Nyhed
Læsetid: 9 min.

Anklager i rigsretten mod Ninn-Hansen: »Jeg troede ikke, der ville komme en ny rigsretssag«

Fagligt set var det en spændende udfordring at være anklager i rigsretssagen mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen i Tamilsagen i 1993 til 1995, fortæller advokat John Petersen. Men da sagen var færdig, tænkte han: Der kommer aldrig igen en rigsretssag, for det er et meget stort apparat at sætte i gang
Ligesom Inger Søjberg stadig nyder stor opbakning fra mange borgere, så havde Erik Ninn-Hansen tilhængere under rigsretssagen mod ham. Her er gruppe af dem mødt op for at støtte ham, mens han er på vej til afhøring i Højesteret.

Ligesom Inger Søjberg stadig nyder stor opbakning fra mange borgere, så havde Erik Ninn-Hansen tilhængere under rigsretssagen mod ham. Her er gruppe af dem mødt op for at støtte ham, mens han er på vej til afhøring i Højesteret.

Finn Frandsen

Indland
16. januar 2021

I det tidlige forår 1993 sad den dengang 45-årige advokat John Petersen midt i et retsmøde, da han fik en besked fra en retsbetjent: Der er blevet ringet fra Folketinget, og du skal hurtigt ringe tilbage. Retsmødet blev sat på pause, mens John Petersen gik udenfor og ringede.

»Jeg blev så spurgt af et folketingsmedlem, om jeg ville påtage mig opgaven at være anklager i en eventuel rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen og indtil da fungere som juridisk rådgiver. Jeg sagde ja, og det brugte jeg så det meste af de næste to år på.«

John Petersen fik også udpeget advokat Henrik Viltoft som medanklager. Selv havde han fungeret som anklager i en årrække, mens Henrik Viltoft var en respekteret forsvarsadvokat. Begge havde desuden undervist på universitetet i strafferet.

Henrik Viltoft er afgået ved døden for mange år siden, og det samme er de fleste af de dommere og jurister, der medvirkede i rigsretssagen. John Petersen, der er pensioneret, er derfor en af de eneste nulevende, der spillede en central rolle under den foreløbigt seneste rigsretssag i Danmark.

Information har kontaktet ham for at høre, hvad han mener om rigsretten, nu hvor der er politisk flertal for, at der igen skal nedsættes en rigsret – om Inger Støjberg.

John Petersen husker tydeligt sine overvejelser, da han efter næsten to års arbejde kunne lægge sagen bag sig. Det havde professionelt været en meget spændende oplevelse – men der var sandelig også et ’men’:

»Jeg sagde til mig selv, at så havde vi deltaget i den sidste rigsretssag, der vil komme i Danmark. Jeg kunne slet ikke drømme om, at der kunne komme en rigsretssag til, og at hele det vældige apparat skulle sættes i gang igen,« siger han og understreger, at han ikke »i detaljen« har sat sig ind i sagen om Inger Støjbergs ulovlige pressemeddelelse om adskillelse af unge asylpar.

Men generelt mener han, at rigsretten er et for stort og kostbart apparat at sætte i gang for at opnå noget, hvis man lige så godt kan opnå det på anden vis.

»Dengang med Erik Ninn-Hansen skulle man have reageret politisk. Efter min mening skulle der have været en politisk og parlamentarisk reaktion. Den opfattelse havde jeg dengang, og den har jeg fortsat.«

Sagen mod den tidligere konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen blev anlagt af et flertal i Folketinget, fordi han i mere end halvandet år trods et retskrav havde blokeret for, at tamilske flygtninge i Danmark kunne få familiesammenført deres hustruer og børn fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka. Rigsretten endte med en dom på fire måneders fængsel, som dog af hensyn til Erik Ninn-Hansens alder blev gjort betinget.

I stedet for at anlægge en rigsret bør Folketinget forfølge politikere, der handler ulovligt, ved de almindelige domstole, mener John Petersen og peger på, at da den tidligere justitsminister P.A. Alberti i 1910 blev dømt for underslæb mod Den Sjællandske Bondestands Sparekasse for det dengang gigantiske beløb 15 millioner kroner, var det ikke i rigsretten. Alberti fik en dom på otte års tugthus i det almindelige retssystem.

»Hvis politikere begår ulovligheder, så må man kunne finde en paragraf i straffeloven, der kan anvendes i stedet. Det overvejede vi også dengang med Erik Ninn-Hansen, om ikke vi skulle have fat i en af straffelovens paragraffer om embedsmisbrug.«

Det kunne ifølge John Petersen for eksempel være paragraf 146, der handler om, at en offentlig myndighed, der træffer afgørelse i et retsforhold, der vedrører private, og udøver »uretfærdighed ved sagens afgørelse eller behandling«.

Han medgiver, at denne paragraf ikke ville kunne bruges til at straffe en minister for at have givet urigtige eller forkerte oplysninger til Folketinget. Men selv om Erik Ninn-Hansen havde givet Folketinget misvisende og urigtige oplysninger – akkurat som Inger Støjberg også har gjort ifølge Instrukskommissionens delberetning – så handlede rigsretssagen mod ham ikke om det. Den handlede om justitsministerens ulovlige beslutning.

– Så du mener, at man aldrig skal anlægge en rigsretssag, ligegyldigt hvad?

»Det skal så være en helt speciel sag, som man ikke kan ramme på anden vis, altså hvis der ikke er mulighed for at reagere parlamentarisk eller køre sagen ved de almindelige domstole. Hvis man absolut vil have en dom. Når man valgte at køre en rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen, var det, fordi han var så stejl. Han skød skylden på sine ministerkolleger og sine embedsmænd, for selv havde han ikke gjort noget forkert. Hvis han i stedet havde erkendt, at det var forkert og ulovligt, så var der nok ikke blevet nogen rigsretssag. Det var min overbevisning.«

– Sagde du også det, da du og Henrik Viltoft var juridiske rådgivere for Folketinget?

»Nej. Det udtalte vi os slet ikke om. Vi skulle bistå Folketinget med, hvad de ville. Vi var ikke hyret til at sige, hvad vi selv mente. Det var slet ikke vores opgave.«

Lad os skrue tiden tilbage til foråret 1993.

Ulovlig administration var omdrejningspunkt

I slutningen af marts 1993 deltog John Petersen og Henrik Viltoft i et møde med Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget. Situationen var sådan, at et flertal – Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti – ville anlægge en rigsretssag, mens De Konservative og Venstre var delt. Som det eneste parti var Fremskridtspartiet fuldstændig imod en rigsretssag.

John Petersen husker, at politikerne ville have de to advokater til at komme med en indstilling. Skulle der anlægges en rigsretssag eller ej?

»Men det ville vi ikke. Det må I selv afgøre, sagde vi, og der blev vi bakket op af den daværende formand for Folketinget, Henning Rasmussen. Der var en fra Fremskridtspartiet, der spurgte os: Hånden på hjertet, havde vi ikke lidt medlidenhed med Erik Ninn-Hansen? Men det blev skåret af med det samme af Henning Rasmussen.«

Forinden havde Tamilsagen været gennem en dommerundersøgelse med højesteretsdommer Mogens Hornslet i spidsen. Den pegede på, at der dels havde været en ulovlig administration, fordi man ikke havde givet familiesammenføring til tamilske flygtninge, selv om de ifølge udlændingeloven havde retskrav på det.

Dernæst var Ombudsmanden blevet sat ud af spillet ved en snedig manøvre, hvor en af Erik Ninn-Hansens nære partifæller indkaldte til et samråd om sagen, og endelig havde ministeren givet urigtige oplysninger til Folketinget for at dække over den ulovlige administration.

»Anklageskriftet kom kun til at handle om den ulovlige administration. Det var på vores anbefaling. De to andre punkter røg ud – eller rettere, de var med som såkaldt skærpende omstændigheder. Hvis de skulle have været med som selvstændige anklagepunkter, så ville sagen have taget endnu længere tid. Sagen blev altså skåret sådan, fordi det centrale var alle de mennesker, der sad i Sri Lanka og ikke fik lov til at komme til Danmark.«

Tamilsagen handlede om et ulovligt stop for familiesammenføring. Inger Støjbergs sag handler om ulovlig adskillelse af alle unge asylpar. I sidstnævnte sag har ministeren argumenteret med, at ikke alle unge par blev adskilt. Tilsvarende fik enkelte tamiler også tilladelse til familiesammenføring af Erik Ninn-Hansen.

»Ja, det er rigtigt. Men det store flertal fik ikke lov.«

Den officielle forklaring på stoppet var mangel på ressourcer i Direktoratet for Udlændinge, hvor sagerne blev behandlet. Men under afhøringerne forklarede embedsfolk, at de havde brugt mere tid på at svare på klager og bekymrede henvendelser fra tamiler end på at behandle sagerne. Reelt var sagerne færdigbehandlet og manglede bare en underskrift.

Alle var ’Des’ med hinanden

Efter at John Petersen havde afleveret et anklageskrift i Højesteret, blev rigsretten nedsat: Alle 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal lægdommere skulle deltage. Dertil to retssekretærer og de to anklagere. Erik Ninn-Hansen fik beskikket to forsvarere, blandt andet landsretssagfører Kristian Mogensen, der var kendt som De konservatives ’grå eminence’ og tilmed havde været kongehusets advokat.

På det første retsmøde i december 1993 argumenterede Kristian Mogensen for, at Højesteret var inhabil, fordi undersøgelsesdommer Mogens Hornslet selv var højesteretsdommer.

»Der blev brugt meget tid på den slags formalitetsprocedurer. Det endte med, at Rigsretten afviste højesteretsdommernes inhabilitet. Og så kunne retssagen ellers komme i gang med den daværende højesteretspræsident Niels Pontoppidan som formand.«

Der var afsat tre retsmøder om ugen, og der blev afholdt mere end 30 retsmøder, så med tiden blev det en voldsom belastning for andre sager i Højesteret.

»Højesteret var reelt lagt øde. Jeg tror, man udnævnte nogle landsdommere til at være konstituerede højesteretsdommere, så de mest presserende sager kunne behandles.«

John Petersen husker også, at der var en lidt højtidelig stemning, blandt andet fordi man dengang var ’Des’, når man talte med hinanden.

»Det havde rigsretten besluttet, sikkert for at holde en vis stil. Det er nok nemmere at komme op at toppes, hvis man siger du. Men det er næsten 30 år siden, og jeg kan slet ikke forestille mig, at man ville gøre sådan i dag. Sådan er den nuværende højesteretspræsident, Thomas Rørdam, ikke.«

Han husker også, at han havde nogle gevaldige sammenstød med Kristian Mogensen under retshandlingen.

»Jeg kunne egentlig godt lide ham uden for. Men hvis vi havde været dus i retten, så havde det slået meget mere gnister. Man kan ikke så godt sige ’Deres dumme svin’ … Det er noget sværere at forløbe sig, hvis man er Des.«

Ellers foregik rigsretten som en helt almindelig retssag: Sagen blev forelagt først af anklagerne, så af forsvarerne, derefter blev der afhørt vidner, og endelig blev der procederet.

»Vi brugte slet ikke de afhøringer af embedsfolk, der var foretaget under Hornslets dommerundersøgelse. Den blev ikke fremlagt i retten og var derfor uden betydning. Man startede frisk fra bunden, og sådan bør det også være. Men selvfølgelig brugte Henrik Viltoft og jeg den som en del af vores forberedelse, når vi skulle afhøre embedsmænd, fordi vi kunne se, hvad de tidligere havde forklaret.«

Syg minister på cykeltur

Erik Ninn-Hansen var til stede under samtlige retsmøder. Men i sommeren 1994 fik han et slagtilfælde. Derfor blev rigsretten udsat i månedsvis, mens man diskuterede, hvad man så skulle gøre. Principielt skal en anklaget have mulighed for at overvære retssagen. John Petersen husker de måneder som en besværlig tid.

»Vi fik udtalelser fra hospitalet, hvor han var indlagt, og fra Retslægerådet. Vi afhørte endda en fra Retslægerådet om hans tilstand og diskuterede, om sagen kunne køre videre, uden Erik Ninn-Hansen var til stede. Der var flere af dommerne, der sagde, at vi skulle droppe sagen, fordi de havde en masse højesteretsager, de gerne skulle have behandlet.«

Redningen kom ifølge John Petersen fra en kvik pressefotograf fra Politiken. Han havde stillet sig op uden for Erik Ninn-Hansens bopæl på Bregnegaardsvej i Gentofte og taget et foto af den tidligere minister, da han begav sig ud på sin daglige motionscykeltur i Dyrehaven.

»Det var jo ikke smart, hvis man var så syg. Det fik sagen i gang igen, så forsvarerne gik med på at køre den til ende uden hans tilstedeværelse.«

I maj 1995 var afhøringerne færdige, og der blev procederet. Sagen blev optaget til dom, som i 1995 endte med fire måneders betinget fængsel.

– Var det en hård straf?

»Det ved jeg ikke. Der var ikke nogen tidligere praksis at sammenligne med. Jeg synes, det var en tilpas hård straf. Men der var meget delte meninger i rigsretten, det kunne man fornemme. Der var dissens. Så vidt jeg husker, var det nu mest lægdommerne, der dissentierede, både på skyldsspørgsmålet og på strafspørgsmålet.«

– Var I inde på, hvor voldsomme konsekvenserne havde været for de tamilske familier, der ikke havde fået familiesammenføring?

»Nej, det havde været at gøre det lidt for tårevædet. Vores opgave som anklagere var at føre en straffesag med de beviser, der var. De følelsesladede udbrud holdt vi helt ude. Vi har da sikkert nævnt det, men kernen for mig var, at Erik Ninn-Hansen administrerede helt i strid med udlændingelovens regler – uanset hvad der så skete med tamilerne.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bent Christensen

Helt enig i at det er et for stort apparat at sætte i gang, men problemet er når man har at gøre med stædige personer som Støjberg og Ninn Hansen at gøre. Hvis de ikke havde været så stædige kunne de nok have nøjes med en undskyldning.

Gert Friis Christiansen, Lis djørup og Henning Kjær anbefalede denne kommentar

Kan anbefale
1/ Beretning om Tamilsagen Sammenfatning og retlig vurdering december 1992
og
2/ Peter Larsens pædagogiske foredrag der kan ses på DR Bonanza:
"Mens vi venter på retfærdigheden"

Jesper Sano Højdal, Torben Bruhn Andersen, Steen Obel, Jane Jensen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, John Damm Sørensen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar

Undrer det dig egentligt, Gert Romme? Personligt kan jeg også forfalde til undren, men når det kommer til benet, er det vel åbenlyst at man ønsker sig et velbetalt arbejdsliv som koncernchef/bestyrelsesmedlem i virksomheden Danmark. Der er på ingen måde tale om demokratisk ånd i vore folketingspolitikeres iagttagelse af egne privilegier; lige offentlighedslov over egen honorering, ferieforhold og diæter m.m. - til afvisning af forfatningsdomstol, dobbeltmandater iht. lovgivende og udøvende magtforvaltning samt forcering af etniske/politiske fjendebilleder, særlovgivninger o.a.

Michael Hullevad, Torben Bruhn Andersen, Mathias Petersen, Estermarie Mandelquist, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Netop Gert Romme, og det er efter min mening både pinligt og beskæmmende, at vi har et system, hvor et givet og opportunt flertal de facto kan legitimere ulovlig administration/forvaltning - og forhindre at det bliver undersøgt og evt kommer for en domstol.
- Ikke en (såkaldt) retstat værdig.

Michael Hullevad, Torben Bruhn Andersen, Thomas Tanghus, Steen Obel, Bjarne Bisgaard Jensen, Hanne Utoft, Jane Jensen, Estermarie Mandelquist, Steen K Petersen, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel og Lars Jørgensen anbefalede denne kommentar
John Damm Sørensen

@Katrine Damm
Det er, hvad jeg kalder kommunaliseringen af Folketinget. I landets kommuner ses i vidt omfang stort på landets lovgivning, når blot man kan opnå flertal i byrådet.

Michael Hullevad, Torben Bruhn Andersen, Steen Obel, Steen K Petersen, Ebbe Overbye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Dét, som så er ret afgørende, det er om vi husker at vi faktisk har magtfuldkomne og udemokratiske politiske 'ledere' her i landet - når nu vi skal diskutere og kritiserer manglende demokrati i andre lande. Dér har danskerne en klar tendens til at 'glemme' de kritisable tilstande i egen andedam og med store, kloge fingre udpege 'de andre' som nogen, man må 'gøre noget ved'.

Torben Bruhn Andersen, Marianne Jespersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kurt Lindy Hansen

Jeg mener, at Lars løkke Rasmussen har svigtet sin minister ved ikke at have stoppet hendes fremfærd, inden det er nået så vidt, at hun skal for en rigsret.

Marianne Jespersen

Hvis respekten for ombudsmandsinstitutionen opretholdes og udvides. Evt. med lidt styrkelse i lovgivning behøver vi næppe en forfatningsdomstol og formentlig heller ikke ret mange rigsretssager.
Som allerede nævnt i artiklen kan straffeloven komme i spil i stedet for rigsretssager. Det er nok også mere på sin plads for forbrydelsernes ofte ret usle karakter - Rigsrettens storslåede menageri og ophøjede karakter er stort set for meget ære overfor de pågældendes politikeres ofte lusede småsvindel, dårlige bortforklaringer og prokuratorkneb når de bliver afsløret..

Marianne Jespersen, mener du med udvidet respekt og lidt styrkelse i lovgivningen f.eks. at Ombudsmandens muligheder for at gå ex officio øges, at klageafvisningsbestemmelserne lempes, at også domstolene omfattes af Ombudsmandsinstitutionens myndighed og at Ombudsmanden ikke længere skal udpeges af folketingspolitikerne selv? Der er ret mange udvidelser og styrkelser af den demokratiske kontrol med vore magter, som kan være relevante at foretage; så mange at der let kan blive tale om en ny institution hvis opgaven skal løses bare nogenlunde. Samtidig er det vigtigt at huske på at vi i sin tid fik Ombudsmandsinstitutionen som et alternativ til en forvaltningsdomstol (og altså ikke en forfatningsdomstol, hvis egentlige ressortområde (altså forfatningsstridighed) i Danmark ligger hos de almindelige domstole.

parantes slut manglede.