Videnskab kan vise vejen, men ikke tvinge os derhen

Videnskabsfolkene er blevet 2020’s helte. De kan udvikle vacciner og redde tusindvis af liv. Men de kan ikke træffe de beslutninger, som skal til for at forhindre fremtidens pandemier. Det er en opgave for os alle og de politikere, vi vælger
Når vi mennesker gør krav på mere og mere natur, flytter de vilde dyr tættere på os, og når vi maser tusindvis af levende dyr sammen på markeder eller i små bure, skaber det de perfekte vilkår for fremvæksten af nye pandemiske sygdomme. Det ved vi godt. Alligevel glæder vi os til at vende tilbage til verden, som den var før pandemien, skriver Sebastian Abrahamsen i denne kommentar.

Når vi mennesker gør krav på mere og mere natur, flytter de vilde dyr tættere på os, og når vi maser tusindvis af levende dyr sammen på markeder eller i små bure, skaber det de perfekte vilkår for fremvæksten af nye pandemiske sygdomme. Det ved vi godt. Alligevel glæder vi os til at vende tilbage til verden, som den var før pandemien, skriver Sebastian Abrahamsen i denne kommentar.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Indland
19. december 2020

Hvis 2020 var et eventyr, så ville alverdens vaccineforskere tilsammen være ridderen på den hvide hest, som kommer galopperende i sidste øjeblik, hugger hovedet af den stygge drage og redder os alle sammen.

Hele året har videnskabsfolk arbejdet intensivt på at frembringe en vaccine, som kan bekæmpe den nye coronavirus. Og i disse uger bliver de første vacciner endelig godkendt og taget i brug.

Det giver håb i en mørk tid, hvor vi vist alle sammen har brug for noget at håbe på.

På rekordtid har adskillige forskerhold udviklet helt nye typer af vacciner, som verden aldrig har set før, og vaccinerne ser endda ud til at være usædvanligt virksomme. Det er en triumf for videnskaben.

Det seneste år har vist os, hvor afgørende en rolle videnskab spiller i et moderne samfund, og hvor afhængige vi er af dens resultater. Politikere uden nogen som helst sundhedsfaglig indsigt har verden over danset en desperat dans med corona, mens de har støttet sig til den rådgivning, de har fået fra sundhedsfaglige eksperter, og krydset fingre for, at nogen snart ville opfinde en kur eller en vaccine.

Men 2020 har også vist os, at der er – og bør være – en klar rollefordeling mellem videnskab og politik.

Mink og milliarder

I september begyndte coronavirus pludselig at sprede sig på landets minkfarme igen, efter at et første udbrud i Nordjylland i forsommeren var blevet slået ned.

Ingen fattede, hvordan det skete, eller hvorfor det gik så stærkt.

Regeringen havde lyttet til rådgivningen fra sundhedsmyndighederne og besluttet ikke længere at aflive minkene, som man havde gjort med de første tilfælde, men blot indføre påbud om hygiejne og værnemidler på minkfarmene. Men det viste sig ikke at være nok.

Pludselig løb det hele løbsk. Da flere end 100 minkfarme var smittet, og nye, ildevarslende mutationer dukkede op i minkene, besluttede regeringen – igen på baggrund af rådgivning fra videnskabsfolk – at alle landets mink måtte aflives. Det endte som bekendt i en politisk skandale, som har rystet regeringen og kostet tusindvis af mennesker deres arbejde, millioner af mink livet og i sidste ende kommer til at koste milliarder af kroner for os alle sammen.

Forløbet er et godt eksempel på forholdet mellem videnskab og politik.

Videnskabsfolkene har efter bedste evne fremlagt data og givet deres bud på løsninger. De har ikke ramt plet hver gang. Men ansvaret for at træffe beslutningerne har i sidste ende været politikernes.

Den næste pandemi

Den erkendelse bør vi tage med os ind i det nye år.

Snart kan vi forhåbentlig så småt begynde igen at vende tilbage til noget, der minder om en normal hverdag. Vi vil kunne rejse igen, gå på restaurant og i biografen og give et kram til dem, vi holder af, uden at bekymre os. Fordi videnskaben har reddet os. Vi har besejret naturen.

Men paradoksalt nok er det netop menneskets indblanding i naturen og forsøg på at tilrette den vores behov, som har udløst og forværret pandemien til at begynde med. Lige fra de såkaldte wet markets i Kina til minkfarmene herhjemme.

Når vi mennesker gør krav på mere og mere natur, flytter de vilde dyr tættere på os, og når vi maser tusindvis af levende dyr sammen på markeder eller i små bure, skaber det de perfekte vilkår for fremvæksten af nye pandemiske sygdomme.

Det ved vi godt. Det har vi vidst længe, fordi videnskaben har fortalt os det. Alligevel glæder vi os til at vende tilbage til verden, som den var før pandemien. Men måske bør vi spørge os selv, om vi er nødt til at ændre vores levevis fundamentalt, hvis vi vil undgå morgendagens pandemier.

Op til os

Vi kan bruge videnskaben til at slukke ildebrande, når først de er brudt ud. For eksempel ved at udvikle vacciner med lynets hast, når nye sygdomme opstår.

Men vi kan også forsøge at udnytte den viden, som videnskaben frembringer, til at forebygge ildebrandene, før de opstår. Ved at indrette vores samfund på nye måder, som mindsker risikoen for, at smitsomme sygdomme udvikler sig.

Det sidste er mere besværligt og kræver mere handling end det første. Men det betyder ikke, at vi ikke bør forsøge.

Videnskaben kan bibringe os ny viden og forslag til løsninger. Men den kan ikke træffe beslutningerne for os. I sidste ende er det op til os som borgere og de politikere, vi vælger, at indrette samfundet på en måde, så vi undgår nye pandemier i fremtiden.

Coronakrisen bør få os til at overveje, om vi har indrettet os på den rette måde. Om vores produktion af fødevarer, tøj og alverdens andre ting er bæredygtig. Sundhedsmæssigt og på anden vis.

Du sidder med et særtillæg foran dig. Her kan du læse nogle af vores bedste artikler om coronasmitten blandt mink. Det handler ikke så meget om den politisk-juridiske skandale, som vi også har skrevet meget om. Men mere om den sundhedsmæssige side af sagen. Om corona, mink og mennesker og de svære valg og hjernevridende mysterier, som både politikere og videnskabsfolk har stået over for i 2020.

Lad os håbe, at 2021 ser lidt lysere ud. God læselyst.

Minkskandalen

17 millioner mink skal aflives, sagde regeringen – muligvis inden den havde lovhjemmel til at beordre det. Inden den såkaldte cluster 5-mutation dukkede op blandt de danske mink, var Danmark langt mere tilbageholden med at kræve de superspredende pelsdyr aflivet end andre lande. I denne serie finder du både afsløringer om myndighedernes håndtering af udbruddene og baggrundsartikler om det store minkmysterium.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jacob Schønberg

vacciner redder kun danske liv hvis vi får dem ! JP skriver at sundhedsstyrelsen forventer at vi vaccinerer 200 000 før udgangen af marts ! DET ER SLET IKKE NOK ! VI SKAL OP PÅ 500 000 . Sundhedsstyrelsen er nogen klaphatte