Venstre har altid rummet både det liberale og det nationale – men Støjberg testede rummeligheden

Op til nytår beskrev vi den ulmende konflikt mellem land og by i det gamle bondeparti Venstre. I anledning af, at Inger Støjberg i februar 2021 har forladt partiet, bringer vi artiklen igen.

I september 2019 stod partiet Venstre ved en skillevej. Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen havde forladt ledelsen under stor dramatik. Der var indkaldt til ekstraordinært landsmøde i Herning, hvor et nyt formandskab skulle vælges.

Jakob Ellemann-Jensen var den eneste formandskandidat på plakaten. Til gengæld var der to kandidater at vælge imellem til næstformandsposten, da de knap 800 delegerede mødte op i Messecenter Herning. Men der var mere på spil end bare to kandidater. De repræsenterede to vidt forskellige opfattelser af, hvilket slags parti Venstre skulle være.

Skulle man vælge den korrekte og klassisk skolede Ellen Trane Nørby, en Uffe Ellemannsk Venstre-kvinde med europæisk udsyn og styr på liberale værdier?

Eller var det bedre at satse på den frembrusende værdikriger Inger Støjberg med hendes vælgertække og kontroversielle holdninger til udlændingepolitik – men også med truslen om en potentiel rigsretssag hængende over hovedet allerede på det tidspunkt?

Venstres medlemmer valgte det sidste. 577 stemmer fik Inger Støjberg mod Ellen Trane Nørbys 206. En kolossal sejr for Støjberg og den strømning, hun repræsenterede i partiet.

Ved landsmødet mellem balloner, konfetti og stående klapsalver understregede den nyvalgte Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg flere gange, at nu var det tid til at samle partiet, hele sårene og undgå fløjkrige.

Men i dag, godt et år senere, er samarbejdet mellem de to nedsmeltet. Det er ikke lykkedes at hele noget som helst. Spørgsmålet om en mulig rigsretssag mod Inger Støjberg har splittet partiet ad, og striden kulminerede foreløbigt tirsdag aften, da Jakob Ellemann-Jensen med hjælp fra baglandet pressede Inger Støjberg til at forlade sin post som næstformand.

Men opgøret handler ikke bare om en strid mellem Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg. Konfliktens rødder stikker dybere og bunder i en kamp mellem to konkurrerende strømninger i Venstre, som er eskaleret i de senere år. En kamp, som i høj grad har været defineret af Inger Støjberg.

Voldsom udvikling

Inger Støjberg blev valgt til Folketinget for første gang i 2001. Hun var kun 28 år og stillede op for Venstre i Viborg Amtskreds.

I sin første periode på Christiansborg fik hun ikke meget at rive i. Det var først efter valget i 2005, hun fik sine første ordførerposter.

Ifølge den interne Venstre-folklore skyldtes det, at Inger Støjberg som medlem af Venstres Ungdom havde været med til at vælte den daværende partiformand Anders Fogh Rasmussens søn i et lokalpolitisk opgør i Viborg, og at han derfor havde et horn i siden på hende.

Men hun bed sig fast, arbejdede hårdt og blev først næstformand for folketingsgruppen og siden politisk ordfører i de sidste år af Fogh-æraen.

Venstre havde under Fogh foretaget et højresving i udlændingepolitikken for at tækkes støttepartiet Dansk Folkeparti.

Pia Kjærsgaard, som ingen før havde villet røre ved, svingede pludselig taktstokken, og Venstre fulgte melodien. Det åbnede vinduet for, at man med tiden også internt i Venstre fik plads til politikere med en holdning til udlændingepolitik, som før ville have været anset for dybt kontroversiel. Det var ikke, fordi Venstre var uvant med udlændingepolitiske »strammere« i partiet. Men grænserne rykkede sig.

»Dem, der er strammere i dag, ville jo grine ad dem, der var strammere dengang,« siger Martin Hjort, tidligere presserådgiver i Venstre og medforfatter til bogen Inger – Der hvor hun kommer fra om Inger Støjberg.

»Der er sket en voldsom udvikling.«

Under Fogh, og i særdeleshed senere under Lars Løkke Rasmussen, gav partiet plads til fremvæksten af en mere nationalkonservativ strømning, som flere gange er stødt sammen med partiets liberale arvegods. En strømning, som Støjberg har været den ypperste eksponent for.

Støjberg og folket

Martin Hjort husker tydeligt en dag i begyndelsen af februar 2015. Han og kollegerne i Venstres pressetjeneste så måbende til, mens antallet af likes og reaktioner på et af Inger Støjbergs facebookopslag bare steg og steg til astronomiske højder. De havde aldrig set noget lignende.

Opdateringen handlede om en oplevelse, Inger Støjberg havde haft med »en flok indvandrerdrenge«, som havde opført sig forstyrrende i en biograf. »Hvornår lærer I at opføre jer ordentligt?« lød indledningen.

Opdateringen opnåede knap 37.000 likes og 12.000 kommentarer.

»Der fandt hun ud af, at hun havde et enestående kommunikationsværktøj, som hun helt selv kunne styre,« siger Martin Hjort.

»Hun har en evne til at være meget sort/hvid i sin kommunikation og skære alle nuancer fra. Hun siger det, som folk gerne vil høre. Og det gør hende enormt folkelig.«

Ifølge Martin Hjort er reaktionerne fra hendes følgere blevet en drivkraft for hende.

»Det er en del af hendes brændstof,« siger han.

»Hun har i høj grad levet af den opmærksomhed, hun får der. Hun ved præcis, hvordan hun skal kommunikere for at få en masse likes. Og de likes og kærlighedserklæringer hun får – du skulle se, hvad der ligger i hendes indbakke, det er helt vildt, folk der vil gifte sig med hende og alt muligt andet – det ville være svært for os alle sammen at være kolde over for så voldsom en smiger. Det har været noget af det, der har drevet hende.«

Få måneder efter den famøse opdatering, ved valget i 2015, strøg Inger Støjberg ind i Folketinget med flere end 16.000 personlige stemmer. I Venstre kun overgået af Søren Gade og Lars Løkke Rasmussen.

Venstres valgsejr var uløseligt forbundet med den udlændingepolitiske strammerkurs, som Inger Støjberg stod for. Valgforskning, som er gengivet i bogen Oprør fra udkanten, viser, at Venstre og den borgerlige blok stod til at tabe valget i 2015, indtil Venstre midt i valgkampen lancerede et udspil til en asylreform, som skulle sikre en straksopbremsning i antallet af asylansøgere. Umiddelbart efter svingede flertallet tilbage i blå bloks favør.

Inger Støjbergs kurs var blevet opskriften på succes for Venstre.

Historisk spænding

Mens Inger Støjberg cementerede sin popularitet i befolkningen, opbyggede hun også en kreds af trofaste støtter internt i partiet. Det fortæller Martin Hjort.

»Der var en klar nationalkonservativ strømning i partiet, som var anført af Inger Støjberg og til dels Marcus Knuth, og som blev støttet af flere af de ansatte i partiet,« husker Martin Hjort, som i dag er selvstændig kommunikationsrådgiver.

Venstre har i virkeligheden altid haft en iboende spænding mellem det folkelige og det liberale, og partiet udmærker sig ved at have en bredere folkelig appel end andre liberale partier i Europa.

Det skyldes, at Venstre udspringer af en folkelig landbobevægelse, og dermed har partiet nogle populistiske træk, som ikke er normale i andre liberale partier i Vesteuropa, som typisk har et fundament omkring uddannet byborgerskab, forklarer Jeppe Nevers, professor i historie ved Syddansk Universitet. Han har forsket i liberalismens historie og er medforfatter til bogen Liberalisme – Danske og internationale perspektiver.

»Det er en spænding, der går langt tilbage i partiets historie mellem på den ene side det folkelige og på den anden side det mere principielle, liberale og internationale,« siger han.

»Så man kan sige, at der er en historisk baggrund for spændingen, men den har aldrig fået lov til at udfolde sig så tydeligt som nu,« siger Jeppe Nevers.

»Historisk set har Venstres formænd været dygtige til at favne begge dele – så at sige give den liberale tradition i Danmark et folkeligt præg. Uffe Ellemann gik måske til kanten med sine EU-sokker, men der kom jo ikke intern konflikt omkring det.«

Venstre har i de senere år forsøgt at styrke sin position i storbyerne, men partiets rødder findes i de jyske landområder.

»Hvis man kigger på partiets historiske dna, er det i virkeligheden de jævne menneskers opposition til de privilegerede klasser i de større byer. Det er det, partiet kommer ud af,« siger Jeppe Nevers.

»Det er denne forbindelse mellem det agrare og det liberale, der er så særlig dansk – altså at 1800-tallets liberalisme brød sammen, og at landbobevægelsen gradvist overtog fanen.«

Det, at Venstre har været i stand til at rumme både landlig folkelighed og storbyliberalisme i så mange år har på den ene side været en styrke, fordi det har gjort partiet større og stærkere end liberale partier i andre europæiske lande.

»Men omvendt er der også den svaghed, at det giver de her spændinger,« siger Jeppe Nevers.

Exit Rohde

Lars Løkke Rasmussen udnævnte i 2015 Inger Støjberg til udlændinge- og integrationsminister og satte hende i spidsen for lanceringen af nye udlændingestramninger. Stramningerne indebar blandt andet, at asylansøgere ville få lavere sociale ydelser, at myndighederne kunne fratage dem eventuelle værdigenstande, og at nogle af dem måtte vente i tre år, før de kunne opnå familiesammenføring.

Og så indrykkede Støjberg annoncer om de nye regler i en libanesisk avis for at sprede budskabet til potentielle asylansøgere om at holde sig væk.

Annoncekampagnen blev kritiseret af Ombudsmanden, da den ifølge ham var vildledende og tegnede et forkert billede af de danske regler. Støjberg valgte i første omgang at erklære sig »ikke enig«, hvilket sendte et gys gennem embedsværket. Hendes departementschef måtte efterfølgende sende et udglattende brev til Ombudsmanden, hvor han forsikrede om, at ministeriet i fremtiden ville forsøge at informere mere retvisende om gældende dansk lov.

Den hårde kurs i udlændingepolitikken fik flere af Venstres mere socialliberale medlemmer til at melde sig ud og smække med døren. Blandt andre europaparlamentsmedlemmet Jens Rohde, som skiftede til De Radikale, og folketingskandidaten Kåre Traberg Smidt, som meldte sig ind i Alternativet og senere Partiet Fremad.

»Det Venstre, jeg ser i dag, repræsenterer ikke nogen form for liberale værdier,« sagde Kåre Traberg Smidt til Information i forlængelse af asylstramningerne.

Ti medlemmer af »Venstres stille bagland« skrev desuden et indlæg i Berlingske med titlen »Lad os få ordentligheden tilbage«, hvor de kritiserede Venstres »symbolpolitik« og det »værdiskred, som er ved at føre Danmark væk fra almindelig medmenneskelighed«.

Men Støjbergs linje fik lov at dominere. Hun fejrede udlændingestramning nummer 50 med et billede af en kage, og hun satte gang i den ulovlige adskillelse af unge ægtepar på landets asylcentre i et påstået forsøg på at beskytte de unge »barnebrude«, selv om der i de fleste tilfælde var tale om store teenagepiger, hvis ægtemænd kun var få år ældre. Den ulovlige adskillelse af parrene lagde kimen til den skandale, der nu truer med at rive partiet midt over.

Sushi og flæskesteg

Ellen Trane Nørby var den første af de to næstformandskandidater, der trådte frem på podiet i Herning Messecenter den dag i september 2019.

Hun viste først en video, hvor man så hende gå gennem en skov i gummistøvler, tale i telefon, sejle med færge og slentre gennem Christiansborgs gange i slowmotion, mens hun i en speak talte om at forene partiet gennem den fælles tro på friheden, frisindet og ansvaret for fællesskabet.

Dernæst holdt hun en ekvilibristisk tale om Venstre som et frihedsparti. Et parti, der har bekæmpet nazisme og kommunisme og nu skal udkæmpe nye frihedskampe: klimakampen, kampen for bedre integration, flere i beskæftigelse. Hun spankulerede rundt i salen og adresserede hele publikum.

»Vi er ikke nationalkonservative,« sagde hun.

»Vi ser optimistisk på verden.«

Og så forsikrede hun, at Venstre fortsat ville have en stram udlændingepolitik, uanset hvem der blev valgt til næstformand.

Dernæst var det Inger Støjbergs tur til at vise en video. Man så hende hejse Dannebrog i en flagstang, mens hun i en speak lovede at gøre tre ting: at lytte til medlemmerne, at arbejde for, at Venstre skal være leder af det borgerlige Danmark, og at bakke op om formanden.

»Fløjkampenes tid er endegyldigt forbi,« lød det i videoen.

»I kender mig. I ved, at jeg er en kriger,« sagde hun, »og I ved også, jeg er en værdikriger. Jeg går altid i krig for Venstres politik. Men jeg er ikke en fløjkriger.«

Venstre skal både kunne rumme dem, »der spiser sushi, og dem, der spiser flæskesteg. Jeg hører til de sidste«, sagde hun og afrundede sin tale til store klapsalver.

Den dag traf Venstres bagland et valg. De delegerede i Herning Messecenter valgte Inger Støjbergs vej. De håbede, at hun kunne sikre fortsat fremgang blandt vælgerne og fastholde den folkelige appel, som partiet ikke havde råd til at tabe, særligt ikke efter et valgnederlag. Og de valgte at se stort på den ulovlige adskillelse af unge ægtepar på asylcentrene, som Ombudsmanden havde betegnet som ulovlig, og som Inger Støjberg ifølge pressens afdækning havde gennemført på trods af advarsler fra sit embedsværk.

Da stemmerne var talt op, gik Støjberg endnu en gang på scenen og takkede for tilliden.

»Nu skal Venstre stå sammen,« erklærede hun.

Men freden varede ikke længe.

Ustyrlig

Mange havde nok håbet, at kombinationen af Ellemann og Støjberg ville kunne samle Venstre. En repræsentant fra hver af de to fløje i partiet. En smart og ungdommelig storbyliberal formand i spidsen med en folkelig næstformand med dybe rødder i det jyske bagland ved sin side.

Set i bagklogskabens lys var det snarere en opskrift på katastrofe. Dels har Jakob Ellemann-Jensen ikke vist sig som en sikker politisk leder. Dels har Inger Støjbergs store succes gjort hende selvsikker og stædig.

»Hun er ikke sådan en, man kan styre,« siger Martin Hjort.

Da et nyt flertal i Folketinget med Socialdemokratiet i spidsen besluttede at nedsætte en kommission, som skulle undersøge den ulovlige adskillelse af de unge asylpar, forsøgte Jakob Ellemann-Jensen først at bakke Inger Støjberg op. Ligesom hende kaldte han kommissionen for »Barnebrudskommissionen«, selv om alle vidste, at det ikke er det, det handler om, og han mente, at Støjberg var udsat for en »inkvisition«.

Vi spoler tiden frem til i dag, og pludselig taler Jakob Ellemann-Jensen om, at Venstres ry skal renses, og at han måske vil bakke op om en rigsretssag mod Inger Støjberg. Han har ikke formået at lægge en klar linje fra begyndelsen. Det har tilladt gnidningerne at eskalere, indtil han tirsdag aften, med hjælp fra Venstres forretningsudvalg, fik presset Inger Støjberg til at træde tilbage som næstformand. Ifølge ham, fordi hun gennem længere tid har nægtet at rette ind efter hans linje.

Mekanikeren og advokaten

Selv om Venstre udadtil har formået at fremstå nogenlunde samlet de seneste døgn, er det ikke alle, der er enige i Jakob Ellemann-Jensens beslutning. Som folketingsmedlem Thomas Danielsen skriver i en mail til resten af folketingsgruppen, som B.T. har fået fingrene i:

»Nu har Venstre slået fast i offentligheden, at vi ikke længere er et parti, der både skal kunne tale til lastvognsmekanikeren i Vestjylland og advokaten på Frederiksberg samtidigt.«

»Vores såkaldte ledelse må jo mene, at dette er til gavn for os. En beslutning, der hverken er truffet i folketingsgruppens eller lastvognsmekanikerens bagland. Vi må håbe, der er advokater nok på Frederiksberg.«

Mailen udstiller, at kampen mellem Ellemann og Støjberg ikke alene handler om en mulig rigsretssag eller dårlig kemi mellem formand og næstformand. Den kamp om Venstres sjæl, som er blevet udkæmpet med svingende intensitet i de seneste mange år, er nu brudt ud i lys lue.

Inger Støjberg har haft gode kort på hånden. Hun har opbygget et stærkt brand og en loyal følgerskare. Som Martin Hjort siger: »Dem, der godt kan lide Inger Støjberg, kan virkelig godt lide Inger Støjberg.«

Hun har opnået en enorm popularitet på sin platform af islamkritik og en hård udlændingepolitik. Partiet har tilladt det og profiteret på det i de gode år. Og nu, hvor hun ramler fra tinderne, truer hun med at trække partiet med.

Inger Støjberg fik endnu et godt valg i 2019. Men det var ikke nok til at genvinde regeringsmagten. Siden da er vælgerne flygtet fra Venstre i en lind strøm. Det er, som om magien er forsvundet. Den stramme udlændingepolitik er blevet mainstream, og Socialdemokratiet har i høj grad overtaget den.

Professor Jeppe Nevers er fascineret af udviklingen i Venstre. I den anden side af Folketinget er det lykkedes Socialdemokratiet at rykke langt til højre i værdipolitikken, fordi en ny generation af yngre socialdemokrater har været enige om at gøre det.

»Det er en hel generation af politikere på min alder, der har formået at rykke som ét hold. Det er ret imponerende, også i et internationalt perspektiv. De sætter fødderne meget præcist i en tid, hvor værdipolitikken generelt er et minefelt,« siger Jeppe Nevers.

»Men i Venstre er det, som om bukserne ikke længere kan holde.«

Venstre er pludselig blevet ramt af den splittelse, som Socialdemokratiet havde med vestegnsborgmestrene versus akademikerne, mener han.

»Det er nærmest en form for tømmermænd oven på samarbejdet med Dansk Folkeparti i 00’erne.«

Et foreløbigt punktum

Så hvad bringer fremtiden for Inger Støjberg? Bliver hun i Venstre, eller skifter hun til Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige, som begge bejler til hende?

Information har ikke kunnet få et interview med hende, men til DR har hun sagt, at hun ikke har truffet nogen beslutning om sin fremtid i Venstre endnu: »Jeg skal lige vende skråen, som vi siger på de kanter, hvor jeg er fra, og overveje, hvad der skal ske nu.«

Opgøret mellem Ellemann og Støjberg markerede endnu en skillevej for Venstre. Indtil videre har Jakob Ellemann-Jensen i sidste øjeblik valgt at slå ind på retsstatens vej med respekt for love og institutioner.

Han er for en stund trådt i karakter og har tilsyneladende undgået en længerevarende formandskonflikt af den type, som partiet netop forsøgte at rejse sig fra med valget af ham som formand.

Spørgsmålet er, om han dermed også har fået sat en stopper for striden mellem de to ideologiske strømninger i partiet: den pæne storbyliberalisme og den nationalkonservative strammerlinje, som appellerer til det forjættede bagland.

Det er nok mere tvivlsomt.