Barnløshed er blevet en millionforretning: Hver anden fertilitetsbehandling sker på privatklinik

»Vi laver et barn om dagen.«

Sådan lyder sloganet for Dansk Fertilitetsklinik, som er en af de største private klinikker for fertilitetsbehandling i Danmark. Her koster en pakke med tre forsøg med reagensglasbehandling 46.500 kroner, hvis du er en kvinde under 35 år. Er du mellem 40 0g 42 år, lyder prisen på 54.000 kroner.

En anden klinik, Fertilitetsklinik København, reklamerer med at have hjulpet med at undfange 12.313 børn siden 1983. På hjemmesiden ruller en billedserie med glade babyer over skærmen. Her koster en pakke med tre reagensglasforsøg – også kaldet IVF – 44.000 kroner.

Mere end halvdelen af de børn, som kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling herhjemme, er lavet på private klinikker, og for en stor del af dem er det for borgernes egen regning.

Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at der i 2018 blev påbegyndt 12.819 IVF-behandlinger, hvoraf 42 procent blev udført i offentligt regi, mens 57,1 procent var på private klinikker. Af alle behandlingerne blev 18,7 procent udført på udenlandske kvinder. Hvad angår insemination, sker omkring halvdelen af behandlingerne også på privatklinik. 

Ved IVF udtages modne æg fra æggestokkene og befrugtes med mandens sæd i en petriskål, mens sæden ved insemination bliver direkte indført i kvinden. 

Stramme regler

Når det private marked for fertilitet er blevet så stort i velfærdsstaten Danmark, hvor det offentlige sundhedsvæsen ellers er dominerende, skyldes det især, at der er begrænsninger på, hvor meget hjælp man kan få fra det offentlige sundhedsvæsen, hvis man lider af nedsat frugtbarhed.

Som Information tidligere har beskrevet, har mellem hvert fjerde og sjette par, der forsøger at få barn i Danmark, nedsat fertilitet. Det vil sige, at de efter et års forsøg ikke er lykkedes med at blive gravide. I dag kommer hvert tiende barn i Danmark til verden med fertilitetsbehandling.

Men i det offentlige sundhedsvæsen bliver der kun givet tre forsøg med reagensglasbehandling til første barn. Har man allerede et barn, eller har man brug for flere end tre forsøg – og har man ingen overskydende æg på frost – skal man selv betale.

Problemet er, at det statistisk vil kræve flere forsøg at blive gravid. Det dikterer vores biologi, påpeger Søren Ziebe, som er klinikchef på Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet.

»Det er langtfra på alle cyklusser, at man opnår graviditet. Når det foregår helt naturligt, og man er i sin mest fertile alder, sker det på hver tredje cyklus, men det falder, jo ældre man bliver. Hvis vi skulle kunne give folk et rimeligt behandlingsforløb, ville vi nogle gange skulle tilbyde flere folk forsøg. Det kunne være op til seks,« siger han.

Spørger man Kjeld Møller Pedersen, der er sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet, er det netop de stramme regler for behandling, som har skabt et stort privat marked for fertilitet i Danmark.

Og reglerne hænger ifølge ham sammen med en tilbageholdenhed i forhold til at anerkende nedsat frugtbarhed som en sygdom.

 Kjeld Møller Pedersen fremhæver, at fertilitet herhjemme er i samme kategori som plastikkirurgi i sundhedsvæsenet. Der er derfor ingen behandlingsgaranti eller frit sygehusvalg.

»Der har flere gange været debat om, hvorvidt det er en offentlig opgave at hjælp dem, som ikke kan selv, med at få børn. Derfor er det også slående, at området stadig har en særstilling i forhold til andre ting i sundhedsvæsenet,« siger han. 

Kan behandle »alt, der har en livmoder«

Den danske fertilitetsindustri er stor. En rapport fra 2013 lavet af Copenhagen Economics for medicinalvirksomheden Ferring viser, at industrien dengang omsatte for 1,1 milliard kroner. Der er ikke lavet opgørelser siden, men i 2013 var forventningen, at tallene kun ville stige.

Søren Ziebe er enig med Kjeld Møller Pedersen i, at der har været en politisk tøven og tilbageholdenhed med at give penge til de ufrivilligt barnløse i det offentlige sundhedsvæsen.

»Og så kom privatklinikkerne og er gået ind og har udfyldt det hul,« siger han.

Det hører også med til historien, at lægerne er blevet meget bedre til at behandle nedsat frugtbarhed, siden man begyndte at lave de første reagensglasbehandlinger i 1980’erne.

Søren Ziebe fortæller, at man for få årtier siden kun kunne behandle kvinder med lukkede æggeledere og mænd med normal sædkvalitet. Men i takt med at teknologien har udviklet sig, er målgruppen blevet meget større. 

»I dag kan vi groft sagt behandle alt, der har en livmoder – og selv dét er under omkalfatring,« siger Søren Ziebe.

Med mikroinsemination kan man for eksempel i dag hjælpe mænd med meget lav sædkvalitet, og samtidig har lægerne fået større forståelse for en række hormonprocesser, som gør, at de kan stimulere eller fryse kvinders æg ned.

Privatisering skaber ulighed

Men behovet og mulighederne for fertilitetsbehandling er vokset, uden at ressourcerne er fulgt med i det offentlige sundhedssystem. 

»Ressourcerne er ikke fulgt med den teknologiske udvikling,« siger Søren Ziebe. 

Konsekvenserne af at så mange barnløse i dag selv betaler for behandling på privatklinikker er ifølge ham, at der opstår ulighed i sundhed på fertilitetsområdet.

»På privatklinikker har man også brug for flere end ét forsøg for at blive gravid, og mange må købe sig til to-tre behandlinger. De rige skal nok få råd, men for de fleste vil det være en betragtelig økonomisk udfordring. Og for mange handler det ikke kun om at få ét barn, men at skabe den familie, man drømmer om,« siger han.

Kjeld Møller Pedersen er enig i, at det store private marked for fertilitet rejser nogle spørgsmål omkring ligheden i sundhed.

»Det er absolut ikke gratis at modtage fertilitetsbehandling i det private, og derved kan der skabes en vis skævhed i forhold til, hvem der har pengepungen til at blive ved med at prøve,« siger han.

Anne-Marie Gerdes, formand for Etisk Råd, som blandt andet beskæftiger sig med etiske spørgsmål omkring fertilitetsbehandling, fremhæver ligeledes, at det er en udfordring, at man har begrænset hjælpen i det offentlige til tre forsøg.

»Der er brug for en debat om, hvorvidt antallet er lagt rigtigt. Som jeg har hørt det, så ville det give god mening at udvide det til seks forsøg. Det vil også give en større lighed,« siger hun.

»Relativt billigt«

Spørgsmålet er, hvor mange skattekroner det ville koste at hjælpe flere barnløse par i det offentlige sundhedsvæsen. Det satte en gruppe danske forskere sig i 2012 for at udregne. 

De medtog alle omkostninger, lige fra medicin og engangsudstyr til udgifter til løn, vand og varme. Forsøg, der ikke udmundede i et barn, blev også talt med, fortæller Terkel Christensen, som er professor emeritus på Syddansk Universitet og var førsteforfatter på studiet.

Og prisen? Den lød i gennemsnit på 76.413 kroner for en vellykket graviditet. Alt afhængig af kvindernes alder steg eller faldt den betragteligt.

»Vi fulgte 739 barnløse par i offentlig fertilitetsbehandling i fem år, med de forskellige behandlinger og forløb, de var igennem. På den måde kom prisen til at afspejle virkeligheden. Vi mente, der var offentlig og politisk interesse i at kende omkostningerne,« siger han.

Siden har forhold som inflation og nye teknologier måske ændret prisen en smule, men Terkel Christensen mener, at det er »relativt billigt« for en ydelse i det danske sundhedsvæsen.

»Herudover vil børn, som er kommet til verden med fertilitetsbehandling, i løbet af deres liv ende med at bidrage positivt til statskassen,« skrev han og de andre forfattere i studiet.

Man får med andre ord en ny skatteborger for pengene, hvilket også er til gavn for samfundsøkonomien. 

Kjeld Møller Petersen vil ikke forholde sig til, om man ligefrem kan tale om offentlig fertilitetsbehandling som en god investering.

»Sådan vil jeg ikke anskue det,« siger han. 

Men han er enig med Terkel Christensen i, at de 76.413 kroner er en overskuelig pris, når man sammenligner med andre behandlinger i sundhedsvæsenet.

»Det er ikke ret mange penge. Til sammenligninger koster en hofteudskiftning lige godt 70.000 kroner. Så det er altså slet ikke en usædvanlig pris,« siger han.

Politikere vil hellere forebygge

På Christiansborg mener flere partier da også, at man fra det offentliges side i højere grad end i dag bør hjælpe de par, som ikke kan få børn selv. I efteråret blev der med bred politisk opbakning vedtaget et lovforslag, som ophæver grænsen på fem år for nedfrysning af kvinders æg i forbindelse med fertilitetsbehandling.

Venstres familieordfører, Marlene Ambo, vil også gerne kigge på, om man bør lempe begrænsningerne på offentlig fertilitetsbehandling, så man eksempelvis får seks forsøg med IVF, som Rigshospitalets Søren Ziebe og Anne-Marie Gerdes fra Etisk Råd er fortalere for.

»Vi ønsker ikke mere brugerbetaling og ulighed i sundhed. Det skal ikke være pengepungen, som afgør, om man får de børn, man gerne vil. Derfor kunne det sagtens give mening med flere forsøg i det offentlig, måske også til flere børn. Men det må fagspecialister være med til at vurdere,« siger Marlene Ambo, som »slet ikke« mener, der er nok politisk fokus på fertilitet i dag.

Men hun understreger også, at det er afgørende, at færre par i fremtiden får brug for hjælp til at få børn. I den sammenhæng spiller forebyggelse ifølge Marlene Ambo en »altoverskyggende« rolle.

»Det handler både om at skabe forhold, som gør det mere attraktivt at få børn for eksempelvis studerende, og om at informere de unge bedre om, at det bliver sværere at blive gravid, jo længere de venter,« siger hun.

Også Kirsten Normann, som er sundhedsordfører for SF, mener, at den vigtigste politiske indsats handler om forebyggelse frem for mere offentlig hjælp til fertilitetsbehandling.

»Det haster med at komme foran problemet og få opmuntret de unge til at stifte familie, mens de stadig er unge. Jeg vil hellere forebygge end at helbrede. Med større fleksibilitet på uddannelserne, bedre barsel og mere sikkerhed på arbejdsmarkedet for dem, der gerne vil have børn lidt tidligere i livet,« siger Kirsten Normann.

Hun anerkender, at det ikke kan løse alle problemerne, og at mange par stadig vil have brug for fertilitetsbehandling.

»Og dem skal vi selvfølgelig hjælpe. Især dem, hvor sygdom er årsagen til, at de har svært ved at få børn. Men jeg kan godt være bekymret for, at nogle kommer til at bilde sig selv ind, at de bare kan vente og så få uendelig meget hjælp til at få børn, når det passer dem. Det er langt bedre at komme i gang i tide, så man kan få sine børn uden hjælp.«