Justitia: Kommunale whistleblowerordninger skal være anonyme og også for borgere

Der er et stort behov for at forbedre og udbrede whistleblowerordninger inden for den offentlige sektor.

Det mener tænketanken Justitia, der netop har udsendt en rapport med anbefalinger til især kommunerne om, hvordan ordningerne kan etableres. Anledningen er, at Justitsministeriet er på vej med et lovforslag om sådanne ordninger, da der senest til december som følge af et EU-direktiv skal etableres interne whistleblowerordninger i alle større virksomheder og offentlige virksomheder med flere end 50 ansatte, herunder alle landets 98 kommuner.

»Vores vigtigste anbefaling er, at kommunerne skal forpligtes til, at ordningerne også omfatter overtrædelser af national ret, og ikke kun EU-retten som direktivet indebærer,« siger Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør i Justitia.

»Dernæst skal ordningerne ikke bare være for de ansatte og samarbejdspartnere. Også borgere skal have mulighed for at være whistleblower,« tilføjer hun.

En af dem, der støtter bedre whistleblowerordninger, er socialrådgiveren Maja. Hun er ansat i en større kommune, og hun blev i 2020 udsat for trusler fra en leder, da hun på et virtuelt vidensdelingsmøde for kommunens ansatte udtrykte tvivl om den behandling, visse borgere blev udsat for.

Maja havde lagt mærke til, at flere borgere ikke fik behandlet deres ansøgninger om hjælp og støtte korrekt, og at der ikke blev foretaget en konkret og individuel vurdering af borgernes ansøgninger. I flere tilfælde var der ikke blevet givet et egentligt afslag med en tilhørende klagevejledning, samtidig med at det end ikke var blevet noteret, at borgeren havde henvendt sig om hjælp.

Efterfølgende fik Maja et vredt opkald fra en leder, der fortalte, at det virtuelle møde var blevet optaget, og at han agtede at tage det videre, da han ikke ville beskyldes for at bryde loven. Hun endte med at undskylde for sine ytringer, idet hun blev nervøs for eventuelle ansættelsesretlige konsekvenser.

»Det var på ingen måde okay,« siger Maja, der endte med at gå til sin tillidsrepræsentant.

Hun fortæller også, at hun efterfølgende på mail fik opbakning fra flere kolleger.

»Men af en eller anden grund kom de ikke på banen. Måske fordi de er i tvivl om, hvor de skulle tage det hen, og sikkert også fordi de frygtede for deres ansættelse.«

Bedre afgørelser i første instans

Justitia henviser til, at der ifølge tal fra Ankestyrelsen er fejl i hver tredje kommunale afgørelse, så der er et stort og stigende behov for kommunale whistleblowerordninger – som også omfatter borgerne – for at sikre retssikkerheden.

»I kommunerne er der den borgernære administration. Her har borgerne mulighed for at konstatere noget, som ikke bør foregå. Men selv om vi har klagemuligheder og i sidste instans domstolene, så kan en god retssikkerhed ikke bygge på, at man skal klage,« siger Birgitte Arent Eiriksson, der peger på, at »det halter gevaldigt med kommunernes selvkontrol«.

»God retssikkerhed for borgerne kræver, at afgørelserne er korrekte i første instans. Her vil indberetninger fra borgere kunne føre til øget selvkontrol i kommunerne. I dag kan en borger jo ikke bare gå til sin sagsbehandler og sige: Der er noget råddent i jeres system. Det kommer ikke videre.«

Anonymitet giver flest indberetninger

Så er der spørgsmålet om anonymitet. Det er et tema, som absolut ikke er uden problemer, påpeger Birgitte Arent Eiriksson. Men for Justitia er det afgørende, at whistleblowere kan være anonyme, uanset om de er borgere eller ansatte.

»Det er meget enkelt: Når man har anonymitet, vil mange flere bruge ordningerne. Mange ansatte er bange for at ytre sig. Man er tilbageholdende, for man ved godt, at det kan få karrieremæssige konsekvenser, selv om man måske ikke står til at blive afskediget.«

»Der er flere forhold, som skal overvejes nøje. Der kan også være hensyn at tage til dem, som kritikken drejer sig om, og der kan være risiko for chikane. Dertil kommer, at anonyme indberetninger ikke har selvstændig bevisværdi. Men de kan være anledning til, at kommunen sætter en intern undersøgelse i gang.«

Hvem skal behandle indberetningerne?

Der er allerede etableret whistleblowerordinger i 23 kommuner, men der er stor forskel på, hvem der modtager indberetningerne, fremgår det af Justitias rapport. I nogle kommuner er det en borgerrådgiver, i andre kommuner er det et nedsat udvalg med repræsentanter for både ledelse og ansatte. En enkelt kommune har udpeget en chefjurist, mens det i en anden er borgmesterens kontor, der behandler de modtagne oplysninger.

Anbefalingen fra Justitia er, at opgaven placeres hos en instans, der er reelt og formelt uafhængig af forvaltningen, eksempelvis borgerrådgiveren.

Men det forslag er Bitten Vivi Jensen ikke tilfreds med. Som Information flere gange har omtalt, var hun som sagsbehandler i Frederiksberg Kommune vidne til, at syge borgere blev presset ud i, hvad hun opfattede som meningsløse og langvarige sagsforløb i stedet for at få tildelt den førtidspension, som de ifølge hende burde have fået.

Hun ville ikke føle sig tilstrækkelig tryg ved at henvende sig til en intern whistleblowerordning, selv om Frederiksberg Kommune var den første i landet, der etablerede en sådan. I stedet valgte hun at gå til Information.

»For det første ville kommunen med det samme opdage, at det var mig, der havde indberettet forholdet, også selv om jeg var anonym, da jeg var en af de eneste med kendskab til oplysningerne. Og jeg ville kunne risikere at blive fyret meget hurtigt. For det andet mener jeg ikke, at man kan have tillid til, at en intern kommunal whistleblowerordning kan foretage en uvildig undersøgelse og løse eventuelle problemer,« siger Bitten Vivi Jensen.

Birgitte Arent Eiriksson kan godt forstå Bitten Vivi Jensens reaktion, men siger, at »nøgleordene er ’uafhængig’ og ’upartisk’«.

»Se på, hvem de referer til. Er det kommunalbestyrelsen eller en chef i forvaltningen? Hvis borgerrådgiverens chef var medlem af forvaltningen, ville jeg heller ikke selv bruge den,« siger hun.

Endelig mener Justitia, at kommunerne bør etablere en praksis, så whistleblowere kan se, at deres indberetninger er modtaget, og at de bliver undersøgt – altså en form for feedback. Ifølge EU-direktivet skal det ske senest tre måneder efter modtagelsen, og derudover skal der også være tilgængelig og grundig information om, hvordan whistleblowere kan få retshjælp og på anden måde beskyttes mod repressalier.

Maja er et opdigtet navn. Information har kendskab til rette navn og ansættelsessted.