidemi.

Fortidens mennesker levede med en epidemi pr. generation. Det var det normale. At der er gået rundt regnet hundrede år, siden Den Spanske Syge slog mange millioner ihjel verden over, er derimod unikt. Og det kan vi takke lægevidenskaben og vaccinerne for.

»I dag får vi et chok over en epidemi, men i fortiden var det noget, man lærte at leve med. Der var nogle, der var værre end andre, som for eksempel pesten, som var den absolut værste, vi har været udsat for. For hvis den slippes løs og spreder sig frit i en befolkning, så tager den 60 procent,« siger Jeanette Varberg.

Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår, at mellem 60 og 75 procent af alle de epidemier, vi har, er ’zoonoser’ – altså infektionssygdomme, som overføres fra dyr til mennesker. Og problemet med dem er, at man ikke kan bekæmpe dem ved kun at koncentrere sig om smitte mellem mennesker. For ny smitte vil altid kunne overføres fra »det pågældende nonhumane reservoir«, som der står på sundhed.dk. Og det er i den sammenhæng, man skal forstå Jeanette Varbergs bekymring.

En firsporet motorvej

Pestbakterien, der slog omkring halvdelen af Europas befolkning ihjel i Middelalderen, kommer fra rotters lopper. Mæslinger og tuberkulose kommer fra kvæg, og det samme gør kopper som regel. Influenza stammer fra grise og fugle, mens malaria spredes gennem myg. Aids stammer fra aber og ebola fra flagermus eller aber.

I bogen beskriver Jeanette Varberg og Poul Duedahl, hvordan nogle af de værste sygdomme op gennem historien har spredt sig fra de dyr, vi omgiver os med, og er blevet til dødelige epidemier.

»Da historie er menneskehedens erfaring, er det også i fortidens begivenheder, at man kan hente viden om, hvordan epidemier opstår og udvikler sig, og aflæse, hvordan mennesker reagerer på dem,« skriver de i bogen.

– Hvad er det, I tænker, vi kan lære ved at se 10.000 år tilbage i epidemihistorien?

»For det første kan vi se, at det ikke er en enestående begivenhed, vi står over for, men en forventelig gentagelse. For man kan se, at hvis man går langt nok tilbage i tiden, helt tilbage til stenalderen og dengang, vi blev bønder og begyndte at forme naturen efter vores behov, så er der altså en bieffekt. Det er, at man giver epidemierne bedre vilkår,« siger Jeanette Varberg.

For omkring 10.000 år siden, i stenalderen, begyndte mennesker at dyrke jorden og holde husdyr. De blev bønder og tæmmede naturen. Langsomt kom der styr på fødevareressourcerne. De begyndte at flytte sammen i landsbyer, og befolkningen voksede.

»Jo større befolkning, jo bedre vilkår har mikroberne til at sprede sig,« siger museumsinspektøren.

Store flokdyr som grise, geder, får og kvæg har sygdomme, der kan springe over på mennesker. Og når vi begynder at holde dem tæt på os, giver vi mikroberne – både bakterier og vira – meget bedre betingelser, fordi vi nu er flere arter, der lever så tæt sammen.

»Så du har en stor power-pakke, der virkelig kan ændre samfundet. Bønderne spreder sig til andre dele af verden og deres livsform bliver på den måde den fremherskende kulturform. Og den blinde passager, kan du sige, er epidemierne.«

– De følger simpelthen med os i det øjeblik, vi får bedre vilkår til at blive endnu flere mennesker?

»Ja. I landsbyerne boede man under uhygiejniske forhold, hvor man ikke forstod den smitterisiko, der var ved at have affald liggende og dyr, der tramper rundt i det. Der sker bare noget med biologien omkring det, hvor epidemier bedre kan udvikle sig,« siger Jeanette Varberg.

»Hvis du trækker det hele vejen op til i dag, så kan du se en helt klar sammenhæng med, hvordan vi bliver flere og flere. Det er jo også derfor, vi netop har den bekymring for fremtiden.«

»De største og mest omfattende sygdomsudbrud gennem tiderne skyldes nemlig vores tætte forhold til de dyr, vi opdrætter, slagter og spiser,« skriver Jeanette Varberg og hendes medforfatter Poul Duedahl i deres nye bog om epidemier gennem 10.000 år.

Niels Ahlmann Olesen

Et af problemerne er, at mennesker dyrker jorden og ensarter biomassen.

»Så får virus lettere ved at tilpasse sig, og så skaber man en stor firsporet motorvej, hvor mikroberne kan fare fra den ene ende af verden til den anden. Fordi vi fjerner mangfoldigheden. Jeg har læst et sted, at det er omkring 100 arter, der uddør om dagen.«

Der er en grund til, at vi har influenza hvert år. Influenzavirus kommer fra svin og fugle. Og vi kan ikke slå samtlige besætninger verden over ned, for vi har brug for maden. Så vi lever med sygdommen, der muterer og ændrer sig i bølger. Og så prøver vi at have en vaccine klar til samfundets svageste.

»Det er det samme, vi står og ser på med corona. Hvis mink havde fortsat med at udvikle corona, så ville der kommer en ny coronavariant cirka en gang om året, som vi skulle prøve at ramme med en vaccine,« siger hun.

En af udfordringerne med mink er, at ingen med sikkerhed ved, hvordan virussen smittede fra farm til farm, selv om man indførte sikkerhedsforanstaltninger for at undgå smittespredning og slog de syge besætninger ned.

Det er som med pesten, hvor man ikke vidste, at den stammede fra rotternes lopper.

»Vi bilder os ind, at vi forstår alt ned til sidste molekyle. Men det er ikke alt, vi forstår omkring corona. Og når vi ikke kan gå tilbage og undersøge for eksempel pesten, så er der nogle ubekendte der. Det smittede i Norge og på Island. Men der burde det være for koldt til rotter og lopper om vinteren. Men det spredte sig alligevel, og spørgsmålet er hvordan.«

Den Amerikanske Syge

Lige nu er kampen om historieskrivningen i fuld gang.

»Kineserne begynder at tale om, at smitten er indført med kød fra Italien. Det er jo en pinlig historie at have stående i historiebøgerne, så de er i gang med at skrive det om. Og det er jo bare crazy,« siger Jeanette Varberg.

Det er både historieskrivning og geopolitik. Og det er ikke første gang. Den Spanske Syge var en influenzalignende sygdom, der egentlig ikke var spansk, men amerikansk. Sandsynligvis er den udviklet enten på en svinefarm i Midtvesten eller en andefarm i Kansas.

»Den kom til Europa med tropperne under Første Verdenskrig. Men på grund af pressecensur var den eneste frie presse den spanske presse, og de skrev om det, fordi deres konge blev smittet. Så derfor kom den til at hedde Den Spanske Syge,« siger hun.

– Selv om det havde været mere korrekt at kalde den Den Amerikanske Syge?

»Ja. Men det har amerikanerne aldrig råbt højt om,« siger Jeanette Varberg, »Det er Poul, der har fundet det frem. Og det, at man prøver at skrive tingene om eller holder lav profil, gør, at det ikke altid er det helt korrekte, der står i historiebøgerne.«

Alligevel er der meget at lære af historien, for parallellerne til vor tid er slående.

»Hvis du kigger på New York i dag, så er der aldrig så mange, som har købt hus i Martha’s Vineyard og The Hamptons. De rige flygter ud af byen. Og det var nøjagtigt det samme, der skete under pesten.«

I Den Fjerde Rytter er det også beskrevet, hvordan folk gik amok og festede i en slags dystopisk undergangsrus af hor og druk, mens ligene flød i gaderne. Det kan godt minde lidt om de menneskelige følelser og reaktioner, vi ser i dag, hvor eksempelvis engelske universitetsstuderende har holdt fester for coronapositive.

I dag ser vi også mere eller mindre vidtløftige konspirationsteorier, ligesom man gjorde under pesten. Dengang troede paven, at katte, nattens og djævlens dyr, spredte smitten. Derfor slog man katte ihjel, og det fik så smitten til at eksplodere, fordi den jo altså stammede fra lopper hos rotter.

»Paven troede fast og inderligt på det, og der er jo mange af dem, der siger, at mundbind ikke virker, som tror fast og inderligt på det. Vi har jo grinet af dem i middelalderen. Men nu kan vi se, at vi selv har lige så svært ved at forstå sygdommenes kompleksitet.«

Hvem har kontrollen

42-årige Jeanette Varberg er vokset op i en verden, hvor Muren faldt, og hvor fortællingen var, at verden er på vej et bedre sted hen.

»Den optimisme har jo i høj grad præget vores barndom og ungdom. Selvfølgelig kom kampen mod terror og islamisme og så klimakrisen, som har vokset sig større og større. Men det er ikke noget, der har truet vores hverdag så konkret som dette her,« siger Jeanette Varberg.

»Det er måske et wakeupcall. Man er nødt til at kigge på den måde, vi indretter os på på jorden, og de konsekvenser, det har. Hvis vi vil prøve at undgå store epidemier i fremtiden, er vi nødt til at finde en bæredygtig måde at være i verden på.«

At coronaen kunne smitte så hurtigt blandt mink har jo eksempelvis at gøre med den måde, minkfarmene er indrettet på. At man har mange tusinde dyr i små bure tæt op ad hinanden.

»Og så var man bare uheldig, at coronavirus passede rigtig godt sammen med mink,« siger Jeanette Varberg.

»Det er jo det her stille erhverv, som vi ikke rigtig kender noget til, fordi det ligger ude på landet, hvor der ikke rigtig er nogen, der kommer. Der var ikke nogen af os, der anede, at vi havde 17 mio. mink rendende. Det har jo så bare vist sig, at det at holde dyr på den måde er en risiko.«

– Tror du egentlig, at vi mennesker er i stand til at lære af historien og blive klogere på, hvordan vi skal håndtere epidemier?

»Det håber jeg jo. Det er også derfor, vi skriver denne her bog. Man kan pege på næsten alle de fejl, man har lavet i fortiden. Dem har vi med stor fornøjelse gentaget igen og igen.«

Blandt andet fortsætter vi med at reducere biodiversiteten, og vi bedriver stadigt mere intensivt landbrug.

»Sygdommenes hærgen og succes kan vi mennesker takke os selv for. De største og mest omfattende sygdomsudbrud gennem tiderne skyldes nemlig vores tætte forhold til de dyr, vi opdrætter, slagter og spiser,« skriver Jeanette Varberg og Poul Duedahl i deres bog.

Og nu står vi der så igen, konstaterer Jeanette Varberg.

»Jeg kan da håbe, at coronaepidemien har gjort verden meget mere opmærksom på den risiko, der er ved epidemier. Også de store økonomiske tab, som følger i kølvandet. Så man tager det lidt mere alvorligt, og man ikke glemmer det igen. Man skal hele tiden huske, at det kan komme, og måske også skærpe opmærksomheden på, hvordan man holder dyr.«

Jeanette Varberg og Poul Duedahl: ’Den fjerde rytter – 10.000 års epidemihistorie’. Gads Forlag. 274 sider. 299,95 kroner.