»Ingen børn skal behandles på den måde. Man laver ikke et eksperiment med børn«

Præcis klokken 12 tirsdag middag fik seks grønlandske mænd og kvinder i Danmark personligt overbragt en tyk kuvert fra Statsministeriet med en historisk udredning og en undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen (S). En undskyldning for, at danske myndigheder i 1951 fjernede 22 grønlandske børn fra deres familier som en del af et socialt eksperiment.

En af de få, der stadig lever, er 75-årige Kristine Heinesen, der tog imod kuverten og undskyldningen i sin lejlighed i København.

»Det betyder meget for mig, at den endelig kom. Jeg synes, den er flot skrevet. Og der skal lyde en tak til den danske stat for endelig at have gjort det,« siger Kristine Heinesen, som blev meget rørt, da hun læste brevet, der fyldte godt en side.

I løbet af dagen læste hun undskyldningen igennem flere gange, og hun græder igen, da hun læser den passage op, der har gjort størst indtryk:

»I mistede kontakten til jeres nærmeste familie, jeres livshistorie og dermed jeres rødder. Hele det fundament, som ethvert barn – ethvert menneske – har brug for og krav på. Det bør ingen børn udsættes for.«

Især den sidste sætning får Kristine Heinesens stemme til at knække over.

»Det er præcis sådan, jeg føler: Ingen børn skal behandles på den måde. Man laver ikke et eksperiment med børn.«

»Det kan Danmark godt være bekendt«

På Fyn har 77-årige Eva Illum også fundet læsebrillerne frem for at nærstudere udredningen og undskyldningen. Også hun er glad for, at historien er blevet grundigt undersøgt:

»Det er jo ikke kun mig, den udredning handler om. Den handler om hele verden,« siger Eva Illum.

»Jeg synes, det er etisk og moralsk korrekt at få alting frem. Personligt har jeg ikke brug for en undskyldning, men det er meget voksent af Mette Frederiksen, at hun giver den. Med undskyldningen har man tilkendegivet, at det ikke var i orden. Det er på sin plads, og det kan Danmark godt være bekendt,« siger Eva Illum.

Sammen med sin tvillingsøster Rie, blev hun en del af forsøget, da de var otte år gamle. Deres mor var alene og arbejdede som tjenestepige, og hun havde brug for hjælp fra familien til at passe sine fire børn. Eva Illum tror, at det var derfor, søsteren og hun kom med i forsøget. Og udredningen fastslår, at det var ganske tilfældigt, hvilke børn der kom med i forsøget, og at kriterierne ændrede sig undervejs.

»Jeg har altid haft en følelse af, at alle andre end min mor bestemte. Og den følelse kan politikerne ikke lave om på, men når det skal være, er det udmærket, at det endelig er blevet undersøgt,« siger hun.

Børnene tilbragte først et halvt år på en feriekoloni på Sjælland og siden knap et år hos en plejefamilie. Hun kom til Fredericia, og hendes søster til Odense.

»Det værste, som jeg husker det, var at blive adskilt i Danmark fra min søster,« siger hun. Også selv om plejefamilierne gjorde meget for, at de to kunne tale sammen og mødes indimellem.

Efter tilbagevendingen til Grønland kom de to søstre relativt hurtigt tilbage til deres familie, og de oplevede således ikke, som de andre børn i forsøget, at bo det meste af deres liv på børnehjem og miste forbindelsen til deres slægt.

Jo længere væk, jo mere ked af det

Det gjorde Kristine Heinesen derimod. Hun var et af de yngste børn i forsøget – kun fem år gammel – da hun blev fjernet fra sin mor og sine tre søskende. Hendes far var død. Den dag i dag ved hun ikke, hvorfor hun blev udvalgt til at deltage i forsøget. Og som det fremgår af den historiske udredning, var det da også ganske tilfældigt, hvilke børn der blev valgt ud til at deltage.

»Jeg kan huske, at jeg tænkte, det var en stor oplevelse at skulle ud at sejle, men jo længere jeg kom væk hjemmefra, desto værre var det. Jeg blev mere og mere ked af det. Og til sidst tænkte jeg: ’Nu er jeg for langt væk. Jeg kan aldrig komme tilbage.«

Da børnene vendte tilbage til Grønland efter halvandet års ophold i Danmark, havde de glemt at tale grønlandsk, og de følgende år voksede størstedelen af børnene op på et børnehjem i Nuuk med meget sporadisk, hvis nogen, kontakt til deres familie.

Kristine Heinesen har ofte følt stor smerte og et savn over at have mistet sin familie og ikke mindst sit sprog.

»I virkeligheden mistede jeg jo mine rødder,« siger hun.

Tabet af sproget

Eva Illum kom til Danmark, da hun var 17 år, og hun klarede sig godt blandt andet med hjælp fra den danske plejefamilie, hun havde lært at kende gennem forsøget. Hun fik en uddannelse – først som lægesekretær og siden som socialrådgiver.

»Jeg vil ikke sige, at jeg har undgået svigt, men jeg har forsøgt at få det bedst mulige ud af det, jeg oplevede,« siger hun.

Sammen med sin danske mand boede hun i syv år i Grønland, hvor han havde arbejde, men de vendte tilbage til Danmark i 1973, hvor hun nu er pensionist og mor til to voksne sønner og farmor til tre børnebørn.

Tabet af det grønlandske sprog er en af de ting, Eva Illum er mest ked af. Hun fortæller, at hun af mange grønlændere bliver betragtet som »halvdansker«.

»Ja, det er et mærkeligt udtryk, men da vi børnehjemsbørn kom i skole i Grønland, gik vi på dansk skole med de danske børn. Vi havde jo glemt det grønlandske sprog, og det var svært at få tilbage,« siger Eva Illum, der i dag for eksempel dårligt læser og skriver grønlandsk.

»Og jeg kan ikke føre en dyb samtale på grønlandsk. Det har været et tab, det må jeg erkende,« siger hun.

De 16, der ikke længere lever

Efter opholdet på børnehjemmet kom Kristine Heinesen i huset hos en dansk familie i Nuuk, som tog hende med til Danmark. I dag er hun 75 år gammel og har boet i Danmark siden 1961. Hun er uddannet syerske, men har arbejdet det meste af sit liv med børn – først som økonoma i en børnehave og siden som medhjælper.

Midt i livet, i begyndelsen af 1990’erne, fik Kristine Heinesen kontakt til sin familie i Grønland. Først sin søster og siden sin bror. Inden en ferierejse til sin fødeby Aasiaat havde hun sat en annonce i avisen om, at hun ledte efter sin storebror Ole Geisler.

»Så da min mand og jeg landede i Søndre Strømfjord, ringede min bror til mig. Han havde set annoncen i avisen og havde været hele byen rundt og fortalt, at nu kom hans lillesøster. Det var så dejligt.«

Gennem årene har Kristine Heinesen haft kontakt med flere af de andre børn fra forsøget. Og i dag går hendes tanker til de 16, der ikke længere lever.

»Det er hårdt at tænke på, at de ikke har oplevet det her. Nogle af dem gik det virkelig skidt. De havde det hårdt med selvmord, druk og drab.«

I dag skal det fejres, at der, som hun formulerer det, er »sat et vigtigt punktum for nogle traumatiske år«. Og hun har bedt sin mand om at købe en stor bøf med hjem til aftensmaden.

»For mit vedkommende er der lagt låg på nu. Det er overstået,« siger hun.