Nyhed
Læsetid: 5 min.

Slut med olie og gas fra Nordsøen i 2050: Ny historisk aftale kan skabe bevægelser i hele verden

Efter 48 års olie- og gaseventyr indgik et bredt politisk flertal torsdag aften en aftale om at stoppe de fossile aktiviteter i Nordsøen fra 2050. Det vil give stor genlyd ude i verden, lyder det fra klimaministeren. Det er i sandhed en historisk beslutning, som aftvinger respekt, mener Greenpeace
Siden 1972 har olie- og gasfesten i Danmark indbragt staten mere end 500 milliarder kroner. Over de senere år er indtjeningen dog faldet støt som følge af faldende oliepriser. De Økonomiske Vismænd har udtalt, at »Nordsøen ikke længere er særlig vigtig for vores økonomiske holdbarhed og de langsigtede perspektiver«.

Siden 1972 har olie- og gasfesten i Danmark indbragt staten mere end 500 milliarder kroner. Over de senere år er indtjeningen dog faldet støt som følge af faldende oliepriser. De Økonomiske Vismænd har udtalt, at »Nordsøen ikke længere er særlig vigtig for vores økonomiske holdbarhed og de langsigtede perspektiver«.

Claus Bonnerup

Indland
5. december 2020

Danmark siger nej til nye olietilladelser og lukker i 2050 helt for olie- og gasjagten i Nordsøen. Det fremgår af den aftale, som regeringen og et bredt udsnit af Folketinget indgik torsdag aften.

»Det er i sandhed historisk,« siger Helene Hagel, klimapolitisk leder hos Greenpeace. Hun kalder aftalen for »en af de mest definerende beslutninger for Danmarks fremtid og muligheden for at trække verden i en grønnere retning«.

»Det kan skabe kaskadebevægelser i hele verden og aftvinger stor respekt. For første gang siden klimaloven er vi oprigtigt stolte af regeringen og Folketingets evne til at løfte et internationalt ansvar i klimakampen,« siger Helene Hagel.

Aftalen kommer efter halvandet år, hvor regeringen har tøvet med at tage stilling til spørgsmålet om den ottende udbudsrunde i Nordsøen. Et ja ville have givet olieindustrien licens til at søge efter og siden pumpe mere olie og gas op af Nordsøen frem til 2056 – altså seks år efter, at Danmark senest skal være klimaneutral.

Det er Socialdemokratiet, De Radikale, Dansk Folkeparti, De Konservative, Venstre og SF, der står bag aftalen, som altså ikke kun aflyser ottende udbudsrunde, men helt forbyder fremtidige udbudsrunder og dermed ny olie- og gasjagt efter 2050. De samme seks partier aftalte i 2017 en milliardinvestering i Nordsøen.

Klimaminister Dan Jørgensen kaldte på et pressemøde sent torsdag aften aftalen for »historisk«.

»Vi bliver det første land i verden, der har en olieproduktion af betydning, som sætter en slutdato. Andre lande har sat slutdato, men de har haft ganske små produktioner. Vi er EU’s største olieproducent, og derfor vil det give genlyd ude i verden, at vi træffer den her beslutning,« sagde ministeren.

Med aftalen vil der fortsat kunne gives enkelte nye tilladelser frem mod 2050 til selskaber, der allerede er aktive i et naboområde. Men den samlede olie- og gasproduktion vil falde med ni til 15 procent frem mod 2050, viser regeringens beregninger.

Dermed går Danmark nu forrest i klimakampen, mener SF’s klimaordfører, Signe Munk. Selv om de fossile aktiviteter først lukkes om 30 år, kalder hun det »en stor beslutning, som ikke ret mange havde troet på for bare få år siden«.

»Vi viser, at fremtiden skal være grøn, og at Danmark er klar til at gå forrest og vise vejen for andre lande. Det er kæmpestort. Selvfølgelig ville SF gerne have skruet tempoet endnu mere op, men uanset hvad er den her aftale et historisk grønt fremskridt,« siger Signe Munk.

De Radikales klimaordfører, Ruben Kidde, kalder det »en stor dag for alle os, der tager klimaudfordringen seriøst«.

»Helt ærligt: Vi kunne da ikke forsvare over for vores børn og børnebørn, at Danmark også efter 2050 skulle hive store mængder sort olie op af undergrunden. Danmark skal være et grønt foregangsland, som hele verden kan finde inspiration i.«

Stærk symbolværdi

Regeringen har været under stort pres fra støttepartier og grønne organisationer for at droppe udbudsrunden. I januar meddelte Dan Jørgensen, at man ville udskyde beslutningen på ubestemt tid, fordi man ifølge ministeren manglede viden på området. Siden har tre af de i alt fire olieselskaber trukket sig fra ansøgningsprocessen.

Den nye aftale er i tråd med en analyse fra regeringens uafhængige ekspertorgan, Klimarådet, der i sommer anbefalede at droppe al ny jagt på olie og gas i Nordsøen. Det ville ifølge rådsformanden, professor Peter Møllgaard, »sende et stærkt klimapolitisk signal internationalt«.

»Det vigtigste argument er, at et stop for ny efterforskning i Nordsøen kan styrke troværdigheden om vores ambitiøse danske klimapolitik,« sagde han til Information.

Samme argument brugte Dan Jørgensen under et pressemøde torsdag aften: »Vi vil blive et foregangsland, der vil blive lagt mærke til ude i verden,« sagde han.

Størstedelen af de fossile ressourcer fra Nordsøen eksporteres til udlandet og tæller derfor ikke direkte med i det danske klimaregnskab. Energistyrelsen har tidligere skønnet, at en aflysning af ottende udbudsrunde kan mindske CO2-udledningerne med 0,45 millioner ton CO2 i 2030.

Det svarer til en CO2-besparelse på 24 procent i forhold til den nuværende produktions direkte udledninger på 1,9 millioner ton CO2 pr. år. Dertil kommer dog de langt større udledninger ved den efterfølgende afbrænding af olie og gas, som man også undgår ved et nej til ny oliejagt.

Men CO2-mæssigt vil det at lukke Danmarks olieproduktion fra 2050 ikke direkte mindske klodens udledninger voldsomt, vurderer Sebastian Mernild, der er professor i klimaforandringer, prorektor på Syddansk Universitet og hovedforfatter til den næste store klimarapport fra FN.

Alligevel er beslutningen »det eneste rigtige at gøre«, siger han.

»Det vigtige er symbolikken i det her. Når vi som land går den her vej, kan vi være et eksempel for andre lande og vise, at det godt kan lade sig gøre at forlade olie og fokusere på vedvarende energi,« siger han.

Helene Hagel fra Greenpeace er enig. Ifølge hende kan man ikke undervurdere vigtigheden af, at Danmark som relativt stort olieproducerende land nu anerkender behovet for at begrænse verdens olie- og gasproduktion.

»Det giver os en helt anden troværdighed på den internationale scene. En troværdighed, som det havde været umuligt at have, hvis vi havde tilladt ny oliejagt. Indtil nu har vi ikke kunnet være bekendt at kræve, at Saudi-Arabien, USA og Iran begrænser produktionen, men den her aftale åbner helt nye døre til en fossilfri verden,« siger hun.

Faldende oliepriser

Siden 1972 har olie- og gasfesten i Danmark indbragt staten mere end 500 milliarder kroner. Over de senere år er indtjeningen dog faldet støt som følge af faldende oliepriser. De Økonomiske Vismænd har udtalt, at »Nordsøen ikke længere er særlig vigtig for vores økonomiske holdbarhed og de langsigtede perspektiver«.

Ikke desto mindre kommer den nye aftale med en pris. Finansministeriet vurderer, at statskassen som følge af beslutningen vil gå glip af omkring 13 milliarder kroner. Men omvendt har Danmark nu 30 år til at omstille sig til nye grønne muligheder, der kan skabe andre indtægter for staten, påpeger Sebastian Mernild.

Et centralt element, som ifølge Informations oplysninger har været afgørende for flere partiers opbakning, handler om opfangning og lagring af CO2 – også kaldet CCS-teknologi. Det er ifølge regeringens årlige klimaprogram et centralt værktøj i Danmarks grønne omstilling.

Af aftalen fremgår det, at flere tomme gas- og oliefelter i Nordsøens undergrund på sigt vil kunne udnyttes som CO2-depoter. Partierne ønsker derfor at igangsætte et forskningsarbejde for senere at kunne pumpe CO2 ned i hullerne og dermed udnytte boreriggene til noget grønt.

På den måde vil partierne også sikre arbejdspladser til en stor del af de 4.000 personer, der risikerer at miste deres job i olie- og gasindustrien.

»Med den her aftale sikrer vi stabile vilkår for olie- og gasbranchen, som holder hånden under beskæftigelse og investeringer i årene frem mod 2050,« udtalte Dan Jørgensen torsdag.

Den politiske aftale kommer kort efter, at FN’s Miljøprogram, UNEP, i alarmerende vendinger advarede om, at verdens lande lige nu har planer om at producere dobbelt så mange fossile brændsler, end hvad der er i overensstemmelse med Parisaftalens 1,5-gradersmål.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Houmøller

Er Enhedslisten ikke med i aftalen?

@Hans: Jeg undrede mig også, men forklaringen var som altid ligetil, fornuftig og selvfølgelig, når det gælder Enhedslisten. De skriver:

"Enhedslisten har stemt imod nye udbudsrunder i Nordsøen i over to årtier. Ved den oprindelige aftale om den 8. udbudsrunde var det kun Enhedslisten og Alternativet, som stemte imod. Derfor er Enhedslisten heller ikke en del af dagens aftale."

(https://enhedslisten.dk/2020/12/03/stop-for-ny-oliejagt-i-nordsoeen-er-e...)

Så de går selvfølgelig fuldt ind for aftalen.

Kurt Nielsen, Poul Reynolds, Arne Lund, John Scheibelein, Steen K Petersen, Ervin Lazar, Thomas Tanghus, Ole Svendsen, Troels Ken Pedersen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

30 år er ingenting, så mon ikke der er en nødbremse?

“Genlyd I hele verden”??? Klima eller ej, som jeg forstår det vil der ikke være flere penge at hente Nordsøen om 30 år: Gas – olie eller ej. Det er et gøre en dyd af sund business beslutning.
https://edition.cnn.com/2020/12/01/business/exxon-oil-gas-writedown/inde...

jens christian jacobsen, Arne Lund, Karoline H Larsen og Niels Jacobs anbefalede denne kommentar

Hvornår starter det mest perspektivrige, CCS?
Er der da ikke noget konkret om det, eller er det Inf. som hellig synes, at det er lapperi af fortidens SYNDER, altså pinligt eller ligegyldigt?

Det er da lidt af en gratis omgang. Som jeg forstod det var der kun et selskab tilbage, der ville byde i runden efter, at Total trak sig i oktober.

https://www.berlingske.dk/business/danmarks-oliekaempe-gad-ikke-vente-la...

At dømme efter udmeldingerne hidtil i særdeleshed Socialdemokraterne, så tror jeg ikke den beslutning var blevet truffet, hvis der stadigvæk havde været nok seriøse bydere tilbage.

Søren Fosberg, Torben Lindegaard, Poul Reynolds, Arne Lund og Ole Svendsen anbefalede denne kommentar

Uha. Allerede i 2050. Herefter må vi jo så købe olien hos saudierne eller måske russerne.

Siden Paris aftalen er indgået i 2015 er produktionen af olie, gas og kul i verden bare steget og steget med 2% om året. Uden udsigt til forbedring. Inden 2030 vil produktionen være fordoblet frem for halveret. Der bygges for øjeblikket tusindevis af nye kulfyrede kraftværker verden over, da alle vil have energi i form af elektricitet og kul er billig og let tilgængelig. Flytrafikken står til at blive fordoblet fra 4.400.000.000 flypassagerere i 2018 til 8.800.000.000 i 2035. Alene i Danmark står bilparken til at blive øget med 500.000 fossil biler frem til 2030 (foruden de politisk vedtagne elbiler). På verdens plan taler vi om mange 100 millioner yderligere fossil drevne køretøjer de kommende årtier. Internettet sviner allerede nu mere end verdens samlede flytraffik og det bliver kun være da dataforbruget bare eksploderer og eksploderer. Hver dag kommer der ca. 432.000 yderligere forbrugere til med en købekraft, der svare ca. til din og min. De vil have køb og mejeri produkter på bordet.

Men altså den danske olieproduktion slutter i 2050 som en lille lysende stjerne på himlen. Så der er vel grund til klima optimisme. Eller hva.

Erik Karlsen, Peter Beck-Lauritzen, Poul Reynolds, gregers hoff, Ole Svendsen og Knud Evald Wernberg-Møller anbefalede denne kommentar

STOP bygning af en ny motorvej op gennem jylland. Der er allerede en. Brug pengene på at udvikle et super cykelsti system i hele Danmark i stedet. Med ordentlige sikre cykelstier væk fra vejnettet vil mange flere vælge cyklen som det daglige transport middel frem for en fossil bil. Giv tilskud til el cykler. Med en el cykel er det ikke noget problem at cykle 25 kilometer til arbejde. En el cykel kan nemt erstatte bil nummer to for de fleste.

Men der mangler sikre cykelstier til formålet.

Søren Fosberg, Torben Lindegaard, jens christian jacobsen, Flemming Berger, Peter Beck-Lauritzen, Poul Reynolds, Carsten Munk, Karoline H Larsen, John Scheibelein, Hans Houmøller, gregers hoff, Niels Jacobs, Steen K Petersen, Jan Fritsbøger og Ole Svendsen anbefalede denne kommentar
Knud Evald Wernberg-Møller

Så sidder vi igen med fingeren strittende i vejret som klassens duks. Har I set mig? Og så er det ren symbolpolitik. Aktionen har ingen - som i ingen - indvirkning på CO2 udledningen i en verden med stigende behov for energi.

Arne Lund, Kim Øverup, Jan Fritsbøger og Peder Bahne anbefalede denne kommentar

Det er klart et skridt i den rigtige retning at aflyse 8 udbudsrunde og forbyde udvinding efter 2050.
Regeringen mangler dog at gennemføre en afgørende beslutning, som vil batte noget. Både ifølge Klimarådet og Dansk Industri.

Indfør en langt højere CO2 afgift, der mere en noget andet kan hjælpe regeringen med at nå målet om 70 % reduktion i 2030. Det vil også hjælpe virksomhederne i den grønne omstilling fordi det så bedst kan betale sig at være grøn. Det vil samtidig kunne bruges i markedsføring af danske produkter. Endelig vil det inspirere danske virksomheder til at finde nye innovative løsninger som kan blive et eksport eventyr og skabe danske arbejdspladser.

Den fodslæbende holdning regeringen har vist, siden det meget ambitiøse grønne regeringsgrundlag, er simpelthen alt, alt for slapt.

Kære Soc. Dem. kom nu ind i kampen og tag ansvar ved at vælge de løsninger, som vi véd virker.

Men at lukke ned for den danske olieproduktion er grundlæggende den rigtige beslutning. Ligesom nedlukningen af minkavl også er det. Det er den vej verden skal, hvis ikke vi vil stå med en trist og ødelagt verden, som vi kendte den (skriver kendte den, da meget store skader allerede er sket med såvel klima, som biodiversitet) om få årtier.

Og nogen skal vise vejen. Danmark har været kendt i verden som et anstændigt land før i tiden før Irak krigen og forsøg på ødelæggelse af vores velfærdstat gennem det destruktive Venstre de seneste 20 år. Den status som et anstændigt land vil jeg gerne have genoprettet. Og her kan nedlukningen af olieproduktionen være et vigtigt skridt på vejen frem. Penge er ikke alt. Langt fra. Men når det skal være, så vil der uden tvivl være mange penge at tjene på et grønt bæredygtigt og anstændigt land fremadrettet. Fremtidens arbejdspladser ligger ikke i fossil- og konventionel landbrugs branchen. De ligger i den bæredygtige klimavenlige brancher.

Så land os gå igen. Land os blive stolte af vores land igen efter 20 års borgerlige blå ødelæggelser.

Søren Fosberg, Ole Svendsen, jens christian jacobsen, Poul Reynolds, gregers hoff, Lars Løfgren og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar

Så land os gå IGANG :-) OBS!

Hvis det her nationale flagellanteri breder sig, vil de næste generationer se olie- og gaspriserne eksplodere hæmningsløst. Den her øvelse svarer til at ulovliggøre cannabis. Så falder forbruget nok.

Siden begyndelsen i 1972 har staten tjent 572 milliarder kr. på olie produktionen i Nordsøen. Det er mindre end den norske oliefond tjener alene på renter ÅRLIGT. Den norske oliefond er i dag en af verdens absolut største med en formue på den anden side af 10.000 milliarder kr.. Her vælter pengene, bogstaveligt, bare ind helt af sig selv.

Den årlige renteindtægt fra den norske oliefond nærmer sig et statsbudget som Danmarks.

Danmark stemte sig ind i EU på grund af penge. Norge stemte nej til EU på grund af penge.

Jan Fritsbøger

Peder Bahne, måske verden skulle skrue mærkbart ned for energibehovet, og tænke på vigtigere ting end penge inden beslutningerne tages,
og olie/gaspriser som går amok vil jo gøre vedvarende energi til den klart billigste løsning, fossil-energi bør helt udfases så hurtigt som muligt, og alle tiltag som kan fremme den proces er en god ide,
og så er der overhovedet ikke brug for generel økonomisk vækst, men der er virkelig brug for at reducere uligheden voldsomt,
og det er jo væksten som både driver den øgede ulighed og ødelægger natur og klima så det bedste vi kan gøre at stoppe al vækst for alle mennesker som har et for højt forbrug, deres forbrug skal sættes ned ikke øges.
grådighed er altødelæggende stupidt og er i virkeligheden jordens mest skadelige psykiske sygdom, og den eneste psykiske lidelse som er smitsom, den er hovedårsagen til at homo-sapiens er klodens eneste ægte skadedyr.

Ole Svendsen, Jørgen Kærbro Jensen, Peder Bahne og gregers hoff anbefalede denne kommentar

Problemerne i overgangen til den vedvarende energi er, at den ikke er vedvarende. Det bliver nødvendigt med en sikker kontinuerlig backup forsyning af energi, når vinden ikke blæser i de mørke timer. Det bliver højst sandsynligt naturgas i en længere periode, og det vil skabe nye afhængighedsforhold over for lande med fortsat udvinding.

Det er lettere at ignorere dette forhold, så længe vi ikke kan forestille os, hvad energiknaphed vil medføre i vores allesammens hverdag.

Jens Voldby Crumlin

Det er positivt at der endelig kommer en slutdato for den fossile udvinding. Men det er vigtigt at der også stilles klare krav til selskaberne i nordsøen om at reducere den alt for høje co2 udledning ved den eksisterende produktion og de nye boringer der fortsætter under de allerede givne licenser. Aftalen sikrer en analyse af potentialet ved elektrificering af produktionen. Det er afgørende at der kommer krav om væsentlige reduktioner af co2 udledningen så produktionen kommer op i den bedste ende internationalt sådan som branchen fejlagtigt forsøgte at bilde politikerne ind de allerede var i deres kampagne tidligere på året. Som Energiwatch har dokumenteret er udledningen en stor belastning på Danmarks co2 budget:
https://energiwatch.dk/Energinyt/Olie___...
Desuden skal der sættes fokus på forsvarligheden i at pumpe co2 tilbage i undergrunden , hvad er risikoen for lækager og hvordan er hele energiregnskabet i processen.

Fint nok - hvis vi så bare kan slippe for at høre på Dan Jørgensens ulidelige pral om hvor grønt alting er her i landet. Han vil malke afbuddet til det yderste, alverdens statsledere og miljøministre vil komme valfartende - masser af foto-opportunities for bet' Dan.
(SF vil naturligvis også tage en stor del af æren for aftalen og Pia Olsen Dyht vil igen og igen fortælle hvor grønne hendes socialdemokratiske filial er)
Men husk lige at fortælle de mange gæster, Dan, at det her handler om at gøre en dyd ud af nødvendighed. Der er ikke ret meget olie tilbage, og det kan dårligt svare sig at hive den op, hvilket kun ét selskab ud af 8-8 stykker syntes. Så længere rækker begivenheden og Dan Jørgensens heltemod ikke. og husk også lige at fortælle, at det tog regeringen knap halvandet år, at nå frem til denne beslutning.

Søren Fosberg, jens christian jacobsen, Flemming Berger og Poul Reynolds anbefalede denne kommentar

Det er lige meldt ud, at det bliver dyrere at køre med fossile køretøjer allerede fra det nye år. Det sker ved højere ejerafgifter på fossilbiler, højere registreringsafgift på nye fossile biler, samt en afgift på kørsel med lastbiler fra 2025. Ca. 2.000.000 tons CO2 forventes udspillet at spare klimaet for. Blå blok er naturligvis ikke med. Andet kan man jo ikke forvente. Fra den kant kommer der kun kritik. Trættende ørkesløs og ukonstruktiv kritik. Ikke så meget som et lille ord om hvad blå blok har tænkt sig at gøre for at nedsætte CO2 udslippet i Danmark.

Igen skal vi være glade for det er rød blok ført an af Socialdemokratiet, som danner regering i Danmark. Ellers ville det se kul sort ud med klimaforandringerne og vores børns og børnebørns fremtid og ve og vel.

jens christian jacobsen og Mikael Benzon anbefalede denne kommentar

175 kr. mere halvårlig i ejerafgift fra 2025 skal det koste, at køre diesel- eller bezinbil. Det er der vist ingen, som skal gå fra hus og hjem over. Heller ikke på landet som Dansk Folkeparti ellers bræger en koncert over.

Som CO2-fangst (CCS) fungerer nu til dags, vil metoden kun fungere, så længe der findes CO2-udledende kraftværker og industrier. Men fortidens CO2-udedningssynder kan metoden ikke rette op på.