Tesfaye har med nyt lovforslag fået det religiøse Danmark på nakken

En lang række religiøse samfund i Danmark har vendt sig mod udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes (S) nye forslag om at forbyde enhver at modtage »donationer fra visse fysiske og juridiske personer«.

En lang række religiøse samfund har indsendt høringssvar: Det drejer sig om Den Katolske Kirke, Det Jødiske Samfund, Luthersk Mission, Danske Kirkers Råd, Frikirkenet, Baptistkirken, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Metodistkirken, Dansk Islamisk Trossamfund, Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse, Københavns Bibeltræningscenter samt Harreskovens Blótgilde. Lovforslaget får også kritik fra Den Danske Dommerforening, Institut for Menneskerettigheder og Advokatrådet.

De ikkemuslimske religiøse samfund vender sig mod, at de nu bliver pålagt ekstra byrder i forbindelse med at skulle være meget mere opmærksomme på, hvorfra de får støtte fra udlandet.

Således skriver den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, at lovforslaget er endnu et eksempel på, at ængstelse for et enkelt trossamfund – muslimer – afføder lovforslag, der rammer andre trossamfund, som ikke giver anledning til bekymring for det danske samfund, men som ofte i væsentlig grad får gjort livet vanskeligt af disse tiltag.

Lovforslaget er en opfølgning på en politisk aftale, som fulgte i kølvandet på TV 2-dokumentarserien Moskeer bag sløret, der blev sendt i foråret 2016.

Med forslaget vil det blive forbudt for enhver – og dermed også for religiøse samfund – at modtage donationer og støtte fra for eksempel udenlandske statslige myndigheder, statsligt styrede organisationer og virksomheder, der har det til fælles, at de modarbejder eller underminerer demokrati og de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.

Efter indstilling fra Udlændingestyrelsen skal ministeren lave en offentlig tilgængelig liste over sådanne udemokratiske donorer, som det så bliver strafbart at modtage støtte fra. Udenrigsministeriet har dog vetoret, hvis det kan skade Danmarks udenrigspolitiske interesser.

Men selv om hensigten altså klart er at imødegå udenlandsk finansiering af radikal islamisme, er lovforslaget formuleret sådan, at det ikke bare retter sig mod alle eksisterende religiøse samfund. Det retter sig også mod enhver form for støtte fra udenlandske donorer, som kan betegnes som udemokratiske og skadende for menneskerettighederne, og uanset om støtten går til for eksempel sundhedsinitiativer, undervisning eller fritidsaktiviteter.

Som det gang på gang nøje anføres i lovbemærkningerne og i de svar, ministeren har sendt til Folketinget, så kan alle blive optaget på forbudslisten, uanset hvilken religiøs eller politisk overbevisning den pågældende person måtte have. Der vil være klageadgang til Ombudsmanden og selvfølgelig også til domstolene for dem, der bliver sat på forbudslisten.

En marionet i udenlandske reb?

Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse, der samler 29 moskeer i Danmark under sig – og som siden 1980’erne har modtaget imamer udsendt og aflønnet fra Tyrkiet – protesterer mod, at selv om stiftelsen har fungeret i Danmark i mere end 50 år, så ses det muslimske samfund stadig som en marionet, »hvis reb kontrolleres udefra«.

Advokatrådet og Dommerforeningen peger på, at lovforslaget ikke lægger op til forudgående partshøring af personer, som kommer på listen. Det er i strid med forvaltningslovens pligt til partshøring forud for især negative afgørelser.

Dertil kommer, at hvis der skal føres en straffesag mod en, der har modtaget en donation fra en på forbudslisten, så skal det at blive optaget på ministerens forbudsliste ske på et så oplyst grundlag som muligt. Også det taler for at gennemføre partshøring, mener Dommerforeningen.

Men hertil er ministeriets kommentar, at man har fundet det nødvendigt at fravige forvaltningsloven, for at lovforslaget kan blive tilstrækkeligt effektivt. For hvis en donor via partshøring bliver bekendt med, at vedkommende snart bliver sat på forbudslisten, vil det sikkert fremskynde donationen, anfører ministeriet.

Svær bevisvurdering

Dommerforeningen peger også på, at det kan blive vanskeligt at føre bevis, da donorerne efter meget at dømme vil befinde sig i udlandet. Her medgiver ministeriet, at håndhævelsen af det foreslåede forbud kan »være forbundet med en række udfordringer i forhold til blandt andet at sikre bevisgrundlaget i de enkelte sager«, som det formuleres i ministeriets høringsnotat.

Endelig finder Institut for Menneskerettigheder det »bekymrende«, at anvendelsesområdet er beskrevet på »en generel og uklar måde« – altså at det ifølge instituttet er uklart, hvem lovforslaget egentlig vil omfatte.

Svaret fra ministeriet er måske overraskende, men kort fortalt går det ud på, at lovforslaget med vilje er formuleret upræcist, så det kan ramme bredt.

Ministeriet har nemlig »taget hensyn til, at loven ikke får et for statisk anvendelsesområde«, der kan begrænse udlændingemyndighederne og domstolenes mulighed for at kunne foretage »en konkret vurdering i det enkelte tilfælde«. Med andre ord – der skal åbnes for, at forslaget om en forbudsliste kan administreres så fleksibelt som muligt. 

Begrænset viden om donationer

Professor mso i religionssociologi ved Aarhus Universitet Lene Kühle har stået bag flere undersøgelser af moskeer i Danmark. Ifølge hende findes der så godt som ingen forskning om, hvem der fra udlandet støtter moskeer i Europa. Det har været fremme i medierne, at nogle få moskeer, for eksempel stormoskeen ved Rovsinggade og Taibamoskeen i København samt Aishamoskeen på Grimhøjvej i Aarhus har modtaget penge fra blandt andre emiren i Qatar, den saudiarabiske ambassade og kuwaitiske Revival of Islamic Heritage Society.

Også Lene Kühle peger på, at lovforslaget flere steder er »løst og fluffy« formuleret. Hun forudser, at det kan blive svært at bevise, at en konkret donor i udlandet har til hensigt at underminere friheds- og menneskerettighederne og det demokratiske danskesamfund.

»Så lovforslaget handler meget om at sende et signal. Man vil ikke have, at udenlandske interesser blander sig i det muslimske miljø i Danmark,« siger Lene Kühle og fortsætter:

»Men hvem har lyst til, at Saudi-Arabien eller andre af golfstater skal styre moskeer i Danmark? Det er ikke en populær sag, så trods sin uklarhed og de løse formuleringer er lovforslaget udformet, så det er svært at være imod.«

At lande betaler for kirker i udlandet er ikke ukendt. Også Danmark støtter årligt kirkebetjening af danskere i udlandet, heriblandt i Sydslesvig og i sømandskirker rundt om i havnebyer. Den årlige udgift er på godt 25 millioner kroner, oplyser Kirkeministeriet.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye siger til Information, at han godt forstår, at mange religiøse samfund er blevet bekymrede over lovforslaget.

»Til de bekymrede vil jeg sige, at hvis man er en helt almindelig forening uden forbindelse med antidemokratiske kræfter, så er der ingen grund til bekymring. Det er første gang, at vi prøver at tage lovgivningsmæssige skridt i den her retning, og jeg har tilkendegivet over for Folketinget, at jeg kort efter vedtagelsen vil samle partierne til en tæt opfølgning. Der er en risiko for, at loven ikke sidder lige i skabet, så hvis der viser sig et behov for at stramme lidt op eller slække, så gør vi det.«

Ifølge Mattias Tesfaye er det korrekt, at der ikke findes nogen solid forskning om de udenlandske donationer. Derfor foregår der lignende diskussioner i flere vesteuropæiske lande lige nu. 

»Vi er i begyndelsen af en lang rejse, der handler om, hvad der sker, når østen møder vesten, og islam etablerer sig som mindretalsreligion i et vestligt land. Så vi kan ikke bare læne os tilbage, mens vi ser store bevillinger fra antidemokratiske kræfter tilflyde foreninger og andre her i Danmark. Det er helt uholdbart,« siger Tesfaye.