Nyhed
Læsetid: 3 min.

Rød blok: Vi er kommet tættere på en rigsretssag

Delberetningen fra Instrukskommissionen er alvorlig, for den konkluderer, at Inger Støjberg trods advarsler har brudt loven over en længere periode, mener SF, De Radikale og Enhedslisten. En samlet rød blok vil nu have en advokat til at vurdere, om der er grundlag for en rigsretssag
Ifølge delberetningen, som blev offentliggjort mandag, var det »klart ulovligt« at adskille alle asylpar uden undtagelser – og den tidligere integrationsminister Inger Støjberg var advaret om dette.

Ifølge delberetningen, som blev offentliggjort mandag, var det »klart ulovligt« at adskille alle asylpar uden undtagelser – og den tidligere integrationsminister Inger Støjberg var advaret om dette.

Mads Nissen

Indland
15. december 2020

Mandagens delberetning fra Instrukskommissionen er alvorlig for den tidligere integrationsminister Inger Støjberg (V), og en rigsretssag er en mulighed, som skal overvejes nøje, mener regeringens støttepartier.

»Hun har løjet for Folketinget og Ombudsmanden. Hun blev advaret af departementet,« siger De Radikales retsordfører Kristian Hegaard til Ritzau.

Ifølge delberetningen, som blev offentliggjort mandag, var det »klart ulovligt« at adskille alle asylpar uden undtagelser – og den tidligere integrationsminister Inger Støjberg var advaret om dette. Delberetningen konkluderer også, at Støjberg har givet »urigtig og misvisende information til Folketinget«.

Kristian Hegaard hæfter sig netop ved de markante formuleringer om, at der »blev handlet klart ulovligt«, og at ministeren fastholdt instruksen uden undtagelser »trods advarsler om, at det var ulovligt«.

Advokater skal vurdere rapporten

På Twitter skriver SF’s formand, Pia Olsen Dyhr: »Det ser meget alvorligt ud for Støjberg. Beretningen skal nærlæses, men tyder på bevidst brud på love over en længere periode og efter gentagne advarsler.«

Også Enhedslistens Rosa Lund er kritisk: »Delberetningen bekræfter, at det var fuldstændig rigtigt og klogt, at vi nedsatte kommissionen. Der er tale om en minister, som har brudt loven,« siger hun til Ritzau.

»Derfor er vi ikke kommet længere væk fra en rigsretssag, men vi vil gerne have advokater til at se på rapporten,« siger hun med henvisning til, at også SF og De Radikale vil have advokater til at tage stilling til, om sagen er så alvorlig, at der skal indledes en rigsretssag imod den tidligere minister.

Men Kristian Hegaard siger ligesom Rosa Lund, vi »er tættere på i dag end i går«.

Frederik Waage, der er professor ved juridisk institut på Syddansk Universitet, siger til Ritzau, at der er grundlag for at rejse en rigsretssag.

»Hvorvidt det sker er overvejende en politisk beslutning, men rapporten giver utvivlsomt den nødvendige argumentation og det nødvendige grundlag til at kunne rejse en rigsretssag,« siger han og henviser til Tamilsagen, hvor den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen i 1995 blev idømt fire måneders betinget fængsel.

»Vi har ikke så mange fortilfælde at sammenligne med, men hvis vi skal bruge standarden fra Tamilsagen, så er vi ikke langt fra den samme situation,« siger Frederik Waage.

S vil også rådgives

Om Støjberg kommer for Rigsretten afhænger naturligvis af især Socialdemokratiet. Mandag aften sagde retsordfører Jeppe Bruus til Ritzau, at også Socialdemokratiet ønsker at lade en ekstern advokat rådgive Folketinget.

»Vi mener, at med den kritik, der ligger, at det rigtige er at få nogle eksterne, uafhængige og uvildige advokater til at rådgive Folketinget om, hvad det næste skridt skal være,« siger han.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, lagde mandag et opslag på Facebook, hvor han tager den tidligere minister og partiets nuværende næstformand i forsvar. Ellemann-Jensen har ikke selv læst delberetningen, men »har fået gengivet«, at kommissionen er nået frem til, »at Inger ikke på noget tidspunkt har givet en direkte ordre om at administrere i strid med lovgivningen«, skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Skellet mellem ’en direkte ordre’ og rapportens konklusion om, at Støjberg fastholdt sit ønske om en undtagelsesfri behandling af sagerne – selv om hun var blevet advaret om, at det ikke var lovligt – er også central for hovedpersonens egen udlægning af sagen. Mandag eftermiddag sagde Inger Støjberg til B.T., at hun hæfter sig ved, at »ingen vidner – ingen – har sagt, at jeg har givet en direkte ulovlig ordre«.

Hun tilføjer: »Om det er en frifindelse på alle punkter, det må andre vurdere.«

Serie

Rigsretssagen mod Inger Støjberg

For kun sjette gang i danmarkshistorien er der blevet nedsat en rigsret. Frem til december skal 13 højesteretsdommere og 13 dommere udpeget af Folketinget afhøre vidner og afgøre, om den forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg overtrådte ministeransvarlighedsloven, da unge asylpar blev adskilt på danske asylcentre tilbage i 2016.

Information var oprindeligt med til at afdække sagen. I denne serie har vi fulgt den såkaldte Instrukskommissions arbejde og dækker nu den danmarkshistoriske rigsretssag tæt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Det bliver en studehandel: Ingen minksag - ingen rigsret til Støyberg. Sådan ordner de såkaldte ' regeringsbærende' partier den sag. Vent og se.

Rune Stilling, Klaus Lundahl Engelholt og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

- Men der er jo kun forplumring og ingen kød på de ben længere i "minksagen" , såkaldt, og det tipper læsset imod rigsret for Inger S.

Alvin Jensen, Gitte Loeyche, Carsten Munk, Helle Walther og Anker Heegaard anbefalede denne kommentar
peter juhl petersen

Jeg frygter hvad S kan finde på !! Ganske vist har de været mede til at føre denne kommission,- som nu selv Berlingske Tidende og tilmed deres tabloidyngel BT mener må føre til en rigsretssag. Så kan det da vist ikke markeres tydeligere.
Håber nu bare ikke der går "Christiansborg i den" med div. krejleri,studehandler og lokumsaftaler og andet politisk plat og fifleri,og at S nu står fast på denne sag og ikke blander deres egen minksag ind i det.
Det ville være ikke bare ødelæggende for dem ,men også for sagligheden og demokratiet.
Desuden vil være let gennemskuelig og stemple dem som usle politiske krejlere og få politikerleden til at eskalere yderligere.
Kræv nu en rigsretssag uden slinger i valsen,-og hold jeres egen minksag helt udenfor. Den må i så stå på mål for når den tid kommer !

Niels Borre, Alvin Jensen, Lars Løfgren, Tino Rozzo, Werner Gass, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Reinholdt, Birgit Kraft, Egon Stich, Helle Walther, Karsten Nielsen, Jakob Sulsbrück Møller, Anker Heegaard, jens christian jacobsen, Jane Jensen, Hans Larsen, Søren Fosberg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Der skulle jo ikke være nogen grund til at blande minkene ind i sagen, da det dag for dag sandsynliggøres, at regeringen rent faktisk havde den hjemmel, som det også burde kunne forventes i en situation som den, vi befandt os i efter sundhedsmyndighedernes advarsel først i november.

Ulf Nielsen, Alvin Jensen, Werner Gass, Carsten Munk, Kurt Nielsen, Helle Walther, Benta Victoria Gunnlögsson og Anker Heegaard anbefalede denne kommentar

Mon ikke, at det at uvildige advokater skal rådgive Folketinget om de næste skridt, vil virke som en bestemt føring henover stavepladen, så Socialdemokraterne og selv Venstre stemmer for en rigsret.

Margit Johansen

Alarmklokkerne ringer for en politiseret embedsstand. Det der er brug for er en undersøgelse af embedsmændenes rolle i de to sager. Det er dybt betænkeligt, at vi alle skal bruge ressourcer på at folkene ikke passer på deres politikere. I årevis. Og gør de det ikke bare igen - i en evig vendetta - blodhævn.

Eva Schwanenflügel

I kommissionens rapport konkluderes det, at Støjberg ved gentagne lejligheder har givet "misvisende og urigtige oplysninger til Folketinget".

Dermed er det klokkeklart sagt at Støjberg har løjet, og at hun dermed har brudt ministeransvarsloven.

Ved at udpege nogle uvildige advokater til at understrege alvoren i sagen, og som Jan Jensen på vittig vis formulerer "vil virke som en bestemt føring henover stavepladen", laver partierne en bekvem bufferzone de kan henvise journalisterne til at imødese istedet for at besvare ubekvemme spørgsmål, og samtidig frikender de sig selv for ansvaret for en eventuel rigsretssag.

For det ville se højst mærkværdigt ud, hvis en minister kunne bryde ministeransvarsloven uden de konsekvenser, der er fastlagt i loven.

Dét har S og V heller ikke råd til.

Alvin Jensen, Werner Gass, Peter Mikkelsen, Jan Jensen og Helle Walther anbefalede denne kommentar

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om der ikke er én eller anden grad af proportionsforvridning i Støjberg-sagen. Det er klart, at hun har brudt loven, men de faktiske konsekvenser har jo været helt minimale. Politiken kalder det den største politiske skandale i nyere tid, hvilket vist siger mere om Politikens selvretfærdige hellighed.

De største politiske skandaler i nyere tid er:

1. Folkeskolereformen
2. Rundbarberingen af Skat
3. Irak-krigen
4. Salget af DONG

Jeg så gerne adskillige politikere såsom Corydon, Antorini, Helle-Thorning Schmidt, Anders Fogh Rasmussen, m.fl. for evigt udskammet over disse eklatante fejlskud, der har kostet samfundet et tocifret millardbeløb og masser af dårlig trivsel

Jeg finder at en rigsretssag vil være at skyde spurve med kanoner - set i forhold til at der ikke kunne opnåes enighed i FT. om en Irakkommision. Placering af ansvaret for en ulovlig krig, er i en helt anden skala end Støjberg - sagen, uanset hvor usympatisk man måtte finde denne.

Krister Meyersahm

Støjberg er folketingets pligt og ansvar – ikke advokaters.

Folketinget skal ikke løbe fra eget ansvar og gemme sig bag advokater i spørgsmålet om Støjbergs skæbne.

Det er folketingets absolutte pligt at gribe ind når et medlem har overtrådt sit mandat. Overholder et medlem ikke landets love er medlemmet ikke værdig, i Grundlovens mening, til at sidde i folketinget og skal ubetinget fratages sin valgbarhed, jvnf. § 33. Det er folketingets pligt at eksekvere dette.

Jeg opfordrer folketinget til at lukke sagen på værdig måde ved at benytte grundlovens regler om valgbarhed - rød og blå må stå sammen og bede Støjberg forlade tinget.