Klimapolitisk træghed har gjort CO2-fangst nødvendig

»Jeg har faktisk en tilståelse til jer i dag,« sagde ministeren med hænderne foldet foran sig: »Jeg har brugt en ikke ubetydelig del af min tid på at kæmpe imod CCS.«

Stedet var et webinar i Dansk Industris regi, tidspunktet var sidst i september, ministeren var Dan Jørgensen (S), og tilståelsen handlede om Carbon Capture and Storage, CCS, på dansk: CO2-fangst og -deponering.

Klima- og energiministeren forklarede, at han har været imod teknologien med at opfange CO2 fra røggassen og deponere den i undergrunden, fordi teknologien i begyndelsen blev promoveret af »nogle interesser, som vi godt vidste ikke ville det bedste«. Nærmere bestemt interesser i den fossile energisektor, der tænkte, at hvis blot man fik sat et CO2-filter på for eksempel kulfyrede kraftværker, så kunne man fortsætte sin sorte forretning på ubestemt tid.

Det var med samme begrundelse som Dan Jørgensens, at de grønne organisationer var skeptiske over for CCS: At levetidsforlænge fossile kraftværker og gemme deres CO2-efterladenskaber et sted i undergrunden i al evighed var ikke et bæredygtigt svar på klimakrisen.

»CCS er en farlig afledningsmanøvre,« skrev for eksempel Greenpeace tilbage i 2008. Hvis CCS vinder indpas, vil opførelsen af nye kulkraftværker bare fortsætte, advarede miljøorganisationerne og betegnede CCS som ’et falsk håb’. De pegede samtidig på de mange åbne spørgsmål omkring CCS-teknologien: Prisen var usikker men høj, energiforbruget ved CO2-fangsten var stort, og risikoen ved at gemme enorme mængder CO2 i hulrum i undergrunden underbelyst.

Det statskontrollerede energiselskab Dong – nu Ørsted – droppede i 2009 sine forprojekter til CCS på sine daværende kulkraftværker med henvisning til, at det var for dyrt, og at man ville satse på den grønne, vedvarende energi frem for på kul. Elselskabet Vattenfall fik i 2011 nej fra den daværende klimaminister Martin Lidegaard (R) til et projekt med CO2-fangst og deponering i Nordjylland.

Tidspres taler for CO2-fangst

I dag er en del forandret. I en dansk kontekst er problemet med kul i energiforsyningen snart løst. Kulforbruget er reduceret med 78 procent siden 1990, og fra 2023 er der kun et enkelt kulfyret kraftværk tilbage – Nordjyllandsværket med forventet kulstop i 2028.

Så CCS i en dansk sammenhæng vil ikke handle om at levetidsforlænge fossile kraftværker, det vil handle om at fjerne CO2 i røgen fra andre typer anlæg: kraftvarmeværker fyret med biomasse, affaldsforbrændingsanlæg samt særligt CO2-belastende industrier som cementfabrikken Aalborg Portland.

Dertil har vi fået travlt. Politisk tøven og begrænsede ambitioner siden klimalovens vedtagelse har gjort det svært at nå lovens mål om 70 procent reduktion af de danske drivhusgasudledninger i 2030.

»Samlet set har vi truffet beslutninger, der bringer os en tredjedel af vejen mod målet,« skrev Dan Jørgensen før jul i den klimapolitiske redegørelse, der ifølge klimaloven skulle have beskrevet hele vejen til målet.

Det er på det samlede klimaområde som elbilkommissionens formand Anders Eldrup sagde i september om transportsektoren: »Vi burde være startet for ti år siden.«

Så nu lyder der også andre toner fra miljøorganisationerne. Hvor Greenpeaces generalsekretær, Mads Flarup Christensen, for et år siden udtalte sig med stor skepsis og kaldte CCS »en sidste mulighed«, så siger organisationen nu på Twitter, at »klimakrisens dybde gør, at CO2-fangst helt givet må i brug«.

Man kalder det stadig »hamrende farligt« at lægge for mange af sine klimapolitiske æg i CCS-kurven, men omvendt synes der altså ingen vej uden om.

Spørgsmålet er imidlertid stadig, hvor meget CO2-reduktion denne teknologi kan bidrage med, hvor hurtigt og med hvilke omkostninger.

Stor usikkerhed om potentialet

Klimarådet skønner i sin statusrapport fra marts 2020, at CCS i 2030 vil kunne levere en CO2-reduktion på 4,5 millioner ton CO2, mens regeringen i sit Klimaprogram 2020 fra september angiver potentialet til fire-ni millioner ton, altså op til det dobbelte. Plus yderligere 0,9 millioner ton, som regeringen mener at kunne opnå via en ’markedsbaseret pulje’ til støtte for erhvervslivets CO2-fangst som del af Klimaaftalen for energi og industri fra juni 2020. Så sammenlagt altså 4,9-9,9 millioner ton i 2030. Et potentielt stort bidrag til at hente den manko på 13,7 millioner ton CO2 inden 2030, som tilbagestår efter diverse klimaaftaler indgået i 2020.

Et sigende udtryk for, hvor svært det reelt er at bedømme teknologiens danske potentiale, kan findes i regeringens grønne forskningsstrategi fra september 2020, hvor man annoncerer statslig støtte til forskning og udvikling af carbon capture and storage. Det skønnede potentiale er de nævnte fire-ni millioner ton CO2 årligt for perioden 2030-40, men usikkerheden er mildt sagt stor:

»Reduktionspotentialerne er generelle, usikre vurderinger af de teknologiske muligheder for at reducere drivhusgasudledningerne med de forudsatte teknologier. Teknologiernes pris er ikke taget i betragtning i vurderingen af disse tekniske potentialer – det er kun, hvad der i teorien er teknisk muligt og teoretisk realiserbart i 2030. Dette potentiale er forbundet med stor usikkerhed med hensyn til effekt, dokumentation og potentiale for udbredelse. Der tages derfor forbehold for dette potentiales realisering.«

Betoning af den store usikkerhed går igen i Metodenotat om de tekniske reduktionspotentialer, der ligger til grund for skønnet over CO2-gevinsten på fire-ni millioner ton i regeringens Klimaprogram 2020. I notatet hedder det, at CCS-potentialet »er vanskeligt at opgøre præcist«.

»Denne potentialevurdering er behæftet med usikkerhed og bør vurderes nærmere,« gentages det, og det tilføjes, at »frem mod 2040 er der yderligere usikkerhed knyttet til udledningerne«.

Ikke desto mindre er det forhåbningen om disse fire-ni millioner ton CO2-reduktion frem mod 2030, der begrunder regeringens såkaldte ’hockeystavstrategi’ hvad angår klimamålet: I forhold til en ret linje frem mod 70 procent reduktion i 2030 vælger man at gøre for lidt frem til 2025 i forventningen om, at kulstoffangsten melder sig med et stort potentiale efter 2025.

Flere fagfolk anfægter regeringens optimistiske vurdering.

Professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen sagde i september her i avisen, at »jeg forventer ikke, at det kan lykkes os at få CCS op at flyve på en måde, der giver et stort bidrag til CO2-reduktion inden 2030«.

Han har siden på TV 2 skønnet det realistiske potentiale i 2030 til 1,5-2,5 millioner ton.

Hos samme medie kalder lektor Philip Fosbøl regeringens skøn »utrolig ambitiøst«.

Philip Fosbøl forsker i CCS-teknologi på DTU Kemiteknik og mener, at det i et klimaperspektiv giver »rigtig god mening« at satse på CO2-fangst. Men han hæfter sig ved, at det officielle skøn over reduktionspotentialet ikke har analyseret, hvad en sådan indsats faktisk vil koste.

»Hvis man gik i gang med det samme med et ubegrænset investeringsbudget, så kunne man måske godt lige nå i mål med klimaprogrammets vurdering,« siger han.

Det er værd at bemærke, at hvor regeringens fremlagte Klimaprogram 2020 vurderer CCS-potentialet til fire-ni millioner ton i 2030, så omtaler det bagvedliggende metodenotat samme potentiale som først gældende for tiden »efter 2030« og perioden 2030-40.

Amager Bakke kommer først

Det første sted, man kommer i gang herhjemme, kan blive på Amager Bakke – affaldsforbrændingsanlægget hos Amager Ressource Center (ARC).

Her fik man i sommer bevilget 30 millioner kroner fra Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) til et demonstrationsanlæg, der skal kunne indfange 12 ton CO2 om dagen med planlagt start i 2022.

I forventning om succes har ARC nu søgt EU’s Innovationsfond om 0,5-1 milliard kroner for at kunne opføre et fuldskalaanlæg til start omkring 2025. Det skal kunne fange 500.000 ton CO2 om året stammende fra både den fossile – det vil sige plastikdominerede – og den biobaserede affaldsfraktion og dermed hjælpe Københavns Kommune til at nå målet om at blive CO2-neutral i 2025.

Amager Bakke er længst med planer for CO2-fangst blandt de danske affaldsforbrændingsanlæg. Dansk Affaldsforening vurderer i sin seneste opgørelse, at hvis de fire største anlæg hver etablerer et anlæg til at fange CO2 fra den fossile affaldsfraktion, så »vil det kunne medføre en samlet CO2-reduktion på mere end 600.000 ton frem mod 2030«. Altså noget mindre end regeringens såkaldt ’tekniske reduktionspotentiale’ i denne sektor på én-to millioner ton i 2030.

»Vi er udfordret på pris, tidshorisont og omfang. For selv om CO2-fangst i sig selv er en kendt og afprøvet teknologi, er integrationen med energianlæg, kompression, transport og lagringen fortsat på demonstrationsplan,« understreger Dansk Affaldsforening.

Én-to millioner ton indfanget CO2 er også, hvad regeringen ser som 2030-potentialet – »behæftet med stor usikkerhed« – fra kategorien af energitunge industrier, helt domineret af Aalborg Portland, der i dag udleder over to millioner ton CO2 årligt, hvilket er 23 procent mere end i 2015.

I rapporten til regeringen fra Klimapartnerskabet for energitung industri vurderer man, at CO2-fangst hos sektorens virksomheder kan give en reduktion på cirka 1,1 million ton CO2. Altså i bunden af regeringens estimat.

»Der er stadig væsentlig usikkerhed om teknologien, og da det ikke er økonomisk rentabelt, foreslås det som offentligt-privat fyrtårnsprojekt,« tilføjer industripartnerskabet.

Aalborg Portlands direktør, Michael Lundgaard Thomsen, understreger tilsvarende i en pressemeddelelse, »at der er mange faktorer – ikke mindst i forhold til finansiering og støtte – som skal være på plads for, at CO2-fangst kan blive realistisk i stor skala«.

Cementvirksomheden er nu med støtte fra EUDP gået sammen med blandt andre Aalborg Universitet om at afdække mulighederne for CO2-fangst inden 2030.

Størst potentiale for CO2-reduktion og -deponering ser regeringens klimaprogram i de biomassefyrede kraftvarme- og varmeværker: to-fem millioner ton CO2-reduktion. Der er dog »betydelig usikkerhed forbundet med denne vurdering«, der heller ikke bedømmer den økonomiske realisme i potentialet. Og hvor Klimaprogram 2020 taler om to-fem millioner ton i 2030, taler det bagvedliggende Metodenotat om efter 2030.

Måske er der mere realisme i rapporten fra Klimapartnerskabet for Energi- og forsyningssektoren, som i marts vurderede CCS-potentialet fra sektoren – her omfattende såvel biomassefyrede som affaldsbaserede anlæg – til blot 1,3 millioner ton CO2 i 2030.

»CO2-fangst (er) en kendt, men endnu ikke moden og industrialiseret teknologi,« skriver klimapartnerskabet og tilføjer, at der i dag er »betydelige omkostninger forbundet med installering af anlæg, og der er ikke mulighed for at få dækket de samlede omkostninger til CO2-fangst«.

Konkurrence om CO2

Ved indgangen til 2021 tegner følgende billede sig:

For det første er der en voksende grad af enighed om, at CO2-fangst bliver nødvendig med den knappe tid, der er til rådighed, hvis Parisaftalen skal respekteres

For det andet er den danske regerings skøn over, hvor meget CO2 der potentielt kan indfanges og deponeres allerede i 2030, behæftet med stor usikkerhed, men synes betydelig mere optimistisk end vurderingerne fra blandt andre Klimarådet og energi- og affaldssektorens aktører.

Og sidst tager regeringens skøn over potentialet ikke højde for omkostningerne ved CCS. Der er i dag ikke et egentligt europæisk marked for lagring af CO2, der indfanges, ej heller i udtjente olie- og gasfelter i Nordsøen, ligesom der ikke er en infrastruktur til at håndtere transporten af indfanget CO2 fra kilde til deponeringssted – derfor er der heller ikke et sikkert prisniveau.

Som alternativ til CO2-deponering i undergrunden kan indfanget CO2 bruges som råstof sammen med brint til fremstilling af grønne brændstoffer, omtalt som Power-to-X (PtX). I så fald kaldes teknologien ikke CCS, men CCU, CO2-fangst og -udnyttelse. Også det er en teknologi, der stadig er under udvikling med ukendte omkostninger og med en lidt langsommere mulighed for indfasning end CCS.

»PtX-produkter er desværre stadig ret omkostningstunge,« skrev klimaminister Dan Jørgensen før jul til Folketingets klimaudvalg. »Der er stor usikkerhed om, hvornår de kan blive konkurrencedygtige.«

En lang række selskaber i sektorerne olie og gas, energi, affald samt transport har inden for det seneste år indledt udviklingsprojekter med statslig støtte og foretaget investeringer i CCS, CCU og/eller PtX i håbet om at komme først med konkurrencedygtige teknologiske løsninger. Der er således indledt et kapløb med potentiale for konkurrence om den CO2, der måtte blive indfanget, samt konkurrence mellem PtX-brændsler med og uden CO2, lige som CO2-fangst som løsning kan komme i konkurrence med andre veje til CO2-reduktioner, for eksempel energieffektivisering.

For at forebygge kaos og fejlinvesteringer og sikre optimalt udbytte har regeringen lovet at fremlægge en strategi for hele området.

»Der er ikke alene tale om en PtX- strategi, men om en strategi for både fangst, lagring og anvendelse af CO2 samt for PtX i Danmark,« oplyser klimaministeren.

»Arbejdet med strategien er allerede i gang og vil fortsætte i løbet af 2021.«