Lidt uden for Middelfart på Fyn er Helle Jonassen og Jørgen Olsen i gang med at vise en ejendomsmægler rundt i den sidste af de tre længer på deres trelængede gård.
I den har de lavet en gildesal, som de nu igen kan bruge til at invitere familien på besøg til grillfester i sommermånederne. Det har de været forhindret i, siden der i 2015 blev anlagt en stor minkfarm et par hundrede meter fra deres hjem.
Det er første gang, parret får deres hus vurderet, siden minkfarmen ved siden af fik at vide, den skulle slå sine mink ned for godt en måned siden – noget, parret håber, at husprisen i den nye vurdering vil afspejle.
Rundt om hjørnet kommer naboen Per Hansen traskende i et par sandaler efterfulgt af sin kone, Lisbeth Hansen. Helle Jonassen skynder sig at få naboparret sat til rette i gildesalen, inden hun spæner over i hovedhuset for at hente de nybagte boller, hun har bagt i dagens anledning. Hun virker glad og ivrig.
Imens er det blevet sandhedens time for Jørgen Olsen ude i haven.
Indehaver af RealMæglerne i Middelfart, Daniel Andersen, siger, at han »har set, hvad han skulle se«, og er klar til en vurdering af huset.
I sin research på området har han fundet en liste over boligsalg på vejen de seneste ti år. Den taler et tydeligt sprog, mener han. Efter etableringen af minkfarmen kan man se et klart fald i kvadratmeterprisen på vejen.
Jørgen Olsen, der er en høj mand med et flot overskæg, står og tripper i spænding. I sine helt unge dage var han i flere år dørmand på den lokale karaokebar Kolibrien i Middelfart, men lige nu minder han mest af alt om en lille dreng, der ikke kan vente med at pakke julegaver op juleaften.
Daniel Andersen klør sig med ydersiden af hånden i sit skæg, inden han lyner sin sorte lædermappe. Han kommer med en kort opsummering, inden tallene smides på bordet. Den renovering, som Jørgen og Helle Jonassen har haft gang i, er »super fin«, siger han. Til gengæld så ligger det 310 kvadratmeter meter store hus i en god vindretning i forhold til minkfarmen. Det gør, at netop dette hus ikke har været lige så hårdt ramt at lugten fra minkene som så mange andre naboer til minkfarme.
»Det spiller alt sammen ind,« siger Daniel Andersen og holder en lille kunstpause.
»Jeg vil sige, I kan få 1,4 millioner med mink. Uden mink, så ryger vi op på de 1,7-1,8 millioner kroner.«
Han understreger, at det er til at begynde med, og så må vi se, om markedet ikke udvikler sig, og at det kræver, at Jørgen Olsen og Helle Jonassen får huset færdigrenoveret.
Allerede her virker det dog til, at Daniel Andersen har tabt Jørgen Olsen, som ser ud til at være stoppet med at høre efter, hvad ejendomsmægleren siger, mens hans smil langsomt vokser sig større og større.
Mens Daniel Andersen stadig taler om plusser og minusser, lister Jørgen Olsen over til sin kone, der er kommet ud i haven. Lavmælt fortæller han hende de gode nyheder. Også hun begynder at smile, men så går det op for hende, at hun mangler at få sat kaffen på bordet. Hun spæner igen over i hovedhuset.
Imens takker Jørgen Olsen og Daniel Andersen af for denne gang, hvorefter ejendomsmægleren hopper ind i en sølvfarvet bil og kører tilbage mod Middelfart.
Da Daniel Andersen er ude af syne, går vi ind i gildesalen. Jørgen Olsen tager begge sine arme i vejret og knytter nævnerne.
»Det’ så pissefedt,« siger han og griner.
Helle Jonassen kigger på ham og griner med.

Helle Jonassen og Jørgen Olsen.
1.100 minkfarme
Helle Jonassen og Jørgen Olsen er ikke de eneste naboer til minkfarme, som glæder sig over, at minkproduktionen nu er sat på pause.
I 2015 blev foreningen for Generamte Naboer til minkfarme stiftet – det var, da minkindustrien sidst var på sit højeste, og branchen omsatte for omkring 1,3 milliarder kroner årligt.
Dengang kunne daværende formand for foreningen Torben Foss berette om flere daglige henvendelser fra utilfredse naboer.
De mange problemer fik DR’s forbrugerprogram Kontant til at lave en hel udsendelse om de plagede minknaboer.
Der findes ikke konkrete tal på, hvor mange husstande der har været generet af nærliggende minkfarme, men der er cirka 1.100 minkfarme i Danmark.
Information har været i kontakt med en håndfuld danskere over hele landet, som fortæller historier, der minder om den, naboerne på Vejrupvej fortæller:
Det er historien om naboer, som blot har kunnet se til, mens minkfarmen ved siden af byggede sig større og tættere på deres bolig. Resultatet har været et liv plaget af fluesværme, mågeflokke og deres ekskrementer, undslupne mink i huset og lugtgener.
Ifølge flere af minkfarmnaboerne har de været fanget i boliger, hvis pris var styrtdykket som følge af netop disse gener.
Samme billede beskrev minkfarmsnaboen Niels Larsen for et par uger siden i et indlæg i Information, hvor han fortalte, at han ikke flagede på halv, men derimod på hel, efter naboens minkfarm lukkede ned.
Hygge og hårde tider
På Vejrupvej har de fire naboer sat sig ved det fint opdækkede kaffebord. Helle Jonassens nybagte boller suppleres med lidt ost, en trestjernet spegepølse og marmelade.
Mens de skænker sig selv en kop kaffe, går snakken i en munter tone.
Måske er det tanken om, at deres huse med et fingerknips er steget flere hundredetusind kroner, måske er det fornemmelsen af, at fem hårde år lakker mod enden. Måske er det begge dele. Det er i hvert fald ikke til at tage fejl af, at de fire naboer er glade helt ned i maven.
Den gode stemning stopper dog lidt brat, da nabokonen Lisbeth Hansen, der ellers har forholdt sig stille i baggrunden, tager ordet for første gang. Hun bliver nødt til at komme med et forbehold.
»Jeg synes, det er vigtigt at sige, at vi jo ikke er glade for, at de her mennesker mister deres arbejde. Minkavl er jo også et fuldt lovligt erhverv i Danmark, og vi har intet imod vores nabo. Det er vigtigt at forstå,« siger hun og fortsætter:
»Vi vil ikke fremstilles som en flok skadefro jubelidioter.«
Der nikkes stille rundt om bordet.
Per Hansen overtager ordet, mens han rejser sig og går frem og tilbage ved bordet. Slidgigt i ryggen og en diskusprolaps gør, at han ikke kan sidde ned for længe ad gangen. Noget, som også betyder, at de bliver nødt til at sælge gården inden længe, da den kræver for meget arbejde.
»Det er rigtigt, hvad Lisbeth siger, men man skal også forstå, hvor meget energi vi har brugt på det her. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange timer vi har brugt på at bekymre os.«
Hans kone supplerer:
»Man føler sig magtesløs. Vi købte faktisk vores hus, fordi der på det tidspunkt ikke lå nogen husdyrlandbrug omkring,« siger hun.
– Men begge jeres huse ligger noget længere væk end myndighedernes afstandskrav og i en god vindretning. Har det virkelig været så slemt?
»Jeg synes, det værste er mågerne. Om sommeren har der været så mange måger, at vi ikke har kunnet være udenfor. Det har mest af alt mindet om Alfred Hitchcocks film Fuglene. Når det er værst, er der tusindvis af fugle,« siger Helle Jonassen i et alvorligt toneleje.
Jørgen Olsen nikker. Han siger, at lugten også er »helt ekstrem forfærdelig«. Så slem, at de har sovet med vinduerne lukket i perioder.
Forbrugslån og minkskyderi
Undervejs fortæller naboerne, at deres tidligere nabo Pernille Herløv, som boede tættere på minkfarmen, har været endnu hårdere ramt en dem. Over telefonen bekræfter hun det.
Hun fortæller, at deres hus, bil og have var fuldstændig overskidt af de mange måger, der fløj over huset. Det var så slemt, at de blev nødt til at sælge deres hus, selv om de tabte omkring en halv million kroner på det. Stanken fra minkfarmen var så sødelig og kvalm, at familien flygtede i sommerhus, når der var mulighed for det.
»Det var så altødelæggende, da den minkfarm kom. Det gik fra at være stedet, vi skulle bo resten af vores liv, til et sted, vi skulle væk fra for enhver pris.«
Tilbage ved kaffebordet fortæller Jørgen Olsen, at de senere år også har været hårde rent økonomisk for ham og Helle Jonassen.
Da de købte huset, var det nemlig med den idé, at det meste af det skulle totalrenoveres. Men da minkfarmen kom, lukkede banken i for alt, der hed lån. Begrundelsen fra banken var ifølge Jørgen og Helle Jonassen uklar, men selv er de ikke i tvivl om, at det var minkfarmens skyld. Dermed stod parret med en faldefærdig gård, som de enten kunne rive ned eller renovere. Første mulighed ville gøre huset så småt, at det ifølge dem blev værdiløst. Samtidig var det at sælge ikke en mulighed. Derfor følte parret sig nødsaget til at tage fire forbrugslån. Derudover måtte de ringe til deres tætteste familie og høre, om de kunne låne til at renovere huset.
»Det er ikke sjovt, når man rammer vores alder, at skulle ringe til ens familie og spørge, om man kan låne penge,« siger Jørgen Olsen.
Helle Jonassen ryster på hovedet, tydeligt berørt af at tale om det.
»Vi blev nødt til at sætte os selv alt for hårdt,« siger Jørgen Olsen og fortæller, at de har skullet afbetale mange tusind kroner om måneden for lånene.
I mellemtiden har Helle Jonassen endnu engang været inde i huset og er kommet tilbage med en ordentlig moppedreng af en mappe. Den er fyldt med avisklip, klager, læserbreve og underskriftindsamlinger, som alt sammen viser de fire naboers kamp mod minkfarmen. Det eneste positive ved det hele er, at de to par er blevet venner, siger de. De er på samme hold.
»Ved du, hvor mange mink jeg har skudt,« spørger Per Hansen pludselig ud af det blå.
Straks flyver tankerne tilbage på Ole Thestrups ikoniske rolle som jægeren Alfred i Anders Thomas Jensens Blinkende lygter. Ved nærmere eftertanke så er der faktisk en god portion Ole Thestrup i Per Hansen. Han siger tingene, som han mener, de er, og uden at pakke dem ind, men samtidig emmer han af lune. Og ligesom Albert i Blinkende lygter er han jæger.
»37,« siger han og uddyber:
»Som jæger skal jeg rapportere, hver gang jeg skyder noget, og det er blevet til 37 mink. Så mange er kommet ind på min grund – flere af dem kom endda helt ind i min garage. En af vores naboer fik besøg af en mink i deres soveværelse, så der måtte jeg over og hjælpe dem.«
Rosé med konen
Efter snakken om at skyde mink glider samtalen igen over på deres nye situation, og med ét er den gode stemning tilbage. Helle Jonassen kalder Jørgen Olsen og Per Hansen for et par spradebasser, mens de to herre i munden på hinanden fortæller om alle deres kampe med kommunen om »de satans mink«.
Mens Helle Jonassen rydder af bordet, fortæller hun mig, at de har en flaske kold rosé på køl, som hende og Jørgen skal fejre den nye vurdering af huset med.
I gården udenfor siger Jørgen Olsen farvel til sine naboer. Til spørgsmålet om, hvordan han vil fejre dagens nyheder, svarer han prompte:
»Jamen, jeg hørte lige, at konen sagde, at vi skulle fejre det ved at dele en flaske rosé, så for husfreden må jeg hellere sige, at det også er sådan, jeg ønsker at fejre det,« siger Jørgen Olsen efterfulgt af et stort grin, inden han går over og til Helle Jonassen og giver hende en stor krammer.
> Helle Jonassen og Jørgen Olsen er ikke de eneste naboer til minkfarme, som glæder sig over, at minkproduktionen nu er sat på pause.
Lad os sørge for. at den ikke kun er sat på pause: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-05635
Next stop svinefabrikkerne.
Selvfølgelig er der altid nogen der har glæde af andres ulykke. Men hvor udbredt er overhovedet det fænomen artiklen omtaler? Det ville jo have været uendelig meget mere interessant at få belyst! Jeg kender den konkrete beliggenhed for mange minkfarme, og INGEN af dem har en beliggenhed i nærheden af beboelse!
Trist, at de følte sig så generede af livet på landet med ildelugtende landbrug og den slags.
Jeg håber ikke naboens næste projekt er en masse bur-svin eller bur-høns.
Jeg er ikke modstander af minkfarme, jeg er modstander af dyr i bure. Det er dyrt at opdrætte mink, hvis vi afskaffer svineriet med bure. En mink med realistisk plads og vand, kræver et meget stort areal.
Det vil være lettere at træne danskere til ikke at begrave vores kæledyr, men i stedet beholde deres pels, eller donere pelsen til støtte for adoptionsbureauer.
Vi har et fint system, hvor alle vores katte bliver begravet i samme hjørne af haven, men andre vil måske huske deres lille mis, når deres frakke har en fin krave.
Ja væk med minkene. Branchen producerer de fleste år lidt mere værdi end den samlede danske fiskeribranche. Og “Next stop svinefabrikkerne”, synes nogen. Mon ikke de typer der ønsker at nedlægge danske erhverv (flytte produktionen til udlandet), samtidig ønsker vi skal have højere arbejdsløshedsunderstøttelse etc. ??
Uanset !!! ENDELIG og TAK !!!! for at de arme minke befries fra deres kommercielle menneskeskabte "helvede" ! Kort sagt !!!
Det er vel snart på tide, at vi bliver bevidste om, hvordan vi behandler vores medvæsener.Her blandt meget andet at spærre dyr inde i så små bure med eneste formål at afpelse, så vi mennesker kan få tilfredsstillet et luksusbehov, burde i 2020 blive totalt forbudt.
Og glædeligt at mange allerede vælger kunstskind som erstatning. - Og tillykke til naboen !!
Henrik Madsen. Vi har i Danmark været gode til omstilling: Folk græd af grin tilbage i 70'erne, da vi var nogen, der arbejdede for økologi og vedvarende energi.
Der er altså bedre økononomi i IKKE at ødelægge og misbruge naturen
Et lille hjørne af denne artikel nævner de 37 løsslupne mink, som den ene af naboerne havde skudt. Løsslupne mink findes også ihvertfald i de nordlige omegnskommuner i hovedstadsregionen - og naturstyrelsen kender til problemet. Ud over at løsslupne mink kan være potentielle smittekilder, så er de allerede før det en invasiv art i naturen, hvor de optræder og udrydder flere fuglebestande. De er så vidt vides lige så fæle at have rundt omkring som rotter.
Mon ikke de også findes i løsdrift omkring øvrige minkfarme?
Når man kører ad Sydmotorvejen mod Rødby er der lige før Piperhus godt 60 km fra København på højre hånd tre store stalde. Svinestalde langt væk fra det meste. På motorvejen kan man næsten altid lugte at nu et man der. Ukrainerne der arbejder der er der også....
Nu har jeg set det med! Her i kommentarfeltet er der folk, der undrer sig over, at det ikke kun er menneskers afføring, der stinker, og som alligevel flytter ud på landet, hvor dyrene er. Man skulle tro det var bedre at opdrætte dyr på landet end i byerne. Så kunne folk jo vælge hvor de ville bo. Der er også nogle, der i deres hellige enfold, anbefaler at dyrehold afskaffes. Mink så svin, senere kommer vel køerne, fjerkræet, fiskefarmene. Medmindre de vil tvinge folk væk fra dyriske produkter skal de jo så importeres. Vi taler om tab af tocifrede milliardbeløb i mistet eksport, kæmpe valutaunderskud ved øget import, tab af af op imod en kvart million arbejdspladser. Mon de mennesker virkelig er interesserede i at gå så meget ned i levestandard? Dertil kommer, at de samme mennesker formentlig vil falde over industrivirksomhedernes CO2 forurening og kræve dem stoppet. Vorherretilhest for en larm på rød stue.
Jeg bor selv på landet, og intet herude stinker. Normale bedrifter stinker ikke. Ikke fordi der enkelte dage efter gyldespredning kan lugte. Men jeg har kørt forbi dyrefabrikker af svin og mink, og her er lugten koncentreret og konstant - det stinker. Så at bede folk der bor på landet om at flytte til byen er nonsens. Lad i stedet være med at give tilladelse til sådant megadrift, hvor der ikke er taget ordenligt hensyn til naboer.
D. Joelsen
Et velafbalanceret indlæg!
Problemet er jo at dyreholdene - svin og fjerkræ - pelsdyr - nu minus mink - er blevet alt alt for store, mængden af gyllen, størrelsen af vindmøllerne og dermed lugtgener, lydgener og tiltrækning af rotter og måger tilsvarende. Altså der er for mange dyr samlet på et sted.
Henrik Madsen - Du er helt galt på den når du 1) hævder, at minkfarmene ikke ligger i nærheden af alm. beboelse. Se fx på Kraks link https://map.krak.dk/?c=57.070393,9.704018&z=15&l=aerial&q=%22gug,%20aalb... over en lille by Gjøl ved Limfjorden, hvor minkfarmene ligger meget tæt og i stort tal.
2) Jeg har i tidens løb cyklet land og rige rundt, mest fjernt fra alfarvej, og er hyppigt blevet generet at stanken fra svine- eller minkfarme - og jeg kan godt se og lugte forskel. Så der er al mulig grund til at glædes over, at endnu en forureningskilde forsvinder, og jeg under gerne d plagede naboer, at de nu kan se frem til mere tålelige forhold.
Men ellers...Hvor ville det have været nyttigt om lugtgenerne var kommet frem i minkdebatten på et tidligere tidspunkt. Så havde minkavlerne næppe kunnet opnå så stor sympati og medvind som de desværre fik. Var der "nogen" der bevidst holdt disse oplysninger tilbage? Venstre og deres medløbere i medierne?
Next stop er ganske rigtig svinefabrikkerne
Naboer, der føler sig generet af minkfarme og svinefabrikker, er ikke specielt 'sarte', som nogle antyder; disse virksomheder stinker i et omfang, som andre husdyrhold slet ikke kommer i nærheden af. Selv har jeg haft fornøjelsen af jævnligt at passere en minkfarm, som vedblev med at stinke flere år efter, at den var nedlagt! Det er beskæmmende, så tilbageholdende man har været med at italesætte de omkostninger, minkfarmene har haft for omgivelserne!
Det har da helt sikkert været en pest for Helle og Jørgen, at der er blevet bygget en minkfarm ved siden af deres hus. Jeg regner naturligvis ikke med at de er så hykleriske, at de har købt et hus, ved siden af en ALLEREDE etableret minkfarm, det ville jo betyde at deres klage er helt i skoven.
Vi lever altså i et retssamfund, hvorfor det centrale i denne her diskussion alene er, om den individuelle minkfarm og svinebedrift overholder lovens krav eller ej. Hvor der måtte være eksempler på manglende overholdelse, skal dette selvsagt stoppes pr. omgående.
Hvor dette ikke er tilfældet, må omgivelserne naturligvis tåle, at der drives lovlig virksomhed på ejendommen!
Den er ikke længere!
Man har netop for førte gang konstateret, at vilde mink kan være inficeret med covid-19.
https://www.google.com/search?q=wild+mink+utah+covid+19&oq=wild+mink+uta...
Og forvildede mink forekommer overalt i DK:
https://www.naturbasen.dk/art/930/mink
Erik Fuglsang, måske er den alligevel lidt længere: menneskeskabte love kan ændres af mennesker! - både til det bedre og til det værre, alt efter synsvinklen.
Det fremgår af artiklen, Erik Fuglsang, at der ikke var noget husdyrlandbrug i nærheden, da de købte huset, og at det var en af deres bevæggrunde til at gøre det.
Jeg prøver blot at sige, at slår man sig ned i en landzone, så er der jo en vis sandsynlighed for, at der drives landbrugsvirksomhed i nærheden af ens beboelse. Såfremt dette er tilfældet, så bliver det afgørende for mig, om denne virksomhed drives på et lovligt grundlag. Hvis dette er tilfældet, må omgivelser tåle det. Hvis man mener, at reglerne for landbrugsdrift er for lempelige, så må man i et demokrati arbejde for at ændre reglerne. Det er helt legitimt, at nogle synes reglerne skal strammes..
Jeg tillader mig så blot at bringe i kommentarsporets venlig erindring, at Enhedslisten alene repræsenterer 7,5% af mandaterne på Tinge. Der er således 92,5%, der alt andet lige mener noget andet end den yderste venstrefløj !!