Analyse
Læsetid: 7 min.

Nordsøaftalen sætter prop i et stykke indbringende danmarkshistorie

Nordsøen har i årtier været en stor del af den danske selvforståelse. En lukrativ forretning, der sikrede arbejdspladser og milliarder til velfærd, men en global bevægelse fra sort til grøn energi har gjort oliejagten stadig mere ubetydelig. Nu har politikerne sat et punktum for olieeventyret
Under opsyn af skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller åbnede prins Henrik i 1972 for den første danske olie hjembragt fra Nordsøen.

Under opsyn af skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller åbnede prins Henrik i 1972 for den første danske olie hjembragt fra Nordsøen.

Knud Jacobsen

Indland
5. december 2020

Det begyndte i 1972, da en ung prins Henrik åbnede hanerne og lod olie strømme fra Nordsøens undergrund til det danske samfund. Prinsgemalen befandt sig om bord på tankskibet Marie Mærsk, og bag ham overværede Mærsk Mc-Kinney Møller veltilfreds den officielle åbning af det danske olieeventyr.

Det var faderen, A.P. Møller, som ti år forinden havde købt eneretten til dansk olie og gas af daværende statsminister Viggo Kampmann (S) for den nette sum af 40 kroner. Ideen opstod egentlig af frygt for, at tyskerne skulle overtage magten over danske ressourcer, men endte som en milliardforretning for både Mærsk og den danske stat, der siden har indkasseret 514 milliarder kroner på nordsøolien.

Et halvt århundrede senere er klimaminister Dan Jørgensen (S) og et bredt folketingsflertal nu langsomt begyndt at dreje håndtaget i modsat retning. Efter halvandet års tøven har regeringen valgt at droppe den ottende udbudsrunde, der ville have tilladt olieindustrien at pumpe olie og gas op af Nordsøens undergrund frem til 2056 – altså seks år efter, at Danmark senest skal være klimaneutralt.

Beslutningen er et energipolitisk nybrud, som forbyder fremtidige udbudsrunder og sætter en endelig slutdato – i 2050 – for olie- og gasjagten i Danmark. Regeringen skønner, at den samlede olie- og gasproduktion vil falde med mellem ni og 15 procent, fordi olieindustrien må forventes at begynde at mindske sine investeringer og aktiviteter.

Klimamæssigt vil beslutningen altså ikke kun få betydning på lang sigt, men formentlig også allerede over de kommende årtier. Ikke desto mindre har en ottende udbudsrunde været et kompliceret og til tider dramatisk spørgsmål, som både har handlet om økonomi, forsyningssikkerhed, arbejdspladser, CO2-effekt, bureaukrati og ideologi. Om en industri, der i årtier har været en stor del af den nationale selvforståelse.

Med andre ord det perfekte eksempel på alt, hvad der er svært ved klimapolitik.

En gylden mulighed

Spørgsmålet om nordsøolien har på en måde været en lort, der lidt tilfældigt landede på Dan Jørgensens skrivebord.

Processen begyndte i sommeren 2018 under VLAK-regeringen, hvor samtlige partier undtagen Enhedslisten og Alternativet gav tilladelse til at åbne for en ny udbudsrunde i Nordsøen. Beslutningen om overhovedet at sætte ny oliejagt i udbud kom altså fra de samme partier – Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, De Radikale og De Konservative – som torsdag aflyste den.

Fire olieselskaber sendte herefter i alt fem ansøgninger til regeringen, men afgørelsen blev i sommeren 2019 forsinket som følge af regeringsskiftet. I mellemtiden havde den folkelige opinion fået et større klimafokus, og ngo’er og aktivister lagde massivt pres på den nye S-regering – der selv kaldte sig den grønneste nogensinde – for at afbryde processen.

Oven i det ændrede De Radikale og SF kort efter valget holdning og krævede nu som regeringens støttepartier også en annullering af nye boretilladelser.

Hvad der skulle have været en formssag, blev en politisk konflikt. Og efter et halvt års tomgang meddelte Dan Jørgensen i januar, at regeringen ville udskyde beslutningen på ubestemt tid, fordi man manglede viden på området.

Da den langt største ansøger, franske Total, i oktober trak sig fra ansøgningsrunden, var der »ikke et reelt udbud tilbage«, som De Konservatives Mona Juul bemærkede på Twitter.

Man kan med det in mente mene, at tilbagetrækningen i Nordsøen var det nemmeste valg i verden – måske især taget i betragtning af, at en øget og forlænget oliejagt ikke er i overensstemmelse med en klimaneutral verden.

Det er velkendt, at 80 procent af de kendte fossile reserver skal forblive i undergrunden, hvis Parisaftalen skal overholdes. Og så sent som onsdag advarede FN’s Miljøprogram om et stort misforhold mellem verdens klimamål og landenes politik for olie og gasproduktion.

Grøn billigere end sort

Klimahensynet er en ting, men en anden og hidtil afgørende faktor ved olieeventyret for danske politikere har naturligvis været økonomien. Og derfor blev det globale oliemarkeds kollaps i 2020 endnu et søm i ligkisten.

Værdien af den danske olie faldt til et rekordlavt niveau, i USA gik prisen kortvarigt i minus, og det blev soleklart for alle, hvor ustabilet oliemarkedet er blevet.

Da prisen på en tønde nordsøolie faldt fra 60 til 27 dollar, måtte skatteminister Morten Bødskov (S) i et ministersvar konstatere, at der for nuværende ikke ville være nogen gevinst for staten ved at sige ja til ny oliejagt.

Fossile brændsler som kul, olie og gas udgør stadig 79 procent af klodens energiproduktion, men for nyligt nåede verden et vendepunkt: Prisen for vedvarende energi er blevet billigere end fossil energi. Derfor kan det over det meste af verden nu bedre betale sig at udbygge med sol og vind end kul og olie, viser data fra videnskabssitet Our World in Data.

De globale tendenser har også smittet af på det danske olie- og gaseventyr i Nordsøen, der er blevet en stadig dårligere forretning. Indtægterne fra Nordsøen forventes i 2020 at udgøre tæt på nul procent af Danmarks BNP. I 2008, det mest profitable år, tjente staten godt 36 milliarder kroner på olie og gasjagt – i 2017 var tallet faldet til lige over fem milliarder.

Nordsøen er ikke længere »særlig vigtig for vores økonomiske holdbarhed og de langsigtede perspektiver«, som økonomiprofessor og miljøvismand Lars Gårn Hansen har udtalt i Information.

For vælgere og internationale iagttagere ville det have set besynderligt ud, hvis Danmark på verdensscenen optrådte som grønt foregangsland, men hjemme gav grønt lys til ny olie- og gasjagt for et potentielt lavt økonomisk udbytte.

Derfor har symbolikken i en slutdato for Nordsøen været central. Da partierne kort før midnat torsdag stolt fremlagde deres »historiske« aftale, var det med budskabet om at sende et klimapolitisk signal:

»Vi vil blive et foregangsland, der vil blive lagt mærke til ude i verden,« sagde Dan Jørgensen.

Alligevel har beslutningen været sværere, end partierne i de sene aftentimer umiddelbart gav udtryk for. Et billede fra 1984, som i dag kan ses som en slags monument over en svunden tid i dansk energipolitik, viser hvorfor.

En national fortælling

Billedet viser en storsmilende Poul Schlüter, der som daværende konservativ statsminister modtager et varmt håndtryk og skulderklap af Mærsk Mc-Kinney Møller midt på en boreplatform. Det er indvielsen af Tyra-feltet, der i mange år var en guldgrube for Mærsk, indtil selskabet i 2017 solgte sin Nordsø-forretning til franske Total for 47 milliarder kroner.

Smilet kan skyldes, at Nordsøen ikke kun var lukrativ for olieindustrien. Aktiviteterne har som beskrevet bidraget med mere end 500 milliarder kroner til staten og den danske velfærd over de seneste 40 år.

»Hvis man stopper for Nordsøen, hvem skal så betale regningen,« som tidligere klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) bekymret spurgte i Information kort inden folketingsvalget.

I en national fortælling har Nordsøen været en stor del af den danske selvforståelse. Godt nok har eventyret i klimaaktivistiske kredse længe været kontroversielt, men for regeringer og erhvervsliv har Nordsøen været en stolt industri næsten på linje med landbruget.

Indtil for ganske nylig har det selv ikke blandt grønne partier som SF og De Radikale handlet om, hvornår man skulle sætte en prop i Nordsøen. I stedet har fokus været på, hvad alle oliemilliarderne skulle bruges på i samfundet. Med den nye aftale har partierne skullet gøre op med en industri, som man i mange år har brystet sig af.

Som med alt andet klimapolitik har det også handlet om arbejdspladser. Tidligere anslog man, at omkring 4.500 personer, der i dag beskæftiges i olieindustrien omkring Esbjerg, ville miste deres job. Det udgjorde længe et stort forbehold for de borgerlige partier og Socialdemokratiet.

Men også her er tiderne skiftet. Esbjergs borgmester, Jesper Frost (V), kaldte i et interview med netmediet Klimamonitor en annullering af ny oliejagt »fornuftig«, hvis der samtidig »skabes en ro om rammevilkårene indtil da«. I en pressemeddelelse kalder han nu aftalen »vemodig, men også en mulighed for at manifestere sig som grøn energimetropol«. 

Ikke Danmarks problem

Også bureaukratiske hensyn har været til stede i debatten om Nordsøen. Størstedelen af de fossile ressourcer eksporteres og tæller ikke med i det danske klimaregnskab. En aflysning hjælper derfor ikke meget på 70-procentsmålet i 2030. Men ifølge Klimarådet kan det styrke troværdigheden om Danmarks klimapolitik og inspirere andre til at følge trop.

Og så har der været det med CO2-effekten. Ville mindre olie- og gasudvinding i Danmark blot medføre udbud af fossile aktiviteter i andre lande? Her har organisationen Olie Gas Danmark ment, at Danmark er »blandt de bedste« i verden til at begrænse CO2-udledningerne ved olieudvinding.

»Så længe vi har brug for olie og gas, er det bedre, at vi selv producerer det,« har direktør Martin Næsby sagt.

Et udsagn, der dog er stor uenighed om. Miljøvismand Lars Gårn Hansen har påpeget, at alene to tredjedele af faldet i CO2-udslip fra Nordsøen ville opvejes af øgede udslip andre steder. Og den pris finder aftalepartierne tilsyneladende værd at betale for at få den internationale signalværdi.

Endelig har der været spørgsmål om forsyningssikkerhed. I bred forstand har det drejet sig om, at Danmark skulle kunne forsyne sig selv med energi og ikke være afhængigt af mellemøstlige regimer.

»Vi skal være nuludledere i 2050, men også have forsyningssikkerheden i orden,« har det lydt fra De Konservatives Mette Abilgaard.

Om det har embedværket nu forsikret, at beslutningen ikke »har væsentlige effekter på forsyningssikkerheden«.

På samme måde konkluderede Energistyrelsen i 2017, at »produktionen fra den danske del af Nordsøen har været faldende over en årrække, hvilket skyldes, at dansk område er modent med mange aldrende felter«.

Så når alt kommer til alt, har spørgsmålet om Nordsøen mere end noget andet handlet om, hvor meget sort guld der reelt var tilbage at hente i de danske farvande.

Hvad der først lignede en lort på Dan Jørgensens skrivebord, er nok nærmere blevet til – også når man nu læser de nationale og internationale roser over beslutningen – en gave til en regering, der trængte til en grøn sejr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Forståeligt at Lars Chr. Lilleholt (V) tidligere spurgte, hvor pengene skulle komme fra hvis olieproduktionen i Nordsøn blev stoppet - da fx. Schlüter fik penge i statskassen som Anker Jørgensen ikke havde . Fogh Rasmussen levede udelukkende på de høje oliepriser og derfor på et stort overskud til statskassen - Alligevel kneb det med villigheden fra hans regering til at få aftalen med Mærsk forbedret så staten fik en større andel i gevinsten ved udvindingen.

Dan Jensen, John Andersen, Alvin Jensen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Jens Voldby Crumlin

Aftalens hovedsigte er desværre stadigt at få mest muligt olie og gas op af Nordsøen indtil slutdatoen 2050 som heller ikke er helt nagelfast. Partierne bag aftalen skriver direkte at nye tilladelser i minirunder og naboblokke kan kompensere for den manglende mulighed for at søge i helt nye felter gennem udbudsrunder. Samtidig skal fastlåsningen af de nuværende rammer og den manglende mulighed for at fremrykke oliestoppet sikre investering i fortsat udvindings aktivitet. Hvad betyder denne aftale f.eks. for muligheden for at pålægge selskaberne en co2 afgift for den alt for høje udledning fra produktionen eller stille direkte krav om elektrificering eller andre tiltag som kan reducere udledningen ? Med aftalen er vi nødt til at satse på at EU lovgivning eller forpligtigende internationale aftaler sætter hurtigere standarter for fossil udfasning som aftalen påpeger er eneste undtagelse for stramninger. Det er ikke så underligt at aftalen blev overvejende positivt modtaget af branchen. Læs selv aftalens fulde ordlyd: https://kefm.dk/Media/0/3/Nords%C3%B8aftale.pdf

Holger Skjerning

Næsten alle skriver om Danmarks store fortjeneste fra olie- og gasproduktionen.
Men det er langt vigtigere, at især olien har skabt grundlag for hele vores tilværelse. Biler, tog, fly, boligopvarmning og den kemiske industri.
Hvis vi/jeg skal være helt ærlig, tror vi/jeg ikke, at vi kan drive vores samfund uden olie i 2050. Det er ønsketænkning, som viser, at de fleste slet ikke er klar over, at mere end 60 % af samfundets aktiviteter stadig er baseret på olie og gas. Det kan vi ikke ændre så radikalt på kun 30 år. - Hvis det overhovedet kan lade sig gøre........... - uden atomkraft!!!

@Holger Skjerning
Det KAN lade sig gøre. Solen giver os mere energi end vi nogen sinde kan bruge på både den ene og den anden måde ink. vinden. Vi behøver ikke energi fra miner af nogen form.