Folketingets to advokater ikke i tvivl: De peger på rigsret

Onsdag blev en dramatisk dag i dansk politik. De to advokater, som Folketinget havde bedt om at tage stilling til Instrukskommissionens berretning, har vurderet, at der er grundlag for at nedsætte en rigsret om tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ansvar for den ulovlige adskillelse af unge asylpar tilbage i 2016.

Hvis et flertal i Folketinget beslutter sig for at følge advokaternes vurdering, bliver det første gang siden 1993, at rigsretten nedsættes – dengang mod den tidligere konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen, der i 1995 blev dømt for sin rolle i Tamilsagen.

Folketinget fungerer som anklager i en rigsret, og Advokatrådet blev før jul bedt om at udpege to medlemmer, der kunne hjælpe politikerne med at vurdere, om der i den omfattende delberetning på 3.500 sider, som Instrukskommissionen udsendte midt i december efter at have brugt tusindvis af timer og gennemført over 50 afhøringer, ville være grundlag for at rejse en rigsretssag.

Advokatvurderingen skulle udarbejdes hurtigt, for ellers risikerede sagen at falde for den forældelsesfrist på fem år, som ministeransvarsloven indeholder. Advokatrådet pegede på Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen, og de har lavet en fælles vurdering på fem sider på baggrund af delberetningen.

De to advokaters konklusion er, »at der på baggrund af Beretningen (fra Instrukskommissionen, red.) er grundlag for at rejse tiltale mod tidligere minister Inger Støjberg for Rigsretten vedrørende indkvarteringsordningen og dens administration«, og at »der er en rimelig formodning om, at Rigsretten, hvis Instrukskommissionens bevisvurderinger ikke ændres, eller nye afgørende beviser fremkommer, vil finde, at der foreligger fortsæt eller grov uagtsomhed, hvorved tiltalen kan føre til domfældelse«.

Information har bedt professorerne Jørn Vestergaard og Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet om at læse vurderingen fra de to advokater.

»De to advokaters vurdering er sober og saglig, og konklusionen er krystalklar. Når vurderingen sammenholdes med Instrukskommissionens delrapport, giver den helt utvivlsomt Folketinget et solidt grundlag for at rejse rigsretsag,« skriver strafferetsprofessor Jørn Vestergaard i en mail.

»Det juridiske grundlag for en rigsretssag er nu velbelyst. I lyset heraf skal der meget, meget tungtvejende politiske grunde til, for at Folketinget kan afvise at rejse tiltale. Det er en ret klar konklusion fra de to advokater, og den er også den eneste, man kan komme frem til, hvis man tager Instrukskommissionens delberetning for gode varer. Det ville også være virkelig overraskende, hvis de to advokater var nået frem til en anden konklusion.«

Advokat Nicolai Mallet, der har været bisidder for Inger Støjberg under Instrukskommissionens arbejde, har dog en anden vurdering.

»Advokaterne konkluderer, at der er ’rimeligt grundlag’ for at rejse tiltale og at de har en ’rimelig formodning om’, at det kan føre til ’domfældelse’. Det er ikke voldsomt meget at starte en rigsretssag på. Og selv dét forudsætter, at en rigsret bare lægger kommissionens vurderinger til grund. Hvis en rigsret vurderer vidnernes forklaring lidt mere kritisk, sådan som man normalt gør i straffesager, så er der med andre ord ikke grundlag for den sag,« skriver Nicolai Mallet i en mail.

Den undtagelsesfri pressemeddelelse

Lad os se på, hvad Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen skriver. Deres konklusion falder i to dele og følger i store træk Instrukskommissionens delberetning. Først vurderes Inger Støjbergs ansvar for adskillelsen, dernæst hendes ansvar for videregivelse af forkerte oplysninger til Folketinget.

De to advokater har lagt Instrukskommissionens beskrivelser af faktum til grund for deres konklusion. Det samme er tilfældet med kommissionens bevisvurderinger og bevisafvejninger. De har således ikke fundet grundlag for at tilsidesætte nogen af kommissionens bevisvurderinger. Advokaterne finder nemlig, at kommissionens delberetning fra den 14. december 2020 er grundig, velskrevet og velbegrundet.

Sagen begyndte med, at Inger Støjberg den 10. februar 2016 udsendte en pressemeddelelse om, at samtlige unge asylpar, hvor den ene part var under 18 år og som var indkvarteret på landets asylcentre, uden undtagelse skulle adskilles. Ifølge de to advokaters vurdering har ministeren dermed overtrådt ministeransvarsloven. Fordi pressemeddelelsen var uden mulighed for undtagelse, var den klart ulovlig og i strid med uskrevne forvaltningsmæssige grundsætninger om saglig forvaltning, pligtmæssigt skøn og proportionalitet.

Yderligere udgjorde pressemeddelelsen ifølge advokaterne en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel otte om retten til familieliv samt FN’s Børnekonvention, og endelig var den undtagelsesfri pressemeddelelse også i strid med de formelle og processuelle krav, der stilles efter dansk forvaltningsret og Menneskerettighedskonventionen.

Dermed behøver de to advokater ikke, skriver de, tage stilling til det juridiske problem, som Instrukskommissionen også har peget på, nemlig at der slet ikke var hjemmel i udlændingeloven til at foretage en tvangsmæssig adskillelse af de unge asylpar.

På baggrund af kommissionens beskrivelse af, at Inger Støjberg på forhånd var klart advaret om, at en undtagelsesfri ordning ville være ulovlig, og at ministeren alligevel fastholdt, at hun ønskede en ordning uden mulighed for undtagelse, hvorefter hendes embedsværk afgav en undtagelsesfri instruks til Udlændingestyrelsen om at adskille samtlige par, så finder de to advokater, at ministeren var ansvarlig for, at styrelsen påbegyndte den klart ulovlige adskillelse og indkvartering.

Ifølge kommissionen må det utvivlsomt have stået klart for Inger Støjberg, at der ville være en nærliggende risiko for, at styrelsen ville adskille uden undtagelser – således som hun gentagne gange selv havde tilkendegivet – og at hun må have accepteret dette som et muligt udfald. Her er der altså tale om et muligt forsæt fra ministerens side, og også den vurdering tilslutter advokaterne sig.

Den ulovlige ordning

Dernæst har advokaterne vurderet, om Inger Støjberg i relation til ministeransvarsloven kan bebrejdes den ulovlige indkvarteringsordning. Her har advokaterne vurderet, om ministeren har fulgt et usagligt formål samt vurderet den tidsmæssige udstrækning og endelig konsekvenserne for de berørte.

I sig selv er det et sagligt formål at beskytte mindreårige mod tvangsægteskab, men det kan, skriver Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen, ikke opnås med ikkelovlige metoder. Derfor mener de ikke, at ordningen kan anses for sagligt begrundet.

Adskillelsen af de unge asylpar i foråret og sommeren 2016 havde langtfra samme tidsvarige udstrækning som i Tamilsagen, hvor tamilske ægtefæller i en periode på op til halvandet år ikke fik behandlet deres ansøgninger om familiesammenføring, som de ellers havde et retskrav på.

Alligevel finder de to advokater, at der er tale om en overtrædelse af ministeransvarlighedsloven, blandt andet fordi Inger Støjberg ikke selv tog initiativ til at få udsendt retningslinjer til Udlændingestyrelsen. I den forbindelse peger advokaterne på den bestemmelse i ministeransvarsloven, der handler om medvirken.

Endelig mener advokaterne, at de unge asylpar som flygtninge var en gruppe mennesker i en sårbar situation, og derfor kunne adskillelsen føre til alvorlige skadevirkninger.

Forkerte oplysninger til Folketinget

Advokaterne har også vurderet Inger Støjbergs ansvar for, at Folketinget har fået forkerte oplysninger. Instrukskommissionen konkluderer, at Inger Støjberg ikke kunne være i tvivl om, at hun på et samråd i Folketinget i juni 2017 gav en urigtig og misvisende forklaring om den ordning, som blev gennemført som følge af hendes undtagelsesfri pressemeddelelse. De forkerte oplysninger blev, som Information tidligere har beskrevet, desuden fastholdt og gentaget i en lang række folketingssvar.

Kommissionen fandt også, at ministerens forklaring om, at hun med sin ordning havde ’reddet’ fire piger, var misvisende og med til at tegne et billede af ordningen, som hun ikke havde noget grundlag for at udtale sig om, fordi hun ikke havde undersøgt forholdene.

Her finder advokaterne, at det bør indgå som »skærpende omstændigheder« i vurderingen af Inger Støjbergs ansvar.

Endelig tager advokaterne til sidst det forbehold, at Rigsretten – såfremt den måtte blive nedsat – vil foretage en anden bevisvurdering end Instrukskommissionen, og at der principielt kunne komme nye beviser frem. Men Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen anser det for at være mindre sandsynligt, at det vil kunne føre til en frifindelse af Inger Støjberg – henset til kvaliteten af Instrukskommissionens arbejde og det omfattende materiale, den har inddraget.

Professor Jens Elo Rytter mener om dette forbehold fra advokaternes side, at det »ligger i sagens natur«, at det er et forbehold, de er nødt til at tage. Og Jørn Vestergaard skriver, at »konstateringen af, at det ikke kan forventes, at der under en rigsretssag vil blive rokket ved Instrukskommissionens bevisvurdering, forekommer særdeles overbevisende«.