Splittelse, uroligheder, identitetskrise og vælgerflugt. Der er blevet skrevet meget om blå blok siden folketingsvalget for halvandet år siden. Men bag den borgerlige nedtur gemmer der sig også en succeshistorie. Den handler om De Konservative, som vinder stadigt større opbakning i befolkningen.
I en ny måling fra analyseinstituttet Voxmeter vil 13 procent af vælgerne stemme på Venstre, mens De Konservative ifølge målingen ville løbe med hele 10,9 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag. Afstanden på de knap to procentpoint er usædvanligt lille, hvis man tager udgangspunkt i nyere tid. Til sammenligning fik Venstre 23,4 procent, og De Konservative 6,6 procent af stemmerne ved valget i 2019.
Den nye meningsmåling er blot et øjebliksbillede, men tendensen er klar: Det er gået støt og roligt fremad for De Konservative i stort set hver eneste meningsmåling siden juni 2019, da danskerne stemte Mette Frederiksen (S) til magten.
Hver gang der kommer en ny meningsmåling, bliver der jublet i den konservative folketingsgruppe, fortæller Marcus Knuth. Han skiftede parti fra Venstre for lidt over et år siden og er i dag udlændingeordfører for De Konservative. Men det er også en bittersød fornemmelse, siger han.
For han kan ikke forestille sig, at det borgerlige Danmark genvinder magten, uden det største parti i oppositionen er kommet sig oven på sin egen krise.
»Jeg har svært ved at se blå blok hænge sammen uden et solidt Venstre. Så vi er bevidste om de problemer, der overordnet er for blå blok, ikke mindst på grund af stormvejret hos Venstre. Men det holder os ikke fra at glæde os over den fremgang, vi selv har oplevet,« siger Marcus Knuth.
I sidste uge tegnede der sig et flertal for en rigsretssag mod Venstres afgående næstformand, Inger Støjberg, og i denne uge skal Danmarks største borgerlige parti vælge en ny næstformand for anden gang på halvandet år ved en ekstraordinær generalforsamling.
Det er nærliggende, at en del af forklaringen på De Konservatives succes er, at vælgerne flygter fra Venstre. Men hvad mener det gamle, traditionsbundne parti selv er kilden til dets fremgang? Og har det et bud på løsningen på krisen i det borgerlige Danmark?
Marcus Knuth.
Kan ikke komme uden om Venstre
Information har i et par uger efterspurgt et interview med De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, for at tale om De Konservatives succes og krisen i blå blok, men han har takket nej. Til gengæld vil gruppeformand i partiet Mai Mercado og udlændingeordfører Marcus Knuth gerne stille op til interview. De understreger dog, at de ikke er ude på at udnytte balladen i Venstre ved at stille sig selv frem i lyset.
»Men vi vil gerne give et bud på det borgerliges svar på samtidens udfordringer,« siger Mai Mercado
Det påvirker Marcus Knuth personligt, at hans kolleger i Venstres folketingsgruppe befinder sig i lidt af en krise.
»Det er ikke sjovt at se ens kolleger på Christiansborg gå igennem en hård tid. Men alle partier oplever kriser. I 1990’erne talte man om det konservative blodbad, De Radikale har også været igennem en svær tid. Sådan er det at være politiker. Man må tage det sure med det søde. Men det gør ondt at se på udefra,« siger han.
Marcus Knuth har sammen med sin folketingsgruppe valgt at bakke op om en rigsretssag mod Inger Støjberg. Mai Mercado, som også er retsordfører for partiet, har forklaret beslutningen med, at »lov er lov, og lov skal holdes«, som hun skriver på Facebook.
»Uanset hvem vi er, og hvad vi i øvrigt står for. Det ville ærligt talt være svært at nå til den omvendte konklusion.«
Stolt af Inger i 2017
I 2017 lød det ellers fra Marcus Knuth, som dengang var Venstre-mand og tro Inger Støjberg-støtte, at han ikke mente, at udlændingeministeren skulle retsforfølges.
»I dette spørgsmål kommer moral over en uklar lov; i Danmark bør vi aldrig acceptere barnebrude, og jeg er stolt af, at Inger går forrest for at forbyde den slags praksis i Danmark,« skrev Marcus Knuth på sin facebookside.
Information interviewede Marcus Knuth og Mai Mercado, dagen før De Konservative meddelte at bakke op om en rigsret, og på det tidspunkt ville ingen af dem forholde sig til spørgsmålet.
Information har efterfølgende spurgt Marcus Knuth, om han vil uddybe sin beslutning om at bakke op om en rigsretssag. Han henviser til Mai Mercados facebookopslag og understreger, at de er en enig folketingsgruppe.
Når det kommer til, hvordan oppositionens største parti skal komme ovenpå igen, mener han, at der har været for meget zigzag i Venstre det seneste halvandet år.
»Det bedste, de kan gøre, er ikke at zigzagge på centrale politikområder: skat, udlændinge eller kritikken af Mette Frederiksen. Der har været for meget slinger. Og så er der en masse interne dynamikker, men dem vil jeg holde mig fra,« siger han.
Et pålideligt parti
Da en meningsmåling i oktober viste, at De Konservative igen stod til vælgerfremgang, kunne valgforsker Kasper Møller Hansen i Berlingske fortælle på baggrund af analyser, at ni ud af ti af de nye K-vælgere stemte på Venstre ved valget i 2019.
Vandringen er ifølge Kasper Møller Hansen sket gradvist i tiden efter folketingsvalget. Derfor kan man ikke pege på enkeltstående begivenheder som årsagen, forklarede han til avisen.
Spørger man Marcus Knuth, tror han, at det skyldes, at det er værdier, som samler De Konservative. Værdier, som gør, at de er enige om »vigtige spørgsmål« i særligt udlændinge- og skattepolitikken.
»Mange af de her ting var noget, der splittede Venstre. De har ændret holdning over tid, alt efter hvem der var formand. Jeg tror, at nogle gange handler politik om pålidelighed, og det er det, Søren Pape udstråler.«
De Konservatives fremgang giver også mening i lyset af, at de er gået fra seks til 12 mandater, påpeger Mai Mercado. Hun fremhæver fem fokusområder, som hun synes, partiet står stærkt på. Det gælder klima, retspolitik, udlændinge, socialpolitik og erhvervspolitik.
»Og det er også her, jeg mener, at vi kan finde fælles fodslag med de andre partier,« siger hun.
Den borgerlige sjæl
Skatten er for høj, de private alternativer til de offentlige velfærdstilbud skal sikres, udlændingepolitikken skal forblive stram, og kloden skal overleveres i bedre stand, end denne generation modtog den, oplister Mai Mercado.
»Det er ting, der griber langt ind i den borgerlige sjæl. Så er der noget, der i større og mindre grad optager hver enkelt parti, og der skal findes kompromiser. Men jeg har svært ved at se, at nogle af partierne i blå blok er radikalt imod de her ting,« siger hun.
Samtidig har coronakrisen ifølge Mercado understreget, at det er »vigtigere end nogensinde« med et borgerligt alternativ. Det skyldes ikke mindst blokkenes forskellige erhvervspolitik, mener hun.
»Vores land er voldsomt gældsat. Det er ikke en gæld, man kommer af med i morgen, og der er ikke en plan for, hvordan de her virksomheder kommer på fode igen,« siger Mai Mercado.
– Det er jo lidt af en udfordring. Har I selv nogle svar?
»Det gælder først og fremmest om at føre en erhvervsvenlig politik. Hvis du går ind og læser vores finanslovsforslag, så foreslår vi jo at skabe arbejdspladser ved at lette en række afgifter og skatter for at få flere i job og dermed skabe mere vækst.«
Marcus Knuth peger også på, at blå blok skal samles om at være kritiske over for Mette Frederiksens »venstreorienterede politik«.
»Og det andet er skattestigninger, hvor fællesnævneren er, at regeringen ikke bidrager til økonomisk vækst. Og en erhvervspolitik, som ikke er særlig erhvervsvenlig. Her er der et stort behov for et liberalkonservativt økonomisk alternativ,« siger han.
Økonomien skiller blokkene
Selv er Marcus Knuth kendt for at være hård og konsekvent, når det kommer til udlændingepolitik. Men ifølge ham har tiden ændret sig, og mens det borgerlige Danmark stadig skal stå fast om en stram linje over for flygtninge og indvandrere, anerkender han, at det er blevet nemmere at samarbejde med Socialdemokratiet på det område.
»Nu er det økonomisk politik, der skiller os. Udlændingepolitikken vil fortsat være vigtig, og på nogle områder har Mette Frederiksen også slækket på den – de har indført højere ydelser og vil på nogle områder gøre det nemmere for folk at blive i landet. Men der er også områder, hvor vi har haft et godt samarbejde med Mattias Tesfaye,« siger han.
Det er derfor den økonomiske politik, hvor blå blok særligt skal skabe kant, fremhæver han. Og samtidig skal et blåt alternativ ifølge Marcus Knuth være det, der samler Danmark igen.
»Mette Frederiksen fører en politik, som i vores øjne er egenrådig og splittende, med minkskandalen som mest markante eksempel. Så vi får brug for blå blok til at samle, med ledere, som udstråler troværdighed.«
Er fremtidens statsminister konservativ?
Det kan passende lede til spørgsmålet om, hvem der er den mest troværdige leder af blå blok. De Konservative er flere gange blevet spurgt, om de kan se sig selv som statsministerparti. Mai Mercado kalder det »spekulationer«.
Imens håber Marcus Knuth, at De Konservative på længere sigt vil blive et »markant større parti«, end det er i dag. Han peger på landene omkring os – Sverige, Norge og Tyskland – hvor de konservative partier er statsministerpartiet, ligesom det engang også var herhjemme.
»Så jeg håber selvfølgelig, at vi vil vokse os større. Men at forestille sig en blå blok uden et stort og stærkt liberalt parti, det vil hverken være sundt eller realistisk lige nu. Jeg kan heller ikke forestille mig det, når man ved, hvor stærkt Venstre står i baglandet.«
Undrer mig: mon ikke mange af blå bloks vælgere nyder godt af hjælpepakkerne? hvordan kan man så være indigneret over den gæld de afstedkommer og glemme sammenhængen hvori den opstod?
»Vores land er voldsomt gældsat. Det er ikke en gæld, man kommer af med i morgen, og der er ikke en plan for, hvordan de her virksomheder kommer på fode igen,« siger Mai Mercado.
Hvorfor skal disse væksthippier overdrive så voldsomt, så man griner af deres argumenter, men også faktisk får lidt ondt af dem, ved gud de har jo slet ikke noget tøj på.
Ja man tager sig lidt til hovedet. De blå råber på hjælpepakker jo større des bedre og især til minkavlerne, hvis dyr smittede, ikke var dyrevelfærd og skulle gasses alligevel, lyder jeg grov, ja men det er jo den anden side af den sag. En del var også ved at gå konkurs. Klart de skal have erstatning, men der er langt fra 4 til 17 milliarder, som de blå kræver for at gå med i forliget. Men nu kommer det i denne uge om man kan tro regeringens minister for området p.t. han og Prehn har gjort fint arbejde.
Og så dansk økonomi, S har altid været ansvarlig på økonomien, på samme vis som borgerlige, det er gået godt og mindre godt, her står de lige med Anker, Fogh og Schluter. At de konservative bryster sig, at det skulle være noget særligt i blå blok, det har jo kun været skattelettelser og besparelser, det var jo ikke løsningen i finans krisen ved vi i dag.
Der er lavet reformer fra begge hold med brede forlig. Og hverken nationalbanken eller vismænd/ økonomer, er urolige for den politik S fører i disse tider. De blå talte om raske mennesker der gik på pension, sikke noget vrøvl, ingen gider gå på pension før tid, for 13000 om mdr. før skat, når de kan tjene mere end det dobbelte for at blive. Og det er kun fint der nu tænker reformer, som kan give 10.000 jobs til indvandrerkvinder og unge der bare jasker rundt uden job/ uddannelse de skal i gang. Mai Marcado må revidere sin historiske viden en del.
Tak for svaret @Gert Romme
Som jeg har forstået, så har du en baggrund ud i økonomien. Så du må meget gerne give dit bud på følgende paradoks,
Nu har flere troede på den sang om der skal være balance på stats budget, helst ingen gæld, den skal jo betales tilbage. En krone ud, skal give en krone hjem, altså en nulsumsspil økonomi eller det vi nu kalder et husholdningsbudget.
Som jeg forstå det, så er vi blevet manipuleret med det sludder i årevis.
Du må meget gerne prøve at fortælle ud fra den opfattelse og viden du har, hvordan det kunne lade sig gøre, at den krigsregning som Danmark overtog i 1945 fra tyskerne, lydende på kr. 11.1 mia. i 1945 kroner og hvor statens budget samme år lød på kr. 2.6 mia. Hvor er den regning blevet af? Hvem har betalt den gæld?
Også når vi ved, at tyskerne kun har formået at betale samlet kr. 200 mio. med sidste indbetalinger tilbage i 1980’erne
Det ville svare i dag, groft beregnet, at vi med et statsbudget på ca. kr. 1.100 mia. havde en coronagæld på ca. kr. 4.500 mia. som ikke ville blive betalt tilbage.
Mange mennesker glemmer nogle gange, at der ikke er en udløbsdato på staten. Billedlig talt taler man om, at staten lever for evigt. I realiteten betyder det, at hvis man løbende betaler sine renteudgifter, men ikke betaler gælden tilbage, kan man refinansiere gælden med nye lån og betale de gamle lån ud og ikke at forglemme, inflationen æder en stor del af gælden.
Det store spørgmål er, hvor blev tyskernes gæld af?
Hæv skatten et par point en åre række og den corona gæld er høvlet af. Det er da simpelt nok og forståeligt for alle landets borgere.
Statens nettogæld var med udgangen af 2019 iflg. Nationalbanken : 421 milliarder. Her skal man bemærke at gælden ikke er påvirket af udgifter i forbindelse med pandemien. Gælden afdækker det faktum, at danskerne har betalt 419 mia. for lidt i skat og derfor har lånt sig til "velfærd" i stedet. I øvrigt har staten ikke været gældfri siden en gang i 1970´erne. Gælden på de 421 mia. vokser nu eksplosivt på grund af pandemien og når 2021 er til ende, har vi en gæld, formentlig lige så stor, som et helt års skatteindtægter.
Med 6,6% af de AFGIVNE stemmer ved sidste valg, fører de konservative sig frem som et stort parti. Det vil sige at 93.4 % af de AFGIVNE stemmer ikke har stemt konservativt. Det ville klæde de konservative at respektere dette. Velfærdsstaten har aldrig været de konservatives store nummer.
Marcus Knuth peger også på, at blå blok skal samles om at være kritiske over for Mette Frederiksens »venstreorienterede politik«
Den har vi grinet meget af.
Hvis SKAT ikke var blevet lagt ned af Fogh og Kristian Jensen, havde situationen set helt anderledes ud. Det er ret mange milliarder, som staten har til gode hos borgerne. Og kan bare halvdelen kradses hjem, ser det hele bedre ud.
Og ellers er jeg enig med Jeppe Lindholm. Hæv skatten et par år, så er coronagælden høvlet af.
Ja, Michael - jo længere til højre man selv er, jo flere af "de andre" bliver da venstreorienterede. Det ser man også let i Kamerika. Givetvis fordi enhver betragter sig selv som politikkens fornuftige midterposition. Det samme fænomen gælder selvfølgelig også fra venstre mod højre.
Det bliver den samme gamle sang omkring borgerlig økonomisk politik.
Skattelettelser til de i forvejen rige og nedskæringer på de sociale ydelser til de i forvejen mindrebemidlede.
Og kan man slippe af sted med at hæve pensionsalderen og afskaffe efterlønnen helt så er det yderligere en appelsin i turbanen.
Det eneste nye er nok en mere moderat indstilling til indvandrere; Men noget skal der jo til hvis man vil erobre stemmer tilbage over midten. For ja; Der forskel på A/SF og DF/NB.
Hele verden er i gæld.
Hele verden skal finde en løsning.
Coronagælden har vi mange år til at afhøvle, vi skal betale renterne, det er vigtigt, men der vil komme flere regeringer over tid som vil have den med ind over. De har også været med til at vedtage den.
Udenlandske investorer betaler penge for at købe danske statsobligationer dvs. gæld.
Der er ikke udsigt til at renterne stiger, da det vil bringe hele den økonomiske genrejsning efter pandemien i fare. Centralbankerne vil genoptage deres kvantitative lempelser dvs. øge pengemængden for at holde renten i ro, hvis den ser ud til at stige eller beskæftigelsen falder.
Der er snarere tale om en ny nationaløkonomisk normal, hvor Danmark ligger særdeles lunt i svinget med AAA-ratede statsobligationer, som et stigende antal investorer vil have.
I den forbindelse er det en borgerlig anakronisme at tale om beskedne 400 mia. kr som et nationaløkonomisk problem og - ja - fuldstændigt til grin, da man derved demonstrerer sin manglende viden om moderne nationaløkonomi - specielt på EU-niveau og i USA, hvor monetarismen dominerer.
hvis der faktisk var brug for endnu større overflod kunne vækst være en god ide, men det er der da i den grad ikke,
det der er brug for er en mere rimelig fordeling,
og den finder man aldrig hos borgerlige politikere, altså er der slet ingen brug for mere borgerlig indflydelse, og dermed slet ikke brug for borgerlige politikere,
men der er brug for mindre forbrug af hensyn til en mulig fremtidig bæredygtighed, og det handler ikke kun om co2 og klima, men i lige så høj grad om biodiversitet og knappe resurser,
så lad os løse flere problemer på en gang og nedsætte arbejdstiden til 10 timer / uge, så vil der blive job til alle som kan og vil, og overforbruget vil aftage,
og selvfølgelig skal kun lavtlønnede kompenseres så vil det også dæmpe uligheden.
Lige en update på gældssituationen efter besættelsen.
Umiddelbart efter besættelsen, blev tyskernes samlede gæld til Danmark opgjort til ca. 11 mia. kr.
Ved pengeombytningen, som startede på "formuekontroldagen" 23. juli 1945, viste det sig, at ca. 3 mia. var sorte penge. Disse penge blev ikke ombyttet og dermed inddraget eller ubrugeliggjort.
Og ved en konference i London i 1953 eftergav Danmark halvdelen af den tyske gæld, som herefter blev fastsat til 5,7 mia. kr.
Som blev betalt med ca. 200 millioner årligt indtil 1983.
Tyskland blev ikke idømt krigsskadeerstatning efter anden verdenskrig.
Det gjorde de derimod efter første verdenskrig.
Tysklands sidste afdrag på krigsskadeerstatningen skete, så sent som september 2010.
Pengeombytningen havde intet at gøre med den tyske krigsgæld, men hjalp den danske stat med af få skatter ind på indkomster og formuer, som folk havde “glemt” at ligne under krigen.
Og nej, det var ikke 3 mia. der blev inddraget, men i følge Nationalbanken:
I løbet af besættelsen var der sket en markant stigning i seddelomløbet. Fra et niveau på ca. 400 mio. kr. i årene før krigen voksede seddelomløbet i løbet af besættelsestiden til ca. 1,6 mia. kr., dvs. en firedobling. For at undgå inflation efter frigivelsen af priserne efter krigen var kontrol og nedbringelse af det store seddelomløb en af de første opgaver på det økonomiske område i efterkrigstiden. Problemet skulle løses ved indkaldelse af samtlige cirkulerende Nationalbanksedler samtidig med, at der blev foretaget en formueopgørelse. Herved kunne man beslaglægge værnemagerprofitter og afsløre sortbørsgrosserere samt annullere de pengesedler, tyskere måtte have bragt ud af landet. For at muliggøre ombytningen påbegyndte Nationalbanken i efteråret 1943 i al hemmelighed fremstillingen af en ny seddeltype, og i februar 1945 lå Nationalbanken inde med en tilstrækkelig mængde af alle seddeltyper, til at ombytningen kunne foretages. Pengeombytningen begyndte på "formuekontroldagen" 23. juli 1945 og omfattede alle sedler. Forinden var de nye pengesedler – 1,4 mia. kr. - blevet fordelt til bankerne. Pengeombytningen viste, at knap 3 mia. kr., eller 20 pct. af de opgivne formuer, var tjent uden at være opgivet til skattevæsenet og resultatet af aktionen var, at godt 71 millioner kr ikke blev byttet til nye sedler. Det svarede til ca. 6 pct. af den cirkulerende seddelmasse, som den 30. juni 1945 beløb sig til 1241 millioner kr.
I 1948 kunne ligningsdirektør Niels Hansen den 25. februar i et foredrag i Handels- og Kontoristforeningen om skatteligningens effektivitet oplyse, at der ved den ekstraordinære formueopgørelse var fundet formuer til et samlet beløb på 2500 millioner kr, som ikke tidligere var blevet beskattet. Dette svarer til en forhøjelse på ca. 18 pct. i forhold til de godt 13 1/2 milliard kr, der udgjorde de samlede formueansættelser for skatteåret 1944/45.
@ knus
Ja. Danmark ligger lunt i svinget med AAA-ratede statsobligationer.
Men det er jo kun pga af en asvarlig finanspolitik lige siden Anker Jørgensen.
Det har vi nydt godt af I mange år og det skal ikke sættes over styr.
På den måde ligner finanspolitik privatøkonomi.
Det er nemt at låne lige indtil det ikke er det mere. Og så er man på spanden.
Spørg bare Grækenland.
Tak for dit svar @Gert
Jeg er ikke enig i meget af det du skriver i dit seneste indlæg og det der gjorde jeg skrev om de paradokser der er omkring gæld, var dit første statement
" Men netop omkring landets gæld, så er det vel korrekt, at Danmark er vældig gældssat "
Nej vi er ikke vældig gældsat og i det lange løb, så betyder staters gæld næsten intet, fordi som der er skrevet, at stater lever for evigt. I realiteten betyder det, at hvis man løbende betaler sine renteudgifter, men ikke betaler gælden tilbage, kan man refinansiere gælden med nye lån og betale de gamle lån ud og ikke at forglemme, inflationen æder en stor del af gælden. Der skal Danmark være glade for at vi har beholdt vores egen valuta, dermed har vi også selvbestemmelse over vores finanser.