Analyse
Læsetid: 6 min.

Inger Støjberg blev indhentet af fortiden. Nu venter det endelige opgør i Rigsretten

For både Venstre og Socialdemokratiet var det en svær beslutning at bakke op om en rigsretssag. Men nu er terningerne kastet, og sagen må forventes at blive en skelsættende begivenhed, der kan få stor betydning for styrkeforholdene i dansk politik
Inger Støjberg rasede torsdag videre mod Jakob Ellemann-Jensen og talte om hans støtte til rigsretssagen som »den største mistillidserklæring, jeg kan få fra min egen formand«.

Inger Støjberg rasede torsdag videre mod Jakob Ellemann-Jensen og talte om hans støtte til rigsretssagen som »den største mistillidserklæring, jeg kan få fra min egen formand«.

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Indland
15. januar 2021

Næsten fem år efter Inger Støjberg som udlændinge- og integrationsminister udsendte en pressemeddelelse om adskillelse af asylpar, bliver hun nu indhentet af fortiden. For første gang siden Tamilsagen vil et flertal i Folketinget rejse en sag ved Rigsretten, og Inger Støjberg risikerer bøde- eller i yderste instans fængselsstraf, ligesom hun kan blive erklæret uværdig til at være medlem af Folketinget.

Det er en historisk beslutning, at Folketinget vil retsforfølge den forhenværende minister. En rigsret er det absolut tungeste maskineri, de folkevalgte kan køre i stilling. Det sker kun ganske sjældent. Og allerede nu står det klart, at sagen vil blive skelsættende og kan få stor betydning for styrkeforholdene på Christiansborg, på samme måde som Tamilsagen i sin tid blev en definerende begivenhed i dansk politik.

For flere partier er det langt fra belejligt at skulle sende Inger Støjberg i Rigsretten. Men efter Instrukskommissionen afgav sin delberetning, og Folketingets advokater kom med deres vurdering af grundlaget for en rigsretssag, var det vanskeligt for partierne at gøre andet end at støtte en rigsretssag.

Hvis bare hun selv var gået

Inger Støjberg har bestemt ikke gjort det let for sig selv. Både Ombudsmanden og Instrukskommissionen har slået fast, at instruksen om adskillelse af asylparrene var ulovlig. Og det har længe stået klart, at sagen handler om brud på internationale konventioner og dansk ret og om en ministers ansvars for at forvalte lovligt.

Ikke desto mindre har Inger Støjberg hårdnakket fastholdt, at det centrale spørgsmål er, hvorvidt man er for eller imod barnebrude. Hun har konsekvent betegnet Instrukskommissionen som »Barnebrudskommissionen«. Og hun har beklaget, at der er sket visse fejl undervejs i processen med adskillelsen af asylparrene, men har afvist at have været skyld i fejlene.

Det er næppe sandsynligt, at Folketinget ville have gennemført en rigsretssag, hvis Inger Støjberg entydigt havde beklaget sin rolle i sagen og enten selv var gået som minister eller var blevet fjernet af forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) – ligesom han eksempelvis fyrede en af Inger Støjbergs forgængere i Integrationsministeriet, Birthe Rønn Hornbech (V), på baggrund af hendes rolle i Statsløsesagen.

Et smertefuldt forløb

For Venstre er forløbet yderst smertefuldt.

I løbet af Lars Løkke Rasmussens tid som statsminister afdækkede pressen sagen, og oppositionen trak Inger Støjberg igennem en række samråd, hvor hun kom med skiftende forklaringer. Alligevel afviste Venstre og resten af den borgerlige blok en nærmere undersøgelse. De ville end ikke give Inger Støjberg en såkaldt næse.

Da Jakob Ellemann-Jensen tog over som formand efter folketingsvalget, overtog han Inger Støjbergs udlægning af sagen og negligerede den ulovlige adskillelse af asylpar. I et interview sagde han, at det var et »ualmindeligt fornuftigt synspunkt« ikke at »acceptere barnebrude i Danmark«. Og han omtalte Instrukskommissionen som både »barnebrudskommissionen« og en »inkvisition«.

Inger Støjberg blev næstformand for Venstre og partiets retsordfører. Men efterhånden som Instrukskommissionens afhøringer skred frem, stod det stadig mere klart, at sagen om den ulovlige adskillelse af asylpar kunne komme til at udgøre et alvorligt problem for Inger Støjberg og dermed for Venstre. Flere embedsmænd berettede, hvordan ministeren havde fastholdt et ønske om at adskille alle asylpar, selv om de havde gjort klart for hende, at en sådan undtagelsesfri praksis ville være ulovlig. Og kommissionen fremlagde interne dokumenter, der pegede i samme retning.

Blev advaret af embedsværket

Da Instrukskommissionen i december kom med sin delberetning, måtte Jakob Ellemann-Jensen korrigere sin linje. Ellers risikerede han at komme til at stå på den forkerte side af historien og fremstå som en uansvarlig politiker, der hverken stod for lov og orden eller støttede op om retsstatens institutioner.

Kommissionen konkluderede, at det var »klart ulovligt«, da asylpar, hvor den ene part var under 18, undtagelsesfrit blev beordret adskilt. Den konstaterede også, at embedsfolkene handlede »i overensstemmelse med Inger Støjbergs udtrykte ønske« om en undtagelsesfri praksis. Og den vurderede, at hun havde fastholdt dette ønske »på trods af flere mundtlige advarsler fra embedsværket«.

Det er alvorlige sager. Folketinget satte to uafhængige advokater til at gennemgå kommissionens beretning for at vurderede grundlaget for en rigsretssag. Og i et interview med Jyllands-Posten bekendtgjorde Jakob Ellemann-Jensen, at han var parat til at støtte en rigsretssag mod sin næstformand, hvis advokaternes gennemgang lagde op til det.

Som bekendt satte det gang i et opgør mellem formanden og næstformanden, og Inger Støjberg blev presset til at opgive sin post som næstformand.

Skifter hun parti?

Advokaternes vurdering efterlod ikke meget tvivl: Der er grundlag for en rigsret og ifølge dem en overvejende sandsynlighed for en dom mod Inger Støjberg.

Efter Jakob Ellemann-Jensen havde sagt A, måtte han også sige B. Han og et flertal i partiet vil derfor stemme for en rigsret. Men et betydeligt mindretal vil stemme nej, og Inger Støjberg raser videre mod Jakob Ellemann-Jensen og taler om »den største mistillidserklæring, jeg kan få fra min egen formand«.

Det efterlader spørgsmålet om, hvorvidt den detroniserede næstformand vil skifte parti, og om andre vil følge med. Opgøret forekommer under alle omstændigheder ødelæggende for Venstre. Partiet risikerer at blive overhalet af De Konservative i meningsmålingerne, og at forholdet bliver yderlige forværret til Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, der begge klart afviser en rigsretssag.

Svært for Mette Frederiksen

Men heller ikke for socialdemokraterne er det nogen let beslutning at stemme for en rigsretssag. Partiet frygter reaktionen fra de udlændingekritiske vælgere, som de havde held til at vinde tilbage fra primært Dansk Folkeparti ved det seneste folketingsvalg.

For kan de udlændingekritiske vælgere udlægge støtten til en rigsretssag mod dansk politiks fremmeste strammer som udtryk for, at socialdemokraterne i virkeligheden går mere op i juristeri og internationale konventioner end i en hård og konsekvent linje over for asylansøgere?

Desuden bøvler Socialdemokratiet med sin egen retlige skandale, den såkaldte minksag, der nu skal undersøges af en såkaldt granskningskommission. Socialdemokratiet vil derfor meget nødigt sætte barren lavt for, hvornår Folketinget bør retsforfølge en minister.

I sidste ende valgte Mette Frederiksen ikke desto mindre at bakke op om en rigsretssag. En beslutning, der givetvis blev lettere, fordi Jakob Ellemann-Jensen havde stillet sig selv et sted, hvor også han nødvendigvis måtte støtte nedsættelsen af rigsretten.

De socialdemokratiske bekymringer er tydeligt afspejlet i den udtalelse fra Mette Frederiksen, som blev udsendt torsdag formiddag. Den var renset for alt, hvad der handlede om de berørte asylpar og drejer sig alene om den juridiske problemstilling.

Statsministeren gjorde klart, at ministre skal kunne »udfordre og sætte spørgsmålstegn ved embedsværkets vurderinger og indstillinger og lade dem afsøge alternativer i arbejdet med politiske løsningsforslag«. Men at det ikke må føre til, »at en minister – trods flere advarsler – er ansvarlig for, at der iværksættes en klart ulovlig administration«. Hvilket ifølge Instrukskommissionen er tilfældet i sagen om adskillelsen af asylpar, men som der – i hvert fald ikke endnu – er dokumentation for at påstå i sagen om den ulovlige aflivning af mink.

At fælde Inger Støjberg

For venstrefløjen og De Radikale er sagen anderledes ligetil. Groft sagt er der næppe nogen politiker, de hellere vil fælde end Inger Støjberg. Kvinden, der fejrede sine første 50 udlændingestramninger med en lagkage, og som har været eksponent par excellence for den stadigt hårdere udlændingepolitik, som de mere udlændingevenlige partier har kæmpet imod.

Men hvad der ser let ud nu, kan vende, hvis Støjberg skulle klare frisag. Det er nemlig ikke givet, at hun vil blive dømt. Rigsretten vil begynde forfra med afhøringer af de involverede aktører i sagen. Og der er ingen garanti for, at retten vil nå frem til samme bevisvurdering som Instrukskommissionen, der tilsidesatte store dele af to ledende embedsmænds forklaringer, der støttede den forhenværende minister – og frem for alt tilsidesatte den centrale del af Inger Støjbergs egen forklaring.

Serie

Rigsretssagen mod Inger Støjberg

For kun sjette gang i danmarkshistorien er der blevet nedsat en rigsret. Frem til december skal 13 højesteretsdommere og 13 dommere udpeget af Folketinget afhøre vidner og afgøre, om den forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg overtrådte ministeransvarlighedsloven, da unge asylpar blev adskilt på danske asylcentre tilbage i 2016.

Information var oprindeligt med til at afdække sagen. I denne serie har vi fulgt den såkaldte Instrukskommissions arbejde og dækker nu den danmarkshistoriske rigsretssag tæt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Hvor ender vi henne, hvis demokratiet ender med kun at være repræsenteret af mennesker som Den-Lille-Svindler, Inger Støjberg og Pernille Vermund typer? Og oven i hatten krydret med lidt Rasmus Paludan. Så er kursen lagt mod en demokratisk katastrofe, som ikke er bedre end det værste diktatur.

Respekt og hatten af for Jacob Elleman-Jensen, som bringer lidt anstændighed ind i blå blok.

Mogens Kjær, Lisbeth Glud, John Andersen, David Zennaro, Hans Larsen, Søren Nielsen, Birte Pedersen, Lone Hansen, Elisabeth From, Bjarne Bisgaard Jensen, Steen K Petersen, Kasper Linneberg, Jonna Jensen, Eva Schwanenflügel, Søren Jensen, Alvin Jensen, Torben Bruhn Andersen, Kurt Nielsen, Karen Grue, Peter Beck-Lauritzen, Per Meinertsen, Ete Forchhammer og Michael Christensen anbefalede denne kommentar

I firserne og halvfemserne svigtede de danske regeringer i forhold til den øgede import af kulturel berigelse med store ekstra udfordringer for vores velfærdssystemer, retsvæsen og finansloven. Udfordringer som eskalerede år for år. Mange borgere fornemmede efterhånden at ingen af politikerne adresserede betingelserne for disse udfordringer.

I dag er Dansk Folkeparti centrum for en udskamning for den ændring i dansk indvandrer politik, der for første gang adresserede problematikken. En udskamning som tog fart med Nok er Nok initiativet, de nye Radikale, men alle andre partier havde efterhånden erkendt nødvendigheden af en dansk indvandrerpolitik.

Nu er der igen stemmer i at frasige sig ansvaret for politik om indvandring. Tilstrømningstrykket er lavt og andre tager belejligt ansvaret.

Løkkeinitiativet er Nok er Nok version to. Han vasker sine hænder i det snavs, han selv smører ud over de ansvarlige partier og ekskluderer dem fra demokratisk indflydelse. Der er masser af stemmer i ansvarsfraskrivelse.

De ansvarsfri folketingsmedlemmer står bag begge rigsretssager mod indvandrerpolitisk frontpersonale i min levetid, Erik og Inger.

Jan Nielsen, Kim Houmøller og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Mistillidserklæringer er ubehagelige at modtage; men også en anledning til overvejelser i enekammeret: har de noget på sig?

Lisbeth Glud, David Zennaro, Lars Løfgren, Steffen Gliese, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Støjberg; sig efter mig; "barnebrude-barnebrude-barnebrude"? Idioter, forstå mig nu!?

Jeppe Lindholm

Hvis Støjberg bliver dømt må det være farvel til folketinget på livstid.

Helle Walther, John Andersen, Ea Movang og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Kristian Jensen

Det er jo svært at få det sagt, men vi på venstrefløjen bærer et medansvar for at indvandrepolitikken er blevet så rabat. VI kan ikke lægge hele skylden på Inger og Pia og Rasmus og de mange andre på højrefløjen, som profiterer på fremmedfjendskpolitik. Ja, de retorikken fra højre er ofte uudholdelig og synspunkterne minder ofte om noget fra før 2. verdenskrig, men der er genklang i befolkningen på det indvandrepolitiske område, som vi har misset at adressere. Der er en tilpas stor del af befolkningen, som velfærdspolitisk burde stemme socialt, men opgiver den stemme til fordel for indvandrefjendske partier. Hvis de følte sig hørt på venstrefløjen, vil de stemme anderledes, så hvad er det vi ikke hører, eller ikke vil høre?
Jeg ved det ikke, men jeg tror at en del af svaret handler om integrationsraten. Altså hvor mange mennesker der kan integreres per tid uden at samfundet ændrer sig for hurtigt. De fleste danskere elsker jo danmark og alt det danske og vi er meget rummelig, tålmodige, godmodige forstående og afslappede og fredsommelige. Vi ville gerne at resten af verden har det godt som vi har det. Vi bliver ofte målt som et af de mest lykkelige folkfærd på planeten og vi tror vel egentlig på at hvis andre havde det som os, så var der fred i verden og folk havde det godt. Vi kan altså godt lide at have det som vi har. Hvis vi inviterer flere mennesker ind i vort samfund, end vi kan nå at integrere, bliver der uro i andedammen og jeg tror at det er der vi på venstrefløjen har fejlet. Vi har ikke sikret tilstrækkelig god integration. Vi skulle have fået en større del af indvandrerne med på vognen, så havde er ikke æret et argument for Pia, Støjberg og Rasmus,

Kurt Nielsen, Egon Stich, Bent Nørgaard, John S. Hansen, Jane Jensen og Jonna Jensen anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

Hvis Støjberg bliver dømt, kan hun formentlig indtræde i Folketinget igen efter udstået straf, såfremt et parti vil have hende, og nogle vil stemme på hende - og hun i øvrigt selv gider. Glistrup kom i Folketinget igen efter tre år i spjældet, og så lang en straf får hun næppe.

Dorte Sørensen

Hvorfor bliver det ikke et fast "værktøj" at en minister selv stemmer sig ud som uværdig . hvis/når der gives forkerte oplysninger til Folketinget. Mon ikke dette kunne fra holde minister i at give Folketinget misvisende oplysninger osv.

Steffen Gliese

Kristian Jensen, jeg kan godt fortælle dig, hvad der er sket: samtidig med at vi har modtaget flygtninge, er velfærdssamfundet gradvist blevet afviklet. Det har ikke noget med flygtningene at gøre, men folk kæder det samme i deres hoveder.
Hvad vi også er blevet, er mange gange rigere, men for mange mærkes det ikke, fordi vi med velfærdssamfundets afvikling har bremset gamle dages udligning over skatten, ligesom folks arbejdsliv er blevet hårdere og mindre lystbetonet af mange grunde, der også har at gøre med den ledelseskult, der helt irrationelt og imod alle erfaringer har fået lov at brede sig.

Anne Søgaard, Egon Stich, Eva Schwanenflügel, Mogens Kjær, Ib Jørgensen, Lisbeth Glud, David Zennaro, Hans Larsen, Søren Nielsen, Kristian Jensen, Hanne Utoft, Ea Movang, Sune Keller, Ebbe Overbye, Jan Nielsen, Dorte Sørensen, Ruth Sørensen, Carsten Munk, Kim Houmøller, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Niels Christensen

Jeg synes Geist kommentar er fin og fair, men hans egen tvivl om en r rigsret er en god løsning kommer også frem; for det handler om at Støjbjerg har ageret og er dumstædigt (Det er næppe sandsynligt, at Folketinget ville have gennemført en rigsretssag, hvis Inger Støjberg entydigt havde beklaget sin rolle i sagen og enten selv var gået som minister eller var blevet fjernet ) på den ene side; og så om at nogen gerne vil af med hendes holdninger. Om dumstædighed er nok til en rigsret er tvivlsomt; og Støjbjergs holdninger bliver man jo ikke af med; de deles jo af de liste. Andre lande, Sverige og Tyskland har jo klare regler om adskillelse af par i lignende situationer. - Men lad os se, jeg har stor tiltro til at Højesteret dommerne er i stand til at skære igennem. Og det vil de jo ikke før embedsmandsansvaret også er placeret. Folketinget har her stillet sig i en problematisk rolle.

Dorte Sørensen

Mon ikke indførslen af en Forfatningsdomstol ville være løsningen - selv om mange medlemmerne i Folketinget ikke finder det som en god løsning ,at der er nogen der skal være overdommer over Folketinget - herved slipper "vi" for at det er Folketinget selv , der skal tage den beslutning - Det bliver gerne til et politiskslagsmål - fx. ville V LAK-regeringen ikke nedsætte en kommissionsundersøgelse mod IS den blev først nedsat efter valget.
ET andet eksempel er undersøgelsen om Fogh-regeringens ulovlige krigsdeltagelse. Den blev først nægtet , så blev der nedsat en undersøgelse for så igen af Løkke-regeringe nedlagt. Hvis der var en Forfatningsdomstol så slap "vi" for dette "hundeslagsmål".

Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, John Andersen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

Et mariridt: Hvad vil der ske hvis hun bliver frikendt? Retsfølelsen vil få et alvorligt knæk for nu vil det jo blive blåstemplet, at det er i orden at lyve overfor Folketinget, at lyve overfor og tilsidesætte Ombudsmanden, og forholdet til embedsværklet - der jo skal se til, at en minister overholder loven - vil ligeledes få et alvorligt knæk.
En frifindelse af Støjberg vil betyde en alvorlig svækkelse af den tillid vi borgere må formodes at have og udvise overfor de folkevalgte, og embedsværket.
En sikker vej ned ad skråplanet mod polske og ungarske tilstande.

Arne Lund, en sådan blåstempling er der skam sørget for tidligere - var det ikke sådan at flere implicerede politikere og embedsmænd i Tamilsagen slap for retsforfølgelse, selvom de med høj sandsynlighed havde løjet, magtfordrejet og manipuleret? I sig selv signalerede dette jo at vi blot havde brug for en syndebuk, stakkels Ninn.

Og husker du ikke efterspillet i Morten Bødskov-sagen, hvor socialdemokrater fik kreeret en art højesteretlig anerkendelse af nødløgnes nødvendighed, og dermed berettigelse, ved etablering af en diskurs om 'grænser for sandhedspligten'?
www.denoffentlige.dk/dommer-skyder-tilbage-i-sag-om-noedloegn

Siden skete andre illustrative ting, herunder at en embedsmand med fingrene dybt i Bødskov-løgnen fik karriere som landsretsdommer - og Bødskov er som bekendt tilbage i ministerkareten. Mareridtet er forlængst realitet.

Søren Nielsen

Hvis jeg blev beskyldt for at have begået en grov forbrydelse som jeg med 100% sikkerhed vidste jeg IKKE havde begået, så ville jeg kræve at blive frifundet ved en domstol.
Hvis jeg derimod vidste at jeg ikke havde rent mel i posen, så var jeg nok ikke så krævende.

Kristian Jensen

@ Steffen Gliese. Ja jeg har også bemærket at velfærden udhules, at det offentlig serviceniveau falder og bliver mere upersonligt og uforsonligt. At skammen ved at være arbejdesløs er steget og at den arbejdsløse behandles langt under almindelig medmenneskelig høflighed og respekt. Samtidig peger man på indvandrerne og siger at der ikke er råd til dem og til velfærd samtidig. De er blevet syndebukke for højrefløjens forfejlede socialpolitik, når årsagen ligger et andet sted. For mange hopper på limpinden og stemmer mod deres egne interesser i klassekampen, blot for at ramme indvandrerne. Så spørgsmålet går jo til den gamle garde, der var en gang I/de kunne forsamle os i klassekamp, hvordan gjorde man det og kan det gøres igen?

Egon Stich, Eva Schwanenflügel, Lisbeth Glud og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Det mest foruroligende ved Inger Støjberg er ikke hendes adfærd, hvor afskyelig man end vil finde den, men den kendsgerning at så mange stemmer på hende. Jeg ser antydningen af en parallel til Trump og hans angiveligt 74 millioner vælgere. Problemer er ude blandt os, som en virus?

Kristian Jensen, Eva Schwanenflügel og Mogens Kjær anbefalede denne kommentar

Ib Jørgensen, enig - og det er formentligt et større problem end Covid 19; inklusive dennes mutationsratio. Mangen gang har der lydt advarsler mod den neoliberale udviklings stærke tendens til del og hersk-rationaler, topstyring/afdemokratisering og syndebuk-udpegning m.m. ... og det er velbeskrevet indenfor bl.a. sociologien hvilke omkostninger neoliberalismen vil påføre ikke blot befolkningsgrupper men også demokratiets betingelser for at kunne håndtere interesseforskelle, samfundsudfordringer o.a. Afdøde Zygmunt Bauman gav eksempelvis et perspektiv med hans glokaliseringsmodel, som beskriver hvordan klassesamfundet internationaliseres under indtryk af/i konsekvens af kapitalistisk/neoliberal globalisering, som bevirker segregering mellem de, som har ressourcer og forudsætninger/muligheder for at nyde globaliseringens umiddelbare goder (kaldet turister), og de, som ikke har (kaldet vagabonder) - og dermed har et stærkt konfliktpotentiale, en kompleks klassekamp, som vil blive udkæmpet på vikarierende fronter med vilkårlige fjendebilleder (herunder etnocentriske) som fokus.

Kristian Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

Ja lad os stille de 28.000 der stemte på hende for en rigsret. Hvor kunne de gøre det!!

Per Meinertsen

Efter nu at have set og hørt Inger Støjbergs argumenter køre i den samme desinformerende båndsløjfe utallige gange, tænker jeg, at det mest humane nok ville være en behandlingsdom. Men en sådan kan rigsretten vist ikke idømme.

René Arestrup

Beslutningen om at indlede en rigsretssag mod IS markerer et klart snit i borgerlig blok. Borgerlig anstændighed findes faktisk. Og det er næsten rart at blive bekræftet i hvor den absolut ikke findes....

Borgerlig nødvendighed findes - for det er kun fordi mange i Venstre vil af med støjsenderen og fordi det PR-mæssigt og parlamentarisk ville være særdeles uklogt af virksomheden Venstre at gå imod en rigsretssag.