Op til nytår beskrev vi den ulmende konflikt mellem land og by i det gamle bondeparti Venstre. I anledning af, at Inger Støjberg i februar 2021 har forladt partiet, bringer vi artiklen igen.
I september 2019 stod partiet Venstre ved en skillevej. Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen havde forladt ledelsen under stor dramatik. Der var indkaldt til ekstraordinært landsmøde i Herning, hvor et nyt formandskab skulle vælges.
Jakob Ellemann-Jensen var den eneste formandskandidat på plakaten. Til gengæld var der to kandidater at vælge imellem til næstformandsposten, da de knap 800 delegerede mødte op i Messecenter Herning. Men der var mere på spil end bare to kandidater. De repræsenterede to vidt forskellige opfattelser af, hvilket slags parti Venstre skulle være.
Skulle man vælge den korrekte og klassisk skolede Ellen Trane Nørby, en Uffe Ellemannsk Venstre-kvinde med europæisk udsyn og styr på liberale værdier?
Eller var det bedre at satse på den frembrusende værdikriger Inger Støjberg med hendes vælgertække og kontroversielle holdninger til udlændingepolitik – men også med truslen om en potentiel rigsretssag hængende over hovedet allerede på det tidspunkt?
Venstres medlemmer valgte det sidste. 577 stemmer fik Inger Støjberg mod Ellen Trane Nørbys 206. En kolossal sejr for Støjberg og den strømning, hun repræsenterede i partiet.
Ved landsmødet mellem balloner, konfetti og stående klapsalver understregede den nyvalgte Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg flere gange, at nu var det tid til at samle partiet, hele sårene og undgå fløjkrige.
Men i dag, godt et år senere, er samarbejdet mellem de to nedsmeltet. Det er ikke lykkedes at hele noget som helst. Spørgsmålet om en mulig rigsretssag mod Inger Støjberg har splittet partiet ad, og striden kulminerede foreløbigt tirsdag aften, da Jakob Ellemann-Jensen med hjælp fra baglandet pressede Inger Støjberg til at forlade sin post som næstformand.
Men opgøret handler ikke bare om en strid mellem Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg. Konfliktens rødder stikker dybere og bunder i en kamp mellem to konkurrerende strømninger i Venstre, som er eskaleret i de senere år. En kamp, som i høj grad har været defineret af Inger Støjberg.
Voldsom udvikling
Inger Støjberg blev valgt til Folketinget for første gang i 2001. Hun var kun 28 år og stillede op for Venstre i Viborg Amtskreds.
I sin første periode på Christiansborg fik hun ikke meget at rive i. Det var først efter valget i 2005, hun fik sine første ordførerposter.
Ifølge den interne Venstre-folklore skyldtes det, at Inger Støjberg som medlem af Venstres Ungdom havde været med til at vælte den daværende partiformand Anders Fogh Rasmussens søn i et lokalpolitisk opgør i Viborg, og at han derfor havde et horn i siden på hende.
Men hun bed sig fast, arbejdede hårdt og blev først næstformand for folketingsgruppen og siden politisk ordfører i de sidste år af Fogh-æraen.
Venstre havde under Fogh foretaget et højresving i udlændingepolitikken for at tækkes støttepartiet Dansk Folkeparti.
Pia Kjærsgaard, som ingen før havde villet røre ved, svingede pludselig taktstokken, og Venstre fulgte melodien. Det åbnede vinduet for, at man med tiden også internt i Venstre fik plads til politikere med en holdning til udlændingepolitik, som før ville have været anset for dybt kontroversiel. Det var ikke, fordi Venstre var uvant med udlændingepolitiske »strammere« i partiet. Men grænserne rykkede sig.
»Dem, der er strammere i dag, ville jo grine ad dem, der var strammere dengang,« siger Martin Hjort, tidligere presserådgiver i Venstre og medforfatter til bogen Inger – Der hvor hun kommer fra om Inger Støjberg.
»Der er sket en voldsom udvikling.«
Under Fogh, og i særdeleshed senere under Lars Løkke Rasmussen, gav partiet plads til fremvæksten af en mere nationalkonservativ strømning, som flere gange er stødt sammen med partiets liberale arvegods. En strømning, som Støjberg har været den ypperste eksponent for.
Støjberg og folket
Martin Hjort husker tydeligt en dag i begyndelsen af februar 2015. Han og kollegerne i Venstres pressetjeneste så måbende til, mens antallet af likes og reaktioner på et af Inger Støjbergs facebookopslag bare steg og steg til astronomiske højder. De havde aldrig set noget lignende.
Opdateringen handlede om en oplevelse, Inger Støjberg havde haft med »en flok indvandrerdrenge«, som havde opført sig forstyrrende i en biograf. »Hvornår lærer I at opføre jer ordentligt?« lød indledningen.
Opdateringen opnåede knap 37.000 likes og 12.000 kommentarer.
»Der fandt hun ud af, at hun havde et enestående kommunikationsværktøj, som hun helt selv kunne styre,« siger Martin Hjort.
»Hun har en evne til at være meget sort/hvid i sin kommunikation og skære alle nuancer fra. Hun siger det, som folk gerne vil høre. Og det gør hende enormt folkelig.«
Ifølge Martin Hjort er reaktionerne fra hendes følgere blevet en drivkraft for hende.
»Det er en del af hendes brændstof,« siger han.
»Hun har i høj grad levet af den opmærksomhed, hun får der. Hun ved præcis, hvordan hun skal kommunikere for at få en masse likes. Og de likes og kærlighedserklæringer hun får – du skulle se, hvad der ligger i hendes indbakke, det er helt vildt, folk der vil gifte sig med hende og alt muligt andet – det ville være svært for os alle sammen at være kolde over for så voldsom en smiger. Det har været noget af det, der har drevet hende.«
Få måneder efter den famøse opdatering, ved valget i 2015, strøg Inger Støjberg ind i Folketinget med flere end 16.000 personlige stemmer. I Venstre kun overgået af Søren Gade og Lars Løkke Rasmussen.
Venstres valgsejr var uløseligt forbundet med den udlændingepolitiske strammerkurs, som Inger Støjberg stod for. Valgforskning, som er gengivet i bogen Oprør fra udkanten, viser, at Venstre og den borgerlige blok stod til at tabe valget i 2015, indtil Venstre midt i valgkampen lancerede et udspil til en asylreform, som skulle sikre en straksopbremsning i antallet af asylansøgere. Umiddelbart efter svingede flertallet tilbage i blå bloks favør.
Inger Støjbergs kurs var blevet opskriften på succes for Venstre.
Historisk spænding
Mens Inger Støjberg cementerede sin popularitet i befolkningen, opbyggede hun også en kreds af trofaste støtter internt i partiet. Det fortæller Martin Hjort.
»Der var en klar nationalkonservativ strømning i partiet, som var anført af Inger Støjberg og til dels Marcus Knuth, og som blev støttet af flere af de ansatte i partiet,« husker Martin Hjort, som i dag er selvstændig kommunikationsrådgiver.
Venstre har i virkeligheden altid haft en iboende spænding mellem det folkelige og det liberale, og partiet udmærker sig ved at have en bredere folkelig appel end andre liberale partier i Europa.
Det skyldes, at Venstre udspringer af en folkelig landbobevægelse, og dermed har partiet nogle populistiske træk, som ikke er normale i andre liberale partier i Vesteuropa, som typisk har et fundament omkring uddannet byborgerskab, forklarer Jeppe Nevers, professor i historie ved Syddansk Universitet. Han har forsket i liberalismens historie og er medforfatter til bogen Liberalisme – Danske og internationale perspektiver.
»Det er en spænding, der går langt tilbage i partiets historie mellem på den ene side det folkelige og på den anden side det mere principielle, liberale og internationale,« siger han.
»Så man kan sige, at der er en historisk baggrund for spændingen, men den har aldrig fået lov til at udfolde sig så tydeligt som nu,« siger Jeppe Nevers.
»Historisk set har Venstres formænd været dygtige til at favne begge dele – så at sige give den liberale tradition i Danmark et folkeligt præg. Uffe Ellemann gik måske til kanten med sine EU-sokker, men der kom jo ikke intern konflikt omkring det.«
Venstre har i de senere år forsøgt at styrke sin position i storbyerne, men partiets rødder findes i de jyske landområder.
»Hvis man kigger på partiets historiske dna, er det i virkeligheden de jævne menneskers opposition til de privilegerede klasser i de større byer. Det er det, partiet kommer ud af,« siger Jeppe Nevers.
»Det er denne forbindelse mellem det agrare og det liberale, der er så særlig dansk – altså at 1800-tallets liberalisme brød sammen, og at landbobevægelsen gradvist overtog fanen.«
Det, at Venstre har været i stand til at rumme både landlig folkelighed og storbyliberalisme i så mange år har på den ene side været en styrke, fordi det har gjort partiet større og stærkere end liberale partier i andre europæiske lande.
»Men omvendt er der også den svaghed, at det giver de her spændinger,« siger Jeppe Nevers.
Exit Rohde
Lars Løkke Rasmussen udnævnte i 2015 Inger Støjberg til udlændinge- og integrationsminister og satte hende i spidsen for lanceringen af nye udlændingestramninger. Stramningerne indebar blandt andet, at asylansøgere ville få lavere sociale ydelser, at myndighederne kunne fratage dem eventuelle værdigenstande, og at nogle af dem måtte vente i tre år, før de kunne opnå familiesammenføring.
Og så indrykkede Støjberg annoncer om de nye regler i en libanesisk avis for at sprede budskabet til potentielle asylansøgere om at holde sig væk.
Annoncekampagnen blev kritiseret af Ombudsmanden, da den ifølge ham var vildledende og tegnede et forkert billede af de danske regler. Støjberg valgte i første omgang at erklære sig »ikke enig«, hvilket sendte et gys gennem embedsværket. Hendes departementschef måtte efterfølgende sende et udglattende brev til Ombudsmanden, hvor han forsikrede om, at ministeriet i fremtiden ville forsøge at informere mere retvisende om gældende dansk lov.
Den hårde kurs i udlændingepolitikken fik flere af Venstres mere socialliberale medlemmer til at melde sig ud og smække med døren. Blandt andre europaparlamentsmedlemmet Jens Rohde, som skiftede til De Radikale, og folketingskandidaten Kåre Traberg Smidt, som meldte sig ind i Alternativet og senere Partiet Fremad.
»Det Venstre, jeg ser i dag, repræsenterer ikke nogen form for liberale værdier,« sagde Kåre Traberg Smidt til Information i forlængelse af asylstramningerne.
Ti medlemmer af »Venstres stille bagland« skrev desuden et indlæg i Berlingske med titlen »Lad os få ordentligheden tilbage«, hvor de kritiserede Venstres »symbolpolitik« og det »værdiskred, som er ved at føre Danmark væk fra almindelig medmenneskelighed«.
Men Støjbergs linje fik lov at dominere. Hun fejrede udlændingestramning nummer 50 med et billede af en kage, og hun satte gang i den ulovlige adskillelse af unge ægtepar på landets asylcentre i et påstået forsøg på at beskytte de unge »barnebrude«, selv om der i de fleste tilfælde var tale om store teenagepiger, hvis ægtemænd kun var få år ældre. Den ulovlige adskillelse af parrene lagde kimen til den skandale, der nu truer med at rive partiet midt over.
Sushi og flæskesteg
Ellen Trane Nørby var den første af de to næstformandskandidater, der trådte frem på podiet i Herning Messecenter den dag i september 2019.
Hun viste først en video, hvor man så hende gå gennem en skov i gummistøvler, tale i telefon, sejle med færge og slentre gennem Christiansborgs gange i slowmotion, mens hun i en speak talte om at forene partiet gennem den fælles tro på friheden, frisindet og ansvaret for fællesskabet.
Dernæst holdt hun en ekvilibristisk tale om Venstre som et frihedsparti. Et parti, der har bekæmpet nazisme og kommunisme og nu skal udkæmpe nye frihedskampe: klimakampen, kampen for bedre integration, flere i beskæftigelse. Hun spankulerede rundt i salen og adresserede hele publikum.
»Vi er ikke nationalkonservative,« sagde hun.
»Vi ser optimistisk på verden.«
Og så forsikrede hun, at Venstre fortsat ville have en stram udlændingepolitik, uanset hvem der blev valgt til næstformand.
Dernæst var det Inger Støjbergs tur til at vise en video. Man så hende hejse Dannebrog i en flagstang, mens hun i en speak lovede at gøre tre ting: at lytte til medlemmerne, at arbejde for, at Venstre skal være leder af det borgerlige Danmark, og at bakke op om formanden.
»Fløjkampenes tid er endegyldigt forbi,« lød det i videoen.
»I kender mig. I ved, at jeg er en kriger,« sagde hun, »og I ved også, jeg er en værdikriger. Jeg går altid i krig for Venstres politik. Men jeg er ikke en fløjkriger.«
Venstre skal både kunne rumme dem, »der spiser sushi, og dem, der spiser flæskesteg. Jeg hører til de sidste«, sagde hun og afrundede sin tale til store klapsalver.
Den dag traf Venstres bagland et valg. De delegerede i Herning Messecenter valgte Inger Støjbergs vej. De håbede, at hun kunne sikre fortsat fremgang blandt vælgerne og fastholde den folkelige appel, som partiet ikke havde råd til at tabe, særligt ikke efter et valgnederlag. Og de valgte at se stort på den ulovlige adskillelse af unge ægtepar på asylcentrene, som Ombudsmanden havde betegnet som ulovlig, og som Inger Støjberg ifølge pressens afdækning havde gennemført på trods af advarsler fra sit embedsværk.
Da stemmerne var talt op, gik Støjberg endnu en gang på scenen og takkede for tilliden.
»Nu skal Venstre stå sammen,« erklærede hun.
Men freden varede ikke længe.
Ustyrlig
Mange havde nok håbet, at kombinationen af Ellemann og Støjberg ville kunne samle Venstre. En repræsentant fra hver af de to fløje i partiet. En smart og ungdommelig storbyliberal formand i spidsen med en folkelig næstformand med dybe rødder i det jyske bagland ved sin side.
Set i bagklogskabens lys var det snarere en opskrift på katastrofe. Dels har Jakob Ellemann-Jensen ikke vist sig som en sikker politisk leder. Dels har Inger Støjbergs store succes gjort hende selvsikker og stædig.
»Hun er ikke sådan en, man kan styre,« siger Martin Hjort.
Da et nyt flertal i Folketinget med Socialdemokratiet i spidsen besluttede at nedsætte en kommission, som skulle undersøge den ulovlige adskillelse af de unge asylpar, forsøgte Jakob Ellemann-Jensen først at bakke Inger Støjberg op. Ligesom hende kaldte han kommissionen for »Barnebrudskommissionen«, selv om alle vidste, at det ikke er det, det handler om, og han mente, at Støjberg var udsat for en »inkvisition«.
Vi spoler tiden frem til i dag, og pludselig taler Jakob Ellemann-Jensen om, at Venstres ry skal renses, og at han måske vil bakke op om en rigsretssag mod Inger Støjberg. Han har ikke formået at lægge en klar linje fra begyndelsen. Det har tilladt gnidningerne at eskalere, indtil han tirsdag aften, med hjælp fra Venstres forretningsudvalg, fik presset Inger Støjberg til at træde tilbage som næstformand. Ifølge ham, fordi hun gennem længere tid har nægtet at rette ind efter hans linje.
Mekanikeren og advokaten
Selv om Venstre udadtil har formået at fremstå nogenlunde samlet de seneste døgn, er det ikke alle, der er enige i Jakob Ellemann-Jensens beslutning. Som folketingsmedlem Thomas Danielsen skriver i en mail til resten af folketingsgruppen, som B.T. har fået fingrene i:
»Nu har Venstre slået fast i offentligheden, at vi ikke længere er et parti, der både skal kunne tale til lastvognsmekanikeren i Vestjylland og advokaten på Frederiksberg samtidigt.«
»Vores såkaldte ledelse må jo mene, at dette er til gavn for os. En beslutning, der hverken er truffet i folketingsgruppens eller lastvognsmekanikerens bagland. Vi må håbe, der er advokater nok på Frederiksberg.«
Mailen udstiller, at kampen mellem Ellemann og Støjberg ikke alene handler om en mulig rigsretssag eller dårlig kemi mellem formand og næstformand. Den kamp om Venstres sjæl, som er blevet udkæmpet med svingende intensitet i de seneste mange år, er nu brudt ud i lys lue.
Inger Støjberg har haft gode kort på hånden. Hun har opbygget et stærkt brand og en loyal følgerskare. Som Martin Hjort siger: »Dem, der godt kan lide Inger Støjberg, kan virkelig godt lide Inger Støjberg.«
Hun har opnået en enorm popularitet på sin platform af islamkritik og en hård udlændingepolitik. Partiet har tilladt det og profiteret på det i de gode år. Og nu, hvor hun ramler fra tinderne, truer hun med at trække partiet med.
Inger Støjberg fik endnu et godt valg i 2019. Men det var ikke nok til at genvinde regeringsmagten. Siden da er vælgerne flygtet fra Venstre i en lind strøm. Det er, som om magien er forsvundet. Den stramme udlændingepolitik er blevet mainstream, og Socialdemokratiet har i høj grad overtaget den.
Professor Jeppe Nevers er fascineret af udviklingen i Venstre. I den anden side af Folketinget er det lykkedes Socialdemokratiet at rykke langt til højre i værdipolitikken, fordi en ny generation af yngre socialdemokrater har været enige om at gøre det.
»Det er en hel generation af politikere på min alder, der har formået at rykke som ét hold. Det er ret imponerende, også i et internationalt perspektiv. De sætter fødderne meget præcist i en tid, hvor værdipolitikken generelt er et minefelt,« siger Jeppe Nevers.
»Men i Venstre er det, som om bukserne ikke længere kan holde.«
Venstre er pludselig blevet ramt af den splittelse, som Socialdemokratiet havde med vestegnsborgmestrene versus akademikerne, mener han.
»Det er nærmest en form for tømmermænd oven på samarbejdet med Dansk Folkeparti i 00’erne.«
Et foreløbigt punktum
Så hvad bringer fremtiden for Inger Støjberg? Bliver hun i Venstre, eller skifter hun til Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige, som begge bejler til hende?
Information har ikke kunnet få et interview med hende, men til DR har hun sagt, at hun ikke har truffet nogen beslutning om sin fremtid i Venstre endnu: »Jeg skal lige vende skråen, som vi siger på de kanter, hvor jeg er fra, og overveje, hvad der skal ske nu.«
Opgøret mellem Ellemann og Støjberg markerede endnu en skillevej for Venstre. Indtil videre har Jakob Ellemann-Jensen i sidste øjeblik valgt at slå ind på retsstatens vej med respekt for love og institutioner.
Han er for en stund trådt i karakter og har tilsyneladende undgået en længerevarende formandskonflikt af den type, som partiet netop forsøgte at rejse sig fra med valget af ham som formand.
Spørgsmålet er, om han dermed også har fået sat en stopper for striden mellem de to ideologiske strømninger i partiet: den pæne storbyliberalisme og den nationalkonservative strammerlinje, som appellerer til det forjættede bagland.
Det er nok mere tvivlsomt.
Det er for så vidt rigtigt, at Venstre altid har rummet det nationale, men i tilfældet Inger Støjberg er der tale om en nationalkonservativ aftapning, som ligger temmelig langt fra Venstres liberale udgangspunkt. I lighed med hendes bagland og vælgere, er IS først og fremmest medlem af Venstre af historiske og kulturelle årsager og knap så meget af ideologiske ditto.
Inger Støjberg repræsenterer nogle værdier og holdninger, som - rent ideologisk - ligger langt tættere på NB. Og hvis hun virkelig tager springet og skifter parti, vil NB være en helt naturlig havn.
Dermed er deklarationen også på plads i forhold til vælgerne.
Birthe Rønn Hormbech har et fint indlæg i Jyllands-Posten "Tillykke Venstre". Når man så læser kommentarerne, forstår man hvorfor de har det svært i det parti.
Hellige Jakob, går 100% ind for ghettoplanen.
Jeg er godt træt af som vestjysk landboer at blive betragtet som IS støtte. Jeg skal hilse og sige at langt de fleste her ude synes at hun er alt for meget og uden substans. Hun er populist og fisker efter DF sympatiserende byboere. Det er underligt at NB og DF er så glade for hende når det er deres vælgere hun abonnerer på. Iøvrigt kan sagtens være nationalkonservativ og et redeligt menneske, men det er IS ikke.
@Freddie Vindberg
Ja, en kæmpe majoritet bestående af den daværende regering samt Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF stemte for ghettoplanen.
Ghettoplanen indeholder i mine øjne ganske vist et par tidsler, men også blændende gode tiltag såsom eksempelvis:
Kriminalisering af genopdragelsesrejser
- Kriminalisering af forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejse, som udsætter barnets sundhed og udvikling for alvorlig fare.
- Der foreslås en strafferamme på fængsel indtil 4 år, og ubetinget frihedsstraf skal kunne føre til udvisning uanset længde, og uanset hvor længe udlændingen har boet i Danmark. Alene hvis det med sikkerhed strider imod Danmarks internationale forpligtelser at udvise, skal udvisning undlades.
- I videst muligt omfang at give mulighed for at inddrage barnets pas, når der er grund til at antage, at barnet er ved at blive sendt på genopdragelsesrejse i strid med lovgivningen.
- Fjerne bestemmelsen om, at barnets opholdstilladelse kan inddrages efter tre måneders ophold i udlandet (skærpet bortfald i sager om genopdragelsesrejser), så der sendes et klart signal om, at det er forældrene, der skal straffes, og ikke barnet.
Hårdere kurs over for vold i hjemmet
- At fordoble straffen for gentagen simpel vold, når volden er begået af personer i eller nært knyttet til forurettedes husstand.
- At udskyde forældelsesfristen i sager om gentagen eller grov vold mod børn begået af personer i eller nært knyttet til barnets husstand Det betyder, at sagerne tidligst bliver forældet, når barnet er fyldt 31 år.
Tidlig opsporing af udsatte børn
- Der skal være mulighed for tidlig dataunderstøttet opsporing af udsatte børn, ved at kommunerne får mulighed for at sam
køre oplysninger.
@ Erik Fuglsang Du mener at vi skal følge Frankrig og Kina: du må tro pa den Gud du vil – så længe du assimileres til franske – kinesiske – danske værdier respektive? Frihed, i den ”frie verden” er friheden til af være ”dansk” i Danmark, ”fransk” i Frankrig og ”kinesisk” i Kina?
jah - "hver fugl synger med sit naeb"
Støjberg testede om Venstre er et parti der går ind for lov og orden. Det var det
"Støjberg testede om Venstre er et parti der går ind for lov og orden. Det var det"
Så må man se om SocDem har samme holdning til alle de ministre der har ovetrådt diverse love.
Nils Bøjden, kunne du lige dokumentere din påstand. Ikke hvad du selv mener og tror, men med beviser og konkrete.
Jeg bryder mig ikke om ordet Ghetto, jeg vil hellere have det hedder" boligområder for socialt udsatte med problemer". Og der er både pisk og gulerod i den plan. Men at der måtte gøres noget var evident. Om det kunne være gjort på anden måde ??? Tror man skal bo der for at forstå det..
Når Jakob Ellemann ofte bliver interviewet i jagtoutfit med oilskin og lange gummistøvler, er det fordi han bor i Birkerød og ikke i storbyen.
Der er stor forskel. I Birkerød drikke man f.eks. ikke caffe latte på caféen, men man drikker kaffe i BMWen. Man er en del af den 1 %.
Ja vi når langt omkring i analysen om farcen i Venstre.. Og jeg kan da læse at dette parti trods alt har et par sympatisører her og det er naturlig nok.
Men jeg er opvokset på et husmandssted blandt venstrefolk mod vest, men uanset det er længe siden
nu så er det min klare fornemmelse at der i store områder, hvor der er få af vore nye medborgere set i forhold til de større medborgere. Men de faste her læser jo også medier m.v. og kan hermed hoppe på skepsis og frygt for nye tanker og sædvaner. "Det skal vi altså ikke ha hos os" Hermed har Støjberg og DF helt klart et bagland. Det at være rød i de områder er ikke velset- at være radikal kan lige gå an.
Ghettoplanen som Fuglsang næsten bifalder er noget helt andet, men jeg vil nu påstå at de punkter han opridser sagtens burde kunne gennemføres eller udvikles uden den stigmatisering.
Jeg er stadig rystet over at socialdemokratiet og SF gik med på den galej.
Der er vel ingen i dette land som bifalder bander og genopdragelsesrejser m.v. ud over en gruppe blandt "rettroende" muslimer, som endnu ikke er "os" og der går sikkert en generation før tingene normaliseres. Jeg kam garantere for at der stadig ude mod "vest" stadig holdes øje med unge som forsøger nye veje væk fra pietisternes miljø, men også her sker der en udvikling.
Men jeg kan da sagtens se forskellen mellem bonden og hans proselyttere og så den smarte investor og buisnissmand/kvinde i storbyen.
Som jeg husker det, var det vist ikke partiets rummelighed over for den nationalkonservative linje, IS satte sig for at afprøve. Det blev måske bare en sideeffekt. Det, hun åbent og ærligt på ægte Venstremanner har proklameret offentligt, er, at hun ville udfordre de internationale konventioner. Teste grænsen. Og at det blev bakket op i årevis i partitoppen, se det kalder jeg rummelighed.
Støjberg har vildledt folketinget, helt bevidst efter min opfattelse, og derfor er det ikke tilstrækkeligt at hun trækker sig som næstformand for Venstre. Hun må ubetinget trække sig fra sit mandat i folketinget eller tinget må bortvise hende efter Grundlovens § 33. Denne paragraf forpligter folketinget til at tage stilling til medlemmernes valgbarhed - ikke kun efter et valg men også i løbet af valgperioden. Konstaterer man at et medlem i en valgperiode har begået en handling der i almindeligt omdømme gør medlemmet uværdigt som folketingsmedlem - så skal hammeren falde.
Der skal være plads til rummelighed i folkestyret men begrebet rummelighed skal ikke anvendes som et tilholdssted for ulovligheder og foragt for folkestyret. Man skal ikke stemme på kandidater til folketinget som har misbrugt den tillid man ved tidligere valg har vist.
Mange tak for denne interessante gennemgang af Støjbergs meritter.
Også chefredaktør Jakob Nielsen fortsætter i Altinget sine analyser af Venstres enfant terrible, de er også værd at læse, blandt andet:
"Men i stedet er det, som om Inger Støjberg er blevet mere og mere opsat på at slås, i takt med at hendes forklaringer er blevet pillet fra hinanden af fakta, frembragt af kritiske journalister og krakilske advokater i Instrukskommissionen.
Som en kriger beruset af folkets hyldest er hun stolt vandret frem mod det næste slag med sin faste formulering om, at hun næsten ikke kan beskrive, hvor inderligt hun er imod det ækle fænomen, som barnebrude er.
På den måde udløste Inger Støjberg sit eget fald.
Hendes kompromisløse insisteren på at tale om barnebrude, mens andre talte om lovbrud, tvang et flertal til at nedsætte Instrukskommissionen. Den tvang Ellemann til at fælde hende. Og om få uger vil den formentlig tvinge Folketinget til at anlægge sag ved Rigsretten for første gang i 27 år."
(Fra artiklen
"Inger Støjberg udløste sit eget fald".
Det er ikke muligt at bringe linket pt)
Da Støjberg blev valgt til Venstres næstformand proklamerede hun åbenbart – til stor applaus - at hun spiste flæskesteg frem for Suhsi. Da man er eller bliver hvad man spiser, må det måske være tilladt at komme med nogle anbefalinger, her på kanten til det nye år.
Med en truende klimakolaps må behovet for at spise mindre kød give anledning til at man kan gå lidt mere omhyggeligt til de råvarer man spiser. Som gammel landmand kender jeg til den gennemtrængende støj det fremkalder når grise fodres i en indelukket stald. De skriger ”mig først, mig først”, samtidig med at de smittes af stemningen og tryner hinanden. Anderledes ro er der når grise fodres på marken eller i omgivelser, hvor deres tarme i forvejen har fået noget at arbejde med. Så første råd: Hold dig fra ”skrigeskinker”.
Grise kan faktisk udvikle stor klogskab i mere naturlige omgivelser - tryne jorden frem for hinanden. Ustimulerede grise i pressede stalde kan omvendt blive noget dumme. Så næste gang noget skal fejres med flæskesteg og kage – så undgå at det ligefrem er et dumt svin, du indtager.
Og selv om man egentlig opfatter sig selv som en lækker steg og godt kan lide smiger, så må det også være på sin plads – i sexismedebatten - at holde sig fra at spise gammel gris. Specielt kan man være uheldig at den ligefrem har ornelugt.
Det er fornuftigt at Støjberg holder sig fra Hamburgerryg - det kunne være endt i en fnisen på landsmødet – og det er også for oppumpet for at fremstå lækkert. Men det må anbefales Støjberg fremover at vælge sin flæskesteg lidt mere selvkritisk og tilberede den med lidt mere sprødt svær.
Venstre har det problem at deres nationalkonservative linje var påtaget for at hjælpe DF til at stjæle stemmer fra S. Men når Mette nu har overtaget fobien, er der ikke stemmer i det mere. Så må I jo finde ud af om i mente det.
KH @ Frihed, i den ”frie verden” er friheden til af være ”dansk” i Danmark, ”fransk” i Frankrig og ”kinesisk” i Kina?
jah - "hver fugl synger med sit naeb"@
Det er vel ikke et problem at ønske at udefrakommende tilpasser sig det land de nu engang har valgt skal være deres nye hjemland? Der er ingen der siger man skal assimilere sig 100% men i nogen grad er vel forventeligt? Og også noget man burde søge politisk.
De hjertevarme slumsøstre, Inger og Pernille, godt nytår.
Venstre er da vist ikke et parti der tester grænser, og konventioner, det er noget DF er kommet med og har sneget sig ind i V. V har historisk været splittet i nationalkonservatisme og liberalisme gennem mange år, tænk tilbage under 2. Verdenskrig. Liberalismen som Ellemanns far var garant for og Fogh og sågar Løkke en gang, det ændrede sig i 2001. Det er det venstre den nye unge Ellemann går imod, så får man se hvad der vinder, jeg tror de smelter i en del år som konservative og DF, før de kommer tilbage.
Miskendte genier!!!!
PS. Børnene skal hjem fra Syrien nu!
Venstre har ikke kunnet rummet noget som helst. Hvis de virkelig er ærlige så må de Kraftmed... foretage en navneændring til Det Ultra Højre således at vi endelig ved hvor vi egentlig har dem henne.
Venstre ved du ikke hvad det er for en størrelse og du ved egentligt ikke rigtig hvor du har dem henne. Men HELT SIKKERT er det at det er et NEO-FASCISTISK parti. Heller tage fat på at sagens kerne og fortage en navneændring til Højre, helst til Det Ultra Højre efter mening, for at det skal kunne virke nogenlunde troværdigt.
Jamen og Jomen, det er da utroligt at Venstre bliver ved med at kalde sig Venstre. Har bondestanden da ingen sans for LOGIK efterhånden, vel og mærke hvis de overhovedet havde det i forvejen i det hele taget?