Analyse
Læsetid: 8 min.

Topembedsmænd, der bakkede op om Støjberg, er alvorligt belastede af kommissionsberetning

En afdelingschef, der nu er fritaget for tjeneste, og Inger Støjbergs forhenværende departementschef får en hård medfart af Instrukskommissionen, der sår alvorlig tvivl om begge topembedsfolks troværdighed
Efter Instrukskommissionens delberetning mandag har fokus været på Inger Støjberg, men kommissionen retter også hård kritik af embedsværket. Ikke mindst to topembedsmænd fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, der har bakket op om Inger Støjbergs forklaring.

Efter Instrukskommissionens delberetning mandag har fokus været på Inger Støjberg, men kommissionen retter også hård kritik af embedsværket. Ikke mindst to topembedsmænd fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, der har bakket op om Inger Støjbergs forklaring.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
16. december 2020

Da Instrukskommissionen mandag afgav en delberetning, samlede interessen sig naturligt om sagens hovedperson, forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Men også dele af embedsværket bliver alvorligt belastet af beretningen.

Det gælder i høj grad to topembedsmænd fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, der begge kan siges at have bakket op om Inger Støjbergs forklaring: afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen og den nu forhenværende departementschef i ministeriet, Uffe Toudal Pedersen.

Ifølge Informations oplysninger er Line Skytte Mørk Hansen den embedsmand, som nuværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) omtalte i en pressemeddelelse mandag. Uden at sætte navn på oplyste han her, at en afdelingschef i ministeriet på baggrund af delberetningen »fritages for tjeneste indtil videre«.

Og beretningen er bestemt også inkriminerende for afdelingschefen, der spiller en afgørende rolle i sagen som formidler mellem Udlændinge- og Integrationsministeriet og Udlændingestyrelsen, der skulle stå for at effektuere den adskillelse af asylpar, som Inger Støjberg ønskede sig – og som ifølge kommissionen er »klart ulovlig«.

Heftig diskussion i ministeriet

Onsdag den 10. februar 2016 først på eftermiddagen udsendte Udlændinge- og Integrationsministeriet en pressemeddelelse om adskillelsen af asylpar. Forinden havde der ad flere omgange været heftig diskussion i ministeriet om ordlyden i pressemeddelelsen.

Flere embedsmænd havde forsøgt at få skrevet undtagelser ind i teksten, sådan at det fremgik, at ikke alle asylpar nødvendigvis skulle adskilles, hvis den ene part var over 18 år. For en sådan praksis ville være ulovlig. Det havde embedsmændene fået Justitsministeriets bekræftelse af.

Men Inger Støjberg og hendes særlige rådgiver, Mark Thorsen, tillod ingen forbehold i teksten. Ifølge deres egen forklaring, fordi der var tale om politisk kommunikation, som skulle sende et klart budskab.

Resultatet blev, at pressemeddelelsen foreskrev en undtagelsesfri adskillelse af asylparrene. Denne pressemeddelelse, der altså var renset for forbehold, mailede ministeriet kl. 14.11 til Udlændingestyrelsen. Og kl. 14.25 mailede afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen den direkte til styrelsens vicedirektør, Lene Vejrum.

Umiddelbart efter ringede afdelingschefen i ministeriet op til vicedirektøren i styrelsen og drøftede den praksisændring, som styrelsen nu skulle gennemføre. Noget kunne tyde på, at de to chefer også drøftede praksisændringen i en opfølgende telefonsamtale kort efter, men det er usikkert.

Sikkert er det til gengæld, at indholdet af deres telefoniske drøftelse er et af de centrale omdrejningspunkter i sagen.

Støttede Støjberg

Der er vidt forskellige udlægninger af, hvad Line Skytte Mørk Hansen sagde i telefonen til Lene Vejrum.

Selv har afdelingschefen forklaret over for kommissionen, at hun sagde, at styrelsen ikke bare skulle følge den pressemeddelelse, som hun lige havde sendt til Lene Vejrum. I pressemeddelelsen havde ministeren fjernet omtalen af undtagelser, men det betød ikke, at der ikke i virkeligheden skulle gøres undtagelser, hævdede Line Skytte Mørk Hansen at have sagt.

Afdelingschefen forklarede også, at hun læste op af det meget omtalte notat, som Inger Støjberg i høj grad har lagt sin forklaring an på. Notatet åbnede for i visse tilfælde at gøre undtagelser til reglen om at adskille asylparrene.

Dermed støttede Line Skytte Mørk Hansen Inger Støjbergs forklaring. En forklaring, der kort sagt går ud på, at den daværende udlændinge- og integrationsminister med sin godkendelse af notatet havde accepteret, at der blev gjort undtagelser. Og at dette notat spillede en helt central rolle i sagen.

I sin beretning har Instrukskommissionen imidlertid valgt at tilsidesætte Inger Støjbergs forklaring om dette notats centrale betydning. For ifølge kommissionen mistede notatet »utvivlsomt sin betydning som følge af Inger Støjbergs efterfølgende meget klare tilkendegivelser – både eksternt og internt i departementet – om, at hun ville have en undtagelsesfri ordning«.

Mails fortæller anden historie

Lene Vejrum udlægger telefonsamtalen eller de to telefonsamtaler fundamentalt anderledes end Line Skytte Mørk Hansen. Ifølge hende var beskeden fra Line Skytte Mørk Hansen, at Udlændingestyrelsen skulle administrere i overensstemmelse med den undtagelsesfri pressemeddelelse. Hun har afvist, at afdelingschefen skulle have oplyst, der kunne gøres undtagelser til reglen om at adskille parrene. Og hun har afvist, at afdelingschefen skulle have læst op af notatet.

De to højtstående embedsmænd er altså kommet med direkte modsatrettede forklaringer om telefonsamtalen. Og hvem der så har ret, har kommissionen måttet afgøre på baggrund af »en stor mængde oplysninger, der kan tjene til at afdække samtalernes indhold«, som der står i beretningen.

I sin bedømmelse lægger kommissionen blandt andet vægt på, at flere embedsmænd i Udlændingestyrelsen har sagt, at Lene Vejrum har forklaret det samme til dem om sin telefoniske drøftelse med Line Skytte Mørk Hansen som til kommissionen. Den lægger også vægt på, at »Line Skytte Mørk Hansens forklaring om samtalens eller samtalernes indhold er svært forenelig med de mails, som Line Skytte Mørk Hansen selv var afsender eller modtager af blandt andet den 10. februar 2016«.

Line Skytte Mørk Hansen både afsendte og modtog nemlig flere mails, der ikke synes at indikere, at Udlændingestyrelsen havde modtaget en besked om at gøre undtagelser til reglen om at adskille asylparrene. Men som snarere indikerer, at styrelsen havde fået besked på, at samtlige par skulle adskilles.

Desuden lægger kommissionen vægt på, at Udlændingestyrelsen over for både Folketinget og Ombudsmanden har forklaret, at Line Skytte Mørk Hansen bad styrelsen administrere i overensstemmelse med pressemeddelelsen. Og det har Line Skytte Mørk Hansen aldrig protesteret imod, selv om hun altså senere har forklaret, at hun sagde det modsatte til Lene Vejrum. En forsømmelse, hun over for kommissionen har forklaret med, at hun ikke mente, det gav mening at korrigere oplysningerne fra styrelsen, fordi »løbet var kørt«.

Forkaster forklaring

Kommissionen konstaterer, at der »ikke i sagen foreligger et eneste begivenhedsnært dokument, der støtter Line Skytte Mørk Hansens forklaring om, at samtalerne havde et andet indhold end det, som Lene Vejrum har forklaret om«. Og alt i alt mener kommissionen »med en meget høj grad af sikkerhed« at kunne tilsidesætte afdelingschefens forklaring om den telefoniske drøftelse med Udlændingestyrelsens vicedirektør.

Kommissionen når med andre ord frem til, at Line Skytte Mørk Hansen har afgivet en usand forklaring. Og den når frem til, at hun medvirkede til at give en instruks til Udlændingestyrelsen, som den beskriver som »klart ulovlig«, fordi den foreskrev en undtagelsesfri adskillelse af asylparrene.

Ikke overraskende har Line Skytte Mørk Hansens bisidder, advokat Thomas Ryhl, i en udtalelse til kommissionen protesteret imod denne udlægning af dialogen mellem afdelingschefen og vicedirektøren.

Han mener blandt andet, der kan være tegn på, at der er blevet konstrueret en »grundfortælling« blandt de embedsmænd fra styrelsen og ministeriet, som har bakket op om Lene Vejrums udlægning. Og han peger på, at Line Skytte Mørk Hansen ikke blev inddraget i de besvarelser til Ombudsmanden og Folketinget, der gengiver Lene Vejrums udlægning.

Indvendingerne har imidlertid ikke fået kommissionen til at ændre sine vurderinger, og i stedet nøjes den med at indsætte en note om, at advokaten har givet »udtryk for vurderinger af sagens faktiske omstændigheder, som er helt forskellige fra kommissionens vurderinger«.

En hård medfart

Ligesom Line Skytte Mørk Hansen får Uffe Toudal Pedersen en hård medfart af Instrukskommissionen. Han er i dag pensioneret, men var departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet fra 2015 til 2018, altså under langt det meste af det tidsforløb, som kommissionen har undersøgt.

Det var Uffe Toudal Pedersen, der på et møde med Inger Støjberg og hendes særlige rådgiver, Mark Thorsen, den 10. februar 2016 endte med at godkende, at ministeren udsendte en pressemeddelelse, som var undtagelsesfri – og som altså lagde op til den ulovlige praksis. Det gjorde han, selv om han på linje med andre i departementet var klar over, at en undtagelsesfri adskillelse af samtlige unge asylpar ville være ulovlig.

Under afhøringerne i kommissionen forklarede han sin godkendelse af pressemeddelelsen med, at han skulle få »maskinen« til at fungere. Ministeriet kunne ikke holde til, at embedsmændene og ministeren sad i hvert deres ringhjørne og skændtes, som han sagde.

Samtidig understregede han dog ifølge sin forklaring, at han også havde indskærpet over for Inger Støjberg, at der ville blive administreret på en anden måde end den, pressemeddelelsen lagde op til. Og at Inger Støjberg havde tilkendegivet, at hun havde registreret beskeden fra ham – hvilket synes at bakke op om den daværende ministers forklaring om, at hun havde accepteret en praksis, hvor der blev gjort undtagelser fra reglen om at adskille asylparrene.

Departementschefens troværdighed

Men netop Uffe Toudals Pedersens forklaring om, hvad han sagde til Inger Støjberg om praksis for adskillelserne, sætter Instrukskommissionen et stort spørgsmålstegn ved. Kommissionen lægger til grund, at departementschefens bemærkning måtte forstås som »en generel tilkendegivelse« af, at danske myndigheder skal overholde loven. Og som der står i beretningen:

»Kommissionen finder det ikke sandsynligt, at bemærkningerne har haft en karakter, hvorefter Inger Støjberg som følge af bemærkningerne kan have fået den opfattelse, at myndighederne konkret – uanset hvilken instruks de modtog – ville afvige instruksen om adskillelse af asylpar i det omfang, der ikke lovligt kunne administreres efter denne.«

Med andre ord vurderer kommissionen altså ikke, at Uffe Toudal Pedersen gjorde det klart for Inger Støjberg, at der ikke ville blive administreret efter pressemeddelelsen.

Baggrunden for denne vurdering er blandt andet, at kommissionen generelt beskriver den forhenværende departementschefs troværdighed som begrænset. Med kommissionens ord har han haft »en noget svag erindring om indholdet af de møder, hvor der deltog andre end Inger Støjberg og Mark Thorsen«. Mens hans erindring om netop det afgørende møde med ministeren og hendes særlige rådgiver er »påfaldende god«.

Divergerende forklaringer

Kommissionen bemærker også, at Uffe Toudal Pedersens på andre punkter har »forklaret noget divergerende, hvorfor hans forklaring har efterladt et samlet indtryk, der svækker bevisværdien af hans gengivelse af hændelsesforløbet«.

Desuden peger kommissionen på, at Inger Støjberg ifølge hans forklaring allerede havde accepteret undtagelser til reglen om at adskille asylparrene ved at godkende det før omtalte notat. Notatet var ifølge Uffe Toudal Pedersen »helt centralt for forløbet«. Men som kommissionen skriver, så er det »svært foreneligt« med hans egen forklaring om, at han flere gange efterfølgende måtte fastholde over for sin minister, at det ville være et lovbrud at administrere uden undtagelser.

Uffe Toudal Pedersens bisidder, advokat Pernille Backhausen, ønsker i lyset af de igangværende politiske overvejelser »om det videre forløb« ikke at udtale sig på sin klients vegne om kommissionens beskrivelse af departementschefen. Det skriver hun i en mail til Information.

Line Skytte Mørk Hansens bisidder, advokat Thomas Ryhl, oplyser ligeledes, at han og hans klient ikke ønsker at kommentare sagen over for Information.

Når kommissionen i forsommeren afslutter sit arbejde med en retlig vurdering af embedsmændenes ageren, vil den forventeligt gå i dybden med de to embedsmænds mulige medansvar for ulovlighederne.

Også embedsmænd i Udlændingestyrelsen risikerer at få ørene i maskinen. De har stået for den praktiske håndtering af adskillelserne af de unge asylpar og dermed den praksis, som kommissionen har kaldt klart ulovlig.

Serie

Rigsretssagen mod Inger Støjberg

For kun sjette gang i danmarkshistorien er der blevet nedsat en rigsret. Frem til december skal 13 højesteretsdommere og 13 dommere udpeget af Folketinget afhøre vidner og afgøre, om den forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg overtrådte ministeransvarlighedsloven, da unge asylpar blev adskilt på danske asylcentre tilbage i 2016.

Information var oprindeligt med til at afdække sagen. I denne serie har vi fulgt den såkaldte Instrukskommissions arbejde og dækker nu den danmarkshistoriske rigsretssag tæt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det paradoksale er at Inger har ret i at der findes en sump, vore politikere og embedsværk kan træde ud i, bade sig i, og siden trække sig på land fra, når et andet karriereforløb eller en fortrinlig og priviligeret pension venter. Problemet, eller iboende i sagen er bare at Inger selv træder rundt i sumpen - sammen med hovedparten af vore traditionelt magtbærende partiers elitepolitikere og et såkaldt politiseret (hvilket betyder fagligt stækket og følgagtigt) embedsværk, som ikke kan fungere habilt under ledelsen af ministre, som samtidig er lovgivere i Folketinget, ledere i eget parti m.m. Det er tåkrummende at iagttage en sådan parodi på demokratisk magtforvaltning.

Peter Beck-Lauritzen, Jens Kofoed, Hanne Ribens, Ruth Sørensen, Frederikke Nielsen, Per Christensen, Lars Koch, Anna Lønne Sørensen, Per Meinertsen, Hans Aagaard, P.G. Olsen, Leif Iversen, David Zennaro, Peter Gløde, Bjarne Tingkær, Benta Victoria Gunnlögsson, Katrine Damm, Lars Løfgren, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne-marie Monrath, Birthe Drews, Egon Stich, Elisabeth From, Werner Gass, Solveig Neubert, Finn Jakobsen, Dorte Sørensen, John Olsen, Per Kortegaard, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Jørgen Tryggestad, Halfdan Illum, Per Christiansen, Jens Christensen, Marianne Jespersen, Ib Christensen, Josephine Kaldan, søren ploug, Esben Lykke, Thorkil Søe, Ejvind Larsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

SUK hele vejen.

Som tilføjelse til Hanne U's kommentar tror jeg det er relevant at rette kritisk fokus på den netværkskultur, som har udviklet sig mellem topfolk - herunder partispidser, ministre og ledende embedsmænd. Det kan selvfølgelig ikke undgås, at de mænger sig med hinanden, men sammen med mørklægningsloven bliver der desværre alt for god plads til elitære rævekager.

Jan Guldager, Peter Beck-Lauritzen, Flemming Berger, Ruth Sørensen, Lars Koch og Anna Lønne Sørensen anbefalede denne kommentar
Anna Lønne Sørensen

Hele artiklen, eller rettere hele sagen, er jo et skoleeksempel på det Jesper Tynell beskriver i sin bog om ministeriers måde at arbejde på: "Mørkelygten". Har man ikke læst den bog, så kan det ikke gå hurtigt nok med at gøre det, den er både meget troværdig og meget skræmmende...Tænk, jeg troede et ministerium var stedet for den bedste viden om et område, eller i hvert fald stedet, hvor man altid kunne få den bedste objektive velkvalificerede viden om ministeriets område.

I stedet er det, som artiklen og Inger Støjberg jo så fint og meget klart! beskriver her: Det er stedet, hvor en ministers politiske liv plejes og passes, så man fremstår bedst mulig. Hvilket igen falder tilbage på hele regeringen.
Skidt med sandheden eller såmænd formålet med et ministerium, nemlig at være til gavn for samfundet!!??!! Som det siges i bogen af flere embedsmænd: Ligefrem lyve må man ikke, men sandheden kan jo omgås og behandles på mange måder...

I dette eksempel skal vi borgere, ifølge Inger Støjberg, acceptere at pressemeddelelser er "...politisk kommunikation, der skal give klare budskaber..." . Læs: SPIN.
En pressemeddelelse og den virkelige verden eller den måde man skal handle ude i landet i følge loven, er to vidt forskellige ting. Æhhh? "Skidt og snot for sig?";o)

Hvorfor opfører Inger Støjberg sig så på den måde og som hun jo godt ved, på kant med loven og stik i mod hendes egentlige formål med at være minister? Mit gæt er, og det bygger på en udtalelse af Inger Støjberg selv for en del år siden: Hun er så følelsesmæssigt bundet til partiet Venstre, som også var hendes fars parti, at hun vil gøre rigtig meget for partiets skyld.
I det her tilfælde handlede det jo om at matche DF's hårde udlændingepolitik.

Men Inger: Ude i Flygtningecentrene sad der helt unge kvinder, nogle af dem med små børn, flygtet fra forfærdelige tilstande og havnet i et helt nyt land, nyt sprog, og stadig under meget usikre forhold. Her splittede man så lige den lille familie op...

Som borger, der prøver at holde fast i min sunde fornuft, som vi alle har, når vi ikke roder os ud i smarte formuleringer og dygtigt, men også hjerteløst SPIN, er der kun en ting at sige om det her:
Fuldstændig uacceptabelt arbejde af minister Inger Støjberg. ( m.fl.)

Jan Guldager, Peter Beck-Lauritzen, Steffen Gliese, Per Klüver, Ruth Sørensen, Frederikke Nielsen, Lars Koch og Finn Jakobsen anbefalede denne kommentar

Det er utroligt som Inger Trumpfberg fortsætter med at fremture. Det er interessant at se hvor længe det går.

Søren Løvborg

"Inger Støjberg [...] tillod ingen forbehold i teksten [da] der var tale om politisk kommunikation."

Vi har set reelt samme argument fra justitsministeren i mink-skandalen. "Der var tale om et pressemøde, og hvad der bliver sagt på et pressemøde har ikke retsvirkning."

Det rejser et mere relevant spørgsmål: Hvorfor er det overhovedet lovligt (endsige acceptabelt) for ministre at lyve for befolkningen i udtalelser til pressen og lignende "politisk kommunikation"?

Jovel, der må være grænser for hvilke juridiske krav man kan stille til folketingsmedlemmers politiske udtalelser, men ministre?! De repræsenterer den danske stat, ikke blot deres politiske parti! Og hvis de ikke kan finde ud af at skelne mellem deres rolle som ministre og deres rolle som folketingsmedlemmer, så skulle vi måske begynde at tage magtens tredeling seriøst her i landet og forbyde politikere i at være en del af både den lovgivende og den udøvende magt på samme tid.

Embedsmænd skal være fuldstændig politisk uafhængige. Og hvis der er tvivl om dette, må der rejses en juridisk sag, der skal afgøres i en domstol.

Det vil være en fair mulighed - også for tjenestemanden. For hvis der ikke hold i sigtelsen, er hun/han jo renset, og kan fortsætte som ingenting er sket.

Men hvis nogen dømmes, må tjenestemandsforholdet ophæves, og personen må straks bortvises uden rettigheder. Og jeg går da ud fra, at alle tjenestemandsansatte er helt klar over, hvor grænsen går.

Søren Løvborg, forskellen på virkningen af, hvad man siger på et pressemøde, handler om hjemmel. Hvis man siger noget, man først skal skaffe flertal (selvom man tror, mens man taler, at man hadet), kan man kun komme med en henstilling; men hvis man som Inger Støjberg havde hjemmel til at træffe administrative afgørelser om flygtninges vilkår, så er det en ordre, der efterfølgende så udmøntes, som vi har set det i behandlingen af den efterfølgende kommunikation. Men Støjbergs ordre overskred reglerne for god forvaltningsskik og var derfor ulovlig.
Og det er ikke lovligheden af administrationen, der er til debat, kun omfanget af ministerens ansvar for den.

Søren Løvborg

Min kommentar gik som sådan ikke på lovligheden af handlingen (hhv. minkaflivning og tvangsadskillelse af asylansøgere), men det faktum at ministre for både S og V nu har argumenteret for at ministre ikke har det mindste ansvar for at det de siger til pressemøder/i pressemeddelelser rent faktisk har noget med virkeligheden at gøre. Hvilket i mine ører lyder absurd.