Interview
Læsetid: 7 min.

Ny bog om Færøernes løsrivelse: Færingerne følte sig som en tæsket hund, der slikkede sine sår

Folketingsmedlem Sjúrður Skaale har skrevet en bog om fire afgørende møder i statsministerens egetræsværelse i 2000, hvor Færøernes løsrivelse var på dagsordenen. Han var sekretær for den færøske delegation, og i bogen fortæller han, hvordan det føles at være blevet kørt over af den danske regering
Det var ideologi blandet med ønsketænkning, som prægede de færøske forhandlinger. Hvis Færøerne i stedet havde taget imod den hånd, Nyrup rakte ud, så havde vi i dag haft større selvstændighed, vurderer Sjúrður Skaale i dag.

Det var ideologi blandet med ønsketænkning, som prægede de færøske forhandlinger. Hvis Færøerne i stedet havde taget imod den hånd, Nyrup rakte ud, så havde vi i dag haft større selvstændighed, vurderer Sjúrður Skaale i dag.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
17. december 2020

Allerede få minutter inde i det første møde den 17. marts 2000 var slaget afgjort. Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) tog som en af de første ordet og slog fast, at ja, Færøerne kunne såmænd godt løsrive sig og blive en selvstændig stat – hvad han dog ikke håbede, tværtimod. Men hvis færingerne stod fast på deres ønske, skulle de ikke regne med, at Danmark ville fortsætte med bloktilskuddet til Færøerne ret længe. Bloktilskuddet ville blive nedtrappet i løbet af fire år – slet ikke de 15 år, som færingerne havde forestillet sig.

»Det var, som når man stikker et får ihjel eller dræber en grindehval: Man skal stikke resolut, så dyret ikke pines. Sådan opfattede jeg Nyrups besked. Det kom som et chok, for vi havde jo opfattet de danske signaler sådan, at vi skulle forhandle. Det havde Danmark skrevet under på, men det ville Nyrup ikke. Og så var det reelt forbi.«

Sjúrður Skaale, der siden 2011 har været folketingsmedlem for Javnaðarflokkurin (det færøske socialdemokrati), husker stadig følelsen af skuffelse i den færøske delegation.

»For mit indre så jeg et korthus falde sammen,« som han skriver i bogen. I to år havde færingerne næsten ikke talt om andet, de havde forberedt sig, lavet analyser og beregninger og været i intens politisk kamp mod den store del af øernes befolkning, der ikke ønskede en løsrivelse fra rigsfællesskabet.

Hele det forløb har han skrevet en bog om, der udkom på færøsk i 2017. Sjúrður Skaale var sekretær for den færøske delegation og havde derfor adgang til alle papirer, forhandlingsoplæg og kompromisforslag, ligesom han skrev de mødereferater, som Færøerne fremstillede op til og under forhandlingerne med Nyrup og fire af regeringens topministre.

Bogen indeholdt altså en hel del hidtil fortroligt og hemmeligholdt materiale, som offentligheden aldrig havde kendt til, da den udkom på færøsk. Nu er bogen oversat til dansk og udkommet med titlen Da Færøerne ville løsrive sig på knap 400 sider.

Skuffelsen i forhandlingsdelegationen blev hurtigt afløst af desperation: Hvis de færøske forhandlere skulle gå ned, kunne de lige så godt gå ned i flammer. Hellere gå fremad og dø end at blive dræbt stående blev delegationens motto. Derfor bed de sig fast i forhandlingsbordet i Statsministeriets egetræsværelse og fortsatte endnu tre møder. Men uden resultat. Færingerne tog hjem næsten lige så tomhændede, som da de kom til København.

»Det var ideologi blandet med ønsketænkning, som prægede de færøske forhandlinger. Hvis Færøerne i stedet havde taget imod den hånd, Nyrup rakte ud, så havde vi i dag haft større selvstændighed,« vurderer Sjúrður Skaale.

Skuffelsen i forhandlingsdelegationen blev hurtigt afløst af desperation: Hellere gå fremad og dø end at blive dræbt stående blev delegationens motto.

Skuffelsen i forhandlingsdelegationen blev hurtigt afløst af desperation: Hellere gå fremad og dø end at blive dræbt stående blev delegationens motto.

Anders Rye Skjoldjensen

Pengepungen måtte ikke rammes

Det begyndte ellers så godt. Eller rettere sagt dårligt. I 1990’erne oplevede Færøerne en forfærdelig økonomisk krise. Arbejdsløsheden var gigantisk, og fraflytningen steg voldsomt: En tiendedel af befolkningen flyttede væk fra øerne. Gælden, både den offentlige og den private, var enorm, og værdien af fast ejendom styrtdykkede. Færøerne blev sat under administration af Danmark.

»Alt det kogte sammen og førte op gennem 90’erne til en politisk bitterhed over den uansvarlige politik, som de færøske politikere havde ført. Dertil kom, at de færøske skatteydere kom til at hænge på gælden i Den Danske Banks færøske afdeling, efter at Danmark havde sørget for at redde banken. Det var næsten en naturlov, at det medførte en radikaliseret politisk bevægelse. NU skulle det være slut med færøsk uansvarlighed. NU skulle det være slut med at tro, at Danmark i sidste ende ville redde os. NU skulle færingerne vise, at vi selv kunne være ansvarlige. NU skulle vi blive en selvstændig stat.«

I juni 1998 skrev Danmark under på, at man ville forhandle med færingerne om »et nyt grundlag for de fremtidige bilaterale relationer mellem Danmark og Færøerne«. Færingerne oplevede det som en kæmpesejr og et meget stort skridt frem mod løsrivelse. Hvordan Nyrup opfattede det, havde de endnu til gode at opleve.

»Fra det tidspunkt satte vi kursen mod selvstændighed, som vi ville opnå efter en overgangsordning, som vi gerne ville have til at vare 15 år. Altså at Danmark fortsat skulle bidrage, selv om betalingerne gradvist skulle reduceres.«

For hjemmestyret var det afgørende at lancere løsrivelsen som et fremskridt, som ikke ville berøre færingernes privatøkonomi. Færingerne retfærdiggjorde den lange betalingstid fra Danmark blandt andet ved at udregne, at Danmark formentlig havde ’sparet’ milliarder af kroner i NATO-betalinger i kraft af de militære installationer på Færøerne. Det årlige bloktilskud fra Danmark var på knap en milliard, og hertil kom godt 300 millioner til statens myndigheder på Færøerne.

»Hvis færingerne blev ramt på pengepungen, så ville det knebne flertal bag ønsket om løsrivelse hurtigt forsvinde. Så vi lavede beregninger og opstillede forudsætninger og forventninger, der mere havde at gøre med et tag-selv-bord end den politiske virkelighed.«

Delegationen lå som en tæsket hund

Sjúrður Skaale og den færøske delegation kom til København i marts 2000, klar til at forhandle. Men efter det første møde og Nyrups kontante afvisning af de færøske ønsker var tonen meget bitter. Den færøske delegation »lå som en tæsket hund og slikkede sine sår«, som han skriver.

Ikke mindst var de fortørnede over, at Danmark til brug for forhandlingerne havde fremstillet det ’etniske regnestykke’, der viste en nettoudgift på knap en halv milliard kroner til færinger bosiddende i Danmark – uden at færingernes bidrag via skat m.m. var medregnet.

De var også vrede over, at færinger – når Færøerne havde løsrevet sig – ikke ville have samme rettigheder som danskere, uanset om det var i Danmark eller på Færøerne. I stedet ville de blive betragtet som og have rettigheder som andre udlændinge. Og det hjalp ikke, at færingerne pegede på den ordning, Island havde fået i 1918, som gav islændingene lige rettigheder i Danmark.

Efter første møde skrev lagmanden, Anfinn Kallsberg, et brev, hvor han kaldte forhandlingerne for »chokerende«.

»Dette minder ikke så lidt om det, vi kan se i nogle lande, hvor ingen respekt bliver udvist over for minoriteter,« fortsatte lagmanden.

For ikke helt at tabe ansigt fortsatte færingerne med at forhandle. I oktober kom det fjerde og sidste forhandlingsmøde. Begge sider havde på forhånd skrevet forslag til en sluterklæring, men det lykkedes ikke at nå til enighed. Til sidst afbrød landsstyret forhandlingerne, og de to delegationer holdt hver sit pressemøde.

I dag er Sjúrður Skaale mere anerkendende over for Nyrup, end han var for 20 år siden.

»Det er enhver statsleders fornemmeste mål at sørge for, at riget er intakt, så hans mål var at få standset den færøske løsrivelse. Det sørgede Nyrup for til UG. Han tog forhandlingerne meget seriøst, og han besøgte Færøerne tre gange. Jeg tror aldrig, at en dansk statsminister har opholdt sig i en uge på Færøerne, men det gjorde Nyrup. Han rejste rundt på øerne for at komme i snak med befolkningen, men han var meget upopulær.«

Den færøske position under forhandlingerne var ifølge Sjúrður Skaale »ufattelig naiv«.

»Vi havde slet ikke regnet med, at Danmark ville være en modspiller. Men i dag kan jeg ikke frigøre mig fra tanken, at hvis vi færinger ikke havde været så optaget af vores nationale suverænitet, så kunne vi nok have opnået noget. Lidt mindre, end vi ønskede, men dog noget. Det var dumt at stå så fast ideologisk.«

I de snart ti år, Sjúrður Skaale har siddet i Folketinget, har han aldrig oplevet, at tinget vedtager en lov, der gælder for Færøerne. Så tanken om stadig større færøsk selvstændighed lever, siger han.

I de snart ti år, Sjúrður Skaale har siddet i Folketinget, har han aldrig oplevet, at tinget vedtager en lov, der gælder for Færøerne. Så tanken om stadig større færøsk selvstændighed lever, siger han.

Anders Rye Skjoldjensen

Det virker jo

I dag har Færøerne en god økonomi, og reelt er det færingerne selv, der styrer deres land.

»Vi har vide beføjelser. Det er vores land, og vi styrer det selv. I de snart ti år, jeg har siddet i Folketinget, har jeg aldrig oplevet, at tinget vedtager en lov, der gælder for Færøerne. Så tanken om stadig større færøsk selvstændighed lever. Den har det godt og er vigtig for Færøernes opdrift.«

Ifølge Sjúrður Skaale er det egentlig meget enkelt: Ingen færinger tænker, at han eller hun er i Danmark, når de er hjemme. De er i et andet land med et andet sprog, en anden kultur, en anden økonomi.

»Set i helikopterperspektiv er rigsfællesskabet også tæt på en umulig konstruktion. Danmark er 100 gange større end Færøerne, når det drejer sig om befolkningsantal og økonomi, og Danmark ligger langt væk og er medlem af EU. Vi har eget parlament og egen skatteopkrævning og er ikke medlem af EU. Det er alt sammen forhold, som slet ikke kan lade sig gøre ifølge grundloven. En sådan ordning kræver, at man respekterer, at fællesskab og selvstændighed ikke er modsætninger, men dele af et hele. For hvis man kun havde set på grundlovens bestemmelser, og hvis man kun havde forholdt sig til jura og ikke til politiske fornemmelser, så havde rigsfællesskabet været sprængt for længe siden,« siger han og tilføjer:

»Men det virker jo.«

Selvstændige er Færøerne dog ikke endnu. Når det gælder anliggender om udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, har Danmark stadig det sidste ord.

»Det kan vi jo se, da vi på Færøerne diskuterede, om vi skulle lave en kontrakt med kinesiske Huawei. Det var der mange danske folketingsmedlemmer, som blandede sig i.«

Så længe færingerne kan drive Færøerne som deres eget land uden dansk indblanding – så længe fællesskab og selvstyre ikke er hinandens modsætninger – vil de færinger, der ønsker løsrivelse, ikke få vind i deres sejl, mener Sjúrður Skaale.

»Men hvis Danmark begrænser vores handlefrihed for meget, vil kravet opstå igen,« forudser han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Naivt, at ville have både selvstændighed og bloktilskud! At tillade Huawei på Færøerne, er jo det samme som at give Huawei adgang til DK ad bagvejen! Færingerne kan gerne få selvstændighed og Huawei, hvis de vil, men uden dansk deltagelse! Gælder også Grønland. Dog vil det være træls, for jeg sætter stor pris på begge befolkninger, deres kultur og natur.

Kim Houmøller, Christian Larsen, Torben Lindegaard, Claus Nielsen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar