Nyhed
Læsetid: 3 min.

Landsretten giver 12 år i terrorsag om tændstikbombe

En 33-årig syrisk mand blev mandag dømt for at have forsøgt at begå et terrorangreb i Danmark. Angiveligt skulle Islamisk Stat påtage sig ansvaret for angrebet. Han har nægtet sig skyldig, men landsretten valgte at se bort fra hans forklaring
En 33-årig syrisk mand blev mandag dømt for at have forsøgt at begå et terrorangreb i Danmark. Angiveligt skulle Islamisk Stat påtage sig ansvaret for angrebet. Han har nægtet sig skyldig, men landsretten valgte at se bort fra hans forklaring

Sofie Holm Larsen

Indland
22. december 2020

Den syriske asylansøger Moyed al Zoebi havde planer om at begå et terrorangreb, da han i november 2016 ankom med tog fra Sverige til Danmark.

Det fastslog Østre Landsret mandag. Landsretten stadfæstede den dom, som Moyed al Zoebi blev idømt ved Københavns Byret i maj 2019, og idømte ham dermed 12 års fængsel for forsøg på terror samt udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Både Moyed al Zoebi og anklagemyndigheden havde anket byrettens dom. Landsrettens dom blev afsagt af et enigt nævningeting.

Moyed al Zoebi har nægtet sig skyldig og hævdet, at han kom til at tage toget til Danmark ved en fejl. Den forklaring valgte Østre Landsret at tilsidesætte som »utroværdig og konstrueret«.

Ifølge dommen skulle Moyed al Zoebi have mødtes med en anden syrisk asylansøger ved navn Dieab Khadigah i København. Sammen skulle de begå et terrorangreb i Islamisk Stats navn ved hjælp af knive og en eller flere bomber, som skulle fremstilles af svovl fra flere end 17.000 tændstikker.

Knivene skulle bruges til at stikke så mange tilfældige forbipasserende ned som muligt, inden bomberne blev detoneret.

Det mislykkedes imidlertid, da Dieab Khadigah blev nægtet indrejse i Danmark fra Tyskland. Dieab Khadigah blev i 2017 idømt en ungdomsstraf i Tyskland på 6,5 års fængsel for terrorplanerne.

Hvervet af IS

Moyed al Zoebi søgte i 2015 asyl i Sverige sammen med sin kone og deres nyfødte søn. Kort efter døde sønnen i et biluheld. I de følgende måneder ser Moyed al Zoebi ud til at være blevet radikaliseret, idet han har downloadet bombemanualer, propagandamateriale fra Islamisk Stat og omtalt sig selv som jihadist og martyr i chatsamtaler med venner og familie.

Alt dette materiale fandt svensk politi på hans computer, da han i 2016 blev anholdt for at have sat ild til en shiamuslimsk kulturforening i Malmø. Han blev dog frifundet, da der manglede beviser i sagen.

Ifølge dommen fra Østre Landsret blev Moyed al Zoebi sat i kontakt med Dieab Khadigah, som befandt sig på et asylcenter i Tyskland, af en Islamisk Stat-kriger, der gik under navnet Abu Maria.

Abu Maria havde angiveligt overbevist dem begge om, at de skulle begå et terrorangreb i Islamisk Stats navn. De to asylansøgere var herefter i kontakt via den krypterede beskedtjeneste WhatsApp, hvor de aftalte at mødes i København.

Målet ukendt

Dieab Khadigah indkøbte tændstikker, fyrværkeri og andre remedier, som skulle bruges til at bygge en eller flere bomber efter en opskrift i al-Qaedas magasin Inspire. Han har forklaret, at Moyed al Zoebi mindede ham om, at han også skulle medbringe to lange knive.

Dieab Khadigah er blevet afhørt flere gange i forbindelse med den danske sag. Her har han først forklaret, at der var et klart mål for angrebet, men at han ikke længere kan huske, hvad det var, og siden har han forklaret, at planen var at »improvisere« angrebet.

De to asylansøgere rejste begge med tog mod København den 19. november 2016. Dieab Khadigah blev dog afvist ved grænsekontrollen og sendt tilbage til Tyskland, da han ikke havde sit pas med sig.

Københavns Politi har under efterforskningen påvist, at Moyed al Zoebi ankom til København og opholdt sig i byen i nogle timer, før han igen tog toget tilbage til Sverige.

Moyed al Zoebi har hævdet, at han i virkeligheden skulle mødes med en mand på togstationen i Hyllie for at give ham penge til en offergave til et børnehjem i Tyrkiet, men at han kom til at køre for langt og havnede i Danmark. En forklaring, som Østre Landsret valgte at tilsidesætte.

Moyed al Zoebi blev anholdt og sigtet for forsøg på terror i december 2017. Han har dermed siddet varetægtsfængslet i tre år.

Serie

Tændstikmanden – fra flygtning til hellig kriger

I maj blev en 32-årig syrisk mand idømt 12 års fængsel for at planlægge et terrorangreb mod København. Han var få år inden ankommet til Sverige som asylansøger.

I denne artikelserie fortæller Information historien om Moyed Al Zoebi og forsøger at finde svar på, hvad der på så kort tid havde gjort ham klar til at tage sit eget og mange andre uskyldige menneskers liv.

Artiklerne er baseret på mange hundrede siders dokumenter fra politi og domstole i Danmark, Tyskland og Sverige samt interviews med folk tæt på sagen. Moyed Al Zoebi har anket sagen og nægter sig skyldig.

Seneste artikler

  • Tændstikterroristen blev radikaliseret af sin egen sorg

    27. juli 2019
    Som en mand i dyb sorg var Moyed Al Zoebi, der tidligere i år blev dømt for forsøg på at udøve et terrorangreb i København, særligt sårbar over for radikalisering. Det vurderer terroreksperten Magnus Ranstorp, der har gennemgået Informations føljeton om sagen
  • Terroristen med tændstikkerne flygtede fra politiet og fra sig selv, men snublede til sidst

    27. juli 2019
    Retssagen mod en syrisk asylansøger, som havde forsøgt at begå terror i København, gav indtryk af en nervøs og høflig mand, som var blevet radikaliseret af livets modgang. Han havde været parat til at dø og til at dræbe andre. Nu skulle han bevise, hvorfor han fortjente et liv i frihed. Dette er femte – og sidste – kapitel i serien om Tændstikmanden
  • Moyed skulle møde Dieab på en togstation og bygge en bombe. Men noget gik galt

    23. juli 2019
    To syriske mænd skulle i november 2016 mødes på Hovedbanegården i København. Planen var at stikke så mange tilfældige mennesker som muligt ned med knive og derefter sprænge en eller flere bomber. Men noget gik galt. Dette er fjerde kapitel i serien om Tændstikmanden
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Seriøst?!?
En bombeopskrift med svovl fra 17000 tændstikker ... al-Qaedas magasin Inspire ... jeg mener, wauw.
Jeg har lige set den seneste Svampebob Firkant film med min knægt, og den forekommer mere virkelighedsnær end det her :D :D